Kaldet fra Galathea

Kaldet fra Galathea er 1. bind af fantasyserien Awen, skrevet af Nathali og Bettina Liane.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Turbine forlaget. 

Tvillingerne Aia og Peter på 14 år er vokset op som en del af en stor familie, men har aldrig følt sig hjemme blandt deres kolde, brutale og manipulerende slægtninge.
Så da en gammel rejsekuffert en dag dukker op, med invitationer til det mystiske skib Galathea, tøver de ikke med at tage afsted. Ombord på skibet finder de ud af, at de er udvalgt til at blive vogtere, og bekæmpe det mørke, der truer både den almindelige verden, og den magiske verden Igdrafell.
Først skal de dog lære at bruge deres kræfter.
Men mørket er tættere på, end tvillingerne på nogen måde kunne forestille sig, og ikke alle er lige begejstrede for deres tilstedeværelse på Galathea.

Wow. Så enkelt kan det siges. Kaldet fra Galathea var en fuldstændig fantastisk læseoplevelse, og bogen var original, eventyrlig og helt igennem magisk.
Sproget er letlæst og flydende, trods de mange selvopfundne magiske begreber, og man aner islæt af både gamle nordiske ord og latin undervejs. Beskrivelserne er livagtige, realistiske og magiske, og man kan næsten smage de vidunderlige kager, mærke kulden fra sneen og saltsprøjtet fra havet undervejs. De to forfattere formår at holde samme tone og sprog hele vejen igennem, og bogen bærer på ingen måde præg af, at to forskellige personer har skrevet på den, hvilket er ret imponerende.
Universet er eventyrligt, fantasifuldt og velgennemført, og man kan mærke, at de to forfattere har kælet for detaljerne undervejs. Trods genkendelige elementer fra nordisk mytologi, shamanisme, tarot og vores egen verden, er universet helt sit eget, og samtidig er der noget tidløst over det, som gør det svært at datosætte, hvornår handlingen finder sted. Visse elementer peger på fortiden, mens andre indikerer nutiden, eller måske endda et stykke ind i fremtiden? Sikkert er det dog, at resultatet fungerer fantastisk godt. Jeg elskede den måde, universet udvidede sig på undervejs, og de mange væsener, planter og former for magi, jeg lærte at kende, blandt andet igennem Aia og Peters undervisningstimer. Og så selvfølgelig det magiske skib Galathea, som ikke ligner noget, jeg før er stødt på.
Handlingen er godt skruet sammen, og overrasker flere gange undervejs. Historien er spændende, eventyrlig og magisk, og fyldt med magi, ondskab, mobning, familie, venskab, skoleliv, intriger, forræderi, fordomme, magtbegær og hemmeligheder. Det er en historie om kampen mellem godt og ondt, magtbegær og kærlighed, men først og fremmest er det en historie om valg, om at finde sig selv, og acceptere den man er - på godt og ondt.
Personerne er levende, nuancerede og menneskelige, og selv om jeg absolut ikke brød mig om dem alle sammen, så forstod jeg dem. Hovedpersonen Aia er modig, stædig og temperamentsfuld, hvilket giver hende en del problemer undervejs. Men hun er også hjælpsom, varmhjertet og, sin styrke til trods, til tider sårbar, når verden vender sig imod hende. Hendes forhold til tvillingebroren Peter er præget af dyb kærlighed, og de to supplerer hinanden godt, hvor Peter er mere accepterende og tænksom, i modsætning til Aias selvhad og impulsivitet. Hvor Aia hurtigt finder en veninde ombord, så er Peter mere forsigtig, og som følge deraf, måske også en smule ensom, og hans hurtige læringskurve og accept af magien gør til tider tvillingernes forhold til hinanden en anelse anstrengt. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide Aias veninde Suki, som gemmer på sine egne hemmeligheder og usikkerhed, men som ikke lader sig slå sådan ud, og hvis venskab og loyalitet til tider er det eneste, der holder Aia oppe. Alrune brød jeg mig til gengæld ikke ret meget om, selvom hendes handlinger absolut var forståelige, hendes fortid taget i betragtning. Men mobning er bare ikke okay, ligegyldigt hvor slemt man har det. Til gengæld afskyede jeg Aia og Peters familie fra første møde, og især bedstefaren Eldridge og storebroren Elphias fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig med deres grusomhed, kulde og had.
Sidst, men ikke mindst, vil jeg nævne bogens design. Udover at være gudesmuk at se på, så er bogen også udstyret med et kort over verdenen i bedste gamle søkortsstil, kapitelillustrationer, persongalleri og en ordliste bagerst, som giver et godt overblik over de fremmede ord og begreber, der nævnes undervejs i historien.
Kaldet fra Galathea var helt igennem fantastisk, og en bog, jeg kommer til at læse igen og igen, fordi jeg ikke kan få nok af personerne og universet. Selvom bogen er på over 500 sider, så føltes den overhovedet ikke lang, og jeg var fuldstændig opslugt, mens jeg læste den. Jeg glæder mig allerede til næste bind i serien udkommer, og kan næsten ikke vente, til jeg igen kan lade mig opsluge af Galatheas fantastiske univers. For læsere, der elskede Harry Potter, og nu er blevet lidt ældre, vil Kaldet fra Galathea være oplagt læsning, og jeg kan kun give bogen mine varmeste anbefalinger.

Se også forfatternes hjemmeside.