Skæbnedagen

Skæbnedagen er 3. og sidste bind af fantasytrilogien Fjer og Flammer, skrevet af Melissa Grey.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Alvilda.

Det mørke, Tanith har vækket, har tilintetgjort avicenernes hjem, Reden, mens en mystisk sygdom har har ramt flere af de overlevende. Caius er blevet bortført, og passagerne er begyndt at opføre sig mærkeligt. Samtidig kæmper Echo stadig med at forstå Ildfuglen og dens kræfter, som hun endnu ikke har lært at styre, men som har udvalgt hende til at stå op imod mørket.
Mens Tanith torturerer Caius, den sande Drageprins, er Echo desperat efter at redde ham. Først skal hun dog lige finde ham, og det er bestemt ikke let eller ufarligt, når magien opfører sig så utilregneligt, som den gør.
Echo må finde en måde at besejre både mørket og Tanith på, før det lykkes for Tanith at udslette verden. Men skal det lykkes, får hun brug for hjælp fra både drakharianere og avicenere, og krigen mellem de to racer er stadig i gang. Echo får brug for alt sit mod, og en god portion stædighed, hvis hun skal vinde kampen mod mørket.

Det tog lidt tid, før jeg for alvor blev indfanget af historien, hvilket nok hænger sammen med, at jeg havde glemt stort set hele handlingen i andet bind, da det er et godt stykke tid siden, jeg læste det.
Men da jeg først havde fanget tråden igen, kunne jeg næsten ikke slippe bogen.
Sproget er letlæst og flydende, og forfatteren er enormt god til at skabe levende beskrivelser, som gør, at man næsten kan lugte blodet, og fornemme mørket og ilden. Derudover er jeg vild med forfatterens litterære referencer, som dukker op undervejs, og den måde, hun leger med ordene på, både når hun skaber sine egne, og når hun inkorporerer ord fra andre sprog. At der også er en god portion humor i bogen, gør den kun bedre.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, som gør det umuligt at forudsige, hvad der vil ske. Jeg havde på ingen måde set slutningen komme, og selvom jeg ikke er helt solgt på den, så var den alligevel et perfekt punktum for serien. Historien er spændende, og fyldt med action, forræderi, kærlighed, krig, fjendskab, venskab, magi, racisme, ødelæggelse, seksualitet, fordomme og overnaturlige væsener, samt en masse bogglæde og litterær kærlighed, som går lige i hjertet på en bogelsker som mig. Og så er det selvfølgelig et plus, at der er dragelignende væsener med.
Jeg er i det hele taget vild med universet, som også er det jeg huskede bedst fra de første bind i serien. Der er noget decideret magisk over det, og blandingen af vores almindelige verden, drakharianere og avicenere fungerer rigtig godt.
Personerne er levende og menneskelige, og utroligt nuancerede. Her er masser af gråtoner, og det er fedt, at personerne har kant, og alt ikke kun er sort/hvidt. Jeg er vild med hovedpersonen Echo. Hun er stædig, modig og rapkæftet, men også følelsesmæssigt skrøbelig. Selvom hun har et stort hjerte, og elsker sit adopterede folk overalt, så har hun også svært ved at åbne op, og tillade sig selv at udtrykke og føle, fordi hun er bange for at blive såret. Echo kommer virkelig under pres her i sidste bind. Ikke nok med, at hun er bekymret for Caius, hun er også bange for sine nye kræfter, og rollen som den udvalgte, der skal stoppe mørket. Caius er pligtopfyldende, loyal, modig og stærk, men også splittet i to. På den ene side ønsker han at stoppe Tanith og hendes planer, men på den anden side er hun hans søster, som han elsker, trods hendes forræderi, og den tortur hun udsætter ham for. Han kan ikke forlige sig med den måde Tanith behandler deres folk på, men er ikke sikker på, om han kan gøre noget ved det. Forholdet og følelserne mellem Echo og Caius er rigtig godt og troværdigt beskrevet, og man fornemmer virkelig, hvordan de begge, trods sår på sjælen, og angst for at åbne sig for kærligheden, alligevel falder for hinanden. Af bipersonerne er jeg især vild med den rapkæftede og forfængelige Jasper, som, trods kriminelle vaner, har et stort hjerte. Og forholdet mellem ham og Dorian er godt og troværdigt beskrevet, og virker bare rigtigt, trods de store forhindringer de må overvinde undervejs.
Selvom det tog lidt tid for mig at finde tilbage til historien, så tog Skæbnedagen mig med storm, og slutningen var helt fantastisk. Jeg glæder mig allerede til at genlæse serien, hvilket nok er den største anbefaling man kan give en bog. Kan man lide urban fantasy med humor, bogglæde, et fantastisk univers og en skøn hovedperson, så er serien bestemt værd at stifte bekendtskab med. Jeg kan i hvert fald kun anbefale den.

Se også forfatterens hjemmeside.