Qul Sasas Skygger er 3. bind af fantasyserien Stjernekrønikerne, skrevet af Mads Schack-Lindhardt.
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget DreamLitt.
Sebastian er knap nok kommet tilbage til Jorden efter sit sidste eventyr, før han må afsted igen. Mørke kræfter har fanget Thiyaranah, og det eneste spor, han har, er hendes blodige øreflip og to ord på et pergament: Shar Muris.
Ordene er navnet på en ældgammel kult, som først tjente De Unavngivne, men siden gik deres egne veje, og blev opløst. Kulten forsvandt dog ikke helt, og nu vil de tvinge Sebastian til at finde en mystisk genstand til dem. Gør han det ikke, dør Thiyaranah.
Men genstanden gemmer på langt større magt, end Sebastian på nogen måde kunne forestille sig, og får kulten fat i den, vil det være en katastrofe for Tir-Nâzral. Snart står Sebastian over for sit livs sværeste valg: Thiyaranah eller Tir-Nâzral. Og i Qul Sasas mørke skygger er det ikke nemt at vide, hvem man kan stole på.
Den her serie bliver bare bedre og bedre. Jeg var fuldstændig opslugt af bogen, og kunne næsten ikke slippe den, før jeg havde læst den til ende. Og sikke en slutning!
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser, der får såvel personer som de forskellige verdener Sebastian rejser til, til at fremstå knivskarpt for det indre blik, og actionscenerne til at føles, som om jeg selv var der. Selvom tonen er mørk, og bogen her er langt mere dyster end de foregående bind i serien, så formår forfatteren at balancere mørket med humor, og jeg elsker den måde, hvorpå han fletter litterære og popkulturelle referencer ind i historien.
Worldbuildingen er helt fænomenal, og forfatteren formår at udvide såvel sit eksisterende univers med mere baggrundshistorie og mytologi for Tir-Nâzral, samtidig med, at han skaber helt nye og unikke verdener i dette bind, som stadig formår at fremstå unikke, gennemarbejdede og troværdige. Og, især for Qul Sasas vedkommende, virkelig creepy.
Handlingen er godt skruet sammen, med et plot, der har så mange twists undervejs, at det er med at holde tungen lige i munden under læsningen, og en slutning, som både overraskede og satte følelserne i kog på en og samme tid. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med magi, action, monstre, drager, forræderi, intriger, hemmeligheder, usikre alliancer, dæmoner, slaveri, skæbne og magtbegær. Men først og fremmest er det en historie om valg, og om at finde sig selv. Og hvor meget man vil ofre for kærligheden.
Personerne er levende og nuancerede, og jeg bliver mere og mere glad for hovedpersonen Sebastian, som i den grad har udviklet sig fra seriens start. Han har fået mere selvtillid, og mere styr på sine magiske kræfter, men samtidig bliver han mere og mere frustreret, over de hemmeligheder, som stadig bliver skjult for ham, og ikke mindst når det gælder hans egen skæbne og familie. Hans venskab med Storm er uden tvivl et af mine yndlingselementer, fordi de to supplerer hinanden utroligt godt, og man er som læser ikke i tvivl om det dybe bånd, der eksisterer mellem de to. At Storm samtidig har både humor og morderiske tendenser, blandet med dyb loyalitet, gør ham kun til et endnu skønnere bekendtskab. Af andre bipersoner var jeg især vild med Ilder, Sebastians arvefjende og uvillige allierede, som måske, måske ikke, er til at stole på. Og så kunne jeg rigtig godt lide Sebastians noget alternative slægtning, Theodor, som, trods sine begrænsninger, gør alt for at hjælpe Sebastian.
Selvom slutningen næsten ikke var til at holde ud, så elskede jeg bogen, og jeg slugte den på ganske kort tid. Er man fan af serien, vil man bestemt ikke blive skuffet, og jeg glæder mig allerede til at læse næste bind. Kan man lide klassisk fantasy med fantastisk worldbuilding, personudvikling, drager, og masser af litterære referencer, så er den her serie helt klart værd at stifte bekendtskab med, og bogen og serien får mine varmeste anbefalinger.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar