Profetien er gået i opfyldelse. Keirran har dræbt Ethan på de glemte dronnings bud, og sløret mellem feernes og menneskenes verden er blevet løftet. Men kun et øjeblik, for Ethan overlever på magisk vis, og ender i coma i jernfeernes rige.
Da han vågner op, står krigen for døren. De tre fehoffer, Vinter, Sommer og Jern, er under angreb af de glemte feer, som anføres af ingen ringere end jernprinsen selv. De glemte feer ønsker at ødelægge sløret mellem feernes og menneskenes verden for altid, og bringe de glemtes dronning tilbage til magten. Og under ledelse af Keirran virker de ustoppelige.
Der er dog et enkelt håb: Hvis Ethan og Kenzie kan finde Anwell, og amuletten med Keirrans sjæl, kan de måske standse ham, før det er for sent. Men feernes verden er farligere end nogensinde før, og Keirran selv har ingen planer om at få sin sjæl tilbage.
Hold da op, hvor var den her bog altså spændende. Ikke nok med, at forfatteren får afsluttet serien på fornem vis, jeg begyndte også endelig at holde en lille smule af Kenzie. Hun bliver aldrig min yndlingsperson, men i det mindste irriterede hun mig denne gang ikke konstant, mens jeg læste bogen.
Sproget er letlæst og flydende, og fyldt med livagtige og til tider direkte skræmmende beskrivelser, med masser af referencer til såvel keltisk mytologi, som folkeeventyrene.
Universet udvider sig konstant, og bliver mere og mere skræmmende, farligt og magisk, og jeg elskede det.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists, og historien er spændende, og fyldt med action, intriger, forræderi, magi, feer, kærlighed, familiestridigheder, hævn og usikre alliancer. Det er en historie om godt og ondt, skæbne og frie valg, og hvor langt man vil gå for kærligheden. Men først og fremmest er det en historie om familie, sammenhold og kærlighed til familien.
Personerne er levende og menneskelige, men også nuancerede, og med egne motiver og historier. Ethan er en skøn hovedperson. Han er modig, stædig, en dygtig kæmper, og så elsker han sin familie. Selvom Keirran bogstavelig talt dolker ham i ryggen, ønsker han stadig at redde ham, og samtidig udvikler hans forhold til Kenzie sig også en del i dette bind. Kenzie var i øvrigt den helt store overraskelse i bogen, da hun, stik mod alle mine forventninger, ikke irriterede mig, men tværtimod opførte sig fornuftigt, intelligent og med hjertet på rette sted. Jeg kunne derfor også bedre forlige mig med forholdet mellem hende og Ethan, hvilket gjorde bogen til en ren fornøjelse at læse. Keirran var nok den, der havde forandret sig mest i denne bog. Tabet af hans sjæl har gjort ham kold, og hans kærlighed til familien er dybt begravet, i en sådan grad, at han følger de glemtes dronning, og forsøger at føre krig mod de tre fehoffer. For slet ikke at nævne, at han ønsker at slå Ethan ihjel. Men hans forvandling fungerede rigtig godt, og selvom han opførte sig ondt, kunne jeg ikke lade være med at føle med ham. Af andre bipersoner var jeg især vild med Ash, Puck og Wolf, for slet ikke at nævne den gådefulde Grimalkin, som man aldrig helt ved, hvor man har.
Alt i alt en rigtig god afslutning på en rigtig god serie. Selvom slutningen fungerer rigtig godt, så kommer jeg til at savne universet og personerne, og jeg kan ikke lade være med at håbe, at forfatteren vender tilbage til universet en dag. Kan man lide feer med kant, og bøger med masser af magi og litterære referencer, så kan serien kun anbefales.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar