Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Straarup og Co.
Efter mødet med Elodie og opgøret i Paris, har der været stille. De Evige har forholdt sig roligt, og er under politiovervågning, og Luzie kan endelig slappe lidt af. Samtidig er hendes store ønske gået i opfyldelse: Den store duftapoteker Daan de Bruijn har sagt ja til at oplære hende i hendes sentifleurevener, og Luzie nyder det.
Freden varer desværre ikke evigt. Luzie og hendes venner får nys om, at hendes ærkefjende, Elodie de Richemont, har arrangeret en turnering for dufttalenter, og få fat i nye sentifleurtalenter. Selvom Luzie ved, at det er en fælde, har hun ikke noget valg: Hun er nødt til at deltage i turneringen - og vinde - hvis de skal have noget håb om at forpurre Elodies og De Eviges planer.
Men turneringen er langt fra ufarligt, og intet er, som det ser ud til, i duftenes verden.
Jeg er vild med den her serie, og Den store duftturnering var helt klart det bedste bind indtil nu. Bogen var nemlig helt fantastisk, og så sluttede den med en virkelig ond cliffhanger.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige og sanselige beskrivelser, som gør det nemt at forestille sig såvel duftdueller som omgivelser. Og sammen med de smukke illustrationer er det med til at vække historien til live, ligesom det smukke omslag straks sætter læseren i den rette eventyrstemning.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og en slutning, som jeg bestemt ikke havde set komme. Historien er spændende, og fyldt med magiske dueller, dufte, forræderi, intriger, hemmeligheder, venskab, hævn, forelskelse, action, jalousi og familiefølelse, krydret med ondskabsfulde planer og farligt bedrag.
Personerne er levende og menneskelige, og, med få undtagelser, umulige ikke at holde af. Hovedpersonen Luzie er vokset en del siden de første bind i serien. Ansvaret som sentifleur tynger hende, men samtidig kan hun ikke lade være med stadig at begejstres af duftenes magi. Og mens hun stadig ikke har helt styr på sine kræfter, eller sine følelser for Mats, så er hun blevet bedre til at tøjle sin impulsivitet. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide Mats, som denne gang må kæmpe mod jalousien, men som stadig er utroligt loyal over for Luzie. Og så var jeg også ret vild med Edgar, hvis hævntørst mod De Evige gør det svært for ham at styre sit temperament og sin impulsivitet, og Ella, som bare virkede enormt sød. Selv Elodie endte jeg med at holde en lille smule af, fordi jeg ikke kunne lade være med at have ondt af hende. Til gengæld afskyede jeg stadig Baronessen, som er gennemført ond og modbydelig.
Den store duftturnering var spændende fra start til slut, og umulig at slippe. At bogen samtidig er lige så smuk som sine forgængere, gjorde kun læseoplevelsen bedre. Er man fan af serien, vil man bestemt ikke blive skuffet, og jeg kan slet ikke vente, til sidste bind udkommer på dansk. Bogen og serien kan kun anbefales.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar