Hobbitten Bilbo lever et stille og roligt liv, indtil den dag troldmanden Gandalf dukker op. Før han ved af det, bliver hans hjem invaderet af dværge, og han selv hyret som indbrudstyv, til dværgenes mission. En mission, der går ud på at generobre dværgenes gamle hjem fra den drage, som for mange år siden angreb deres bjerg, og tilranede sig deres rigdomme.
Snart befinder Bilbo sig på sit livs rejse. En rejse, der langt fra er ufarlig, og forude venter dragen.
Hobbitten er en af de allermest kendte fantasyfortællinger - og efter min mening en af de bedste - nogensinde, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har genlæst den. Det var den bog, der introducerede mig for, og vækkede kærligheden til, fantasygenren, da jeg som barn fik læst den højt, og det er derfor ikke muligt for mig, at give en kritisk anmeldelse af bogen, da jeg elsker historien utroligt højt. Hvilket også er grunden til, at jeg var utroligt skuffet over filmatiseringerne af Hobbitten, som efter min mening var noget makværk, og udelukkende et forsøg på at tjene flere penge for filmselskabet, for manuskriptforfatterne tog sig godt nok mange friheder i forhold til historien. Men nok om det. Nu gælder det bogen.
En af de ting, jeg elsker ved Tolkiens bøger, er hans sprog. Det er smukt, stemningsfyldt og gennemarbejdet, og man kan som læser mærke, at Tolkien var sprogprofessor. Sproget kan dog virke en smule gammeldags og omstændeligt til tider, hvilket for en moderne læser måske kan virke lidt frustrerende, men da bogen er skrevet i 1937, er det ikke så mærkeligt, at sproget afspejler det. Historien er skrevet, så den føles som en mundtlig fortælling, og flere gange henvender forfatteren sig direkte til læseren, hvilket gør den ideel til oplæsning, og samtidig giver bogen et element af hygge - i hvert fald for mig, hvor bogen er forbundet med en god portion nostalgi og minder om at få den læst højt som barn.
Universet er fantastisk, og selvom det ikke er helt så udbygget i Hobbitten som i Tolkiens senere trilogi Ringenes Herre, så kan man allerede her fornemme, hvor gennemarbejdet verdenen er. Tolkien har tænkt over alt: Fra de forskellige racer og deres indbyrdes forhold, kultur og historie, til magien, dyre- og planteliv, geografi og væsener er der en gennemgående logik bygget ind i universet, som får det hele til at virke naturligt og levende, og Midgård er en verden, jeg med glæde besøger igen og igen. Og jeg er ikke den eneste, for den betydning bogen og universet har haft for fantasygenren generelt viser, i hvor høj grad Midgård og dens væsener er blevet indbegrebet af fantasy.
Handlingen er godt skruet sammen, med et plot der overrasker igen og igen, og samtidig kan man mærke, hvordan Tolkien har lænet sig op ad eventyrenes opbygning. Historien er spændende, og fyldt med magi, hævn, grådighed, trolde, elvere, dværge og drager, men også mod, venskab, krig og eventyrlyst. Først og fremmest er det dog en historie om at finde sig selv, og om at kæmpe for det, man tror på. Tempoet er noget langsommere, end i moderne fantasyfortællinger, men alligevel keder man sig ikke på noget tidspunkt, da der er masser af action undervejs. Samtidig er det fantastisk at se, hvor meget forfatteren faktisk lægger op til Ringenes herre-trilogien undervejs i form af plottråde og indskudte bemærkninger undervejs, uden man som læser føler, at der mangler noget i den historie, man er i gang med.
Personerne er levende og nuancerede, og selvom forfatteren ikke tegner det mest flatterende billede af dværgene i selskabet, så er det med til at gøre dem relaterbare og menneskelige. Hovedpersonen Bilbo føler sig langtfra klædt på til eventyr, og føler sig på dybt vand rigtig meget af tiden. Alligevel lykkes det ham at redde dværgene flere gange undervejs, og når det virkelig gælder, er han modig, og kan tænke hurtigt. Og så har han en veludviklet retfærdighedssans. Af bipersonerne er det især troldmanden Gandalf, der træder frem. Han er magtfuld, og redder flere gange selskabet med sin magi, men også gådefuld, manipulerende, og sarkastisk. Og hans replikker er med til at give bogen en god portion humor, når hans sarkasme får frit løb. Dværgene er for mig en smule svære at skelne fra hinanden, da det stort set kun er Thorin, der får særskilt scenetid, men de har det tilfælles, at de er drevet af et ønske om at generobre deres hjemland, og få hævn over dragen, samtidig med, at de gerne får andre til at gøre det farlige arbejde for sig. Ikke fordi de mangler mod, men fordi det er nemmere, og de langt henad vejen er sig selv nok. Det gør dem en smule usympatiske, og ikke videre heroiske, men alligevel kan jeg som læser ikke lade være med at holde af dem, og bogens slutning får mig altid til at tude. Og så er der dragen Smaug. Han er grådig, egoistisk, manipulerende og snedig, og for mig en af de mest frygtindgydende fantasyfjender overhovedet, fordi han netop er så veltalende og intelligent, som han er.
Hobbitten er en fantastisk fantasyfortælling som jeg nyder, hver eneste gang jeg genlæser den, og for mig er det svært at adskille læseoplevelsen med de nostalgiske følelser jeg har for historien. Jeg elsker bogen utroligt højt, og kan kun anbefale den til alle, der elsker eventyr, fantasy og historier om mod og drager. Der er en grund til, at bogen er blevet en klassiker indenfor fantasygenren, og selvom sprog og tempo måske vil virke frustrerende for moderne fantasylæsere, så er bogen helt klart værd at læse. Jeg kan kun anbefale den, og glæder mig allerede til at læse den igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar