Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda.
Elias har opgivet sin frihed for at blive Sjælefanger for de døde. Men selvom han har svoret en ed, har han svært ved at opgive de bånd, der binder ham til menneskeheden, og ikke mindst kærligheden til Laia. Det gør hans evner som Sjælefanger en smule ustabile, og mens djinnerne vokser sig stærkere, må han tage et valg mellem pligten og kærligheden.
Imens forsøger Laia desperat at stoppe Nattemageren, men forbundsfællerne er få, og djinnernes herre vokser sig stærkere og stærkere.
Og som om det ikke var nok, er Imperiet i alvorlige problemer. Kejseren er ustabil, og mens blodtornskaden desperat forsøger at stoppe Imperiets fjender, og redde sin søster, udnytter kommandanten situationen til at fremme sine egne planer.
Det er efterhånden et stykke tid siden, at jeg læste sidste bind i serien, og det kunne mærkes, da det tog et stykke tid for mig at finde tilbage til universet og historien. Men derefter var jeg også hooked, selvom jeg havde et par problemer med den ene af hovedpersonerne.
Sproget er letlæst og flydende, med fantastisk livagtige beskrivelser, hvor man næsten kan lugte blodet og røgen i kampscenerne, og kampene står lyslevende for det indre blik.
Universet udvider sig en del her i tredje bind, hvor det især er magisystemet og djinnernes plads i det, som bliver forklaret. Det fik desværre lidt karakter af infodumping undervejs, og selvom det bestemt var interessant, så synes jeg, det fyldte lidt vel meget, i forhold til actiondelen. Geografisk udvider universet sig også, med nye lande og folk, ligesom kulturen hos de allerede introducerede folkefærd blev uddybet. Jeg er vild med det mellemøstlige islæt, og selvom associationerne til jødeforfølgelserne og det romerske imperium er temmelig tydelige, så fungerer universet rigtig godt.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, som gør det svært at forudse, hvad der vil ske. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med action, magi, kærlighed, magtbegær, hemmeligheder, intriger, forræderi, pligt, ære, djinner, spøgelser, krig, ondskab og pligt. Mest af alt er det dog en historie om valg, og om at tro på noget, der er større end en selv. Det er en historie om at gøre det rigtige, selv når det knuser ens hjerte. Men også en historie om kærlighed, og om at valget mellem pligt og kærlighed.
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede. Bogen skifter mellem fire synsvinkler: Nattemageren, Elias, Helene og Laia, og det fungerer overordnet rigtig godt, fordi man ser konflikten fra flere sider, og samtidig lærer personerne rigtig godt at kende. Desværre havde jeg store problemer med Laia i dette bind, hvilket gjorde hendes synsvinkler til lidt af en prøvelse at komme igennem, trods den spændende historie. Laia er modig, og opsat på at gøre det rigtige for sit folk. Desværre bliver hun til tider lige lovlig fanatisk i kampen for at stoppe Nattemageren, og koblet med, at hun til tider stadig er lidt for naiv og impulsiv, og tager tåbelige valg, irriterede hun mig temmelig meget, og jeg følte derfor, at hendes kapitler bare skulle overståes, så jeg kunne læse om Helene og Elias, som jeg til gengæld var rigtig glad for at læse om. Elias har svært ved at finde sig til rette i sin nye rolle som Sjælefanger. Han har svært ved at styre sine nye kræfter, og kravet om, at han skal fjerne sine følelser, og holde op med at hjælpe de folk, han elsker, gør det ikke nemmere. Hans pligtfølelse er utroligt stor, men ikke desto mindre er det et umuligt valg, han bliver givet. Og da han pludselig står alene med opgaven, føler han sig meget usikker. Helene er kejserens blodtornskade, og næstkommanderende i Imperiet. Hun hader kejseren, men elsker sin søster, kejserinden, og vil gøre alt for at beskytte hende. Opgaven bliver dog ikke gjort lettere af, at kejseren ser spøgelser (i bogstavligste forstand), og at kommandanten smeder rænker sammen med Nattemageren, mens fjender banker på Imperiets porte. Helene er modig, pligtopfyldende og loyal over for Imperiet, men er det nok? Sidst, men ikke mindst, er der Nattemageren. Jeg var vild med det indblik, forfatteren gav mig i hans karakter og motiver, for det han gør, da det gjorde ham en del mere nuanceret - og mere menneskelig - i stedet for bare en ond fyrste. Af bipersonerne var det især skurken, den sadistiske, iskolde og intrigante kommandant, som jeg følte, jeg virkelig lærte at kende. Hun er uden tvivl en skurk, som jeg elsker at hade, da det er svært at finde nogle formildende karaktertræk hos en manipulerende og morderisk forræder, men alligevel aner man et glimt af nogle dybere lag i hende, som gør hende interessant at følge som person.
Selvom bogen for mig ikke helt levede op til sine forgængere i serien - hvilket mest af alt skyldtes, at jeg havde store problemer med Laia i dette bind - så var historien virkelig spændende og umulig at slippe, og cliffhangeren til sidst gør det svært at vente på fjerde og sidste bind, som, efter planen, skulle udkomme i slutningen af i år. Er man fan af serien, må man ikke snyde sig selv for dette bind, hvor der i den grad skrues op for både action og magi.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar