torsdag den 14. juli 2022

Top 10 Liste: Fantasy- og science fiction-tegneserier/graphic novels

I Top 10 Listerne giver jeg 10 anbefalinger til fantasylæsning, ud fra min egen læsning.  
Top 10 Listerne er ikke i prioriteret rækkefølge, hvor det bedste står øverst, men simpelthen 10 fantasyanbefalinger fra mig til jer. 
Rigtig god fornøjelse.

10 fantasy- og science fiction-tegneserier/graphic novels

Jeg er vild med at læse tegneserier og graphic novels, og selvom det normalt ikke er noget, der fylder meget på bloggen (bortset fra i mine månedlige læsestatus-indlæg), så kunne jeg rigtig godt tænke mig at anbefale nogle af mine yndlingstegneserier/graphic novels til jer. Og hvad er mere nærliggende, end at lave en Top 10 Liste? Listen består denne gang af både gamle og nye bekendtskaber, og jeg har valgt at tage både fantasy- og science fiction-titler med - selvom science fiction-delen kun består af en enkelt titel. Til gengæld er det min absolutte yndlingstegneserie. For at komme i betragtning til denne liste skal tegneserien eller graphic novel være enten fantasy eller science fiction, jeg skal have læst mindst første bind, hvis det er en serie, og jeg skal have elsket den, da jeg læste den. Da rigtig mange tegneserier og graphic novels udkommer i serier, består listen ikke overraskende mest af serier, og anbefalingen gælder her serien som helhed - hvilket betyder, at der kan optræde spoilers undervejs. 
Da langt de fleste af de nævnte titler ikke har en dansk Goodreads-omtale - hvis de overhovedet findes på Goodreads - kommer jeg denne gang selv med et kort resume af serien/de enkelte bind. I de tilfælde, hvor en serie har skiftet forfatter eller tegnere undervejs, er det forfattere og tegnere fra første bind, der nævnes. 


Philippe Luguy og Jean Léturgie: Ridder Goodwills eventyr
Den onde adelsmand Totenfels og hans troldmand søger efter tre sagnomspundne ædelsten, der tilsammen har næsten ubegrænset magisk magt, og kan ændre magtbalancen i kongeriget. Den ene ædelsten er ejet af den unge ridder Goodwill, som, før han ved af det, er blevet en del af Totenfels komplot mod kronen. Sammen med sin væbner Kervin må Goodwill tage kampen op, men kan en ridder vinde mod sort magi? 

En af de første fantasytegneserier, jeg kan huske fra min barndom, er Ridder Goodwills eventyr. Serien er oprindeligt fransk, med titlen Percevan, men er blevet oversat til dansk ad flere omgange. På fransk er der udkommet 16 album, samt et album med "fraklip", mens der på dansk indtil nu er udkommet 15 album og et album med "fraklip". Et bind 17 skulle efter sigende også være på vej på fransk, men har ingen udgivelsesdato endnu. Første bind, på dansk De tre stjerner, udkom i øvrigt på fransk samme år som jeg blev født, nemlig 1982. 
Jeg stiftede bekendtskab med serien gennem min morbror, som havde en stor tegneseriesamling, og det, der fangede mig, var den meget klassiske fantasyopbygning. Vi har en ædel ridder, der skal redde kongeriget fra ond magi og intriger, en ond skurk, kærlighed, masser af troldfolk - både gode og onde - og et komisk indslag fra ridder Goodwills væbner Kervin, der, selvom han er modig når det gælder, ikke altid er lige heldig. Serien skulle efter sigende være inspireret af både Asterix og Ringenes Herre, og som læser kan man da også sagtens se parallellerne, både i tonen, persongalleriet og verdensopbygningen. 
Forhåbentlig bliver også det (indtil videre) sidste bind i serien oversat til dansk, for desværre er mine franskkompetencer ikke helt gode nok til at fortsætte serien på originalsproget. 


Peter Madsen: Valhalla
De gamle nordiske guder og gudesagn vækkes til live med masser af humor i denne serie, der har fået nærmest kultstatus i Danmark. Mød Thor, Loke, Odin og alle de andre guder, når de tager kampen op mod jætter, Fenrisulven og døden selv, for at stoppe det lurende Ragnarok. 

En anden tegneserie fra min barndom er Valhalla-serien af Peter Madsen. En serie, der om nogen har været med til at gøre den nordiske mytologi tilgængelig for børn og barnlige sjæle med dens humoristiske take på de nordiske guder og de mange historier knyttet til dem. Første bind, Ulven er løs, udkom i 1979, og sidste bind, Vølvens syner, i 2009, og serien har således fulgt mig fra barndommen og ind i voksenlivet. Jeg kan da også huske at have lånt serien først på skolebiblioteket og siden på folkebiblioteket, før jeg endte med selv at få den samlede saga hjem til reolerne. Serien er fyldt med magi, guder, kærlighed, forræderi og myter, og er et must read for alle, der elsker nordisk mytologi og tegneserier. Og så er det sjovt som voksen at finde de små easter eggs i form af blandt andet historiske personer, som forfatteren og tegneren har gemt rundt omkring i de forskellige albums.  


Christophe Arleston og Alessandro Barbucci: Ekho spejlverdenen
På en flyrejse havner den unge pige Fourmille og hendes sidemand på mystisk vis i en anden verden. I Ekho er alt både fremmed og velkendt, og de to må lære at arbejde sammen, hvis de skal overleve. Da Fourmille bliver besat af sin afdøde tantes ånd, må hun forsøge at finde ud af, hvem der myrdede hende. Og helst inden morderen også får taget livet af Fourmille. 

Et forholdsvis nyt bekendtskab på tegneseriefronten er Ekho spejlverdenen. Serien er oprindeligt fransk, og første bind, New York, udkom på originalsproget i 2013, og på dansk i 2018. 
Serien blander magi, steampunk og mærkelige væsener med kendte personer, byer og historie fra vores egen verden på en utroligt original måde, og som læser er det sjovt at kunne se de mange hints til populærkulturen undervejs. Samtidig har serien en god portion humor, og som inkarneret tedrikker kan jeg kun tilslutte mig teens beroligende evne, der spiller en stor rolle undervejs. Det er dog især illustrationerne, der gør tegneserien til noget helt særligt, da de er utroligt detaljerede, og så er jeg ret vild med Fourmille, der er en pige med ben i næsen, selv når hun bliver besat af afdøde personer. Serien består indtil videre af 9 albums, hvoraf de første 7 er oversat til dansk, og jeg glæder mig allerede til næste bind udkommer. 


Roger Leloup: Yoko Tsuno
Elektroingeniøren Yoko Tsuno er født i Japan, men bor i Europa, hvor hun forsker. Sammen med de to TV-folk Pol og Vic kommer hun på noget af et eventyr, da de havner hos en fremmed civilisation, der bor langt under jordens overflade. En civilisation, der trues af udslettelse, og som bestemt ikke er glad for fremmede. 

Listens eneste science fiction-bidrag er en ægte klassiker, og den første science fiction-tegneserie, jeg stiftede bekendtskab med. Faktisk er det en af de første tegneserier, jeg overhovedet kan huske, at jeg læste, og igen var det min morbror, der lagde samling til. Han forærede mig i øvrigt de første bind i serien på et tidspunkt, og siden udbyggede jeg selv min samling, som i dag er komplet. Serien hører i dag til på min autobuy-liste, og jeg glæder mig hver gang, der kommer et nyt album. 
Serien er i dag på 30 bind, og på trods af at tegneren efterhånden er i 70'erne, er han stadig aktiv som serietegner, så det er slet ikke umuligt, at der kommer flere bind i serien. Yoko Tsuno er oprindeligt belgisk, og første bind, Nærkontakt i jordens indre, udkom i 1971 - på dansk i 1972.
I serien kommer Yoko vidt omkring - fra jordens indre til andre planeter, tidsrejser og mystiske komplots. En af de ting, jeg faldt for, var venskabet mellem Yoko, Pol og Vic, og senere Yoko og Khany, og så er det rart med en tegneserie med en kvindelig hovedperson, hvor kærlighed kun spiller en marginal rolle undervejs. Persongalleriet er efter 30 bind blevet temmelig stort, hvilket desværre gør nogle af de senere albums en smule uoverskuelige og gentagende, fordi tegneren gerne vil have så mange med som muligt, men de første albums er stadig fænomenale, og Yoko er en skøn hovedperson med både hjerne, hjerte og mod. Serien hører da også til mine absolutte favoritter, og jeg kan kun anbefale den. 


Thomas Day og Olivier Ledroit: Wika
Den onde fyrst Oberon angriber fuld af hævntørst hertug Grimm og hans gemalinde Titania. Fortet falder, men deres datter Wika bliver reddet. For at sikre den lille fes overlevelse, må hendes redningsmand klippe vingerne af hende, og skjule hende hos en menneskelig adoptivfamilie. Men Wika er stadig en fe, og da hendes kræfter begynder at vise sig, må hun flygte igen. 

En af de nyeste serier på listen er Wika. Serien består af tre bind, hvoraf første bind, Wika og Oberons rasen, udkom på fransk i 2014 og på dansk i 2015. 
Serien er en fantastisk blanding af fantasy, steampunk og En skærsommernats drøm af Shakespeare, og selvom selve historien, indrømmet, er en smule rodet, så opvejer de fantastiske illustrationer det i den grad. Detaljerigdommen er helt utrolig, og tegneren har i den grad leget med formatet, hvor der er både to- og firsides illustrationer med dobbeltsider indsat undervejs, så de største illustrationer kommer til sin ret. Her er magiske væsener, magi og kærlighed for alle pengene, fortalt gennem utroligt smukke billeder, og er man til feer, hævn og kampen mod det onde, kan serien kun anbefales. 


Will, A. Franquin, Y. Delporte og R. Macherot: Isabelle
Isabelle bor hos sin tante Ursula, der bager de mest vidunderlige tærter. Hun har en helt særlig evne til at se de ting, almindelige mennesker ikke lægger mærke til. En evne, hun får god brug for, da hendes troldmandsonkel Hermes dukker op, og har brug for hjælp til at hæve den forbandelse, der hviler over ham. 

En anden tegneserie fra min barndom er Isabelle. En serie, som jeg kom lidt skævt ind i, da jeg startede ud med at læse bind to hos mine gudforældre, og først som voksen fik læst starten på serien - som så i virkeligheden ikke er starten, da Den forheksede onkel oprindeligt udkom som bind tre på originalsproget belgisk. Første bind udkom på originalsproget i 1970, foruden et par tidligere småhistorier fra 1968 og 1969, og på belgisk udkom i alt 12 bind, hvoraf det sidste udkom i 1995. Serien skiftede i øvrigt forfattere flere gange undervejs, men tegneren har været den samme fra første til sidste album. På dansk udkom i alt fem bind fra 1979 til 1987, men Forlaget Zoom har planer om at genudgive og fortsætte serien, så forhåbentlig bliver det snart muligt at læse den oprindelige start på serien på dansk. 
Serien har et meget typisk fantasy-set up, hvor kampen mellem den gode troldmand Hermes og den onde heks Calendula, der har forbandet Hermes, er i centrum. Det hele kompliceres yderligere, da Hermes falder for Calendulas mange gange-tipoldedatter, som også hedder Calendula. Undervejs møder læseren, og Isabelle, mærkelige væsener, og lærer den magiske verden, der skjuler sig bag vores egen, at kende. Her er masser af magi, ondskab og kærlighed, og Isabelle er en skøn hovedperson med hendes evne til at tage det overnaturlige i stiv arm og bruge sin fornuft. Kan man lide fantasy med humor, varme og masser af magi, så er serien her bestemt værd at læse, trods den lidt rodede start på den danske udgave. 


Kieron Gillen, Dan Mora og Tamra Bonvillain: Once and Future
En gruppe nationalister bringer, ved hjælp af det sagnomvundne sværd Excalibur, selveste kong Arthur tilbage. Kongens tilbagekomst sætter gang i en gammel og mørk profeti, der kan ødelægge den verden, vi kender, når mørke monstre slippes løs. Kun én kan standse kongen, før det er for sent: Monsterjægeren Bridgette. Men først skal hun lige undslippe sit plejehjem, og hverve sit barnebarn, Duncan, til kampen. 

Det er måske lidt snyd at tage denne her serie med på listen, da jeg indtil videre kun har læst første volume, men det tog mig til gengæld også med storm. Første volume, The King is Undead, udkom på engelsk i 2020, og serien er, indtil videre, endnu ikke oversat til dansk. Jeg ville dog ønske, at den blev det, for historien er virkelig skøn, og et meget anderledes twist på Kong Arthur-myten. Indtil videre er der udkommet fire volumes, og jeg har lidt svært ved at finde ud af, om serien nu er slut, eller der kommer mere. 
Det, der greb mig ved serien, var dens meget anderledes take på Kong Arthur, som, udover i denne version at være en zombie, også har nogle lidt andre motiver end normalt. Tonen og universet minder derudover en hel del om tv-serien Grimm, med lige dele uhygge og humor, og brugen af kendte historier og sagnvæsener. Det er dog persongalleriet, der for alvor hiver det hele hjem. Hovedpersonen Duncan er en helt almindelig lidt klodset ung mand, der får sit livs chok, da han finder ud af, at hans pensionerede bedstemor er monsterjæger, og gemmer et større arsenal i skoven ud for sit plejehjem. Snart vælter det ud med skeletter i skabene, familiehemmeligheder og monstre, og Duncan må kaste sig ind i kampen mod monstrene, hvis han vil overleve. Og som om det ikke var slemt nok, forsøger han også at finde ud af det der med kærligheden. Ikke helt let, når man har en udød konge efter sig. Duncans bedstemor er herlig. Hun er måske nok gammel, men bestemt ikke tabt bag en vogn, og så både ryger, drikker og bander hun, når hun ikke bekæmper monstre. Er man til gys, action og masser af monstre, er serien helt klart værd at læse. 


Thom Roep og Piet Wijn: Gammelpot
Gammelpot vandrer land og rige rundt, og undervejs hjælper han de folk, han møder, med deres problemer. Det er ikke helt ufarligt, for onde hekse og listige skurke står nærmest i kø, men heldigvis har han sin magiske vadsæk til at føre ham (nogenlunde) uskadt ud af de farer. han møder undervejs. 

Med serien Gammelpot vender jeg tilbage til barndommen. Serien var en af mange, jeg lånte på først skolebiblioteket og siden folkebiblioteket, og med Cobolts genudgivelse af serien på dansk i 2015, er jeg gået i gang med at samle serien selv. Gammelpot stammer fra Holland, hvor første bind, Den forkælede prinsesse, udkom i 1974. Først som føjeton i det hollandske Anders And-blad, og senere i albumform. På dansk udkom første bind i 1977. De første bind i serien er blevet genudgivet ad flere omgange, før forlaget Cobolt i 2015 begyndte at genudgive hele serien med ekstramateriale om tilblivelsesprocessen. Tegner og forfatter har været de samme hele vejen igennem serien, trods en hjerneblødning hos tegneren, der dog ikke stoppede ham, men i stedet fik ham til at tegne resten af serien med venstre hånd - uden at man som læser kan se det!
Gammelpot er for mig ren nostalgi, med en sympatisk og rar hovedperson, der altid er klar til at hjælpe - uanset hvor mange problemer det giver ham. Der er stor forskel på mængden af magi i de forskellige historier. Mens nogle albums er befolket af talende dyr, hekse og troldmænd, tager Gammelpot i andre kampen op mod almindelige smuglere og svindlere uden magiske evner. Ikke overraskende synes jeg bedst om de albums, hvor magien er mest tydelig, men alle albums er charmerende og hyggelige at læse. 


Kenneth Bøgh Andersen og Lars Gabel: Skæbnemageren
Simon føler sig overset til fordel for tvillingebroren Tim. Da han en aften ønsker, at hans bror aldrig var blevet født, går ønsket i opfyldelse. Forældrene kan ikke huske Tim, og snart begynder Simon også selv at glemme ham. Simon fortryder ønsket, og rejser til en anden verden, for at få sin bror tilbage. Men livet i den anden verden er farefuldt, og det er ikke sikkert, at Simon slipper fra sin rejse med livet i behold. 

Eneste enkeltbindsværk på denne liste er Skæbnemageren. En fuldstændig fantastisk dansk graphic novel, der udkom i 2017. Tegner og forfatter leger med både sort/hvid og farver undervejs, hvilket er med til at gøre rejsen ind i den anden verden endnu mere magisk, når hele historien pludselig foregår i farver. Tegneren er utroligt god til at fange nuancerne i historien og male stemninger frem, og tekst og billeder supplerer hinanden på fornemste vis. 
Jeg er mangeårig fan af Kenneth Bøgh Andersen, og var derfor meget spændt på at se, hvordan han ville håndtere overgangen til graphic novel. Resultatet talte for sig selv - fuldstændig fantastisk. Og så er det lidt sjovt, hvordan forfatteren har fået puttet easter eggs til nogle af sine andre historier ind undervejs. Historien giver, udover parallellerne til forfatterens egne værker, også mindelser om filmen Labyrinten, hvor hovedpersonen også ønsker sin bror væk, og må gå så grueligt meget igennem, for at redde ham. Og selvom tonen og verdenen i Skæbnemageren er noget mere dyster, så er historien om søskendekærlighed og -jalousi evigtgyldig. Skæbnemageren modtog i 2018 Claus Deleuran-prisen for Bedste danske tegneseriedebut, og det er fuldt fortjent, for det er en fuldstændig fantastiske historie. 


Christophe Arleston og Didier Tarquin: Zanfyst fra Troy
I den magiske verden Troy har alle folk en magisk evne, de kan bruge til både godt og ondt. Zanfyst har evnen til at smelte metal med blikket, og er derfor blevet smed. Han er trolovet med datteren af en vismand, og bor i en lille landsby. Da en ridder kommer forbi, opdager Zanfyst, at han ved at holde ridderens sværd, der har et særligt elfenbenshåndtag, får hidtil usete magiske kræfter. Kræfter, der kan både redde og dødsdømme Troy, for også andre er ude efter sværdet, og Zanfyst får brug for alle sine evner, hvis han skal overleve det, der kommer.  

Et af de nyeste bekendtskaber på denne liste, er serien Zanfyst fra Troy. Jeg lånte første bind på biblioteket, men endte med at købe hele serien, og fortsætter-serien, hjem, fordi jeg bare måtte eje dem. Forfatteren er i øvrigt den samme, som til en anden serie på denne liste, og jeg må bare konstatere, at jeg rigtig godt kan lide hans måde at fortælle på. Og så er jeg ret vild med tegnestilen, der emmer af magi og humor. Første bind i serien udkom på fransk i 1994 og på dansk, med titlen Magohamothens elfenben, i 1995. Serien består af otte bind, men har flere spin off-serier, hvoraf kun den første, Zanfyst fra Stjernerne, er udkommet på dansk. Forhåbentlig bliver resten oversat en dag, for mit fransk er desværre ikke godt nok til at fortsætte på originalsproget. 
Historien i Zanfyst fra Troy er ret klassisk, med en umage helt, der skal redde verden fra ondskaben, krydret med magi, masser af action og et trekantsdrama. Forfatter og tegner har dog formået at gøre seriens verden til noget helt særligt, og så er de ikke bange for at gøre grin med de kendte fantasy-klicheer, hvilket gør historien både sjov og original. At humoren en gang imellem bliver lidt for plat er nok mere en smagssag. Zanfyst er en temmelig typisk fantasyhelt, der tilfældigt ender som den udvalgte, og drager ud på en rejse for at redde verden. Han er ikke altid lige heldig, og hans romantiske forviklinger giver ham en del problemer undervejs, men han er modig, og opsat på at gøre det rigtige. Og hans sidekick, trolden Hebus, er virkelig skøn - på den voldelige, brutale og absolut ikke sturerene måde. Er man til klassisk fantasy med masser af worldbuilding og humor, er serien her et godt bud. 

2 kommentarer:

tesshedall sagde ...

Hvor sjovt. Den serie, som jeg forventede gav dig idéen til at vælge dette emne for din liste, er der slet ikke.
Jeg har forventet at Neil Gaimans "The Sandman" ville være én af de ti.
Hvis du ikke har læst den, vil jeg på det stærkeste anbefale den. Både den tegnede udgave og lydbogsudgaven fra Audible giver en fantastisk oplevelse. Og ja, det virker underligt at snakke om en lydbogsudgave af en graphic novel, men ikke desto mindre oplevede jeg at den verden, jeg blev ført ind i via lydbogen, svarede til den grafiske fremstilling af tegneserien, som jeg læste først efter at have hørt den første del af lydbogen. Stemningen mm var spot on. TV-showet fra Netflix har også sine gode sider og er bestemt se-værdig.
Jeg vil tjekke ud nogle af dine forslag :)

Kirsten Bloch sagde ...

@tesshedall. Tak for anbefalingen:) Jeg har, med skam at melde, ikke læst The Sandman endnu, selvom serien har stået på den mentale TBR i årevis. Jeg må indrømme, at omfanget af serien skræmmer mig en smule, så derfor har jeg ikke kastet mig over den endnu, selvom TV-serien helt klart har rykket den længere op på listen. Men en eller anden dag skal det nok ske.