Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Krabat.
Birk har været i lære hos Alva i tre år, og er nu tæt på de 16 år. Der er gået et stykke tid, siden kampen om Spøttrup, og Birk føler, at de voksne skjuler noget for ham. Samtidig vakler venskabet med Sif, som er blevet oprørsk, og Teenager med stort T.
Birk er plaget af mærkelige mareridt, og bestemmer sig for at besøge Spøttrup for at se beskyttelsen af porten med egne øjne. Men besøget går langt fra, som han havde regnet med, og mens ondskaben rører på sig, opdager Birk, at Sif ikke er den eneste med særlige evner.
Jeg var glad for forfatterens første trilogi, Sif og Ulvefolket, og Formskifteren er starten på en ny trilogi i samme univers, og med samme personer. Og så er den endnu bedre end sine forgængere.
Man kan mærke, at forfatteren har udviklet sig siden sin debutserie, og mens sproget stadig er letlæst, flydende og enkelt, så er det samtidig blevet mere varieret, hvilket er ret fedt. Beskrivelserne er livagtige og billedskabende, og især de magiske kampscener er virkelig godt beskrevet. Og så er jeg ret vild med den noget mørkere tone i denne bog.
Universet udvider sig en del fra den første serie, og jeg var vild med tilførslen af dæmoner, blodmagi og mørkere kræfter, samtidig med, at der kommer mere fokus på forskellige magityper.
Handlingen er godt skruet sammen, med et plot, der gemmer på flere overraskelser. Også her kan man mærke forfatterens udvikling, da flowet er blevet bedre, med flere lag. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, venskab, hemmeligheder, dæmoner, ondskab, og en god portion teenagedrama. Og så slutter den med en virkelig ond cliffhanger.
Personerne er levende og menneskelige, og skiftet til en ny hovedperson fungerede virkelig godt. Birk er mere moden end Sif, hvilket var rigtig rart, og samtidig er han modig, loyal, og intelligent. Han træffer godt nok nogle dumme beslutninger indimellem, men det føltes mere, som om han gjorde det, fordi han manglede oplysninger, end fordi han ville løse problemerne selv. Hans nye evner skræmmer ham, og hans indre konflikt i forhold til dem var virkelig godt beskrevet. Til gengæld brød jeg mig virkelig ikke om Sif i denne bog. Hun var sur, oprørsk og lidt for meget teenagepige til min smag. Og selvom der er en forklaring på den måde, hun opfører sig på, så var hun stadig øretæveindbydende, og jeg forstod ikke, at hendes omgivelser ikke slog hånden af hende. Af andre bipersoner var det især Birks familie, og dynamikken i den, jeg holdt af. I modsætning til Sifs familie virkede de støttende, kærlige og varme, og selvom jeg faktisk blev lidt mere neutral over for Sifs far i dette bind, fordi jeg så ham mere udefra, og fordi Sif opførte sig så rædselsfuldt, så var kemien i Birks familie bare rarere.
Formskifteren var en virkelig god seriestarter med masser af magi, uhygge og spænding, og jeg glæder mig allerede til at læse videre i serien. Selvom Sif og Ulvefolket og Birk og Ulvefolket kan læses uafhængigt af hinanden, så anbefaler jeg, at man læser den første trilogi først, da man ellers går glip af en del forhistorie og noget af worldbuildingen.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar