Det lykkedes Ethan og Kenzie at redde Todd, og slippe fra de glemte feer. Men det har ikke været uden omkostninger. Kenzie er på hospitalet efter deres fælles eventyr, og Ethan bliver betragtet med endnu mere mistro af de andre elever, lærerne og endda politiet, efter de er vendt hjem igen, uden at kunne give en ordentlig forklaring på, hvor de har været.
Kenzies far er bestemt ikke begejstret for hans syge datters forsvinden, og forbyder Ethan at se hende igen. Samtidig får Ethan og hans familie for første gang i årevis besøg af hans søster Meghan, jerndronningen, som fortæller, at Keirran er forsvundet.
Og da Keirrans kæreste Annwyll dukker op, får Ethan en anelse om, at Keirran er i færd med at gøre noget meget dumt. For Annwyl er ikke sluppet uskadt fra mødet med de glemte feer, og er ved at forsvinde - for altid. Og Keirran vil gøre alt, for at redde den, han elsker. Uanset prisen.
Ethan, Annwyll og Kenzie forsøger desperat at finde Keirran, før det er for sent. Men kan man stoppe skæbnen?
Her i bind 2 bliver historien endnu mørkere, og selvom jeg stadig ikke er helt solgt på kærlighedshistorien, så elskede jeg gensynet med Nevernever. Og så sluttede bogen med noget af en cliffhanger.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige og stemningsfulde beskrivelser og realistiske actionscener.
Universet er dejligt mørkt og farligt, og feerne her er hverken nuttede eller ufarlige, men lunefulde og har kant. Jeg er stadig vild med Nevernever, de forskellige hoffer og fetyper, og synes fokusset på kampsport og sværdkamp er ret fedt.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og en slutning, som jeg overhovedet ikke havde set komme. Historien er spændende, og fyldt med action, feer, magi, familieproblemer, desperation, kampsport, kærlighed, profetier, intriger og forræderi, alt sammen krydret med social isolation, dødelige sygdomme og hemmeligheder.
Personerne er levende og menneskelige, med feer, der er tilpas menneskelige, til at man kan identificere sig med dem - og alligevel føle, at de er anderledes og umenneskelige. Jeg kan rigtig godt lide hovedpersonen Ethan som, på trods af hans fordomme over for, og de problemer, han har fået på grund af feerne, alligevel vælger at hjælpe Annwyll og Keirran. Han har udviklet sig en del siden første bind, og er begyndt at se tingene mindre sort/hvidt end før, men han er stadig vred på feerne, og opfører sig til tider dumt. Ethans spirende forhold til Kenzie er godt og troværdigt beskrevet, men jeg føler stadig ikke, at de passer sammen. Mest fordi jeg virkelig ikke bryder mig om Kenzie. Jeg forstår hende godt nok bedre nu, efter at have fået hendes baggrundshistorie og lært om hendes dødelige sygdom, men jeg synes stadig hun opfører sig dumt, egoistisk og til tider direkte selvmorderisk. Relationen mellem Ethan og Keirran fungerer til gengæld rigtig godt. De to er på mange måder modsætninger: Den ene er fe, den anden menneske. Den ene er vokset op som prins, den anden som fattig. Men de minder også rigtig meget om hinanden. Begge har døende kærester, forældreproblemer og er villige til at gøre alt, for dem de elsker. Men hvor Ethan har affundet sig med tanken om, at Kenzie vil dø, så er Keirran parat til at gøre alt, ligegyldigt konsekvenserne og prisen, for at redde Annwyll. Og samtidig lærer vi mere om, hvorfor Meghan har holdt Keirran væk fra hendes familie, og i særdeleshed Ethan. Af bipersonerne var jeg især glad for gensynene med Ash og Puck, men også den falmende Annwyll kunne jeg rigtig godt lide.
Alt i alt en rigtig god fortsættelse med en virkelig ond cliffhanger, som gør det svært ikke at kaste sig over sidste bind i trilogien med det samme. Selvom jeg stadig har et par problemer med nogle af personerne og deres valg, så elsker jeg universet og plottet, og fans af første bind vil bestemt ikke blive skuffede. Kan man lide feer med kant og masser af kærlighedsdrama, er serien bestemt værd at stifte bekendtskab med.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar