mandag den 28. januar 2019

Fanny Fairychild og det magiske spejl

Fanny Fairychild og det magiske spejl er 1. bind i fantasyserien om Fanny Fairychild, skrevet af Lykke Lindbo.

Fannys mor forsvandt, da hun var fire år, og hverken Fanny eller hendes far er kommet sig over savnet. Selvom faren har giftet sig igen, er han sjældent hjemme, og stedmoren overser tit Fanny til fordel for sine egne børn, og sine tv-serier.
Det gør dog ikke Fanny så meget, da hun foretrækker at være alene i naturen eller på høloftet.
Kort før sin 11 års fødselsdag finder Fanny en kiste på loftet. Kisten indeholder hendes mors dagbog og et mærkeligt spejl.
Med hjælp fra dagbogen opsøger Fanny den gamle kone Alfhild, som bor dybt inde i skoven. Alfhild kendte hendes mor, og fortæller Fanny, hvordan moren brugte spejlet til at rejse mellem forskellige verdener. Og nu er Fanny nødt til at overtage sin mors opgave, og opsøge guden Frej, før onde kræfter får fat i spejlet.
Snart er Fanny langt hjemmefra, i en verden fyldt med farer og magi. Og det er langt fra sikkert, at hun nogensinde kommer hjem igen.

Jeg opdagede faktisk den her bog via Instagram, hvor jeg faldt for forsiden og titlen. Det var også her, jeg fandt ud af, at forfatteren ville have bogen med til BogForum, selvom den først officielt udkommer i dag (28/1 2019), og jeg tilbragte derfor lang tid med at lede efter forfatterens stand til BogForum, så jeg kunne få bogen med mig hjem.
Og det var bestemt ikke spildt, for udover at bogen er utroligt smuk udenpå, så gemmer den også på en rigtig god historie indeni.
Sproget er letlæst og flydende, og selvom der desværre har sneget sig et par enkelte stavefejl ind hist og pist, så er det ikke noget der skæmmer bogens levende beskrivelser, eller ødelægger læserens  forståelse af historien. (NB. Dette er et forhåndseksemplar - stavefejlene skulle være blevet rettet i den endelige udgave af bogen). Forfatteren har formået at skabe en næsten poetisk eller drømmende stemning, som giver fortællingen en helt særlig hjertevarm tone - trods uhyggen undervejs.
Handlingen er godt skruet sammen, og historien er spændende, og fyldt med magi, nordisk mytologi, alfer, og en god portion action. Men det er også en historie om sorg og savn, om at leve i uvished, og om at være udenfor og anderledes, såvel i skolen som i sin egen familie. Blandingen af nordisk mytologi, alfer og vores egen verden fungerer rigtig godt, og det er virkelig et spændende univers, som forfatteren har fået strikket sammen. Og så slutter bogen med noget af en cliffhanger. Eneste anke er, at det hele måske går lidt vel hurtigt undervejs. Jeg kunne i hvert fald godt have tænkt mig lidt flere beskrivelser og lidt mere tidsforbrug undervejs, men det vil næppe være noget der generer den primære målgruppe - snarere tværtimod.
Personerne er levende og nuancerede, og jeg kunne ikke lade være med at holde af såvel helte som skurke. Hovedpersonen Fanny er en stille pige, som føler sig udenfor både i skolen og derhjemme. Hun har ingen venner, og selvom hun gerne vil have det, så har hun intet tilfælles med klassekammeraterne, og vil hellere tilbringe sin tid alene på høloftet, i naturen, eller hos sin demente mormor på plejehjemmet. Hun savner sin mor, og savnet bliver ikke mindre af, at faren næsten aldrig er hjemme, men i stedet overlader hende til hendes stedmor, stedbrødre og halvlillesøster. Da hun finder morens dagbog, føler hun endelig, at hun lærer moren at kende, og samtidig opdager hun, at der måske ligger mere bag morens forsvinden, end hun troede. Hun må lære at finde sin indre styrke, og finde ud af, hvem hun kan stole på, hvis hun skal overleve mødet med den anden verden. Af bipersonerne var jeg især glad for den gamle kone Alfhild (ikke mindst på grund af historien om tekopperne), jætten Agner som man aldrig helt ved, hvor man har, og alfen Elvy. Og så kunne jeg ikke lade være med at sympatisere med Fannys far, hvis sorg både får ham til at holde fast i sin forsvundne kones gård, og samtidig driver ham væk hjemmefra, og Fannys stedmor Ena, som savner sin egen familie, og måske føler sig en smule glemt blandt sin mands tidligere kones ting.
Alt i alt en rigtig god læseoplevelse, som varmt kan anbefales. Er man vild med alfer og nordisk mytologi, er bogen helt klart værd at stifte bekendtskab med, og jeg glæder mig allerede til at læse videre i serien.

Se også forfatterens hjemmeside.

søndag den 27. januar 2019

Hunting Ground

Hunting Ground er 2. bind af Patricia Briggs' fantasyserie Alpha and Omega.

Bran, Marrokken og den øverste leder for varulvene i Nordamerika, ønsker at bringe varulvenes eksistens frem i lyset. Planerne er næsten klar, men inden han står frem, og fortæller at varulve findes, har han inviteret Europa og Ruslands varulve til et møde, for at forsøge at nå til enighed. Det er nemlig ikke alle varulve, der er lige begejstrede for tanken om at stå frem i lyset, og selvom Bran ikke har planer om at ændre mening, ønsker han at dæmpe gemytterne.
Men Charles har bange anelser, og med hjælp fra Anna lykkes det ham at overtale Marrokken, sin far, om at sende ham til mødet i stedet for.
Det viser sig snart, at hans bange anelser ikke er uden grund. Knap har han mødt de andre varulve, før lederen af de franske varulve, Jean Chastel, udfordrer ham. Og desværre kaster han også sine øjne på Anna, Charles' mage og Omegaulv.
Mens Charles forsøger at overbevise de europæiske ulve, og undgå åbne kampe, overfaldes Anna af vampyrer, som forsøger at bortføre hende, og myrde hendes bodyguards. Anna har mistanke om, at der står en varulv bag overfaldet. Og den skyldige skal findes blandt de europæiske varulve. Men hvem står bag? Og er Anna den eneste, der er i fare?

Jeg var virkelig vild med den her bog. Selvom jeg rigtig godt kunne lide første bind i serien, så manglede den et eller andet, for at bringe den op på niveau med forfatterens Mercy-serie. Det gjorde den her bog ikke. Der var skruet gevaldigt op for både action og intriger, og jeg elskede hver en side.
Sproget er letlæst og flydende, og fyldt med humor, livagtige og, til tider, temmelig blodige beskrivelser, samt rapkæftede og sarkastiske personer.
Universet udvidede sig igen, med mere information om Omegaulvene og deres kræfter, samt et indblik i varulvenes indbyrdes politiske forhold og intriger, og så dukkede der også fae, vampyrer og hekse op, her i andet bind.
Handlingen var godt skruet sammen, med masser af twists, action og spænding, og historien vedblev at overraske hele vejen igennem. Mord, kærlighed, magi, forræderi, intriger, varulve, hemmeligheder, galskab og myterne om Kong Arthur dannede rammerne for en hæsblæsende og fængende historie, og jeg fløj igennem siderne.
Personerne var levende og nuancerede, med egne motiver og instinkter, og forfatterne formår at gøre dem både menneskelige og fremmedartede på og samme tid. Både i forhold til læseren, og i forhold til det indbyrdes forhold mellem personerne og de forskellige racer. Anna udvikler sig konstant. Hun forsøger stadig at overkomme sin konditionering fra sin første flok, men tør stå op for sig selv - og Charles - når det er nødvendigt. Også selvom det koster hende. Hendes og Charles' forhold udvikler sig også hele tiden, og det på en måde, som er både troværdig og dejlig at følge. Samtidig forsøger Anna stadig at lære sine Omegaevner at kende, og finde ud af, hvornår og hvordan hun skal bruge dem. Det er ikke kun Anna, som en gang imellem tvivler på sig selv. Charles gør også, især når han er nødt til at vise sin kolde side, og bruge vold mod andre. Charles er bange for, at hans evner og rolle som sin fars lejemorder vil skræmme Anna væk, og tør ikke helt tro på, at hun elsker ham. Han forsøger stadig at finde en balance mellem at være Annas mage, og være Marrokkens lejemorder, og samtidig er han rædselsslagen ved tanken om at miste Anna. Af bipersonerne var jeg især vild med Sunny, mage til den britiske Alfa Arthur og den hvide heks Moira, mens Jean Chastel var en blodtørstig psykopat, og fae'en Dana var mystisk og manipulerende.
Jeg elskede bogen fra først til sidst, og glæder mig allerede til at læse videre i serien. Er man vild med varulve og urban fantasy, kan den her serie kun anbefales. Og er man, ligesom jeg, fan af Patricia Briggs' univers og skrivemåde, vil man bestemt ikke blive skuffet.

Se også forfatterens hjemmeside.

fredag den 25. januar 2019

Cry Wolf

Cry Wolf er 1. bind af fantasyserien Alpha and Omega, skrevet af Patricia Briggs.

Anna er en omega. En varulv uden for den almindelige rangorden, som har den evne, at hun kan tilføre harmoni blandt varulve. Det er dog først noget, Anna selv har lært fornylig, selvom hun har været en varulv i 3 år. Hendes gamle flokleder gjorde nemlig alt for at skjule sandheden for hende, og gøre hende underdanig ved hjælp af vold og voldtægt.
Men da Marrokkens søn Charles dukkede op i Chicago for at undersøge hendes gamle flokleder, knyttede hans ulv uventet et magebånd med Annas ulv, og nu, hvor Annas gamle flokleder, hans mage og hendes største plageånd alle er døde, er Anna endelig fri. Eller, næsten fri, for magebåndet eksisterer stadig, og Anna er nu på vej til et nyt liv med Charles i Marrokkens territorium.
Det er dog ikke uden komplikationer, for Anna er stærkt præget af hvad hendes tidligere flokleder udsatte hende for, og selvom hendes ulv ikke er i tvivl, så tøver Anna selv med at knytte bånd til Charles.
Samtidig forsøger hun at finde ud af hvem - og ikke mindst hvad - hun er, nu hvor sandheden endelig er kommet for en dag. Og det hele bliver endnu mere kompliceret, da Marrokken, trods Charles' sårede tilstand, sender ham ud for at finde en varulv, som har angrebet flere folk i hans territorium. Anna insisterer på at tage med, hvad Charles ikke er vildt begejstret for, af flere grunde.
Det viser sig dog snart, at det Charles og Marrokken troede var en rutinemission, er langt farligere, end de kunne have forestillet sig. For noget lurer i bjergene, og Anna og Charles' forhold bliver sat på en hård prøve.

Alpha and Omega-serien er en spin of-serie til Patricia Briggs' serie om Mercy Thompson, og selvom jeg ikke var helt lige så vild med dette første bind, som med Mercy-serien, så var bogen stadig virkelig god.
Sproget er letlæst og flydende, med en god portion humor, rapkæftede personer og livagtige beskrivelser. Jeg kunne næsten mærke kulden, mens Anna og Charles traskede rundt i bjergenes sne, og føle de usynlige øjne på mig, mens jeg læste bogen.
Universet var velkendt, da det foregår i det samme univers som Mercy-serien, og nogenlunde samtidig med de første to bøger i den serie, men alligevel dukkede der nye informationer op, og både Marrokkens floks indbyrdes forhold, og varulvenes rangorden og liv blev tydeligere, og fik mere kød på.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af spænding, kærlighed, action, varulve, og sort magi, men også voldtægt, vold, og konsekvenserne af dem, bliver viklet ind i historien undervejs. Bogen bevæger sig på grænsen mellem urban fantasy og paranormal romance, godt hjulpet på vej af, at der ikke er ret meget "urban" over varulvelivet i bjergene, men tipper aldrig over, og bliver til ren kærlighedshistorie.
Personerne er levende og menneskelige, med egne historier, styrker og svagheder. Jeg faldt ikke for Anna og Charles på samme måde, som jeg gjorde det for Mercy og Adam, men jeg endte alligevel med at holde meget af dem. Anna har været udsat for fysiske overgreb og psykisk tortur lige siden hun blev forvandlet til varulv, og har svært ved at vende sig til tanken om, at hun ikke er en submissive ulv, men en omega, og derfor ikke længere er underlagt alfaulvenes magt. Hun er bange for mænd, stille, og bruger sin ulvs styrke, for at komme igennem dagen. Selvom hun er tiltrukket af Charles - både fysisk og psykisk - så er hun også bange for at knytte sig for meget til ham, og blive såret igen, hvis han skulle vise sig at være ligesom de andre alfaulve hun har været udsat for. I takt med at hun lærer at bruge og acceptere sine omegaevner, vokser hendes selvtillid, og langsomt begynder hun at åbne op overfor Charles. Charles er en gammel ulv, og er vant til, at alle er bange for ham, på grund af hans rolle som sin fars lejemorder/enforcer. Hans ulvs knytten sig til Anna kommer fuldstændig bag på ham, og han ved ikke helt, hvordan han skal forholde sig til pludselig at have en mage. Og endda en mage, som er psykisk skrøbelig. Charles er vant til at være den stærke, og at andre ulve underkaster sig ham, men han indser snart, at han ikke ønsker Anna skal frygte eller underkaste sig ham. Det spirende forhold mellem Anna og Charles er rigtig godt og troværdigt beskrevet, og selvom det går hurtigt, virker det naturligt, når man tager deres ulvesider i betragtning. For selvom de to langt hen ad vejen opfører sig som mennesker, så er man ikke i tvivl om, at de også har en vildere og mere instinktiv side, og ulvene er ligeså meget en del af forholdet, som deres menneskesider er det. Af bipersonerne var jeg ret vild med Asil, den gamle varulv som måske/måske ikke er ved at blive sindsyg og styret af sine instinkter. Men som også er plaget af sin fortid og sin mages død, og som er passioneret rosedyrker. Jeg kunne også rigtig godt lide Walter, med hans psykiske problemer, traumer og mod - og jeg afskyr stadig Marrokkens mage Leah, som virkelig er en bitch.
Alt i alt en rigtig god start på serien, som jeg bestemt skal læse videre i. Kan man lide Patricia Briggs' Mercy-serie, og elsker man varulve og kærlighed, så kan bogen kun anbefales. Det er dog en god idé at læse de første bind i Mercy-serien og novellen om, hvordan Charles og Anna møder hinanden, først.

