Så er det igen blevet FairyLoot-tid.
Jeg måtte vente længe på septembers boks, som faktisk først dukkede op i starten af oktober, så derfor var jeg noget spændt på, hvornår oktobers boks ville dukke op. Især, fordi den blev sendt noget senere end normalt. Men Bring oppede sig i denne måned, og boksen landede i Ribe efter at have været lige knap en uge undervejs.
Månedens tema er Beautiful Deceptions, og jeg havde faktisk ikke de store forventninger til boksen. Jeg havde nemlig gættet bogen, og selvom den da lyder interessant, var det ikke en, jeg havde sat først på ønskelisten. Jeg blev til gengæld positivt overrasket over boksens goodies, og vil uden tvivl komme til at bruge indtil flere af dem.
Og nu må det være tid til at vise indholdet frem.
Som altid var det først jeg fik øje på det flot designede temakort, med spoilers på bagsiden.
Første ting jeg fiskede op, hørte faktisk ikke til denne boks. Der var nemlig en stavefejl på vægflaget fra august måneds piratboks, og FairyLoot sendte derfor en rettet udgave med oktoberboksen. Vil I se, hvad augustboksen ellers gemte på, kan I se udpakningen her.
Første ting fra oktoberboksen var denne pakke med Wren's Secrets, kreeret af The Tea Leaf Company, og inspireret af månedens bog. Da det er en grøn te med mynte får jeg den næppe drukket (jeg afskyr pebermyntete), men fint, at de inkluderer en te.
Næste ting var et lys, inspireret af Throne of Glass-serien af Sarah J. Maas, og kreeret af Nerd Poured Candles. Lyset bærer titlen Aelyn Ashryver Galathynius, og skulle dufte af lemon verbena og fire.
Den næste ting jeg fiskede op, var jeg ret begejstret for. Det er nemlig denne smukke nøglering, designet af KDP Letters, og inspireret af The Winner's Curse af Marie Rutkoski. Jeg har ikke læst serien, og har heller ingen planer om det, men nøgleringen, som bærer citatet: Isn't That What Stories Do, Make Real Things Fake & Fake Things Real?, er superflot. Den er godt nok også meget tung, og kommer næppe i brug som nøglering, men hold op, hvor er den flot.
Også disse spillekort var jeg ret begejstret for. De er designet af Emily Haynes og FictionTeaDesigns, og inspireret af The Cruel Prince af Holly Black. Kortene har titlen Faerie Deck Of Cards, og på æsken står der et citat fra bogen: If I cannot be better than they, I will become so much worse.
Det næste jeg fiskede op var disse sokker, designet af FairyLoot, og inspireret af Red Queen af Victoria Aveyard. Sokkerne har titlen The Deceptive Queen's Socks.
Sidste ting var denne flotte Mourners Beanie, inspireret af Six of Crows af Leigh Bardugo, og designet af Fiction Tea Designs og FairyLoot. Huen bærer citatet No Mourners, No Funerals, og skal nok blive taget i brug i løbet af vinteren.
Udover alle de allerede nævnte goodies, fulgte der også tre bonusting med. Et Poppy Wars-bogmørke, et Sawkill Girls-bogmærke og et Grisha pin badges set.
Og så kom jeg endelig til bogen. Jeg havde, som nævnt, allerede gættet hvilken bog det drejede sig om, men jeg var overrasket over, hvor flot den er. Bogen har et exclusivt cover, sprayede pink sider, og så er den signeret af forfatteren. Bogen er Girls of Paper and Fire af Natasha Ngan, og nu hvor jeg har den, får jeg sikkert også læst den engang.
Med bogen fulgte, som altid, månedens FairyScoop og bogmærke, et hashtag til min reading buddy, et brev fra forfatteren med karakterkunst på den anden side og et postkort, samt en invitation til en readalong af månedens bog.
Selvom bogen ikke stod højt på min ønskeseddel, så var jeg meget imponeret over resten af indholdet, og i hvert fald spillekort, sokker og hue skal nok komme i brug.
Næste måneds tema er Battles & Galaxies, og selvom jeg allerede har gættet bogen, og faktisk gerne vil læse den, har jeg alligevel valgt at stoppe mit abonnement midlertidigt. Ikke på grund af temaet, selvom jeg foretrækker fantasy fremfor sci-fi, men fordi FairyLoot i den næste boks har valgt, grundet rettighedsproblemer, at der kommer to udgaver af månedens bog. En med signeret bookplate til USA og Canada, og en med sprayede sider, og altså ikke signeret, til resten af verden. En af grundene til at jeg køber FairyLoot, er netop, at jeg kan få signerede bøger af forfattere, jeg ellers ikke lige ville rende ind i. Og sprayede kanter er altså ikke nok af en kompensation for mig, når man tager i betragtning, at jeg vil kunne købe en anden usigneret udgave af bogen meget billigere, end den i boksen. Og så må jeg leve uden de medfølgende goodies. Fremover vil jeg nok, i stedet for et abonnement, gå over til at købe enkeltstående bokse, ud fra temaet. Det er ingen hemmelighed, at jeg ikke har været superbegejstret for en del af årets temaer, og eftersom jeg alligevel ikke har fået læst bøgerne fra de fleste af årets bokse, vil jeg hellere spare det månedlige abonnement, og så købe en boks, hvis temaet tiltaler mig. Og så kan jeg jo bruge de penge jeg sparer på andre bøger.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar