Silver Borne er 5. bind af fantasyserien Mercy Thompson, skrevet af Patricia Briggs.
Efter problemerne med vampyrerne, håber Mercy, at hun endelig kan få lov til at leve i fred. Umiddelbart lader det dog ikke til at være tilfældet. Adams optagelse af hende i flokken er grund til utilfredshed blandt varulvene, og de interne stridigheder truer Adams kontrol, og deres forhold.
Samuels forsøg på selvmord gør kun situationen værre, da hans ulv tager kontrollen, i et forsøg på overlevelse. Noget, der kan koste Samuel livet, hvis ikke hans menneskeside kan tage kontrollen igen.
Et opkald fra Zees søn giver uventede komplikationer. Feen Phin, som lånte Mercy en bog, er måske i problemer, men Mercy kan ikke finde ham, og det lader til, at der er flere ude efter bogen. Og disse feer skyr ingen midler, i jagten på bogen.
Snart er Mercy igen i fare, og denne gang er det ikke kun hendes eget liv der står på spil.
Jeg slugte bogen på ganske få timer, og elskede hver eneste side.
Sproget er letlæst og flydende, med fantastisk livagtige beskrivelser, og masser af humor.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists, som gør det svært at regne ud, hvad der vil ske. Historien er spændende, og fyldt med kærlighed, magi, feer, varulve, forræderi, jalousi, magtbegær, action og venskab, traumer, familie og blodige intriger.
Universet udvider sig konstant, og er både velkendt og fremmedartet, på en og samme tid. Jeg er vild med den måde forfatteren giver nyt liv til gamle eventyr og folkesagn, og den måde vores verden blander sig med det overnaturlige.
Personerne er livagtige, menneskelige, og nuancerede, og jeg er vild med den udvikling Mercy har gennemgået fra seriens første bind til nu, hvor hun har åbnet sig op, og er begyndt at stole på både andre folk, og sit eget hjerte, igen. Mercy er rapkæftet, stærk, modig og intelligent, men også stædig, opofrende og parat til at gøre alt, for dem hun elsker. Kemien mellem Mercy og Adam er rigtig godt beskrevet, og forholdet virker troværdigt, med de udfordringer de nu en gang har. Adam er besidderisk (uden at det bliver for meget), beskyttende, intelligent, modig og stærk, både fysisk og mentalt. Trods sine alfainstinkter er han god til at give Mercy plads til at være sig selv, og hans forsøg på at holde flokken sammen, samtidig med at han vælger at følge sit eget hjerte, er godt og troværdigt beskrevet. Af andre bipersoner kan jeg især godt lide Warren, Mercys homoseksuelle varulveven, og Zee, feen med de stærke magiske kræfter, og den hemmelighedsfulde fortid, men også de andre personer er interessante.
Jeg var lige så vild med denne bog, som med de foregående i serien, og glæder mig allerede til at læse videre. Bogen var hurtigt læst, og umulig at slippe. Er man fan af serien, vil man ikke blive skuffet, og jeg kan kun anbefale såvel dette bind som resten af serien.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar