Den Magiske Sten er 1. bind af fantasytrilogien Forbandelsen over Laitana, skrevet at Sissel Moody.
Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og Forlaget Klippe.
Linea på 17 år går i gymnasiet, men har det ikke godt i skolen, hvor hun bliver mobbet. Hun er stille, drømmende, og ensom, og vil hellere læse fantasy og tegne væsener fra sin fantasi, end gå til fester. Hun drømmer om en anden verden, og om at finde et sted, hvor hun hører til.
En dag ser Linea pludselig et af de væsener, hun har tegnet, og snart begynder der at ske magiske ting. Før hun får set sig om, er hun på vej til Laitana, en magisk verden, som har brug for netop hendes hjælp. For Laitana er ramt af en frygtelig forbandelse, og Linea er den udvalgte frelser.
Men faren lurer overalt i Laitana, og Linea får brug for alt sit mod, hvis hun skal overleve og hæve forbandelsen.
Bogen her er en redigeret og nyudgivet udgave af forfatterens debutroman fra 2017, som jeg tidligere har anmeldt her. Forfatteren har både skrevet til og strammet op på historien i den nye udgave, og det kan bestemt mærkes, men overordnet er det stadig mange af de samme kritikpunkter jeg har i forhold til historien.
Sproget er enkelt, letlæst og flydende, og et af de steder, hvor jeg kan mærke, at forfatteren har strammet op. En af de ting, jeg savnede sidst, var flere beskrivelser af personer og væsener i Laitana, og her synes jeg, der er kommet flere til. I hvert fald havde jeg nemmere ved at forestille mig universet og personerne denne gang, men det kan selvfølgelig også være fordi jeg kendte historien på forhånd. Der måtte dog gerne have været endnu flere beskrivelser, så Laitana kunne fremstå endnu tydeligere, da universet er interessant og velgennemført, og man kan mærke, at Laitana ligger forfatterens hjerte nær.
Handlingen er godt skruet sammen, med flere overraskelser undervejs. Jeg kendte dem godt nok på forhånd denne gang, men det gjorde heldigvis ikke historien mindre spændende. Historien er fyldt med magi, mobning, kærlighed, venskab, forræderi, action, familie og ondskab, men først og fremmest er det en historie om mod, og om at finde sig selv. Selvom historien er en anelse forudsigelig, og bruger mange af de velkendte fantasyelementer, så er det stadig en god fortælling. Tempoet er højt, og selvom det gør bogen hurtigt læst, så gør det også, at tingene engang imellem går lidt for hurtigt, og især i forhold til personernes følelsesmæssige udvikling og de strabadser, de skal igennem, synes jeg engang imellem det gik lidt for let.
Personerne er levende og menneskelige, og jeg kunne mærke, at forfatteren havde arbejdet med personerne siden første udgave, da især bipersonerne har fået flere nuancer, og er blevet mindre anonyme. Hovedpersonen Linea er stille, ensom og drømmende, men selvom hun føler sig usikker, udenfor, og bliver mobbet, så nægter hun at lave om på sig selv. Hun har et stort hjerte, men bliver også let såret, og opfører sig indimellem lidt vel impulsivt, og en smule umodent, hvilket giver hende en del problemer. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide Viola, som er modig, varm, og med det samme tager Linea under sine vinger (bogstaveligt talt) og Nuga, selvom instalove-delen irriterede mig en smule. Til gengæld brød jeg mig absolut ikke om Lineas plejesøster Naja, som til tider var direkte led over for Linea, og fremstod forkælet og egoistisk. Ja, det er synd for hende, at hendes forældre er døde, men det er altså to år siden, og familien undskylder stadig hendes opførsel, selvom hun burde kende reglerne efterhånden.
Bogen har fået en grundig redigering, hvilket har gjort både personer og univers mere levende, men jeg savnede stadig lidt mere fordybelse undervejs, da visse dele af handlingen og personernes følelsesskift gik lidt for hurtigt for mig. Men når det er sagt, så er Den Magiske Sten stadig en god, klassisk fantasyfortælling med masser af spænding, twists og action, som, selvom den har et par mangler, bestemt er værd at stifte bekendtskab med. Det nye omslag klæder virkelig bogen, og virker mere indbydende og magisk end originaludgavens. Og cliffhangeren til sidst gør det svært ikke at kaste sig over næste bind i serien med det samme.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar