tirsdag den 14. april 2020

Changes

Changes er 12. bind af fantasyserien The Dresden Files, skrevet af Jim Butcher.

Da Harry bliver kontaktet af sin ekskæreste, halvvampyren Susan, ændrer hans liv sig for altid. For Susan har skjult noget for ham, lige siden hun forlod ham, og nu har hun brug for hans hjælp.
Arianna Ortega, hertuginde af de røde vampyrers hof, har bortført deres datter, og har planer om at ofre hende, og Susan har brug for Harrys hjælp til at redde hende.
Harry anede ikke, at han havde en datter, men er fast besluttet på at redde barnet. Desværre er den røde hertuginde hele tiden et skridt foran dem, og Harrys allierede har alle deres egne problemer. Og som om det ikke var nok, får Harry også politiet på nakken.
Tiden er ved at løbe ud, og Harry er ved at løbe tør for muligheder. Og snart er der kun et enkelt desperat håb om hjælp tilbage. Men hjælpen har en høj pris, og tager Harry imod den, vil den ændre ham for altid.

Hold op, hvor har jeg savnet Harry Dresden og hans univers. Det er efterhånden nogle år siden, jeg læste forrige bog i serien, men med hele to nye Dresden-bøger på vej i år, syntes jeg, det var på tide, at komme videre med serien. Og det har jeg bestemt ikke fortrudt, for Harry er i denne bog tilbage for fuld udblæsning, og oddsene er højere end nogensinde før.
Sproget er letlæst og flydende, og fyldt med humor og livagtige beskrivelser. Især de magiske kampscener står lyslevende for læseren, ligesom magien og Nevernever er godt beskrevet. Jeg er vild med forfatterens måde at fortælle historien på, og det skyldes ikke mindst Harry Dresdens sarkastiske bemærkninger, og seriens strejf af hårdkogt amerikansk krimi i bedste noir-stil.
Universet er komplekst, gennemført og udvider sig konstant, og jeg er vild med blandingen af fae, vampyrer, troldmænd, hellige riddere og guder, og den måde forfatteren inddrager forskellige mytologier og sagnvæsener, og får dem til at spille sammen. Magisystemet er logisk og konsekvent, og selvom idéen om at magi koster noget af udføreren ikke er original, så tilfører forfatteren den alligevel et friskt pust.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists, som gør det svært at forudsige, hvad der vil ske. Og så slutter den med en cliffhanger, som gør det svært ikke at kaste sig over næste bind i serien med det samme. Historien er spændende, og fyldt med hæsblæsende action, magi, vampyrer, forræderi, intriger, mordforsøg, usikre alliancer, fae, kærlighed, tab, og familie. Det er en historie om umulige valg, altoverskyggende følelser og hvor langt, man vil gå, for at redde dem man elsker. Men det er også en historie om skæbne, hævn, og om selvopofrelse. Alt sammen fortalt i et hæsblæsende tempo, som gør bogen umulig at slippe, og får de lidt over 400 sider til at føles alt for kort.
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede, og selv de ikke-menneskelige af dem fremstår helstøbte og relaterbare. Det er personer af kød og blod, med fejl og mangler, styrker og svagheder, og man kan ikke undgå at holde af dem. Harry Dresden er uden tvivl min yndlingsperson. Han er modig, stærk og følger sit eget moralske kompas, uanset hvad andre måtte synes. Nyheden om, at han er far, ryster ham, og han er samtidig dybt såret over, at Susan har holdt hans datter hemmelig for ham i alle de år. Harry føler dybt, for de personer, han elsker, og det får ham til at tage desperate valg, i forsøget på at redde sin datter. Og at hans liv samtidig føles, som om det er ved at styrte i grus, gør kun det hele endnu mere desperat. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide Molly, Harrys lærling. Hun er modig, stædig og en dygtig magiker, men tænker ikke altid lige klart. Også Harrys politiveninde Murphy er en fantastisk person. Hun er modig, stærk og loyal, og elsker sit arbejde, men er ikke bleg for at gå imod autoriteterne, for at gøre det rigtige. Derudover er jeg også ret vild med Harrys vampyrbror, Thomas, som er en noget mere grå karakter, men som, trods sine instinkter, elsker Harry, og stiller op, når han har brug for det. Og så er jeg ret vild med Harrys "kæledyr" Mister og Mouse, som, trods det, at de er dyr, har meget klare personligheder, og Bobs hjælper, kraniet Bob, hvis sarkasme kan måle sig med Harrys.
Changes var en fornøjelse at læse, og en af de bedste bøger i serien indtil nu. Jeg elskede universet, personerne og handlingen, og glæder mig allerede til at læse videre i serien. Er man fan af serien, vil man bestemt ikke blive skuffet, og har man ikke stiftet bekendtskab med serien endnu, er det bare med at komme igang.

Se også forfatterens hjemmeside.

2 kommentarer:

Anita Reads sagde ...

Changes er indtil nu min yndlings i serien. Er glad for at du også kunne lide den. Ja cliffhangeren var ret vild!
Udover Changes har min yndlings været Proven Guilty.

Kirsten Bloch sagde ...

@Anita Reads. Den var også helt fantastisk, og også tæt på yndlingsstatus for mig. Proven Guilty er også god, men jeg var nu også ret vild med Sunmmer Knight og Small Favor - jeg elsker virkelig Mab som karakter, og hele beskrivelsen af Nevernever.