Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Gyldendal.
Emilie er klassens stille pige. Hun er dygtig i skolen, men har det svært i klassen socialt, hvor hun er mobberen Jonathans yndlingsoffer. Emilies bedste venner er brødrene Alban og Linus, som hun tilbringer næsten al sin tid sammen med.
Emilie elsker at tegne, og er også god til det, men alt ændrer sig, da hun tegner en dreng, hun har set i sine drømme. Dagen efter begynder drengen, Noah, og hans søster Pi nemlig i Emilies klasse, og det er ikke den eneste uforklarlige ting der sker omkring Emilie. Snart begynder flere af hendes drømme at blive til virkelighed, men ikke alle drømme er lige gode, og snart står Emilie midt i et mareridt.
Jeg læste Leoniderne første gang i den oprindelige udgave kort før serien blev rebootet tilbage i 2020, og nu har jeg så endelig fået genlæst den i den nye udgave. Udover at blive forbløffet over, hvor meget jeg havde glemt af handlingen (jeg tror mange af os har fortrængt dele af 2020), så endte genlæsningen med at være en virkelig god oplevelse, blandt andet fordi jeg opdagede flere af de spor som forfatteren lagde ud undervejs i bogen, end jeg gjorde første gang, jeg læste den. Jeg må dog indrømme, at jeg ikke er fan af seriens nye forsider, men det er en smagssag.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige og billedskabende beskrivelser, så man næsten kan mærke vinterkulden og lugte røgen, mens man læser bogen. En god portion humor, litterære og videnskabelige referencer og velfungerende dialoger er også med til at hjælpe stemningen og spændingen på vej. I forbindelse med rebootet fik sproget en opstramning, og selvom indholdet er det samme, har det gjort, at personerne føltes langt mindre hysteriske og mængden af teenagedrama reduceret i denne genlæsning, hvilket var rart.
Mens bogens univers langt henad vejen er realistisk og sat i vores verden, så er der tilpas med mystiske og overnaturlige elementer til, at verdenen alligevel føles anderledes.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og historien er fyldt med spænding, uhygge, venskab, mobning, paranormale evner, videnskab, kærlighed, identitet og tidsrejser, og så er serien foran sin tid i forhold til repræsentation af unge med handicap.
Personerne er levende, nuancerede og menneskelige, og jeg kunne rigtig godt lide hovedpersonen Emilie, selvom hun til tider virkede lidt for selvmedlidende. Emilie er stille, dygtig i skolen og har talent for at tegne. Desværre gør det hende også til yndlingsoffer for Jonathan, som er noget af en psykopat. Selvom Emilie elsker sin familie, føler hun indimellem, at hun drukner i den hjemlige støj, og så er det godt, at hun kan besøge sit "andet hjem" hos Alban og Linus. Venskabet mellem Emilie og især Alban er virkelig godt beskrevet, og på trods af, at der intet seksuelt er imellem dem (og hvor er det befriende med et teenagevenskab uden antydning af kærlighedsfnidder), så er deres indbyrdes kemi og "søskendebånd" virkelig stærkt. Alban er da også den af bipersonerne jeg synes bedst om. Han er blind, men lader ikke sit handicap begrænse eller definere sig, og så har han en utrolig evne til at se positivt på tingene. Alban er også beskyttende, kreativ, intelligent og loyal, og parat til at gøre alt for at beskytte dem han elsker. Linus er måske nok Albans lillebror, men er ligeså beskyttende over for Alban, og vant til at hjælpe når Alban har behov for det. Han er nørdet, hyperintelligent og elsker computerspil og dyr. Tvillingerne Noah og Pi er på mange måder diametrale modsætninger. Pi ser lyst på tilværelsen, er positiv og venlig, mens Noah er mere lukket, grov i munden og har et voldsomt temperament. Adriana er klassens stræber. Hun er smuk, karakterfokuseret og har sin egen klike, men kan også virke kold og lukket. Hvor Emilie skal tvinges til at sige noget i timerne, kan Adriana næsten ikke få hånden ned, men samtidig får man efterhånden en følelse af, at Adriana er mere sårbar og usikker, end man skulle tro. Jeg kunne da heller ikke undgå at have en smule ondt af hende, især efter hendes mor kom på scenen. Jeg ville dog ønske, at bogens voksne var en smule mere tilstedeværende, både fysisk og følelsesmæssigt, og ikke mindst skolens lærere, som må være kollektivt blinde over for den hårde mobning Jonathan står for. Men det er en også den eneste anke jeg har i forhold til persongalleriet.
Leoniderne var en virkelig god og spændende start på en serie hvor spændingen er i top, karakterarbejdet eminent, og forfatteren samtidig formår at bringe vigtige og tabuiserede emner som mobning, sorg og at leve med handicap på banen, uden det bliver moraliserende eller drukner handlingen. Kan man lide tidsrejser, paranormale evner, masser af spænding, humor og fantastiske karakterer, så kan bogen her kun anbefales. For mig var Leoniderne helt klart gensynet værd, og jeg glæder mig til langt om længe at få læst videre i serien.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar