Ørkenspyddet 1+2

Ørkenspyddet del 1 og 2 er tilsammen 2. bind af Peter V. Bretts fantasyserie Dæmoncyklussen.

Bøgerne er anmeldereksemplarer fra forlaget DreamLitt. 

Jardir har udråbt sig selv til Forløseren, og sammen med sin hær af krasianere er han på vej nordpå, for at erobre landene der, og samle flere mænd, til sin hellige hær af dæmondræbere.
Men han opdager snart, at han ikke er den eneste Forløser, og at landene nordpå ikke har den store lyst til at indordne sig.
Mens Jardir kæmper sig nordpå, har hans rival til Forløser-titlen, den tatoverede mand, tidligere kendt som Arlen, travlt med at udbrede hemmeligheden bag de dæmondræbende symboler, og flere og flere ser mod ham, i håbet om frelse. Men den tatoverede mand ønsker ikke titlen som Forløser, eller det ansvar, der følger med, og mens herskerne i norden strides med hinanden, må flygtninge og landsbyer klare sig, så godt som de kan, mod krasianerne.
Og imens samler dæmonerne deres styrker, for at føre krig mod begge Forløsere...

Jeg var ret vild med første bind i serien, og bind to var ingen undtagelse. Det tog lidt tid, før jeg for alvor blev fanget ind af første del, da der går lang tid, før hovedhandlingen kommer igang, men derefter var jeg fuldstændig opslugt, og der gik ikke mange minutter, fra jeg lukkede første del, til jeg kastede mig over del to. Del to fangede mig til gengæld fra starten, da der her i den grad blev skruet op for såvel action som intriger, og var da også min klare favorit af de to. Ikke mindst på grund af en enkelt person, som jeg virkelig elskede.
Sproget er letlæst og flydende, og krydret med fremmede termer, der gør såvel karakterer som univers lyslevende for læseren. Det samme gør de utroligt realistiske og til tider direkte modbydelige beskrivelser af såvel actionscener som dæmoner og voldtægt.
Det er et univers, hvor den stærkeste får eller gennemtvinger sig retten, hvor kvinder er mænds ejendom, og hvor sex og manipulationer er den eneste måde, en kvinde kan få magt på. Men også et univers hvor angst, rigdom og vold sætter dagsordenen, og hvor voldtægt og død hører til dagligdagen. Selvom jeg ikke er begejstret for den måde, kvinder bliver behandlet og betragtet på i Bretts univers, så er jeg vild med magisystemet og dæmonerne, som får en større rolle i denne bog, ligesom jeg rigtig godt kan lide indblikket i den krasianske kultur og religion. Og det på trods af, at jeg overhovedet ikke brød mig om hverken kulturen eller religionen.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og en slutning, som i den grad giver mig lyst til at læse videre. Historien er spændende, brutal, og fyldt med action, intriger, dæmoner, voldtægt, incest, kærlighed, magtbegær, fanatisme, religion, kampen for overlevelse, magi og hemmeligheder. Det er en bog om hævn, vrede og magtspil, men også om undertrykkelse, kønsroller og mod.
Personerne er levende og menneskelige, med egne motiver og historier, styrker og svagheder. Historien bliver fortalt fra indtil flere synsvinkler, og selvom de ikke alle sagde mig lige meget, så fungerer det godt, fordi man lærer personerne rigtig godt at kende. Arlen er stadig min favorit som hovedperson, da jeg forstår hans motiver bedre end de andres, og elsker hans kerne af godhed, som han beholder, trods de valg, han har taget, og den pris, han langsomt opdager, han må betale, for sin brug af symbolmagi. Hans rival Jardir er stærk, modig og en dygtig kriger, men også fanatisk, og underlagt sin førstehustrus vilje og manipulationer. Selvom jeg forstod ham, så brød jeg mig ikke om ham, og jeg syntes faktisk, han var lidt af et skvat, i forhold til sin kone. Ja, hendes intriger hjælper ham til magten, men hun vil bestemme alt, og vanærer ham over for hans mænd, når det passer hende. Leesha, som jeg var ret vild med i forrige bind, skuffede mig desværre en del her i bind to. For mig virkede det, som om magten steg hende til hovedet. Hun virkede både naiv og fordømmende over for andre mennesker, og så tog hun nogle virkelig dumme valg undervejs, som jeg virkelig ikke brød mig om, og som fik hende til at virke skinhellig. Til gengæld var jeg helt vild med Renna, hvis liv bestemt ikke er noget at råbe hurra for, men som finder sin indre styrke, og vælger sin egen skæbne. Jeg kunne også rigtig godt lide Rojer, som begynder at finde sig selv, samtidig med, at han må se nogle ubehagelige realiteter i øjnene, og finde ud af, hvad han egentlig vil. Og så var jeg ret vild med, at dæmonerne også fik lov at fortælle lidt af historien denne gang, da det både gav et indblik i dæmonernes magi, arter og tankegang, som gav hele universet en ekstra dybde og dimension. I det hele taget er alle personerne nuancerede og troværdige, og selvom jeg absolut ikke brød mig om dem allesammen (Jardirs førstehustru og Leeshas mor direkte hadede jeg), så er det mennesker af kød og blod, som man hurtigt føler, man kender.
Alt i alt en rigtig god fortsættelse på serien, hvor del et var lidt langsom i optrækket, men til gengæld gav et indblik i krasianernes kultur, og del to var actionfyldt og umulig at slippe. Jeg slugte de tilsammen næsten 1000 sider i løbet af en enkelt dag, og glæder mig allerede til at læse videre i serien, som kun bliver mere og mere omfangsrig, hvad angår sideantal. Er man fan af første bind i serien, vil man absolut ikke blive skuffet, og har man endnu ikke stiftet bekendtskab med serien, er det bare med at komme igang. Jeg kan i hvert fald kun anbefale den.

Se også forfatterens hjemmeside.

Den tatoverede mand

Den tatoverede mand er 1. bind af fantasyserien Dæmoncyklussen, skrevet af Peter V. Brett.

Hver nat dukker dæmonerne frem fra jorden, og menneskene må skjule sig i sikkerhed blandt symboler, for ikke at blive ædt. I flere hundrede år har menneskene holdt sig til deres hjem, af frygt for dæmonerne, og kun budbringere tør rejse imellem de forskellige byer, og bringe livsnødvendige budskaber og varer fra by til by.
Drengen Arlen bor sammen med sine forældre på en gård i et lille landsbysamfund langt fra alting. Da dæmonerne dræber hans mor, mens hans far bare ser til, fødes hans had til de overnaturlige skabninger, og han er ikke længere tilfreds med at følge den vej, hans forældre har bestemt for ham. I stedet stikker han af, for at blive budbringer. Men Arlen er ikke tilfreds med bare at gemme sig, og drømmer om at finde en måde, hvorpå han kan bringe kampen til dæmonerne, og slå dem allesammen ihjel.

Selvom det tog lang tid, før jeg for alvor kom igang med bogen, så tog det ikke lang tid, før jeg var fuldstændig opslugt, og jeg kunne ikke slippe bogen, før den var slut. Hold op, hvor var den altså fantastisk. Og det selvom der var et par ting, der virkelig irriterede mig undervejs.
Sproget er letlæst og flydende, og forfatteren er utroligt god til at skabe en knugende stemning, som passer perfekt til den konstante frygt for dæmonerne, som menneskene lever i. Han beskrivelser er blodige, brutale og billedskabende, og hans actionscener så realistiske og livagtige, at man næsten kan lugte blodet og røgen fra dæmonernes angreb.
Universet er barskt og brutalt, og præget af frygt for såvel dæmoner som andre mennesker. De forskellige byer og samfund er, på grund af dæmonerne, meget isolerede, og det føder mistro til udefrakommende og fremmede. Kvinderne har kun en rolle: At blive gift, og føde børn, og gerne så mange som muligt, og så tidligt som muligt. Ugifte kvinder er sårbare over for rygter og mænd, fordi de står uden beskyttelse, og får de børn udenfor ægteskabet, bliver de udstødt. Religionen og troen på Forløseren, som skal redde menneskene fra synd og dæmoner, fylder en hel del. Landet er delt op i forskellige hertugdømmer, og der er stor forskel på rig og fattig, og land og by. På mange måder minder samfundet om vores egen verden i middelalderen - hvis man ser bort fra dæmonerne, selvfølgelig - og selvom jeg ikke kunne lade være med at blive vred over den måde, især mænd behandlede kvinderne på, så var universet spændende, sammenhængende og virkelighedstro, og magisystemet, brugen af symboler og det dystopiske element fungerede utroligt godt.
Handlingen er godt skruet sammen, og jeg kan rigtig godt lide, at forfatteren giver sig tid til at bygge sit univers op, og lade sine personer vokse undervejs. Historien foregår over 15 år, og som læser lærer man personerne rigtig godt at kende, og følger deres udvikling helt tæt på. Plottet overrasker gang på gang, og jeg havde ikke set slutningen komme. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med dæmoner, magi, action, kampen for overlevelse, vold, død, forræderi, frygt, seksuel chikane og vold, incest, magtesløshed, magtbegær, og søgen efter identitet. Men også forelskelse, hemmeligheder, frigørelse og forfølgelse af ens drømme får plads undervejs.
Personerne er levende, nuancerede, og så menneskelige, at det næsten gør ondt. Hovedpersonen Arlen er nysgerrig, intelligent, modig, og drømmer om en fremtid uden dæmoner. En fremtid, som han er villig til at kæmpe for. Men han er også følelsesmæssig usikker, og bange for at knytte sig til andre, af frygt for at blive lænket til et sted. Og af frygt for at komme til at miste dem han elsker, som han mistede sin mor. Udover Arlen er der to andre synsvinkler i bogen, nemlig Leesha og Rojer. Leesha er datter af en velhavende papirmager i en lille by, og kan ikke vente, til hun er gammel nok til at blive gift med sin trolovede, og slippe væk fra sin frygtelige mor. Men hendes fremtidsdrømme bliver knust, da hendes trolovede fortæller en løgn, og hun pludselig bliver udsat for landsbyboernes sladder og foragt. I stedet for at lade sig tromle af sin mor, og blive tvunget til at gifte sig med sin troløse trolovede, kommer hun i lære hos byens urtesamler, og langsomt begynder Leesha at finde en indre styrke og selvtillid, som hun ikke vidste, hun havde. Jeg kunne vældig godt lide Leesha, selvom hun i starten virkede temmelig tomhjernet, og til tider var lidt for godhjertet. Rojer blev forældreløs som helt lille, da hans forældre blev dræbt af en dæmon. Han blev reddet af en jonglør, som tog ham til sig, og oplærte ham i faget. Rojer er hæmmet af en skade, som den dæmon, der dræbte hans mor, gav ham, men forsøger at hjælpe både sin mester og sig selv, og overleve den hårde konkurrence blandt jonglørerne. Rojer er ikke specielt god til at jonglere, men han er fantastisk dygtig til at spille violin, og opdager, at han har en helt særlig evne, som kan redde hans liv. De tre, Arlen, Leesha og Rojer, har det til fælles, at de alle forsøger at finde deres vej i verden, og alle er bange for at gro fast et enkelt sted. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide budbringeren Ragen, som redder Arlen, og symbolmesteren Cob, som begge tager Arlen til sig, og forsøger at lære ham, hvordan man overlever dæmonerne. Jeg kunne til gengæld ikke fordrage Arlens krysterlige far, som intet gjorde for at redde sin kone og barn, da dæmonerne angriber dem, og som ikke gør noget, da han møder et offer for incest - andet end at love sin søn bort til incestofferets lillesøster. Arlens far snakker en masse om hvad der er rigtigt og forkert, men gør ikke noget, når  han selv oplever det. Han elsker sin kone og sin søn, men ikke nok til at sætte sit eget liv på spil for deres skyld. Og så er der Leeshas mor, som jeg ikke kan sige noget positivt om. Hun er egoistisk, grisk, notorisk utro, og behandler sin datter som skidt. At Leeshas far finder sig i hende, forstår jeg stadigvæk ikke, for hold op, hvor var hun altså en kælling.
Selvom det ikke var alle aspekter af universet jeg brød mig om, så elskede jeg virkelig den her bog. Ikke mindst på grund af de tre hovedpersoner, som jeg hurtigt kom til at holde af, på trods af at de bestemt ikke er perfekte. Den tatoverede mand er fantasy for voksne, og bestemt ikke for sarte sjæle. Kan man lide grim dark fantasy, så kan den her bog kun anbefales, og jeg glæder mig allerede til at kaste mig over den næste bog i serien.

Se også forfatterens hjemmeside.