Hele sit liv har Njála fulgt Vølsungeslægtens regler, og værnet om familiens ære. Gang på gang er hun blevet udbudt på ægteskabsmarkedet til den højestbydende bejler, for at skaffe slægten nye rigdomme eller alliancer, uden selv at have indflydelse på, hvem hendes kommende ægtemand ville blive. Men da hendes egen tvillingebror Asle får slægtens overhoved Sigurd til at love hende bort til arvefjenden, får Njála nok.
Hun stikker af hjemmefra for at søge tilflugt hos sin ukendte tante i Glitterheim, og planlægger at bryde sine bånd til slægten en gang for alle.
Desværre slår hendes plan fejl, og Njála tages til fange af sin slægts fjender. Ude af sig selv forsøger hun at begå selvmord i et sidste desperat forsøg på selv at bestemme over sit liv, men bliver reddet i sidste øjeblik. Dog ikke uden mén, da hun mister synet.
Mens fejden mellem slægterne slår ud i lys lue, må Njála lære at leve i sin nye virkelighed som gidsel. Mødet med hendes fangevogter, jarlen af Snedalen, bliver dog helt anderledes, end hun havde troet, og da kongen af Glitterheim arrangerer et ægteskab imellem dem i et forsøg på at stoppe den blodige fejde, finder Njála for første gang siden sin brors død et håb i mørket.
Men ikke alle er lige begejstrede for udsigten til at få en jætte i familien, og Njála må tage kampen op mod sin egen slægt, for at sikre sin egen lykke og stoppe fejden en gang for alle.
Sikke en afslutning på serien! Njálas fortælling gav mig alt det, jeg havde håbet på, og mere til, og jeg elskede hver en side.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige og billedskabende beskrivelser, der får såvel slagmarkens gru som de hede elskovsscener til at stå knivskarpt for det indre blik. Samtidig er sproget utroligt sanseligt, hvilket, Njálas blindhed til trods, er med til at gøre omgivelser og personer nærværende for læseren, ligesom de mange indflettede ord og begreber fra vikingetiden giver liv til såvel stemning som tidsperiode og univers.
Worldbuildingen i den her serie er i det hele taget utroligt gennemført, og man kan mærke den enorme research der ligger bag. Ikke mindst i forhold til de utroligt mange planter og urter, der spiller en stor rolle i handlingen, ligesom man får et godt indblik i vikingetidens skikke og kultur, med dens store fokus på slægtens ære og den nordiske gudeverden.
Plottet er godt skruet sammen, og forfatteren formår på fornemste vis at få de mange tråde vævet sammen til en tilfredsstillende slutning. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med action, krig, intriger, forræderi, usikre alliancer, magtbegær, grådighed, mod, besættelse, politiske ægteskaber, guder, jætter, magi, hævn, blindhed, selvmord og kidnapning, godt krydret med kvinderoller, sex, ønsket om frihed og kampen for overlevelse. Først og fremmest er det dog en historie om pligt, ære og kærlighed, og valget imellem dem.
Personerne er levende, nuancerede og menneskelige, og i modsætning til de foregående bind i serien følger vi denne gang to forskellige synsvinkler bogen igennem, nemlig tvillingerne Asle og Njála. På den måde får vi som læsere et godt indblik i "den anden side" af konflikten slægterne imellem, da det denne gang er to Vølsunger - om end med meget forskellige sympatier - der har hovedrollen. Og det fungerer forbløffende godt, da det hele på den måde bliver mindre sort/hvidt. Njála er den perfekte valkyrie. Hun er smuk, lydig, loyal over for slægten og god til såvel sværdkamp som huslige sysler. Hun elsker sin familie, men selv den perfekte datter kan få nok, og efter at være blevet brugt som en politisk brik og handelsvare af sin slægt, får hendes tvillingebrors forræderi bægret til at flyde over. Njála bryder med sin slægt og flygter til fjendeland i jagten på frihed og en fremtid, hun selv kan bestemme. Ønsket om frihed får også Njála til at forsøge selvmord, i stedet for at falde i fjendehænder. Desværre slår det fejl, og Njála er nu fange i dobbelt forstand, og må vænne sig til et liv med flere begrænsninger end før. Mødet med hendes fangevogter bliver dog helt anderledes end hun havde troet. I stedet for vold og grovhed er jarlen tålmodig, blid og medfølende, og da kongen af Glitterheim arrangerer et ægteskab imellem dem for at afslutte fejden, er Njála langtfra afvisende. Tværtimod forelsker hun sig hovedkulds i ham uden at have set ham en eneste gang, og kemien imellem de to er til at tage og føle på. Mens Njála ikke har set sin mand, så forelskede han sig til gengæld i hende ved første blik, uden dog at lade følelserne løbe af med ham. Bødvar er en dygtig kriger, men har også en mere blid side. Han er tålmodig, lidenskabelig og rolig, og sin dybe forelskelse til trods, ikke tilbøjelig til at lade lidenskaben tage over. Samtidig er han loyal over for sin konge, og yderst pligttro. Asle er forblændet af lidenskab og begær til Íssol, og parat til at ofre såvel familie som ære, og sætte verden i brand, for at eje hende. Han begår den ene frygtelige handling efter den anden, men kan ikke selv se det, og er blind for alt andet end hans egne ønsker og følelser. Alligevel kan man ikke som læser lade være med at føle en lille smule sympati med ham og den måde, han er i færd med at ødelægge sit liv på, uden han selv kan se det. Asle er en dygtig kriger, intelligent og målbevidst, men også egoistisk, voldelig og kun loyal over for sig selv. Han betragter alle andre, hvad enten de er frænder eller fjender, som brikker han kan flytte rundt med, og kan slet ikke forstå hvorfor Njála føler sig forrådt af hans nyeste påfund. Af bipersoner holdt jeg især af gensynet med Íssol, Ìsilja og Ingeborg, der alle kæmper for deres familie og kærlighed, men alligevel har medfølelse og sympati med den tilfangetagne Njála, hvis nuværende situation de alle har haft en ufrivillig andel i. Máni var det til gengæld umuligt at finde sympati for. Han er begærlig, grådig, egoistisk og manipulerende, og ligeglad med såvel slægt som ære, så længe han bare får sin vilje. At han samtidig er en dygtig kriger gør ham bare endnu mere farlig og selvglad. Og apropos selvglad, så er der Vølsungeslægtens overhoved, Sigurd Fafnersbane. Han er ærekær, magtbegærlig og styrer slægten med hård hånd, uden hensyn til deres følelser eller ønsker. Han er stædig, og mere opsat på ikke at tabe ansigt end at gøre det rigtige, selv når han ved, han er forkert på den, og opfører sig på mange måder som et forkælet barn. Mens Asle er forblændet af sine følelser, og Máni af hævntørst og begær, så er Sigurd kun forblændet af sit eget ego, og fuldt bevidst om, at det er hans side, der har handlet forkert, men parat til at lyve og bruge vold, for at slippe for at indrømme det, hvilket på mange måder gjorde ham værre end de to andre.
Njálas fortælling var den helt perfekte slutning på en virkelig skøn fantasy- og romantasyserie om stærke kvinder, kærlighed og pligt med fænomenal worldbuilding, sanseligt sprog og masser af nordisk mytologi. Fans af serien vil bestemt ikke blive skuffede, og er man til dansk romantasy, kan serien her kun anbefales.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar