Når mørket kommer krybende

Når mørket kommer krybende er en horrornovellesamling med 5 noveller skrevet af A. Silvestri, Gudrun Østergaard, Morten Carlsen, Patrick Leis og Teddy Vork.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Enter Darkness. 

Horror er ikke det jeg læser mest af, men jeg er alligevel blevet ret glad for gysernoveller. Så da forlaget spurgte, om jeg havde lyst til at anmelde bogen, sagde jeg ja.
Og selvom jeg er lidt bekymret for min nattesøvn, er jeg rigtig glad for at have læst bogen, for novellerne var rigtig gode.
Jeg var især imponeret over forfatternes sprog, som i alle novellerne var letlæst og flydende, med nogle virkelig creepy beskrivelser. Og selvom der var stor forskel på den måde forfatterne opbyggede deres historier på, så havde de det tilfælles, at mørket, og det, det gemmer på, spiller en stor rolle.
Alle novellerne var forholdsvis korte, men det gjorde kun gysene mere koncentrerede. Ikke alle novellerne skræmte mig lige meget - hvilket var godt for mine nerver - men alle havde en krybende uhygge, og et plot, som hang sammen.
Fra brændingen af Morten Carlsen handler om en mand, som vender tilbage til sit barndomshjem, for at rydde op efter farens begravelse. Novellen havde en del flashbacks til barndommens fortællinger, og selvom  der gik lidt tid, før jeg var helt med, så krøb uhyggen langsomt ind i mig, mens jeg læste historien. Sorg, historie og havet er novellens omdrejningspunkter, og det fungerer rigtig godt.
Et drømmebarn af Patrick Leis handler om en kvinde, som bliver gravid. Alle fortæller hende, at det hun føler, er helt normalt, selvom hun føler, at der er noget helt galt. Og følelsen af det forkerte forsvinder ikke, selv da barnet bliver født. Jeg var ret imponeret over den måde, som forfatteren brugte et alvorligt emne som knuste drømme, fødselsdepression og -traumer på, og samtidig gav det en drejning, jeg bestemt ikke havde forudset.
Svarthdel af Teddy Vork handler om en familie, der er flyttet på landet. Det er lige før jul, og småkagebagningen er i fuld gang. Katten har været væk længe, og familien leder efter den. Men måske gemmer den sig på loftet? Blandingen af julehygge, landlig idyl og uhygge fungerede rigtig godt i denne novelle, og jeg skal i hvert fald ikke op på mit loft foreløbig.
Et barndomshjem af Gudrun Østergaard handler om Cecilie, som skal passe sin tantes planter, mens tanten er på ferie. Selvom det er hendes fars barndomshjem, har hun aldrig før besøgt huset, og tanten giver hende en række regler, hun skal overholde. Men hvorfor er der så koldt i huset, og hvad er det for en energi, der kommer fra nogle af værelserne? Forfatteren er rigtig god til at mane en stemning frem, så man som læser forstår, at der er et eller andet helt galt med huset, og man kan næsten mærke kulden krybe ind på sig, mens man læser historien. Og samtidig får man fornemmelsen af, at et eller andet i Cecilies familie ikke var som det skulle være.
Blinde killinger af A. Silvestri handler om den yngste søn af en landmand. Hans brødre er forlængst flyttet hjemmefra, og nu er der kun ham tilbage på gården hos faren. Gården er fyldt med rotter, og derfor også katte. Men når der kommer for mange killinger, drukner faren dem, og sønnen bliver  fascineret af døden og drabene. Og snart begynder han selv. Den her novelle er uden tvivl den mest blodige og væmmelige af dem allesammen. Jeg fik direkte kvalme, da jeg læste den (hvilket skal ses som en kompliment), og det hjælper ikke, at jeg elsker katte. Jeg må dog indrømme, at jeg synes faren var temmelig dobbeltmoralsk, hvilket ødelagde lidt af historien for mig.
Alt i alt er det, trods bogens ringe mængde sider, en imponerende samling noveller, fulde af gys, gru og krybende uhygge. Det er noveller til voksne, og det kan man godt mærke, for novellerne er fulde af psykologisk gru, og der er skruet helt op for horrorknappen. Voksne gyserlæsere vil ikke blive skuffede, men jeg vil ikke anbefale dem til børn, hvis de ikke, ligesom jeg, skal komme til at ligge søvnløse eller blive plaget af mareridt.

Zoltars Krypt

Zoltars Krypt er en science fiction/fantasybog skrevet af Helle Perrier.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og Forlaget Calibat. 

Mike og Niller er fuldstændig besat at onlinespillet Zoltars Krypt. Når virtual reality-brillerne kommer på, forandrer de sig til Mikenator og TheDude, med magiske evner og våbenstyrke, og kan bruge timer på at queste sig igennem fantasyverdenen, på jagt efter nøglen til Zoltars Krypt.
Men selvom de har styr på det meste i spillet, så kan de ikke undgå, at hverdagens problemer trænger sig på. For skolens største bølle, Dennis, nøjes ikke med at mobbe dem i virkeligheden, men bruger enhver chance på at finde og dræbe dem i spillet. Og da han er troldmand på level 99, er der ikke meget Mike og Niller, med deres niveau 42, kan stille op.
Og da Mike ved et tilfælde finder nøglen, går det hele grassat. Snart er alle spillere i verden ude efter dem, og de har kun to døgn, til at finde Zoltars Krypt, før nøglen forsvinder igen. Skal de overleve spillet, får de brug for allierede. Men hvem kan de stole på? Og kan de overhovedet komme til at spille, når deres mødre blander sig?

Den her bog er meget anderledes, end andre fantasybøger jeg har læst. For det første er det ikke ren fantasy, for bogen har også en del science fiction-elementer, og endda realistiske elementer med. Og for det andet føles læsningen fuldstændig, som om man er med i et computerspil, hvilket er ret fedt.
Sproget er letlæst og flydende, med en del teenage- og computerspillerslang, som gør, at man virkelig lever sig ind i personerne undervejs. Og så er bogen fyldt med humor, a la teenagedrenge. Beskrivelserne er livagtige og billedskabende, og selvom jeg godt kunne have tænkt mig nogle flere undervejs, for at gøre computerverdenen endnu mere levende, så får man alligevel et godt indtryk af omgivelserne. Og actionscenerne er virkelig realistiske. Bogen spiller også en del på fantasyklichéer, og der er masser af referencer til bøger og spil undervejs, hvilket er med til at give bogen den helt rigtige stemning.
Handlingen er godt skruet sammen, og historien starter lige på og hårdt, med action fra første side. Det fungerer både godt og skidt. Godt, fordi man fra første side mærker adrenalinen i kroppen, når Mike og Niller spiller, og skidt, fordi der går lidt tid, før man finder ud af, hvad det hele går ud på. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, virtual reality, venskab, mobning og hverdagsliv. Og selvom jeg personligt synes bogen sluttede lidt brat, så fungerer slutningen, og historien hænger sammen. Blandingen af fantasy, science fiction og realisme fungerer rigtig godt, og forfatteren formår at ramme såvel spilmiljøet som teenagere lige på kornet.
Selvom Mike, Niller og Rosa var interessante og levende, så var det desværre ikke alle personerne, der var lige nuancerede, og mange af bipersonerne forsvandt i baggrunden undervejs. Muligvis fordi tempoet er så højt, og de kun var med ganske kort. Og muligvis, fordi man kun møder mange af dem i spillet, og ikke i virkeligheden. Heldigvis var hovedpersonen Mike rigtig godt beskrevet, og jeg følte hurtigt, jeg lærte ham at kende. Mike er stædig og loyal, og venskabet med Niller er rigtig stærkt. Samtidig er han lettere forelsket i Wanda, en avatar fra spillet, som han godt nok aldrig har mødt i virkeligheden. Og så er han teenager, med de konflikter det medfølger. Både i skolen, men også derhjemme, og især i forholdet til moren, som virkelig ikke forstår alvoren og nødvendigheden af at spille, når aftensmaden står på bordet. Niller er mere udadvendt end Mike, og rap i replikken. Og så er han, til tider, lige lovlig meget teenagedreng for min smag. Dennis er skolens bølle, og helt og aldeles gennemført led. Han mobber både in real life og online, og hans besættelse af spillet får ham til at gå temmelig langt, for at nå toppen. Og så er der Rosa, som jeg ikke kan beskrive, uden at spoile bogen for meget.
Alt i alt var det en rigtig god bog, og jeg var godt underholdt, selvom jeg ikke hører til dens primære målgruppe. Både fantasyelskere og computerspillere vil elske den, og det høje tempo gør, at man på intet tidspunkt keder sig undervejs.

The Serpent's Shadow

The Serpent's Shadow er 3. og sidste bind af Rick Riordans fantasytrilogi Kane Chronicles.

Kaosslangen Apophis er undsluppet sit fængsel, og om kun tre dage vil han ødelægge verden. Den eneste, der kan stoppe ham, er Ra, de egyptiske guders tidligere konge. Der er bare et problem: Ra er en senil olding, så det er igen op til Carter og Sadie Kane at finde et våben mod Apophis.
Svaret findes måske i den gamle magiker Setnes' bog, som Apophis har travlt med at ødelægge alle kopier af. Men heldigvis har Carter og Sadie adgang til Osiris, de dødes hersker, og deres far, som kan skaffe dem adgang til Setnet selv. Hvis de ellers kan stole på den døde magiker.
Imens vokser kaosslangens magt, og samtidig er der opstået intern splid i House of Life. Ikke alle er lige begejstrede for Kane-familien og deres dyrkelse af gudelig magi, og det hjælper ikke, at Amos, Carter og Sadies onkel, er blevet øverste leder for magikerne.
Også blandt guderne ulmer uroen, og som om det ikke var nok, har både Carter og Sadie problemer med kærligheden.
Det endelige opgør med Apophis nærmer sig...

Det tog mig godt nok tæt på 7 år at få begyndt på serien, men til gengæld kun to dage faktisk at få den læst. For hold op, hvor er serien bare god.
Sproget er letlæst og flydende, med masser af humor og levende beskrivelser, og en handling fortalt i et højt tempo, som gør bogen umulig at slippe.
Handlingen er godt skruet sammen, og selvom visse dele var en smule forudsigelige, var der stadig twists nok undervejs, til at gøre bogen overraskende. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, monstre, egyptiske guder, intriger, forræderi, ondskab og kærlighed. Det sidste synes jeg der var lige vel rigeligt af, og jeg var, som jeg nævnte i anmeldelsen af bind 2, ikke vild med trekantsdramaet mellem Walt, Sadie og Anubis. Mest af alt på grund af Sadies alder. Hun og Walt er måske nok næsten jævnaldrende, men Anubis er over 5000, og hun er kun 13 år (12 da de mødes). Det var måske nok naturligt i oldtidens Egypten, men passer ikke alt for godt ind i en nutidig kontekst, og det blev bare lidt for ulækkert.
Jeg er vild med Riordans univers, og hans måde at formidle mytologi og oldtidshistorie på, så den bliver både levende og underholdende, og samtidig giver mening for nutidens unge. De små hints undervejs til hans Percy Jackson-serie fungerer også rigtig godt, og jeg er spændt på at se, om der kommer en crossover-serie på et tidspunkt. Jeg ved, at der er skrevet et par noveller, så det er da ikke helt umuligt, at Riordan bygger videre på dem engang.
Personerne er levende og menneskelige, og utroligt nuancerede. Især hovedpersonerne Carter og Sadie lærer man rigtig godt at kende. Selvom jeg havde et par problemer med Sadie (trekantsdramaet og hendes, til tider, lidt for egoistiske teenageoptræden), så var jeg vild med Carter, som er modig, loyal og samvittighedsfuld, og fast besluttet på at gøre det rigtige. Af bipersonerne var jeg vild med Bes og Bast, som virkelig var elskelige karakterer, trods alle deres fejl.
Alt i alt en god afslutning på trilogien. Er man vild med mytologi, og elsker man Riordans fortællestil, må man ikke gå glip af serien.

Se også forfatterens hjemmeside.

The One Readathon To Rule Them All - opsamling

Jeg har de sidste to uger deltaget i The One Readathon To Rule Them All, et readathon dedikeret til fantasy, som jeg skrev om her.
Jeg endte med at læse fem bøger, en mindre end jeg havde håbet, og samtidig ændrede jeg min TBR i sidste øjeblik, da jeg pludselig fik lyst til at læse en anden serie. Heldigvis passede serien ind, og dækkede endda hele to af udfordringerne, så jeg alligevel fik dækket de 6 udfordringer jeg havde planlagt fra starten.

De bøger jeg fik læst, var:

K.L. Berger: Sjælehenteren (Fortællinger fra Døden 1)

Udfordring: 3. Read a fantasy book under 300 pages. 6. Read a fantasy book written by a non-English speaking author.

249 sider.

Rainbow Rowell: Carry On

Udfordring: 8. Read a fantasy book w/ LGBTQIA+ rep.

515 sider.

Mads Schack-Lindhardt: Tusmørkets søn 

Anmeldereksemplar fra forlaget DreamLitt. 

Udfordring: 2. Read a fantasy book w/ a POC MC (Person of Colour Main Character). 5. Read a fantasy book that is a stand alone. 6. Read a fantasy book written by a non-English speaking author.

347 sider. 

Rick Riordan:

The Red Pyramid (Kane Chronicles 1) 516 sider. 

The Throne of Fire (Kane Chronicles 2) 452 sider.

Udfordring: 2. Read a fantasy book w/ a POC MC (Person of Colour Main Character). 7. Read a fantasy book set in a non-European location.

Selvom jeg skiftede TBR undervejs, og ikke fik læst alle de bøger jeg havde planlagt, så vil jeg alligevel betegne readathonet som en succes. Jeg endte med at opfylde 6 af udfordringerne, og fik læst ialt 2079 sider. Og så fik jeg begyndt på en serie, som har stået ulæst på min reol alt for længe. 

Det har været sjovt at finde bøger, der passede til udfordringerne, og det er helt sikkert ikke sidste gang jeg deltager - hvis redathonet fortsætter, altså. 

Var der nogle af jer der var med? Og hvordan gik det?

The Throne of Fire

The Throne of Fire er 2. bind af fantasytrilogien Kane Chronicles, skrevet af Rick Riordan.

Efter kampen mod Set har Carter og Sadie slået sig ned i huset i Brooklyn, hvor de er begyndt at træne andre magikere i brugen af gudelig magi. Det har gjort dem endnu mere upopulære ved House of Life, som har gjort dem til lovligt bytte for andre magikere, hvis de forlader Brooklyn.
Og da de finder ud af, at der kun er fem dage til Apophis, kaosslangen selv, bryder fri, kan de ikke rigtig undgå at skulle forlade Brooklyn. Deres eneste mulighed for at standse Apophis er nemlig at bringe Ra, gudernes tidligere konge, tilbage, og for at gøre det, skal de først finde de tre dele af Ras bog, som er blevet spredt for alle vinde.
Men det er ikke kun House of Life, som er ude efter dem. For flere af de egyptiske guder er imod planen om at bringe Ra tilbage, og Apophis selv har et par esser i baghånden, der skal stoppe de to søskende.

Rick Riordans bøger er utroligt hurtigt læst, og bind 2 i serien var ingen undtagelse.
En del af grunden er Riordans sprog, som er letlæst, flydende, og proppet med humor. Samtidig gør fortællemåden, hvor hovedpersonerne henvender sig direkte til læseren, at bogen mere minder om en historie der bliver fortalt, end en almindelig bog. Riordans beskrivelser er levende og realistiske, og hans sammenligninger er morsomme og, indimellem, temmelig vanvittige.
Også handlingens hæsblæsende tempo er med til at nedsætte læsetiden, og jeg fløj igennem bogen på ingen tid. Historien er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og selvom jeg gættede et par stykker, kom andre fuldstændig bag på mig. Bogen er spændende, og fyldt med action, magi, mytologi, venskab, kærlighed, familie, intriger, forræderi og guder. Og så mindede dele af bogen mig en hel del om The Mummy-filmene (dem med Brendan Fraser) i både humor og atmosfære.
Selvom serien ikke som sådan hænger sammen med Percy Jackson-bøgerne, så bliver der alligevel hentydet til serien i bogen, og man er ikke i tvivl om, at universet hænger sammen. Og alligevel er det en del anderledes, da Riordan griber den egyptiske mytologi, og den måde han kæder faraoernes efterkommere og de egyptiske guder sammen på, an på en anden måde.
Personerne er levende og menneskelige, og især Carter og Sadie lærer man rigtig godt at kende. Af de to er Carter nok den jeg holder mest af, da Sadie til tider var temmelig irriterende, og vildt meget teenager. Hendes 13-års fødselsdag forløber da heller ikke uden problemer, og hun roder sig selv ud i en del problemer, hun kunne være sluppet for, hvis hun havde tænkt sig bare en smule om først. Det samme gør Carter, men han gjorde det bare mindre irriterende end Sadie. Og det begyndende trekantsdrama Sadie har gang i, irriterede mig også lidt - mest fordi jeg synes hun er alt for ung til, at det er nødvendigt at have med. Bipersonerne er nuancerede og interessante, og jeg holdt især meget af dværgeguden Bes, og hans Speedo-superkræfter.
Er man vild med Rick Riordans skrivestil og univers, og kunne man lide første bind i serien, så skal man helt bestemt også læse denne bog. Bind 2 skuffer bestemt ikke, og kan varmt anbefales.

Se også forfatterens hjemmeside. 

The Red Pyramid

The Red Pyramid er 1. bind af Rick Riordans fantasytrilogi Kane Chronicles.

Da Carter og Sadies mor døde for 6 år siden, blev de to søskende skilt ad. Mens den ældste, Carter, sammen med sin far, den berømte egyptolog Dr. Kane, har rejst verden rundt, har hans lillesøster Sadie boet i London sammen med deres bedsteforældre, og levet et normalt liv. Kun to gange om året har hun set sin far og bror, og ingen af de to søskende føler længere, at de har ret meget til fælles.
Men alt det ændrer sig juleaften, da deres far, på et af de halvårlige besøg, tager Carter og Sadie med på British Museum.
Her ser Carter og Sadie deres far fremmane en mystiske skikkelse, for kort efter at blive indespærret i en sarkofag, som den mærkelige skikkelse på magisk vis begraver i museets gulv. Kort efter springer museet i luften, og Carter og Sadie får, som de eneste vidner, problemer med politiet.
Det er dog ikke det værste de kommer ud for. Deres far har vækket de egyptiske guder, og, som efterkommere af faraoerne, er Sadie og Carter havnet midt i en ældgammel krig mellem guderne Set og Osiris.
Carter og Sadie får brug for al deres mod, og den magi de ikke vidste de havde, hvis de skal overleve Sets rænker, magikerne fra House of Life og de egyptiske guder, og redde deres far, før det er for sent.

Selvom Rick Riordan er en af mine yndlingsforfattere, og jeg har haft bogen stående på min reol i omkring 7 år, er det først nu, jeg har fået den læst. Og sikke en læseoplevelse jeg er gået glip af!
Sproget er, som altid i Rick Riordans bøger, letlæst og flydende, med levende beskrivelser, vanvittige sammenligninger og masser af humor. Jeg er især vild med kapiteloverskrifterne, som giver et kort, og humoristisk, referat af kapitlerne. Bogen er skrevet som en transkription af en båndoptagelse, hvor de to hovedpersoner Carter og Sadie skiftes til at fortælle historien, og det virker rigtig godt.
Handlingen er godt skruet sammen, og selvom jeg havde gættet en del af det store plottwist, så kom andre dele fuldstændig bag på mig. Historien er spændende, og fyldt med hæsblæsende action, magi, hemmeligheder, familie, intriger, guder, racisme, kærlighed og forræderi. Riordan gør den egyptiske mytologi levende og nutidig, og selvom den stadig er temmelig forvirrende, muligvis fordi jeg ikke kender den så godt som den græske og nordiske, så formår han alligevel at gøre den forståelig og letspiselig - trods lemlæstelse, forræderi, brodermord, incest og reincarnation. Idéen om, at guderne har brug for faraoernes efterkommere for at kunne besøge menneskenes verden er original og anderledes, og giver rigtig god mening, når man tager den egyptiske tro på, at faraoerne var guder, i betragtning. Og twistet med, at de menneskelige magikere har forvist guderne, efter den sidste egyptiske farao, Cleopatra, tabte magten til romerne, giver menneskene en forholdsvis stor rolle og magt i forhold til guderne, som til en vis grad er afhængige af dem.
Personerne er levende og menneskelige, og især Carter og Sadie lærer man rigtig godt at kende. Selvom de to er søskende, er de meget forskellige. Carter er den ældste, og har arvet sin fars hudfarve. Hans omrejsende tilværelse har gjort ham rodløs, og selvom han har tilbragt al sin tid sammen med sin far, savner han sin mor, og det hjem de havde, da hun stadig levede. Hans liv med faren har gjort ham til ekspert i den egyptiske mytologi, men han har aldrig rigtig haft venner, og det hjælper ikke, at han klæder sig som en voksen mand, i stedet for den teenager han er. Sadie er vokset op hos sine bedsteforældre, i et helt normalt hjem, med venner og skolegang. Hun har hovedsageligt arvet sin mors udseende og hudfarve, og har temperament. Hun er stædig, og føler sig svigtet af sin far, som hun kun ser to gange om året. Sadie er mere impulsiv end Carter, hvad der giver dem en del problemer, men samspillet mellem de to søskende fungerer rigtig godt, på trods af, at de i et vist omfang er fremmede for hinanden. Som læser lærer man dem rigtig godt at kende, fordi de skiftes til at fortælle historien, og det gør, at man hurtigt kommer til at holde af dem. Også bipersonerne er nuancerede og levende, og jeg kunne især godt lide Bast og bavianen Khufu, som har hver deres særegne personlighed.
Jeg er vild med Rick Riordans fortællinger og skrivestil, og denne bog var ingen undtagelse. Jeg glæder mig allerede til at læse videre i serien, og kan kun anbefale bogen. Er man vild med mytologi og fantasy, eller er man, ligesom jeg, vild med forfatteren, er det bare med at komme igang med serien.

Se også forfatterens hjemmeside. 

Tusmørkets Søn

Tusmørkets Søn er en fantasybog skrevet af Mads Schack-Lindhardt.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og Forlaget DreamLitt. 

Taykyn er skovelver, og er, som ældste søn af klanens Forkynder, udset til at overtage hvervet, når hans far dør. Men Taykyn har ikke spor lyst til at være Forkynder. Han ligner ikke de andre elvere i klanen, og har svært ved at acceptere at det er ham der skal være Forkynder, når nu hans tvillingesøster egner sig meget bedre til hvervet.
Men da klanen pludselig bliver angrebet af tusmørkeelvere på flyvende slanger, forandrer alt sig. Tusmørkeelverne leder nemlig efter Taykyns mor, og da hun er død, melder Taykyn sig frivilligt til at tage hendes plads, for at redde sin søster, og resten af klanen.
Livet i tusmørkeelvernes palads er meget anderledes end det Taykyn er vant til. Livet er hårdt og grusomt, og ingen er til at stole på. For at overleve, må Taykyn lære at leve som tusmørkeelverne, og omfavne det mørke, han har arvet fra sin mors blod. Men kan han gøre det, uden at miste sig selv? Og hvad er det for en hemmelighed, som tusmørkeelverne mener han har nøglen til?

Jeg var virkelig vild med den her bog, og læste den i et hug, uden at kunne slippe den. 
Sproget er letlæst og flydende, og fyldt med mørke og sanselige beskrivelser, som er med til at skabe en helt særlig atmosfære i bogen. Der er noget foruroligende over tusmørkeelvernes by, og man fornemmer mørket, utrygheden og en lurende ondskab, som gemmer sig et sted i mørket. Men også Taykyns forvirring, uvisheden om hvad det er for en nøgle han gemmer på, og hans identitetskrise er rigtig godt beskrevet
Handlingen er godt skruet sammen, og plottet overraskede flere gange undervejs. Selvom jeg gættede et par twists, kom andre fuldstændig bag på mig, og jeg sad limet til stolen mens jeg læste. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, sværdkampe, overnaturlige væsener, elvere, hemmeligheder, intriger, forræderi, ondskab, magtbegær og uventet venskab. Men også slaveri, kærlighed, religion, kultursammenstød og søgen efter identitet, spiller en rolle i historien.
Universet er originalt og anderledes, og selvom elvere også kendes fra andre fantasybøger, så formår forfatteren at skrive dem, så de føles som nye væsener. For slet ikke at tale om de flyvende slanger eller kæmpekattene, som er virkelig fede.
Personerne er levende og realistiske, med egne motiver, historier og hemmeligheder. Jeg var vild med hovedpersonen Taykyn, hvis splittelse mellem tusmørkeelverne og skovelverne bliver beskrevet på en fin og indlevende måde, som virker utroligt realistisk. Selvom han altid har set anderledes ud, og også følt sig anderledes, så er det først da tusmørkeelverne overfalder hans klan, at han finder ud af hvor han stammer fra. Hans frygt for og accept af mørket i ham selv, og de grusomheder han tvinges til at begå, ændrer ham, og han udvikler sig konstant igennem hele bogen. Det gør ham til en utroligt interessant hovedperson, fordi han er så nuanceret som han er, og hele tiden forandrer sig. Af bipersonerne var jeg især vild med slaven Khaetot, hvis loyalitet og hjælpsomhed gør livet lettere for Taykyn i paladset; elverdrengen Kelsash, som stadig har en vis barnlig nysgerrighed og uskyldighed, trods opvæksten blandt tusmørkeelverne; og Taykyns sjæledyr, kæmpekatten Shuntai. Og jeg hadede den grusomme og magtbegærlige Zheebal af et godt hjerte.
En sidste ting jeg vil nævne, er bogens cover. Ikke nok med, at det er fantastisk flot, det rammer også bogens stemning perfekt, og den hævede sølvskrift, de bugtende blå og grå slanger, og stjernehimmelen i baggrunden fanger i den grad øjet.
Kan man lide fantasy med masser af atmosfære, mørke og interessante personer, eller er man bare vild med elvere, så er Tusmørkets Søn en bog man bare må læse. Bogen er en enkeltstående bog, og selvom den ender på den helt rigtige måde, håber jeg forfatteren vender tilbage til universet og personerne igen, for jeg er slet ikke parat til at sige farvel til Taykyn. Jeg elskede bogen, og kan kun anbefale den.

Se også forfatterens hjemmeside.