K'harwyngars Dronning er 2. bind af fantasyserien Stjernekrønikerne, skrevet af Mads Schack-Lindhardt.
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget DreamLitt.
Sebastian har svært ved at vænne sig til dagligdagen igen, efter sine eventyr. Der går da heller ikke lang tid, før han igen er tilbage i Tir-Nâzral, så han kan blive oplært i sine nye magiske evner. Stik mod forventning er det ikke Martha, der skal stå for hans oplæring, og mødet med hans nye læremester går ikke just som Sebastian havde håbet. De to kommer hurtigt skævt ind på hinanden, så da Sebastian ser chancen for at tage på eventyr igen, griber han den med det samme.
Men hvad der skulle have været et kort og ufarligt besøg til Murthaldin for at besøge hans drageven Storm, udvikler sig hurtigt til et dødsensfarligt eventyr, da drageherrernes dronningeæg bliver stjålet. Storm overværer tyveriet, og beslutter sig for, at han og Sebastian skal bringe det stjålne æg tilbage.
Missionen går dog galt fra starten, og snart befinder Sebastian sig helt alene i tusmørkeelvernes land.
Jeg var ret vild med første bind i serien, men jeg elskede bind to.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige og billedskabende beskrivelser, en god portion humor, og masser af litterære og popkulturelle referencer til fantasybøger, samtidskultur og Danmark. Jeg morede mig, hver gang jeg fik øje på personer fra andre fantasybøger, og nød også det metaaspekt, forfatteren får strikket ind, i forhold til sine egne bøger.
Universet udvidede sig undervejs, og som læser lærte man ikke kun Tir-Nâzral bedre at kende, men også drageherrernes Murthaldin og tusmørkeelvernes rige, som jeg tidligere besøgte i forfatterens Tusmørkets søn. At forfatteren kan holde alle de bolde i luften uden at tabe dem er virkelig imponerende, og jeg nød at lære verdenerne og personerne bedre at kende.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists, som gør det svært at gætte, hvad der vil ske. Og så slutter bogen med noget af en cliffhanger, som gør det svært at vente på næste bog i serien. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, drager, venskab, forræderi, kærlighed, intriger, hemmeligheder, vold, elvere og magtbegær, og jeg kunne næsten ikke slippe bogen, før den var slut.
Personerne er levende og menneskelige, med egne historier, motiver og følelser, og bogen bød på såvel gensyn med gamle bekendtskaber, som helt nye personer. Hovedpersonen Sebastian har allerede udviklet sig en del fra vi mødte ham første gang. Han er blevet mere selvsikker og har større tiltro til sine egne evner, ligesom hans skelnen mellem godt og ondt er blevet mere nuanceret og mindre sort/hvid end tidligere. Hans bånd med Storm udvikler sig en del i løbet af bogen, og jeg nød deres samspil. Sebastian kæmper med at lære at bruge sine magiske kræfter, og samtidig lærer han mere om sig selv og den amulet, han arvede efter sin onkel. Og så er der forholdet til Thiyaranah, som lige dele varmer og forvirrer ham, og minder læseren om, at han stadig er en teenager, trods den modenhed han har fået gennem sine oplevelser. Af bipersonerne var jeg vild med Storm, som, på trods af, at han er en drage, fremstod som en virkelig person af kød og blod, med lige dele humor og blodtørstighed, for slet ikke at nævne hans loyalitet over for både Sebastian og de andre drager. Og så var der gensynet med Thiyaranah, som er svært at blive klog på, da hun bevæger sig i gråzonen mellem godt og ondt det meste af tiden, samtidig med, at hun har et stærkt moralsk kompas, og kæmper for det gode. Sidst, men ikke mindst, nød jeg gensynet med nogle af mine yndlingskarakterer fra Tusmørkets søn, som jeg havde savnet mere, end jeg troede.
K'harwyngars Dronning var på ingen måde "den svære toer", men derimod helt fantastisk, og endnu bedre end sin forgænger. Var man fan af første bind i Stjernekrønikerne, vil man bestemt ikke blive skuffet over fortsættelsen. Selvom man sagtens kan læse bogen, uden at have læst Tusmørkets søn først, så vil jeg alligevel anbefale, at man gør det, da det giver en anden dybde til nogle af de personer man møder undervejs, og flere lag til dele af handlingen. Og så er Tusmørkets søn en rigtig god bog. Jeg glæder mig allerede til at læse videre, når tredje bind af Stjernekrønikerne udkommer lige om lidt, og giver serien og K'harwyngars Dronning mine varmeste anbefalinger.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar