Heksen og Liljen er 1. bind af science fiction-serien Tidsvogterne, skrevet af Leif Jacobsen og Mats Lerneby.
Bogen er et anmeldereksemplar fra Hoi Forlag.
Tvillingerne Marie og Max på 13 år lever et helt almindeligt teenageliv. Mens Marie er meget interesseret i bøger, er Max vild med computere og teknologi, og de to bliver opmuntret af deres faste barnepige Amanda, som ofte passer dem, da deres forældre er meget bortrejst.
En dag modtager Marie en mærkelig video fra Amanda på sin telefon, hvor tvillingerne får besked på at tage hen til hendes lejlighed. Men da de kommer frem, er døren brudt op, der er blodspor, og Amanda er sporløst forsvundet. En besked mere, og Amandas mobiltelefon, sender dem på en rejse i tiden tilbage til Firenze i 1500-tallet.
Her møder de både Leonardo da Vinci og Firenzes magtfulde kansler Machiavelli, og bliver rodet ind i et internt magtopgør, som kan koste dem livet, hvis de ikke passer på.
Jeg havde ikke hørt om bogen her, før forlaget spurgte mig, om jeg ville anmelde den, og da jeg altid har været meget historisk interesseret, sagde jeg ja. Men selvom historien var spændende og velresearchet, så følte jeg, at der var et eller andet der manglede.
Sproget er flydende, og en lidt spøjs blanding af nutids-, renæssance- og videnskabelige termer, som, selvom jeg gerne skal indrømme at en del af de videnskabelige udtryk gik over hovedet på mig, fungerede rigtig godt. Beskrivelserne er levende, og man kan næsten lugte (og ja, det er med vilje, jeg bruger det ord), 1500-tallets Firenze.
Handlingen er godt skruet sammen, med flere overraskelser undervejs, og så slutter den med noget af en cliffhanger. Selvom bogen her kun er starten på en serie, og derfor lægger op til de følgende bind, så følte jeg alligevel, at der manglede nogle svar undervejs, hvilket efterlod mig en smule forvirret, og mudrede læseoplevelsen lidt. Og det er synd, for idéen om to nutidsbørn, der havner i renæssance-Firenze er virkelig god, og der mangler da heller ikke hverken spænding eller action. Historien er spændende, og fyldt med intriger, tidsrejser, hekseforfølgelser, søskendeforhold, historiske personligheder, hævn, videnskab, religion og magtbegær, og man kan mærke, at forfatterne har sat sig grundigt ind i den historiske periode, som bogen foregår i. Desværre er der til tider lidt en tendens til infodumping, hvilket trak mig ud af hovedhistorien, fordi jeg i stedet fik en hel masse, absolut interessante, ting at vide, om Leonardo da Vinci, Machiavelli og Firenze, i stedet for at kunne koncentrere mig om plottet.
Personerne var for mig en anelse flade i det, og jeg følte ikke rigtigt, at jeg kom ind under huden på nogen af dem. Og det på trods af, at synsvinklen skifter flere gange undervejs, og fortæller historien fra både helte og skurkes side. Tvillingerne Marie og Max er de to hovedpersoner, som ufrivilligt sendes på en tidsrejse for at redde deres barnepige. Marie er god i skolen, boglig, og anses af forældrene som den ansvarlige af de to, mens Max hellere vil spille computerspil end læse lektier, medmindre det drejer sig om kemi og fysik. De to har et tæt forhold til deres barnepige, som både er deres bedste ven og fortrolige, og derfor vil de også gå langt for at redde hende. Men selvom de to bestemt er modige og intelligente, så tænker de sig ikke altid lige godt om, og er til tider en smule naive, hvilket giver dem en del problemer undervejs. Af bipersonerne var især Leonardo da Vinci og Machiavelli interessante, fordi jeg kendte lidt til dem i forvejen, og som læser lærer man også en del om dem undervejs, men jeg følte ikke rigtig noget for dem undervejs, og de andre bipersoner blev aldrig rigtigt til levende personer, men forsvandt, for de flestes vedkommende, hurtigt ud af historien igen.
Bogen er udstyret med kort over renæssancetidens Firenze både foran og bagi i bogen, og flotte illustrationer, der minder om bøger fra samme perioder, i starten af hvert kapitel, hvilket dels er med til at give læseren et overblik over, hvor tvillingerne bevæger sig rundt, og dels giver bogen et historisk pift.
Heksen og Liljen var, trods et par mangler, en god start på en serie, som jeg bestemt skal læse videre i. For unge, der elsker historie og tidsrejser, vil bogen være et godt bud på en anderledes historie, som giver et helt nyt indtryk af mobiltelefoner.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar