Ørkenspyddet 1+2

Ørkenspyddet del 1 og 2 er tilsammen 2. bind af Peter V. Bretts fantasyserie Dæmoncyklussen.

Bøgerne er anmeldereksemplarer fra forlaget DreamLitt. 

Jardir har udråbt sig selv til Forløseren, og sammen med sin hær af krasianere er han på vej nordpå, for at erobre landene der, og samle flere mænd, til sin hellige hær af dæmondræbere.
Men han opdager snart, at han ikke er den eneste Forløser, og at landene nordpå ikke har den store lyst til at indordne sig.
Mens Jardir kæmper sig nordpå, har hans rival til Forløser-titlen, den tatoverede mand, tidligere kendt som Arlen, travlt med at udbrede hemmeligheden bag de dæmondræbende symboler, og flere og flere ser mod ham, i håbet om frelse. Men den tatoverede mand ønsker ikke titlen som Forløser, eller det ansvar, der følger med, og mens herskerne i norden strides med hinanden, må flygtninge og landsbyer klare sig, så godt som de kan, mod krasianerne.
Og imens samler dæmonerne deres styrker, for at føre krig mod begge Forløsere...

Jeg var ret vild med første bind i serien, og bind to var ingen undtagelse. Det tog lidt tid, før jeg for alvor blev fanget ind af første del, da der går lang tid, før hovedhandlingen kommer igang, men derefter var jeg fuldstændig opslugt, og der gik ikke mange minutter, fra jeg lukkede første del, til jeg kastede mig over del to. Del to fangede mig til gengæld fra starten, da der her i den grad blev skruet op for såvel action som intriger, og var da også min klare favorit af de to. Ikke mindst på grund af en enkelt person, som jeg virkelig elskede.
Sproget er letlæst og flydende, og krydret med fremmede termer, der gør såvel karakterer som univers lyslevende for læseren. Det samme gør de utroligt realistiske og til tider direkte modbydelige beskrivelser af såvel actionscener som dæmoner og voldtægt.
Det er et univers, hvor den stærkeste får eller gennemtvinger sig retten, hvor kvinder er mænds ejendom, og hvor sex og manipulationer er den eneste måde, en kvinde kan få magt på. Men også et univers hvor angst, rigdom og vold sætter dagsordenen, og hvor voldtægt og død hører til dagligdagen. Selvom jeg ikke er begejstret for den måde, kvinder bliver behandlet og betragtet på i Bretts univers, så er jeg vild med magisystemet og dæmonerne, som får en større rolle i denne bog, ligesom jeg rigtig godt kan lide indblikket i den krasianske kultur og religion. Og det på trods af, at jeg overhovedet ikke brød mig om hverken kulturen eller religionen.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og en slutning, som i den grad giver mig lyst til at læse videre. Historien er spændende, brutal, og fyldt med action, intriger, dæmoner, voldtægt, incest, kærlighed, magtbegær, fanatisme, religion, kampen for overlevelse, magi og hemmeligheder. Det er en bog om hævn, vrede og magtspil, men også om undertrykkelse, kønsroller og mod.
Personerne er levende og menneskelige, med egne motiver og historier, styrker og svagheder. Historien bliver fortalt fra indtil flere synsvinkler, og selvom de ikke alle sagde mig lige meget, så fungerer det godt, fordi man lærer personerne rigtig godt at kende. Arlen er stadig min favorit som hovedperson, da jeg forstår hans motiver bedre end de andres, og elsker hans kerne af godhed, som han beholder, trods de valg, han har taget, og den pris, han langsomt opdager, han må betale, for sin brug af symbolmagi. Hans rival Jardir er stærk, modig og en dygtig kriger, men også fanatisk, og underlagt sin førstehustrus vilje og manipulationer. Selvom jeg forstod ham, så brød jeg mig ikke om ham, og jeg syntes faktisk, han var lidt af et skvat, i forhold til sin kone. Ja, hendes intriger hjælper ham til magten, men hun vil bestemme alt, og vanærer ham over for hans mænd, når det passer hende. Leesha, som jeg var ret vild med i forrige bind, skuffede mig desværre en del her i bind to. For mig virkede det, som om magten steg hende til hovedet. Hun virkede både naiv og fordømmende over for andre mennesker, og så tog hun nogle virkelig dumme valg undervejs, som jeg virkelig ikke brød mig om, og som fik hende til at virke skinhellig. Til gengæld var jeg helt vild med Renna, hvis liv bestemt ikke er noget at råbe hurra for, men som finder sin indre styrke, og vælger sin egen skæbne. Jeg kunne også rigtig godt lide Rojer, som begynder at finde sig selv, samtidig med, at han må se nogle ubehagelige realiteter i øjnene, og finde ud af, hvad han egentlig vil. Og så var jeg ret vild med, at dæmonerne også fik lov at fortælle lidt af historien denne gang, da det både gav et indblik i dæmonernes magi, arter og tankegang, som gav hele universet en ekstra dybde og dimension. I det hele taget er alle personerne nuancerede og troværdige, og selvom jeg absolut ikke brød mig om dem allesammen (Jardirs førstehustru og Leeshas mor direkte hadede jeg), så er det mennesker af kød og blod, som man hurtigt føler, man kender.
Alt i alt en rigtig god fortsættelse på serien, hvor del et var lidt langsom i optrækket, men til gengæld gav et indblik i krasianernes kultur, og del to var actionfyldt og umulig at slippe. Jeg slugte de tilsammen næsten 1000 sider i løbet af en enkelt dag, og glæder mig allerede til at læse videre i serien, som kun bliver mere og mere omfangsrig, hvad angår sideantal. Er man fan af første bind i serien, vil man absolut ikke blive skuffet, og har man endnu ikke stiftet bekendtskab med serien, er det bare med at komme igang. Jeg kan i hvert fald kun anbefale den.

Se også forfatterens hjemmeside.