Se også forfatterens hjemmeside.

tirsdag den 1. januar 2019

Læseplan for 2019

Et nyt år er begyndt, og det betyder en ny læseplan, nye læseudfordringer, og nye tiltag på bloggen. Jeg afprøver i løbet af året forskellige ting på bloggen, og har derudover kastet mig ud i 3 boglige udfordringer og en readalong, foruden min Goodreads-udfordring.
Og hvad er det så jeg har planlagt? Læs med og find ud af det.

For fjerde gang forsøger jeg mig med en læseplan for det kommende år, og denne gang bliver det lidt anderledes end tidligere år.
Jeg går nemlig væk fra de månedlige læsetemaer. Jeg var glad for dem, da jeg indførte dem i sin tid, men det sidste års tid har de ikke fungeret ret godt, og jeg tager derfor en pause fra dem, i hvert fald det næste års tid. Jeg var nemlig begyndt dels at købe flere bøger, som passede til temaerne, i stedet for at få læst de bøger jeg allerede havde stående i reolen, og dels at udskyde bøger, jeg havde lyst til at læse, til den måned, hvor de passede til læsetemaet, hvilket betød, at bøgerne ofte alligevel ikke blev læst. Og det var jo ikke det, der var meningen med læsetemaerne. 
Som I ved, hvis I følger bloggen, er det kun bøger fra de fantastiske genrer, som jeg anmelder på siden. Det betyder, at enkelte af de bøger jeg læser i årets løb, kun figurerer i de månedlige statusindlæg, som jeg fortsætter med i 2019, men den komplette liste over årets læste bøger kan altid findes på min Goodreads-side, hvor man kan få et hurtigt overblik over min fremgang i løbet af året. 
Igen i år deltager jeg i Goodreads-læseudfordringen, og læsemålet er, ligesom i 2018, sat til 130 bøger. Selvom jeg læste 149 bøger i 2018, har jeg ikke tænkt mig at sætte målet op, da jeg også har et par tykkere bøger, jeg gerne vil have læst i løbet af året, og gerne vil have ro til også at kunne læse lidt mindre i nogle måneder. Jeg tæller kun "rigtige" bøger med i læseudfordringen, så tegneserier og graphic novels vil kun figurere på de forskellige måneders læsestatus.
Jeg har igen i 2019 planer om at deltage i forskellige readathons, blandt andet Dewey´s 24 Hour Readathon, The One Readathon To Rule Them All og TomeTopple, hvis det passer ind i min kalender. Skulle der dukke andre interessante readathons op i årets løb, er det heller ikke umuligt, at jeg også deltager i dem. 

Derudover har jeg planer om at deltage i en enkelt readalong i løbet af 2019. Det er ikke noget, jeg har prøvet før, og jeg er derfor temmelig spændt på, hvordan det vil gå. Readalongen foregår på BookTube, og bag det står en række booktubere, som også agerer værter, mens det står på. Værterne er Becca and The BooksCodie's Book CornerRachael Marie Book JunkieReading With RyanDon't Have a Degree in Reading og ThePsychoNyx. Bøgerne, der skal læses, er George R.R. Martins serie A Song of Ice and Fire, og jeg tror, jeg må være en af de sidste fantasynørder i verden, der endnu ikke har hverken læst bøgerne eller set tv-showet. Men nu skal det altså være, både fordi sidste sæson af Game of Thrones har premiere til april, og fordi Fantasyfestivalen i 2019 også har fokus på serien. Det er jo nogle digre værker serien består af, og der er derfor afsat to måneder til hver bog, med start i januar, hvilket burde gøre det muligt at få læst serien. 
Tidsplanen ser sådan ud:
Januar og februar: A Game of Thrones
Marts og april: A Clash of Kings
Maj og juni: A Storm of Swords
Juli og august: A Feast for Crows
September og oktober: A Dance of Dragons
Vil I også læse med, eller høre mere om readalongen, kan I se Becca and The Books' announcement video her:


Udover readalongen har jeg selv lavet tre læseudfordringer.

Først og fremmest fortsætter jeg med min serieudfordring fra sidste år. Selvom det gik lidt i stå her i slutningen af året, så synes jeg, idéen med en seriekrukke fungerede rigtig godt, og jeg har både fået afsluttet nogle serier, og er kommet videre med nogle af dem, jeg var gået i stå i, i det forgangne år. Jeg har derfor været alle sedlerne igennem, og sorteret dem fra, hvor jeg havde fået læst serierne, samt tilføjet de nye serier, som jeg har fået startet på i 2018, og seriekrukken indeholder, ved årets start, 35 serietitler. Hver måned trækker jeg en serietitel fra krukken, og skal så, som minimum, have læst en bog i serien, før måneden er slut. Bliver jeg ikke færdig med serien, ryger sedlen tilbage i krukken, til næste gang jeg trækker den. Enkelte serier er det så lang tid siden jeg har læst, at jeg nok bliver nødt til at genlæse de første bind, men forhåbentlig kan jeg huske hvor jeg er kommet til i de fleste serier. Jeg har friholdt enkelte serier fra glasset. Det gælder Dark-Hunter-serien af Sherrilyn Kenyon, hvor jeg mangler så mange bind at det vil være urealistisk at nå dem på en måned, og så en serie, som jeg har mistet interessen for, og overvejer at skille mig af med, nemlig Sarah J. Maas´ Throne of Glass. Jeg ville aldrig få læst sidstnævnte, hvis jeg trak den op af glasset, og derfor kan jeg ligeså godt lade være med at lade den indgå. Jeg har også valgt ikke at smide anmeldereksemplarer i glasset, da de gerne skulle læses snarest, og det derfor ikke giver mening at putte dem i glasset. Skulle jeg få lyst til, i årets løb, at læse videre i en serie, som befinder sig i glasset, uden at have trukket den, er det ikke forbudt. Bliver jeg færdig med serien, og trækker sedlen senere, trækker jeg bare en ny seddel i stedet for.

Min anden læseudfordring ligner serieudfordringen en hel del. Jeg er nemlig godt og grundigt bagud med at få læst bøgerne fra de FairyLoot-bokse, jeg har modtaget, og har derfor lavet endnu et glas, hvor jeg har skrevet titlerne på alle de FairyLoot-bøger, jeg mangler at få læst. Jeg vil, ligesom med serierne, trække en ny titel fra glasset hver måned, men giver mig selv to måneder, til at få dem læst, før titlerne enten ryger tilbage i glasset - eller bøgerne ryger ud. 

Sidst, men ikke mindst, har jeg igen i år lavet en årslæsestak af bøger, som enten skal læses i 2019, eller ud. Det er bøger, som jeg har haft stående ulæst i mine reoler i flere år, uden at være kommet i gang med dem, og ved at lægge dem i årslæsestakken, håber jeg endelig at få dem læst. Jeg har valgt 8 bøger ud, som alle er enten standalones eller førte bind af en serie på maximum tre bind, og som jeg har brug for lidt ekstra motivation for endelig at komme i gang med. 
Bøgerne er:

Clausen, Nick: Udvalgt (Den sidste vindrytter 1)
Bogen er købt som en sampak med resten af trilogien til en eller anden bogmesse, for flere år siden. Selvom jeg har læst, og nydt, flere af Nock Clausens bøger, så har denne serie stået ulæst i reolen i flere år, og nu skal det altså være. 

Crossley-Holland, Kevin: Kongen i stenen (Arthur 1)
Bogen er købt på tilbud sammen med resten af serien, men det er så længe siden, at jeg har glemt hvor og hvornår den fandt vej til mine reoler. 

Finderup, Mette: Dødsgudens løgne (Dødsgudens løgne 1)
Jeg kan rigtig godt lide Mette Finderups bøger, men den her duologi er jeg desværre ikke kommet i gang med endnu, og nu skal det være. 

Fletcher, Charlie: Stenhjerte (Stenhjerte 1)
Bogen er, sammen med toeren, købt på tilbud. Formentlig til et bogudsalg, men jeg kan faktisk ikke huske hvornår. 

Morrigan, Muffy: Sejlvæveren
Bogen er købt til BogForum i 2017. 

Ness, Patrick: Mere end det
Bogen er købt brugt for flere år siden.

Silvera, Adam: Den dag jeg glemmer
Bogen var en gave fra forlaget Gyldendal til Bogbloggertræf 2016.  

Weir, Andy: The Martian
Bogen er købt til Fantasyfestivalen 2016. 

Udover læseudfordringerne vil jeg gå videre med mine Top 10-Lister, som desværre har ligget noget stille. Målet er en ny liste hver anden måned - hver måned er simpelthen for meget, da de tager temmelig lang tid at lave - og så får vi se hvordan det går. Jeg har i hvert fald masser af idéer til listerne.
Jeg har også planer om at lave flere Book Tag-indlæg, da jeg synes, de er en sjov måde at fortælle om mine læsevaner, og samtidig kan jeg se på statistikken, at det er nogle af de indlæg, som bliver læst meget, så jeg går ud fra, det betyder, at I også synes de er sjove.
Jeg fortsætter med at lave statusindlæg hver måned, og her fortæller jeg også hvordan det går med de forskellige læseudfordringer. Jeg synes, indlæggene fungerer godt, og de er i hvert fald med til at give mig et overblik over hvordan læsemåneden er gået.
Jeg fortsætter også med at lave månedlige Book Hauls i 2019. Det er en god måde for mig at få overblik over, hvor mange nye bøger jeg egentlig får ind ad døren, og jeg kan se på statistikken, at det også er nogle indlæg, der bliver læst meget. Jeg håber stadig at få begrænset mit bogkøb, så jeg faktisk også kan nå at få bøgerne læst, men nu får vi se, hvordan det kommer til at gå.
Derudover håber jeg at få tid til at genlæse nogle af mine yndlingsbøger i løbet af året. For selvom jeg får mange nye spændende bøger ind ad døren, så vil jeg også gerne kunne genopdage magien i de gamle.

Hvordan det kommer til at gå med 3 boglige udfordringer plus en readalong vil vise sig, men jeg glæder mig i hvert fald til at komme i gang.

Årets første serie fra seriekrukken er Temeraire af Naomi Novik, og det er bestemt ikke et dårligt valg, da jeg var vild med første to bind i serien. Første FairyLoot-bog bliver Everless af Sara Holland, og den er jeg noget mere spændt på, da det ikke var en, jeg var opmærksom på, før jeg fik den i en FairyLoot-boks. Men da jeg har to måneder til at læse den, går det nok alligevel. 

Læsestatus for december og 2018

*Reklame - indlægget indeholder anmeldereksemplarer*

Endnu en måned og endnu et år er forbi, og det er derfor igen tid til at gøre status. Denne gang bliver statusindlægget lidt længere, end det plejer at være, da slutningen af december også markerer slutningen af året der gik, og jeg vil derfor også benytte lejligheden til at se tilbage på, hvad 2018 betød for mig og bloggen.
Først gælder det dog decembers læsestatus.

December startede med sygdom, som heldigvis forsvandt igen. Måneden bød også på en længe ventet juleferie, hvor jeg endelig fik mulighed for at slappe ordentlig af, efter et langt og travlt efterår. Måneden bød også på adventbesøg fra mine forældre, dejlige adventgaver, og et skønt julebesøg og jul hos min bror, svigerinde og nevø. Dagene mellem jul og nytår blev tilbragt på arbejdet, omend lånerne ikke ligefrem væltede ind, og året sluttede med en stille og fredelig (frem til kl. 12, hvor raketterne begyndte at larme udenfor) nytårsaften sammen med katten. Som godt nok ikke var helt stolt af de mange bulder og brag, men ellers tog det hele med ophøjet ro.
Læsetemaet i december var High fantasy, og selvom jeg da endte med at få læst et par bøger, der passede til temaet, så blev det ikke den store succes. Det havde jeg nu heller ikke regnet med, da jeg i december havde mere fokus på at få læst nogle af anmeldereksemplarerne, samt de sidste bøger fra min årslæsestak, end at opfylde temaet. Jeg havde derfor heller ikke trukket en serie fra seriekrukken, for netop at få tid til at læse de andre bøger.
Jeg fik dog også læst en del bøger, som hverken hørte ind under kategorien anmeldereksemplarer, læsetema eller årslæsestakken, da jeg i december også fik læst nogle julehistorier, samt, forbløffende nok, ikke mindre end 3 biografier. Men mere om det senere.
Og nu må det være tid til at få vist månedens bøger frem.

Som altid starter jeg med anmeldereksemplarerne. I december fik jeg læst 5 anmeldereksemplarer/boggaver fra søde forfattere og forlag.
Bøgerne er:

Philip Reeve:
De rullende byer (Mortal Engines 1)
Forrædernes fest (Mortal Engines 2)
Anmeldereksemplarer fra Forlaget Alvilda. 
Serien er igang. 

Sidsel Sander Mittet: Stenløvens brøl (Krøniken om Morika 3)
Anmeldereksemplar fra Forlaget Facet.
Serien er slut.

Melissa Grey: Skæbnedagen (Fjer og Flammer 3)
Anmeldereksemplar fra Forlaget Alvilda. 
Serien er slut. 

Siri Pettersen: Råddenskab (Ravneringene 2)
Boggave fra forlaget Høst og Søn til Bogbloggertræf 2016.
Serien er igang. 


Jeg fik kun læst 2 bøger, der hørte til månedens læsetema, High fantasy.
Bøgerne er:

Sidsel Sander Mittet: Stenløvens brøl (Krøniken om Morika 3)
Anmeldereksemplar fra Forlaget Facet.
Serien er slut.

Kasper Hoff: Solbarnet

I december fik jeg også læst 2 bøger fra min årslæsestak.
Bøgerne er:

Sally Gardner: Jeg, Coriander

Kasper Hoff: Solbarnet

Julemåneden bød også på lidt julelæsning. 3 julebøger blev det til i månedens løb.
Bøgerne er:

Astrid Lindgren: Jul i Stalden

Terry Pratchett: Father Christmas's Fake Beard

Benni Bødker og John Kenn Mortensen: Julebestiariet

Derudover fik jeg læst hele 3 biografier i løbet af december. Det er yderst sjældent jeg læser bare en biografi, så at jeg læste hele 3 i december kom noget bag på mig.
Bøgerne er:

Frans Lasson og Hans Skaarup: Baron og Bajads - Aage Haugland fortæller

Susse Wold: Fremkaldt

Flemming Jensen: I ly af latter

Sidst, men ikke mindst, fik jeg også læst 11 tegneserier/graphic novels i december.
De er:

Cauvin:
Ungdomseliksiren (Sammy 10)
Pas på strålefar (Sammy 12)
Ku-Klux-Klan (Sammy 16)
Gorillaer i skørter (Sammy 30)

Mort Walker: Nu er det jul igen! (Basserne 100% 44)

Jim Davis:
Spise med grise (Garfield 59)
Overvejer (Garfield 60)

Lise Myhre:
Nemi ...begyndelsen (Nemi 1)
Dunkle drømme (Nemi 4)

Skottie Young: Madly Ever After (I Hate Fairyland 1)

Jerrry Scott og Jim Borgman: Vær ikke et svin, Filip! (Zits 14)

Ialt fik jeg læst 13 bøger og 11 tegneserier/graphic novels i december. Af dem var 5 anmeldereksemplarer/boggaver, 1 var en billedbog og 1 var på engelsk. Jeg fik også afsluttet 2 serier. Alt i alt en rigtig god læsemåned. Hvad der skal ske på bogfronten i januar, venter jeg lige lidt med. Det kommer nemlig i et senere indlæg om læseplanerne for 2019. Men jeg vil i hvert fald have læst nogle af de anmeldereksemplarer jeg har liggende, så jeg kan få ryddet ud i dem, inden vi kommer alt for langt ind i 2019.

2018 var et år fyldt med både travlhed og glæde. Det var året, hvor jeg for alvor faldt til, i livet som hus- og haveejer, og året, hvor jeg endelig igen fik et kæledyr. Men det var også et år, hvor jeg flere gange oplevede manglende læselyst og overskud, hvad der, i perioder, betød færre indlæg på bloggen, end jeg kunne have ønsket.
Jeg havde fra starten af året sat mit Goodreads-læsemål til 130 bøger, og selvom jeg faktisk endte med at læse 149 bøger, og ramte mit læsemål allerede i november, synes jeg egentlig målet var ganske rimeligt, da jeg, trods måneder med manglende læselyst, ikke fik stresset mig selv, og alligevel nåede målet. Det gav også plads til, at jeg kunne få læst nogle af de tykkere bøger, uden at jeg følte mig presset på antallet, hvad jeg ville gøre, hvis jeg satte det til 150 bøger igen.
Lidt statistik fra Goodreads:




Som man kan se, havde jeg et rigtig godt læseår. Udover at jeg fik læst 149 bøger, fordelt på 42920 sider, så har lagt de fleste af dem også fået enten 4 eller 5 stjerner, selvom det også snyder lidt, da jeg også giver halve stjerner en gang imellem, og så runder opad. Derudover har jeg DNF'et en enkelt bog i årets løb, som ikke tæller med, her blandt de læste bøger. Alligevel er tendensen klar: 2018 har været et rigtig godt læseår.
Udover bøgerne her, har jeg også læst et hav af tegneserier/graphic novels i årets løb, så det reelle sideantal ligger en del højere, end de førnævnte 42920 sider.

Jeg havde, for tredje år i træk, udvalgt læsetemaer for året der gik.
Læsetemaerne var:

December - High fantasy
November - Dansk fantasy
Oktober - Urban fantasy
September - Friholdt på grund af Fantasyfestivalen i Esbjerg
August - Opvarmning til Fantasyfestivalen
Juli - Blandede genrer
Juni - Feer
Maj - Antihelte
April - Trolde og gobliner
Marts - Magi
Februar - Science fiction og dystopi
Januar - Serier

Læsetemaerne fik et noget blandet resultat, og desværre skete der det, at jeg, i stedet for at få læst de bøger jeg allerede havde stående på reolen, købte nye bøger til de forskellige temaer, og således fik udvidet min overordnede TBR - når jeg overhovedet fik læst til de forskellige temaer. Jeg har derfor besluttet mig til at holde en pause med læsetemaerne i 2019, da det jo ikke var det, der var meningen med dem. 

Udover læsetemaerne havde jeg i 2018 opstillet to boglige udfordringer til mig selv. 
Den ene bestod i at få læst videre, og helst afsluttet, nogle af de mange serier jeg var i gang med. Derfor puttede jeg, ved årets begyndelse, titlerne på næsten alle de serier, jeg var i gang med, ned i et glas, og hver måned trak jeg så en serie, som jeg enten skulle læse videre i, eller få afsluttet. Jeg havde friholdt et par serier, som jeg enten ikke længere var interesseret i, eller som simpelthen var for lange, men fra årets begyndelse var der 31 serier i glasset. I løbet af 2018 fik jeg afsluttet 6 af serierne, og fik læst de bøger, jeg havde stående, i 2 andre serier, samt læst videre i 2 serier mere. Selvom det ikke alle måneder, hvor jeg fik læst den serie, jeg trak, så vil jeg alligevel betragte udfordringen som en succes, og jeg har tænkt mig at fortsætte med den i 2019. Men mere om det senere. 

Derudover havde jeg udvalgt en årslæsestak med 9 bøger, som havde stået ulæst på min reol i 2 år eller mere, og som enten skulle læses i løbet af 2018, eller smides ud. Af dem fik jeg læst 7 af bøgerne, og DNF' et 1. Den resterende bog viste det sig, at jeg fuldstændig havde tabt interessen for, siden jeg anskaffede den, så den ryger ud. Jeg var vild med langt de fleste, af de bøger jeg fik læst, og har tænkt mig at fortsætte udfordringen i 2019, med en ny årslæsestak. Mere om det senere.
Bøgerne, jeg fik læst, var:

Funke, Cornelia: Reckless (Reckless/Mirrorworld 1)

Gardner, Sally: Jeg, Coriander

Hoff, Kasper: Solbarnet

Ibbotson, Eva: Den hemmelige mission

Lyderik, Jan: Alene på vej og Vejen til Kanta (Tangs saga 1+2)

Miéville, China: Non Lon Don (1+2)

Taylor, G.P.: Skyggemaner (Shadowmancer 1) - DNF


Den bog, jeg ikke fik læst, var:

Cornish, D.M.: Hittebarnet (Monsterblod 1)
Købt på biblioteket.

I 2018 deltog jeg i indtil flere readathons, med blandede resultater. I april og oktober deltog jeg, traditionen tro, i Dewey's 24 Hour Readathon, og i juni/juli deltog jeg i TomeTopple, hvilket I kan læse om her og her. Derudover deltog jeg 2 gange, i april/maj og november/december, i et helt nyt, fantasybaseret, readathon, kaldet The One Readathon To Rule Them All. I kan læse om det her, her, her og her, Jeg har allerede planer om at deltage i alle tre readathons igen i 2019, så vidt kalenderen gør det muligt. 

2018 bød også på flere boglige oplevelser. 
I juni var jeg til Bogbloggerevent hos Forlaget Leatherbound, i anledning af udgivelsen af andet bind af Julie M. Days trilogi, Grænsen til Trafallas, en rigtig hyggelig dag med masser af hygge, bogsnak og kage. 
I september var der igen Fantasyfestival, denne gang med Patricia Briggs og Sebastien de Castell som æresgæster, og det er fantastisk at opleve, hvordan mit hjertebarn udvikler sig, og vokser sig større år for år. 
Jeg var også igen i år til BogForum, som i 2018 var flyttet til slutningen af oktober, hvilket var med til at gøre efteråret en smule presset på oplevelsessiden. Programmet var i år noget mere løst for mit vedkommende, og jeg havde derfor god tid til at gå rundt og snuse, og snakke med standholderne, hvilket var rigtig rart. 

På bloggen prøvede jeg i år kræfter med forskellige interviews, som jeg ikke har prøvet før, men som var både sjovt og vellykket, hvis jeg skal sige det selv. Det bliver bestemt ikke sidste gang, jeg får gæster på bloggen. 

Derudover har jeg i 2018 både haft månedlige Book Hauls og statusindlæg, hvilket jeg også fortsætter med i 2019. Top 10-listerne gik desværre noget i stå, og jeg fik kun lavet en enkelt liste i løbet af året. Jeg satser dog på, at jeg får overskud til at lave nye lister i 2019, da jeg synes, det er nogle rigtig sjove indlæg at lave - selvom de tager lang tid. 

På det personlige plan har 2018 været et noget blandet år. 2018 blev året, hvor jeg for alvor fandt mig til rette som hus- og haveejer. Jeg fik lavet nyt køkken i huset, som, med undtagelse af et par enkelte små deltaljer, som afventer min fars næste besøg, er blevet færdigt. Det er blevet rigtig flot, og jeg nyder i den grad at have både bord- og skabsplads nok. Jeg fik også nedlagt et par bede i haven og sået græs i stedet for, men de lidt større projekter bliver først i løbet af i år, da jeg jo lige skulle se, hvad der kom op af jorden i løbet af året, før jeg kunne lægge planer. 
2018 blev også året, hvor jeg endelig, for første gang siden jeg flyttede hjemmefra for 16 år siden, fik jeg et kæledyr. En killing, som ikke er så meget killing mere, og, som mere eller mindre, lystrer navnet Buffy. Man er vel fantasynørd. 
Men 2018 har også været et år præget af manglende læselyst og overskud, grundet perioder med megen travlhed på arbejdet, samt en varm sommer, som bare blev ved. Det har også været et år med en del sygdom, både personligt og i familien, og det har til tider været noget hårdt. Heldigvis har der også været en del glæde undervejs, med familiefester og nyheden om en lille ny niece på vej. 

Til slut vil jeg gerne sige tak til alle de forfattere og forlag som har givet mig så mange dejlige læse- og bogoplevelser i 2018, og ikke mindst til jer, kære læsere, som har fulgt med, kommenteret, og forhåbentlig er blevet inspireret til jeres egne læseoplevelser.
Tak for 2018, og på gensyn i 2019.