Væddermændenes Nat er 1. bind af fantasyserien Et Varsel om Storm, skrevet af Tobias Stenbæk Bro.
Brødrene Rodrik, Cedrik og Stormfrik er sønner af ridderen sir Alfrik. De bor på herregården Ravnehøj, hvor faren avler får, og forsøger at spare sammen til at købe udstyr til Rodrik, så han engang kan blive ridder.
Forholdet til faren er kompliceret, da alle brødrene har deres egne drømme for fremtiden, som faren ikke støtter op om. Da Stormfrik, kaldet Storm, opdager et forestående angreb fra stimænd, kommer familien pludselig i baronens søgelys, og da han sender sin yngste søn til dem med tak for hjælpen, er sir Alfrik sikker på, at fremtiden tegner lys. Besøget bliver dog hurtigt mere kompliceret end som så, og brødrenes fremtidsplaner kommer alle i fare.
Samtidig begynder der at ske mystiske ting. Mystiske fremmede dukker pludselig op omkring landsbyen, mærkelige drømme plager brødrene, og en gammel kone advarer Storm om en kommende fare. Noget er på vej...
Fantastisk, fænomenal og forrygende fantasy! Jeg elskede den her bog, som uden tvivl er en af de bedste bøger, jeg har læst i år.
Sproget er letlæst og flydende, med fantastiske og billedskabende beskrivelser, og det til tider lidt gammeldags ordvalg er med til at give den helt rigtige fantasytone til bogen.
Personerne er levende og menneskelige, og jeg elsker kemien og sammenholdet mellem brødrene, som hver især skiftes til at fortælle historien. Rodrik, Cedrik og Stormfrik er meget forskellige, men alligevel meget ens i deres drømme og ambitioner - og i deres hengivenhed og kærlighed til hinanden, deres komplicerede forhold til faren og deres pligtfølelse over for familien. Rodrik ved, at han en dag skal arve gården, og bliver ridder som sin far. Selvom han kender sin pligt, så er han splittet i forhold til fremtiden, hvor kærligheden til en rig ridderdatter synes mere og mere umulig, trods alle hans håb. Cedrik er ambitiøs, intelligent, og bitter over, at faren har afbrudt hans universitetsstudier på grund af manglende midler. Selvom han elsker sine brødre, er han ikke bleg for at bruge dem til at fremme sine egne ambitioner. Han virkede til tider en smule klynkende og selvmedlidende, og opfører sig ikke ligefrem pænt over for landsbyens kvinder, og han var klart den af brødrene, jeg syntes mindst om, men samspillet med de andre to fungerede rigtig godt. Stormfrik er en dygtig bueskytte og jæger, men ikke god til regler, og derfor tit i konflikt med sin far. Ikke mindst på grund af hans følelser for krodatteren, som faren ikke mener er fin nok til en riddersøn. Han er plaget af mærkelige drømme, og selvom han har let ved at få venner, så ligger hans loyalitet uden tøven hos familien. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide farens væbner Harrin, som er loyal, modig og Stormfriks læremester, og den kloge og mystiske Juva. Det betød dog ikke, at resten af bipersonerne var uinteressante eller flade. Tværtimod er samtlige personer interessante, nuancerede og levende, og man føler virkelig, man lærer dem at kende. Også selvom de kun optræder i en bisætning undervejs.
Handlingen er utroligt godt skruet sammen, med et plot, der overrasker hele vejen igennem, og små ledetråde, som man først får øje på, når bogen er slut. Historien er spændende, og fyldt med familie, kærlighed, venskab, drømme, magtkampe, intriger, forræderi, hemmeligheder, mord, magi, voldtægt og ulmende uro, og en worldbuilding udover det sædvanlige. Jeg elsker, når forfattere giver sig tid til at bygge deres univers op, og viser dagligdagen, ved siden af historier om drager og griffe, konger og adelsfolk, intriger og hævntanker. At det er en debutant, der står bag bogen, gør bare det hele endnu mere imponerende, og især de sidste 100 sider sad jeg helt ude på kanten af stolen, mens jeg både ønskede og frygtede at nå til slutningen. Og sikke en slutning! Det er godt, der ikke er ret lang tid, til næste bind udkommer, for det bliver godt nok svært at vente.
Kan man lide fantasy med fantastisk worldbuilding, levende personer og et plot, der konstant overrasker, så må man ikke snyde sig selv for Væddermændenes Nat. Det er fantasy for voksne når det er bedst, og jeg kan bare ikke anbefale den her bog nok. Læs den!
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar