søndag den 28. oktober 2018

BogForum 2018

Så blev det BogForumstid igen. I år var det femte gang jeg var med, og det fjerde år som stewardesse på bibliotekets bustur.
Som det efterhånden er blevet tradition, overnattede jeg hos min gode kollega og medstewardesse fra fredag til lørdag, da bussen gik klokken. 7 fra Esbjerg, og vi, som stewardesser, skulle være der ekstra tidligt. Det betød også, at Buffy, min nye kat, skulle være alene hjemme i længere tid for første gang, hvad jeg var noget spændt på. Den har dog overlevet, omend huset trænger til lidt ekstra rengøring, og den idag nægter at lade mig ude af syne.
Lørdag startede med hentning af rundstykker klokken 6.30, og klokken ca. 6.35 var vi så klar til at tage imod passagererne, hvoraf flere havde været meget morgenfriske, og allerede var dukket op. Det samme var bussen, hvilket betød, at vi kunne få lastet den hurtigt med såvel mad som passagerer.
Mens vi serverede rundstykker og kaffe, gik snakken lystigt blandt passagererne, hvoraf flere var gengangere fra tidligere år.
Klokken ca. 10.30 nåede bussen frem til BogForum, og her skiltes passagerernes og mine vegne så, indtil det var tid til at vende snuden tilbage til Esbjerg.
Jeg havde i år ikke ret mange ting på programmet, så derfor havde jeg masser af tid til at gå rundt og kigge, og hilse på de forlagsfolk og forfattere jeg efterhånden kender fra både Fantasyfestivalen og mit bogbloggerliv. En blanding af det løse program, min shopamok på Fantasyfestivalen, og BogForums flytning betød, at jeg faktisk ikke fik købt ret mange bøger i år. Mange af de bøger jeg var interesseret i, udkommer nemlig først i midten af november, og selvom jeg håbede, at nogle af dem var blevet klar til BogForum, så var det desværre ikke tilfældet. Til gengæld fik jeg en del tegneserier med hjem, men mere om det senere.
Først vil jeg fortælle lidt om de interviews og andet jeg fik hørt.

Jeg har i flere år ønsket at høre Sara Blædel fortælle om sine bøger, men det har altid været statistisk umuligt at nå, grundet programkonflikter og signeringskøer. I år skulle det dog være, og jeg startede derfor dagen klokken 11.15 med at høre hende blive interviewet om trilogien om Bedemandens datter, som jeg endnu ikke er begyndt på. Jeg har dog de to første bind stående i reolen (bind 3 var et af dem, der først udkommer i midten af november), så på et eller andet tidspunkt skal jeg nok komme igang.
Serien lød i hvert fald spændende, og Sara var fuldstændig som jeg havde forestillet mig, efter at jeg har fulgt hende på facebook i en årrække.

Da interviewet var slut, havde jeg lidt tid til at finde hen til det sted, hvor det næste interview jeg gerne ville høre, skulle finde sted. Jeg nåede derfor at få snust lidt, og foretaget de første indkøb, inden det var tid til at høre Line Lybecker blive interviewet om På vej mod Sophie, som jeg læste til efterårets readathon, og var meget betaget af. Jeg nåede at høre det sidste kvarter af det foregående interview med Pernille L. Stenby om fantasybogen Inkarnation, hvilket også var rigtig interessant, og jeg glæder mig nu endnu mere til at få læst bogen.

Interviewet med Line Lybecker var rigtig interessant. Særligt at høre om den research, og de reaktioner hun har fået fra såvel trans- som ciskønnede efterfølgende. Og så selvfølgelig også om hvilke tanker hun havde gjort sig med bogen.

Efter interviewet var det tid til frokost, og jeg fandt derfor tilbage til forhallen, hvor jeg havde aftalt at spise brunch sammen med min medstewardesse og hendes veninde. At brunchen i år så var blevet udskiftet med en lørdagsfrokost var så lidt en streg i regningen, men det smagte meget godt.


Efter frokosten var det tid til dagens sidste programpunkt, som var overrækkelsen af Edvard P-prisen på Bibliotekernes stand. Prisen bliver uddelt til en nyere dansk forfatter, og det er de ansatte på landets biblioteker som både er med til at nominere og efterfølgende stemmer på hvem der skal vinde. Edvard P.-prisen blev i år overrakt af min chef, bibliotekschefen for Esbjerg Kommunes Biblioteker, samt projektlederen på Fantasyfestivalen Jannie Tolstrup og min kollega Gitte Højmark Pedersen, og vinderen blev Malene Sølvsten, med hele 30 procent af stemmerne. Flot, og fuldt fortjent. Og fantastisk, at det for en gangs skyld var en fantasyforfatter der løb med æren.

*Reklame - indeholder anmeldereksemplarer/boggaver*
Efter prisoverrækkelsen havde jeg, som sagt, ikke flere ting jeg ville nå, og derfor havde jeg god tid til at gå rundt og kigge på de forskellige stande, både i BørneBogForum, blandt de mindre stande i forhallen, og inde i den store messehal. Det var også nu, at jeg for alvor begyndte at se mig om efter de bøger jeg gerne ville have med mig hjem. Som tidligere nævnt blev det dog ikke til så mange, selvom kufferten alligevel blev godt fyldt. Men det var nu mere fordi de bøger jeg købte, var noget tykke og høje. I år fik jeg også købt en del tegneserier, hvilket ellers ikke har været normalen. Men der var nogle virkelig gode tilbud, og så kunne jeg da ikke sige nej - vel?
Jeg kan desværre ikke huske køberækkefølgen, så jeg har valgt at præsentere dem efter hvilken stand de blev købt på.

En af de første stande jeg var forbi, var Alvildas stand. Her fik jeg, af et par omgange, købt 4 bøger.
Det er:

Den store Disney-bog

Johan Egerkrans: Nordiske guder

Mette Finderup:
Dæmonhuden (A.S.P.E. 1)
Krigerskæbne (A.S.P.E. 2)

Jeg var så heldig, at Mette Finderup var ved standen, da jeg var forbi, så jeg fik også signeret hendes to bøger. Ovenikøbet med en fin tegning i den ene.

Hos Tellerup fik jeg 2 bøger. Endda af samme forfatter. Pudsigt nok var det ovenikøbet oversætteren selv, der stod i standen, da jeg fik bøgerne, så nu glæder jeg mig endnu mere til at læse dem. Han var nemlig meget begejstret for dem.
Bøgerne er:

Ernest Cline:
Ready Player One
Armada - Spillet om Jorden

Hos Modtryk købte jeg en enkelt bog. Jeg kender ikke så meget til den, udover at det er en genfortælling af græske myter, og at min medbogblogger Skrivepulten er meget begejstret for den.
Bogen er:

Stephen Fry: Mythos

Ved Calibats stand i BørneBogForum stødte jeg tilfældigt på Thomas Arnt, forfatteren til Sådan bliver du en tjekket zombie, som jeg også læste til efterårets readathon. Han har netop udgivet en serie på to bind, og spurgte mig, om jeg kunne tænke mig at anmelde dem - selvom de er om zombier. Det sagde jeg ja tak til, så længe jeg kunne læse dem i dagslys:) Jeg fik derfor 2 anmeldereksemplarer med mig, og Thomas var ovenikøbet så sød at signere dem.
Bøgerne er:

Thomas Arnt: 
De døde vågner (Zombier vs. Troldmænd 1)
Magisk modtand (Zombier vs. Troldmænd 2)

For et stykke tid siden opdagede jeg en kommende fantasyforfatter på Instagram, hvis bog skulle udkomme til januar. Hun skrev dog også, at hun ville have nogle eksemplarer af bogen med til BogForum, og jeg havde derfor holdt skarpt udsigt efter standen, så jeg kunne få bogen med hjem.
Bogen er:

Lykke Lindbo: Fanny Fairychild og det magiske spejl

Forfatteren var ikke på standen, da jeg kom forbi, men jeg fik alligevel en signeret bog med mig hjem, da hun havde signeret et par stykker på forhånd.

Hos Carlsens stand i BørneBogForum fandt jeg en af mine mest ventede ikke-fantasybøger for i år. Jeg var ellers bange for,-at den var udsolgt, da jeg ikke kunne finde den på standen, men da jeg spurgte efter den, havde de heldigvis flere i baglokalet.
Jeg fik også en gratis bog med læseprøver fra flere af CarlsenPuls' YA-udgivelser med. (Det er den til højre)
Bogen er:

Becky Albertalli og Adam Silvera: Hvis det er os

Med bogen fulgte også flere læseprøver, et postkort og flere bogmærker.

Hos Cobolts stand købte jeg 3 tegnerserier.
De er:

Jim Davis:
Spise med grise (Garfield 59)
Overvejer (Garfield 60)

Walthéry: Atol 66 (Natacha 20)

Hos Faraos Cigarer, som i år havde en stor stand i forhallen, købte jeg 3 tegneseriebøger.
De er:

Mort Walker: Basserne 1950-1952

Lise Myhre:
Nemi ... begyndelsen
Nemi - dunkle drømme

Derudover fik jeg stukket en flyer i hånden for Det Danske Edgar Allan Poe Selskab, som netop var ved at indlemme et nyt æresmedlem, da jeg kom forbi.

Allersidste indkøb var en kop hos Lindhardt og Ringhofs stand. Jeg kunne nemlig ikke stå for teksten, og så kostede den kun 50 kr.

Ialt fik jeg 11 bøger og 6 tegnserier med hjem, plus forskellige læseprøver og merchandise. Af dem var 2 gaver og 2 anmeldereksemplarer.
Selvom det ikke blev til det store rent bogkøbsmæssigt, så var det som altid en rigtig dejlig dag, fyldt med bogglæde og læselyst. Jeg fik i år hilst på rigtig mange forfattere, forlagsfolk og bogbloggere, og stødte også ind i et par stykker jeg kendte privat i mængden. Det kan dog være svært at orientere sig blandt så mange mennesker, så har du vinket til mig, eller kaldt på mig uden jeg reagerede, er det ikke fordi jeg med vilje har ignoreret dig - jeg har simpelthen ikke set eller hørt dig.

Klokken 18 gik turen atter tilbage mod Esbjerg, og det var igen tid til at træde ind i stewardesserollen, og servere sandwiches, vin og vand for passagererne. Bussen landede i Esbjerg klokken 22, og derefter havde jeg lige en halv time, til toget gik mod Ribe, og mit hjem. Jeg var helt hjemme omkring 23.30, hvor jeg blev modtaget af en kat, som virkelig havde savnet mig, og der gik derfor lidt længere tid end jeg ville have foretrukket, før jeg kunne komme i seng. Men så er det jo rart, at vi gik over til vintertid i løbet af natten, og jeg derfor med god samvittighed (omend modstand fra katten) kunne sove en time længere.
I dag skal jeg bare slappe af, og så ellers nyde, at jeg har ferie de første tre dage i næste uge. Og så glæde mig til næste års BogForum, selvfølgelig:)

Var I afsted til BogForum? Og hvad fik I med jer hjem? 

Ingen kommentarer: