søndag den 31. juli 2016

Læsestatus for juli


Der er kun ganske få timer tilbage af juli, og det er derfor endnu en gang tid til at gøre status over måneden der gik.
Jeg havde ferie de første tre uger af juli, og fik derfor læst en hel del. Derudover var måneden præget af bog- og reolkøb, afslapning, og en stor personlig glæde, da jeg blev faster for første gang.
I juli fik jeg læst hele 18 bøger, hvoraf samtlige faldt inden for mit læsetema, som var Blandede genrer. En del af dem var ovenikøbet temmelig tykke.
Derudover fik jeg læst 3 jumbobøger mens jeg holdt ferie, så jeg synes egentlig jeg har gjort det ganske godt.

Jeg fik læst:
3 jumbobøger
5 fantasybøger
1 gyser
2 historiske romaner fortalt i brevform
2 biografier
4 ungdomsbøger
4 voksenbøger/romaner

heraf var:
3 præmiebøger
6 gaver fra Bogbloggertræf 2015
1 genlæsning

Bøgerne var:

Pernille Eybye: Mission: Drømmeprins
Præmie fra Pipalukbooks.

Carina Evytt: Den fredløse
Gave fra Tellerup til Bogbloggertræf 2015. 

Pernille Eybye: Sol, sommer & scorereplikker
Præmie fra Pipalukbooks.

Line Lybecker: Mere end veninder
Præmie fra Pipalukbooks.

Jens Andersen: Denne dag, et liv

Liane Moriarty: Store små løgne
Gave fra Politikens Forlag til Bogbloggertræf 2015. 

Nadia Plesner: Simple Living - kamp og kunst fra en campingvogn
Gave fra Lindhardt og Ringhof til Bogbloggertræf 2015. 

Jojo Moyes: Mig før dig
Gave fra Cicero til Bogbloggertræf 2015. 

John Williams: Augustus

Carlos Ruiz Zafón: Vindens skygge
Serien påbegyndt.

Mary Ann Shaffer og Annie Barrows: Guernseys litterære kartoffeltærteklub

D.E. Stevenson: Røre i andedammen
Genlæsning. 

V.E, Schwab: A Darker Shade of Magic (Shades of Magic 1)
Serien påbegyndt. 

C.S. Pacat: Prince´s Gambit (Captive Prince 2)
C.S. Pacat: Kings Rising (Captive Prince 3)
Serien afsluttet. 

Susan Kreller: Elefanter ser man ikke
Gave fra Turbine til Bogbloggertræf 2015. 

Carina Evytt: Dæmoner
Gave fra Tellerup til Bogbloggertræf 2015. 

Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl: Mørkets søn (Mørkets søn 1)
Serien påbegyndt. 

Augustus og jumbobøgerne findes ikke på billedet, da jeg har lånt bogen ud til mine forældre, og jumbobøgerne "bor" i mine forældres sommerhus, men resten kan ses på billedet.

Alt i alt en rigtig god læsemåned hvor jeg ovenikøbet fik læst bøger som alle hørte ind under mit læsetema, hvilket ikke er sket før. Men det er jo også glæden ved at vælge et så bredt læsetema.
Helt så godt bliver resultatet næppe for august måneds læsetema, som er Genlæsning af fantasyserier, men jeg håber da at få genlæst et par af mine yndlingsserier som, af uransagelige årsager, ikke er anmeldt på bloggen, på trods af at jeg har læst og genlæst dem utallige gange. Det er altid hyggeligt at genlæse bøger man holder af, og jeg glæder mig til at dele nogle af mine favoritter med alle jer andre.
Hvordan har jeres juli måned været? Og har I nogle læseplaner for august?

Mørkets søn

Mørkets søn er 1. bind i fantasytrilogien Mørkets søn af Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl.

I Sikania er landet og døgnet delt i to: På overfladen og om dagen hersker Lysets folk. Deres hersker styrer solen, og bestemmer hvornår den står op og går ned. Under overfladen og om natten hersker Mørkets folk. Lysets folk lever i harmoni med hinanden, mens Mørkets folk lever i vold.
Destan er søn af Mørkets hersker, men har overhovedet ikke lyst til at overtage tronen. I stedet for at lære noget tilbringer han sin tid med at drikke og forføre piger, og hans far og folket betragter ham med foragt. Destan har for mange år siden opgivet at gøre sin far stolt, men da hans far giver ham en opgave, kan han alligevel ikke lade være med at gribe chancen for måske at få sin fars anerkendelse.
Destans far har udtænkt en plan som skal sikre evigt mørke, og beordrer Destan til at kidnappe Celina, arvingen til Lysets hersker.
Det lykkes for Destan, men efterhånden som han lærer Celina at kende kan han ikke lade være med at tvivle på sin fars plan, og det gør det ikke lettere da de to forelsker sig i hinanden. For kan lys og mørke leve sammen?

Hold da op hvor var den her bog bare god. Sproget er rigtig godt, og særligt beskrivelserne gjorde at man lynhurtigt levede sig ind i bogens univers. Derudover var det flydende og letlæst, og tonen i bogen var den samme hele vejen igennem på trods af at bogen er skrevet af to forskellige forfattere.
Handlingen er fyldt med jalousi, kærlighed, lys, mørke, venskab, krig, mistro og vold, og såvel action- som kærlighedsscener var levende og troværdige. Der er en del twists undervejs som gør det svært at regne handlingen ud, og jeg havde i hvert fald ikke set slutningen komme.
Jeg var vild med bogens univers, og den måde som forfatterne brugte de to folks fordomme om hinanden til at fortælle noget om mennesker. For eksempel skulle Lysets folk være blide pacifister fulde af harmoni og kærlighed. Det gælder bare ikke i forhold til Mørkets folk, som Destan finder ud af, og det er da heller ikke alle Lysets folk der er lige gode. Mørkets folk skulle på den anden side være voldelige og amoralske, og alligevel forelsker Destan sig i Celina. For selvom de på overfladen er meget forskellige, så er de, og deres folk, alligevel mere ens end man umiddelbart skulle tro.
Personerne er levende og realistiske, med menneskelige fejl og følelser. Bogen skifter mellem flere forskellige personers synsvinkler, og det fungerer rigtig godt, fordi man på den måde ser handlingen fra flere forskellige vinkler. Destan er den primære hovedperson, og også min yndling. Han er trodsig, stædig og egoistisk, men alligevel hungrer han efter sine forældres, og især sin fars, kærlighed og anerkendelse. På trods af sine mange fejl har han hjertet på rette sted, selvom han ikke er meget for at vise det. Celina havde jeg det lidt svært med i starten, da hun virkede temmelig goody-goody og naiv. Hun er vokset op med sine forældres kærlighed, og er egentlig temmelig forkælet, og utroligt artig. Hun udvikler sig heldigvis en del undervejs, og jeg endte med at holde af hende. Samspillet mellem Destan og Celina er utroligt godt skrevet, og fungerer rigtig godt. De to er diametrale modsætninger, men finder alligevel noget i hinanden som de kan forstå og elske.
Jeg glæder mig allerede til at læse de næste bind i serien og kan varmt anbefale bogen.

lørdag den 30. juli 2016

Book Haul #4 2016


Jeg kan lige så godt sige det som det er: Jeg har en rygrad som en regnorm når det drejer sig om at lade være med at købe nye bøger. Så på trods af at mine reoler skriger under vægten har jeg købt stort ind i min sommerferie. Faktisk så stort, at jeg har været nødsaget til at købe endnu en reol. Et projekt, som viste sig ikke at være helt så ligetil som jeg havde troet, grundet en kombination af manglende mulighed for netbetaling, Postnords uvilje mod at aflevere den ved døren, manglende bil, og manglende stor vogn ved taxaselskabet. Heldigvis lykkedes det at få den fragtet hjem takket være en god kollegas hjælp, og samlet blev den også. Det mest uhyggelige: Den er allerede fuld!
Og hvilke bøger har jeg så fyldt den med? Læs med og find ud af det.
PS. Billederne er taget før diverse løse bogstakke flyttede ind i reolen.


Vi starter som altid med anmeldereksemplarerne.
I juli måned har jeg modtaget 2 anmeldereksemplarer som jeg glæder mig til at kaste mig over.

Mads Schack-Lindhardt: Tir-Nâzrals Arving (Stjernekrønikerne 1). Forlaget mellemgaard.

Jeanette Hedengran & Tina Sanddahl: Grænselandet (Mørkets søn 2). Forlaget Ulven og Uglen. Til anmeldelse på bookeater.dk.


I forbindelse med sommerlæselegen #ViLæserSommerbøger som Michelle fra The Small Wonders of Life har sat gang i, har Line fra bloggen Forestilling om Paradis sendt mig følgende bog, som jeg godt nok har læst for flere år siden, men som jeg glæder mig til at genlæse og fortælle jer om.
Bogen er:

Lene Kaaberbøl: Skyggeporten


Jeg har igennem flere år ønsket at kigge indenfor i Århus English Bookstore, som er en butik der sælger brugte engelske bøger og "stuff", som ejeren selv kalder det. Desværre har butikken altid haft lukket når jeg har været i Århus, men i år skulle det være, så jeg mellemlandede på vej på ferie i starten af juli, og besøgte en butik ejet af en virkelig bookhoarder. Der var bøger overalt, og kun en ganske smal passage mellem de tårnhøje bogstakke som man kunne bevæge sig ad. Jeg ville ønske jeg havde tænkt på at tage et par billeder af butikken, men I må tænke jer til det, hvis I ikke selv har været derinde.
Indehaveren var enormt hjælpsom, og jeg kom derfra med 8 bøger, alle i fantasygenren. Kort efter faldt jeg over et par bøger mere på butikkens facebookside, og bad om at få dem sendt. Men da fragten er temmelig dyr, foreslog ejeren at jeg fyldte kassen helt op - og det kunne jeg jo ikke lade være med. Så endnu 9 bøger flyttede hjem til mig, og jeg glæder mig til at læse dem allesammen.
Bøgerne er:

Joan D. Vinge: The Snow Queen
Katherine Langrish: Trollfell (Trollfell 1)
Carol Berg: Transformation (Rai Kirah 1)
Carol Berg: Restoration (Rai Kirah 3)
L. Frank Baum: The Scarecrow of Oz (Oz 9)
L. Frank Baum: The Tin Woodman of Oz (Oz 12)
Robert Jordan: The Eye of the World (The Wheel of Time 1)
Robert Jordan: The Great Hunt (The Wheel of Time 2)
Robert Jordan: The Dragon Reborn (The Wheel of Time 3)
Robert Jordan: The Shadow Rising (The Wheel of Time 4)
Robert Jordan: The Fires of Heaven (The Wheel of Time 5)
Tad Williams: The Dragonbone Chair (Memory, Sorrow and Thorn 1)
Tad Williams: Stone of Farewell (Memory, Sorrow and Thorn 2)
Tad Williams: To Green Angel Tower: Siege (Memory, Sorrow and Thorn 3)
Tad Williams: To Green Angel Tower: Storm (Memory, Sorrow and Thorn 4)
The Mammoth Book of Comic Fantasy
The Mammoth Book of Seriously Comic Fantasy


Bookdepository fik i juli måned nye bøger i deres bargain shop, og 1 af dem kunne jeg bare ikke stå for, da jeg er helt vild med serien og universet novellerne hører til.
Bogen er:

Patricia Briggs: Shifting Shadows (Stories from the world of Mercy Thompson)


Og så gik det for alvor galt. Inspireret af diverse booktubers og bogbloggere, og med ønsket om at gøre nogle af mine serier komplette, gik jeg i slutningen af juli amok på Saxo.com. Hele 13 bøger købte jeg - og med skam at melde er der flere på vej. Men mere om dem senere.
Første portion er:

Terry Pratchett & Stephen Baxter: The Long Earth (The Long Earth 1)
Terry Pratchett & Stephen Baxter: The Long War (The Long Earth 2)
Terry Pratchett & Stephen Baxter: The Long Mars (The Long Earth 3)
Terry Pratchett & Stephen Baxter: The Long Utopia (The Long Earth 4)
William Goldman: The Princess Bride
Cynthia Hand, Brodi Ashton & Jodi Meadows: My Lady Jane
Sara Raasch: Snow Like Ashes (Snow Like Ashes 1)
Sophie Jordan: Hidden (Firelight 3)
Naomi Novik: League of Dragons (Temeraire 9)
Morgan Rhodes: Falling Kingdoms (Falling Kingdoms 1)
Morgan Rhodes: Rebel Spring (Falling Kingdoms 2)
Morgan Rhodes: Gathering Darkness (Faloing Kingdoms 3)
Catherynne M. Valente: The Girl Who Circumnavigated Fairyland in a Ship of Her Own Making (Fairyland 1)

Selvom sommerferien for mig er lig med bøger og læsetid, så må jeg indrømme jeg synes det har taget overhånd i år. Jeg må seriøst lære at beherske mig med hensyn til bogindkøb, for nu er der definitivt ikke plads til flere reoler i mit hjem.
I perioden 3. juli til 30. juli er det blevet til hele 34 bøger, og som sagt er der flere på vej. Til mit forsvar skal det siges, at alle bøgerne var billige - men alligevel.
Regnormen må vist begynde til styrketræning.
Hvilke bøger har I ikke kunnet stå for i juli?

søndag den 24. juli 2016

Kings Rising

Kings Rising er 3. og sidste bind i C.S. Pacats fantasytrilogi Captive Prince.

Laurent har frigivet Damen, og sammen har de lagt en plan for at slå Regenten.
Det går dog galt fra starten. Damens identitet bliver røbet, og det viser sig at Laurent hele tiden har vidst hvem han var.
Samtidig er Regenten taget til Akielos hvor han har slået sig sammen med Damens bror. De to har længe lagt planer sammen, planer som betød Damens fars død, og som berøvede både Laurent og Damen deres f'ødselsret.
Damen og Laurent må slå deres styrker sammen, på trods af deres følelser, hvis de skal gøre sig noget håb om at indtage deres retmæssige pladser som konger af henholdsvis Akielos og Vere.
Men Damen har svært ved at glemme sine følelser for Laurent, og snart må han tage et valg om hvad der er vigtigst: Laurent eller Akielos.

Sidste bind af trilogien skuffer bestemt ikke. Handlingen er fuld af hæsblæsende action, indviklede intriger, forræderi, mord, blodige slag, sex, magt og kærlighed. De mange intriger kræver at læseren holder tungen lige i munden, mens de mange plottwists gør bogen fuldstændig umulig at forudsige.
Sproget er endnu en gang letlæst, flydende og tempofyldt, med gode beskrivelser, livagtige actionscener og erotiske sexscener.
Personerne er utroligt levende og nuancerede. I dette bind lider Damen en del af Stockholm-syndrom, da han har svært ved at komme ud af slavementaliteten, og hans voksende følelser for Laurent gør det ikke nemmere. Samtidig væmmes han mere og mere over slaveriet i såvel Vere som i Akielos, hvilket gør ham mere realistisk som person, i og med at han har prøvet at være slave på egen krop. Både Laurent og Damen har udviklet sig en del gennem serien, og de træder begge for alvor i karakter som kommende konger og ledere i løbet af historien. Laurent åbner sig langsomt op over for Damen, mens Damen lærer både sig selv og Laurent at kende. Også bipersonerne er menneskelige og nuancerede, med egne motiver og flere ansigter.
Slutningen måtte gerne have været lidt længere for min skyld, men var absolut ikke dårlig. Jeg var rigtig godt underholdt hele vejen igennem, selvom jeg var lidt ambivalent i forhold til Damen i første bind. De to sidste bind rettede dog op på det, og jeg fløj igennem dem begge to i løbet af en dag.
På trods af at Captive Prince er en fantasyserie uden magi er den bestemt værd at læse. Man skal dog som læser være opmærksom på at der er masser af sex og brug af sex som magtmiddel i serien, og derudover er det noget så sjældent som en fantasyserie med en homoseksuel kærlighedshistorie, hvilket fungerer rigtig godt.

Se også forfatterens hjemmeside.

Prince´s Gambit

Prince´s Gambit er 2. bind af C.S. Pacats fantasytrilogi Captive Prince.

Regenten af Vere har sendt Prins Laurent af sted til grænsen mellem Vere og Akielon. Udadtil for at give prinsen selvtillid, men i virkeligheden er det et plot for at få Laurent dræbt, så han kan beholde tronen.
Damen, Laurents slave, og den retmæssige konge af Akielon, f'ølger med. Han ved, at Laurent er hans bedste mulighed for at bevare freden imellem deres to riger, og gør hvad han kan for at beskytte ham fra Regentens mange dødelige fælder.
Langsomt begynder Damen at forstå prinsen bedre, og mens hans respekt vokser, gør hans følelser det også. Og Laurent begynder lidt efter lidt at tø op overfor ham og stole på ham.
Damen ved dog, at hvis Laurent finder ud af hvem han i virkeligheden er, vil hans liv være forbi. For Damen slog Laurents storebror ihjel i krigen mellem de to lande, og Laurent har ikke glemt det.
Men Regentens fælder er mange, og samtidig ved Damen, at han er nødt til at vende hjem og indtage sin retmæssige trone - uanset hvad han føler for Laurent.

I modsætning til første bog i serien er der fuld fart over feltet fra første side, og det høje tempo holder ved hele bogen igennem. Her i andet bind er der mere action og flere fysiske kampe, hvor første bind mest var præget af hofintriger mellem Regenten og Laurent. Det er dog ikke fordi der er færre intriger her i andet bind - snarere tværtimod. Handlingen er nemlig stopfyldt med politiske intriger, forræderi og indviklede plot-på-plot-på-plot som gør at man som læser må holde tungen lige i munden for følge med. Bogen er uhyggeligt spændende og fuld af utrolige plottwists. Blodige kampe, mord og sex, både brugt som våben og som forhandlingsmiddel, skorter det heller ikke på, men det mest interessante i bogen er forholdet mellem Laurent og Damen, og den måde det ændrer sig på efterhånden som de lærer hinanden bedre at kende og smider nogle af deres masker. Laurent er, uden sammenligning, den mest komplicerede person jeg nogensinde er stødt på i en bog. Udadtil er han arrogant og iskold, men samtidig er han en dygtig sværdkæmper og en utrolig politisk intrigemager som altid er et eller flere skridt foran alle andre. Han er elsket af folket, på trods af de mange rygter der går om hans sexliv, og hans mænd respekterer og adlyder ham. Hans magtkamp med sin onkel, Regenten, er utrolig at læse om, og man aner at kampen er mere personlig end man umiddelbart skulle forestille sig. Jeg greb flere gange mig selv i at spekulere på om onklens forkærlighed for drenge måske spillede en mere personlig rolle i magtkampen, uden dog at have noget konkret at kunne bygge det på. Damen er kriger med stort K, og selvom han som prins er vokset op mellem hofintriger er han i Vere i den grad udmanøvreret. Han drømmer om hævn over sin bror, men elsker ham alligevel, og hans voksende følelser for Laurent gør ham usikker på hvad han egentlig vil: Skal han følge sit hjerte eller gøre sin pligt over for sit land? Samtidig ved han udmærket godt, at Laurent slår ham ihjel hvis han finder ud af hvem han i virkeligheden er. Damen har svært ved at opføre sig som en slave, og utroligt nok lader Laurent ham slippe af sted med at opføre sig som han gør. Om det er overlagt eller ej er svært at sige, men det er i hvert fald med til at opbygge positive følelser for Laurent hos Damen, og få ham til at hjælpe Laurent mere end han ellers ville gøre det.
Sproget er endnu en gang letlæst og flydende, med gode beskrivelser, livagtige actionscener og dampende sexscener. Heldigvis er der ikke helt så mange voldtægter i andet bind, og selvom der stadig er meget sex er det mere som led i politiske manøvreringer og af lyst end som magtmiddel, hvilket var med til at få mig til at synes bedre om bogen end jeg gjorde om første bind.
Serien er stadig udpræget for voksne, og selvom det er en fantasyserie er der ingen magi i den. Ikke endnu, i hvert fald.
Titlen er i øvrigt noget dobbelttydig, da prinsen der tænkes på både kan være Laurent, og henvise til magtkampen med onklen, eller Damen, og henvise til hans kamp for at overleve og vende tilbage til hans eget land. Eller også henviser titlen til spillet mellem de to prinser og truslen om afsløringen af Damens hemmelighed. Hvad der er den rigtige fortolkning ved kun forfatteren, og dobbelttydigheden er kun med til at gøre bogen endnu mere spændende.
Jeg glæder mig til at læse sidste bind i serien og finde ud af hvordan det hele ender.

Se også forfatterens hjemmeside.

lørdag den 23. juli 2016

A Darker Shade of Magic

A Darker Shade of Magic er 1. bind i fantasytrilogien Shades of Magic af V.E. Schwab.

Der er fire parallelle verdener, og i hver verden findes der et London. Black London er gået under, ødelagt af magi og menneskelig arrogance, og alle spor af verdenen er blevet ødelagt i frygt for at andre verdener vil lide samme skæbne. White London styres med hård hånd og magi, men er alligevel en verden i forfald, fanget i samme fælde som Black London. Red London er harmonisk, med magi og mennesker i balance, og et stærkt kongehus. Grey London har stort set ingen magi, og store skel mellem rig og fattig.
Det er dog kun et fåtal der ved at der findes flere verdener, og det er endnu færre der kan rejse imellem dem. Faktisk er der kun to, Kell og Holland. De er blodmagikere, Antari, og har evnen til at rejse imellem de forskellige verdener. Men magien har sin pris, og både Kell og Holland må tjene deres respektive monarker.
Det er strengt forbudt for dem importere ting fra de forskellige verdener. Alligevel kan Kell ikke lade være, på trods af hvad det vil koste ham, hvis han bliver opdaget. Kell er opfostret af den kongelige familie i Red London, men føler sig mere som kongefamiliens ejendel end en del af familien. Eneste undtagelse er kronprinsen Rhy, som ved hvad Kell foretager sig, og alligevel dækker over ham.
Kell bliver jævnligt beordret til at overbringe breve imellem de forskellige monarker, og bruger besøgene til at smugle forskellige ting. Men under et besøg i White London går det galt. Kell bliver bedt om at overbringe et brev til en indbygger i Red London, men det viser sig at være en fælde. Skjult i Kells betaling er nemlig et relikvie fra Black London som nogle vil gøre alt for at få fingre i. Blandt andet Holland, gennem hvem White Londons monarker forsøger at overtage magten i andre verdener.
Men før relikviet falder i forkerte hænder lykkes det Kell at flygte med det til det eneste sted hvor ingen vil kunne bruge det - Grey London. Her møder Kell Lila, en lommetyv med ambitioner, som stjæler relikviet fra ham. Det skulle hun aldrig have gjort, for snart er hun og Kell på flugt fra Holland, og relikviet truer med at overtage Kell.
Skal de overleve må de af med relikviet. Men den eneste måde at slippe af med det og sørge for at det ikke falder i de forkerte hænder er at transportere det til Black London, og alle veje dertil er lukkede. Og samtidig lurer faren fra White Londons magtsyge monarker som vil gøre alt for at nå deres mål.

Jeg har set serien og forfatteren rost til skyerne på Booktube, og var simpelthen nødt til at få fat i den. Nu har jeg så læst første bind, og er rigtig glad for at jeg lod mig påvirke til at købe den, for hold op hvor er den bare god.
Sproget er helt fantastisk. Beskrivelserne af de forskellige Londoner er utroligt levende, og man føler sig med få ord hjemme i de meget forskellige verdener. Tonen skifter mellem trist gråhed i Grey London, paranoia og utryghed i White London, og varme og liv i Red London, og det er ret fantastisk at opleve. Bogens univers - eller universer - er i det hele taget utroligt gennemførte, og der går ikke lang tid før man som læser har opfanget forskelle og ligheder mellem de forskellige Londoner og vores egen verden. Samtidig er hele bogen gennemsyret af humor, og actionscenerne er fantastisk livagtige.
Handlingen er fyldt med action, magi, forræderi, magtbegær, mord, intriger og slaveri, blandet sammen på en måde som bare fungerer og fuldstændig tryllebandt mig. Handlingen er fyldt med twists undervejs, som gør det svært at forudsige hvad der vil ske, og som er med til at holde spændingen ved lige hele vejen igennem. Bogen ligner ikke noget jeg før har læst, og alligevel synes jeg at kunne mærke en Neil Gaimansk eller Diana Wynne Jones´sk tone i den, hvilket bestemt ikke gør mig noget, da de er to af mine absolutte yndlingsforfattere.
Personerne virker levende og realistiske, med egne motiver og flere forskellige lag. De to hovedpersoner Kell og Lila skiftes til at fortælle handlingen, og man lærer dem derfor rigtig godt at kende. Kell er priviligeret, men føler sig mere som en ejendel, og bruger derfor sine tjenesterejser til at gøre oprør mod den rolle han er blevet tildelt ved at smugle ting fra et London til et andet. Han ved ikke hvem han er - hans fortid er blevet slettet - og forsøger derfor at finde ud af hvem han gerne vil være, samtidig med at han ved han aldrig vil kunne få en anden rolle end den han har som kongefamiliens Antari. Hans forhold til kongeparret er kompliceret: På den ene side elsker han dem som sine forældre og dem der har opdraget ham, på den anden side kan han ikke lade være med at bebrejde dem for sin manglende fortid og den måde de bruger ham som sendebud og statussymbol. Mødet med Lila får ham til at erkende hvor priviligeret han egentlig er, men da er det også næsten for sent. Lila er en pige uden penge men med ambitioner. Hun vil ikke hænge fast i et almindeligt liv, men drømmer om eventyr, og hendes største drøm er at blive sørøver med eget skib. Da hun møder Kell kan hun ikke lade være med at gribe fat i chancen for at opleve andre verdener, på trods af at det kan koste hende livet. Samspillet mellem Kell og Lila er rigtig godt, og de supplerer hinanden glimrende, blandt andet med de, til tider meget morsomme, dialoger imellem dem.
Bogen kan absolut anbefales, og kan man lide anderledes og voksen fantasy må man bare ikke gå glip af den. Jeg er i hvert fald ikke i tvivl om at jeg skal have læst de næste bind i serien, selvom jeg er en smule nervøs for at læse videre. Det bliver nemlig svært at overgå første bind i serien.

Se også forfatterens hjemmeside.

tirsdag den 5. juli 2016

Den fredløse

Den fredløse er en fantasybog af Carina Evytt.

Rham er tater, og Anna er datter af en storbonde. Rham er rastløs, drømmende, og har svært ved at indordne sig under de hvide. Han har et godt tag på heste, og har, sammen med sin bror, fået arbejde på Annas fars gård. Anna vil ikke giftes, og nægter at blive kvinde. Hun har nemlig oplevet hvordan hendes ældre søster måtte opgive sine drømme og ændrede sig drastisk da hun giftede sig, og vil ikke lide den samme skæbne.
Da Anna overtaler sin far til at hun må tage sig af et forældreløst enhjørningeføl knytter hun og Rham bånd til hinanden. Rham genkender noget af sig selv i Anna, og hun fascineres af Rhams drømme og frihedstrang. De knytter et stærkt venskab som omgivelserne hverken forstår eller accepterer.
Og da en politiker kommer til magten i den nærliggende by indskrænkes Rhams frihed drastisk. Pludselig er det forbudt taterne at rejse rundt, og straffene for tatere bliver endnu hårdere end før.
Anna og Rham er dog ligeglade. De forelsker sig i hinanden, selvom de godt ved at forholdet er dødsdømt.
Men hvad de ikke ved er, at den unge grevesøn Niels har forelsket sig brændende i Anna, og med alle midler forsøger at skille hende og Rham ad. Niels har også planer med enhjørningene, og bestemmer sig for at slå to fluer med et smæk, ved at starte et rygte om at Anna er blevet forhekset. Men rygtet løber løbsk, og snart er Anna anklaget for hekseri, og Rham erklæret fredløs.

Jeg fik denne bog i en bookibag fra Tellerup til sidste års bogbloggertræf, og siden er jeg gået om den som katten om den varme grød. Jeg har flere gange bestemt mig for at læse den, men har hver gang ombestemt mig. Bogen er ellers utroligt smuk, men netop det har været med til at jeg har lagt den fra mig hver gang. Jeg hører nemlig til det absolutte mindretal som bogens udseende overhovedet ikke har tiltrukket, fordi den for mig ser lige lovlig piget/prinsesseagtig ud. Og det til trods for at jeg har hørt at indholdet slet ikke afspejler udseendet. En anden grund til at jeg har lagt bogen fra mig har været tykkelsen. Bogen er meget stor, og det har skræmt mig lidt, selvom jeg er vant til at læse tykke bøger.
Nu har jeg så endelig fået den læst, og jeg må indrømme at jeg har et lidt ambivalent forhold til den. Det tog mig lang tid at læse den, og selvom bogen var god, så blev den for mig noget langtrukken fordi den slet ikke var som jeg havde troet og håbet. Hvis vi starter i den positive ende, så er sproget rigtig godt. Det er letlæst, flydende og billedskabende, og dialogerne fungerer rigtig godt. Personerne er levende mennesker, med godt og ondt, fejl og dyder, og realistiske motiver. Rham og Anna skiftes til at fortælle, og det gør at man lærer dem rigtig godt at kende, og ikke kan undgå at komme til at holde af dem. Begge søger efter frihed og har svært ved at indordne sig, men hvor Rham vælger den svære vej, vælger Anna langt hen ad vejen den sikre. Og selv om Rham forsøger at gøre det rigtige, så går det gang for gang galt for ham, og han bringer i stedet ulykke over de mennesker han holder af. Også Niels lærer man rigtig godt at kende, og dobbeltheden i hans karakter er rigtig godt fortalt. Han elsker Anna, og vil gøre alt for at få hende, men har alligevel dårlig samvittighed over hvad hans handlinger fører med sig. Handlingen er godt skruet sammen, og er fuld af drømme, frihed, undertrykkelse, uretfærdighed, kærlighed, besættelse og magtbegær. Den politiske retorik mindede mig en del om flygtningedebatten herhjemme, og hele idéen med hvordan et rygte kan vokse sig ud af kontrol og føre ulykke med sig var rigtig godt skrevet. Jeg savnede dog noget magi. Det eneste i bogen der leder læserens tanker hen på fantasy er enhjørningene, for ellers minder den mest af alt om en historisk roman a la Jordens søjler eller Herta Enevoldsens romaner. Det er ikke nogen dårlig bog, men jeg var bare ikke indstillet på at læse en historisk roman, og derfor tog det lang tid for mig at komme igennem den. Havde jeg haft andre forventninger til den ville jeg sikkert have syntes bedre om den. Men kan man lide fantasybøger fortalt over lang tid og med et historisk islæt vil man sikkert kunne lide bogen.

lørdag den 2. juli 2016

Book Haul # 3 2016


Jeg har fået sommerferie, og det er derfor blevet tid til endnu en Book Haul. Og jeg advarer med det samme om at det er en stor én af slagsen der venter denne gang. Det skyldes flere ting.
For det første har jeg modtaget en del anmeldereksemplarer i løbet af maj og juni.
For det andet har jeg vundet en konkurrence ved Pipalukbooks.
For det tredje kom der en del nye bøger jeg havde ventet på.
For det fjerde, så havde både Bookdepository og Saxo sommerudsalg.
For det femte, så har jeg set rigtig meget Booktube i de sidste to måneder.
Og for det sjette - og det bærer nok desværre hovedparten af skylden - så har jeg et problem: Jeg kan bare ikke lade være med at købe bøger, og slet ikke når de er billige. Prøv bare at se den stak jeg har skrabet sammen på knap to måneder.
Og hvilke bøger er så flyttet ind på mine i forvejen bugnende reoler?
Læs med og find ud af det.


Vi starter med anmeldereksemplarerne. En hel del bøger udkom i løbet af maj og juni, og jeg var så heldig at få tilsendt hele 8 anmeldereksemplarer af bøger jeg havde glæder mig til at læse fra forskellige forlag. Ovenikøbet var de allesammen gode, og flere af dem var decideret fantastiske.
Bøgerne er:

Isa Lemvigh Clausen: Tara og Stormøerne. Forlaget mellemgaard.
Anne Sofie Hammer: Mig og Dylan Walker - eller historien om hvordan jeg ødelagde mit sidste skoleår. Forlaget Høst & Søn, Anmeldt på bookeater.dk.
Julie Kagawa: Dragerne (Sagaen om Talon 1). Forlaget HarperCollins Nordic.
Siri Pettersen: Odinsbarn (Ravnevinger 1). Forlaget Høst & Søn.
Pittacus Lore: Den fortabte Fem (Arven fra Lorien 4). Forlaget Tellerup. Til anmeldelse på bookeater.dk.
Lene Kaaberbøl: Sølvhesten (Katriona 1). Forlaget Alvilda.
Malene Sølvsten: Ravnenes hvisken 1. Forlaget Carlsen.
Pierce Brown: Gylden søn (Red Rising 2). Forlaget Gyldendal.


I starten af maj havde jeg en halv times tid i Esbjerg mens jeg ventede på at skulle i teatret, og hvad var derfor mere nærliggende end at besøge den lokale bogbyttebutik Bogormen? Jeg kunne i hvert fald ikke komme på noget, og besøget endte med at jeg købte 3 engelske fantasybøger med hjem, hvoraf 2 er første bind i serier som jeg har tænkt på at læse i et stykke tid, og 1 er første bind i en serie som jeg har læst før.
Bøgerne er:

Gene Wolfe: Shadow and Claw (The Book of the New Sun 1)
Janny Wurts: The Curse of the Mistwraiths (The Wars of Light and Shadow 1)
Chris Bunch: Storm of Wings (Dragonmaster 1)


I maj fandt jeg ud af at en serie jeg længe havde ønsket at læse, men som jeg kun havde kunnet finde til Kindle, var kommet i paperback på Amazon. Jeg skyndte mig derfor straks at bestille den, og glæder mig til at læse de 2 første bind. Bind 3 skulle være på vej, men hvornår det kommer i trykt format er svært at sige.
Bøgerne er skrevet af Rachel Aaron og er:

Nice Dragons Finish Last (Heartstrikers 1)
One Good Dragon Deserves Another (Heartstrikers 2)


I juni måned købte jeg 2 bøger i Bog & Idé. Begge var nyudgivelser, og begge var billige. Og nu siger I sikkert: "Kirsten, den der til højre er da ikke en nyudgivelse." Og I har ret i at den har fandtes på dansk i nogle år. Men når jeg alligevel tager den med som en nyudgivelse er det fordi den netop er kommet i en ny paperbackudgave til 49,95, og det kunne jeg ikke stå for. Jeg har længe haft lyst til at læse den, og nu skal det altså være. Begge bøger kommer i øvrigt med på sommerferie.
Bøgerne er:

Sara Blædel: Bedemandens datter
Carlos Ruiz Zafón: Vindens skygge


Og nu kommer vi så til den del af Book Haulen hvor det hele kørte af sporet. Og det starter med noget jeg ikke har gjort før, Jeg har købt et nyt eksemplar af en bog jeg havde i forvejen, men med en anden forside, så den nu matcher resten af serien både i forside og højde. Jeg er ellers ikke gået så meget op i at mine bøger matcher hinanden, men lige her ville jeg gerne have at serien så ens ud. Det betyder også, at jeg har et ulæst og næsten nyt eksemplar af en bog som jeg vil forære væk på et eller andet tidspunkt. Jeg tænker Giveaway - for eksempel når bloggen når 100 likes på Facebook, eller til december hvor læsetemaet passer til bogen.
Bogen er:

Rick Riordan: The Blood of Olympus (Heroes of Olympus 5)


I maj fik jeg en rabatkode til Bookdepository som sagde de savnede mig. Jeg savnede også dem, og da jeg kunne spare 10 % på bøger jeg købte hos dem før en bestemt dato, kunne jeg selvfølgelig ikke sige nej. Jeg forsøgte dog at være økonomisk og kiggede i deres Bargain Shop hvor jeg fandt to bøger, og så bestemte jeg mig for, efter masser af gode anmeldelser ved andre bloggere og Booktubere, at købe første bind i en serie som har fået masser af ros, og som jeg ønsket at læse i et stykke tid. Jeg havde godt nok ikke opdaget at den ene bog var bind 6 i en serie, men den har et citat på forsiden med en anmeldelse af Jim Butcher, så med i kurven kom den.
Bøgerne er:

Benedict Jacka: Veiled (Alex Verus 6)
Chris Wooding: The Haunting of Alaizabel Cray
Maggie Stiefvater: The Raven Boys (The Raven Cycle 1)


Kort efter jeg havde bestilt bøgerne begyndte jeg at ærgre mig over at jeg ikke bestilte resten af The Raven Cycle med det samme. Så da der var to nyudgivelser på vej som jeg alligevel ikke kunne vente med at få fingrene i, gik jeg ind på Saxo og købte både nyudgivelserne og resten af The Raven Cycle.
Bøgerne er:

Maggie Stiefvater: The Dream Thieves (The Raven Cycle 2)
Maggie Stiefvater: Blue Lily, Lily Blue (The Raven Cycle 3)
Maggie Stiefvater: The Raven King (The Raven Cycle 4)
John Flanagan: Turneringen i Gorlan (Skyggens Lærling: De første år 1)
James Dashner: Udbruddet (Maze Runner 4)


Og så kom sommertilbuddene.
I maj havde Bookdepository Deal Week, og havde supertilbud på en del helt nye bøger. Også på andet bind i en serie som jeg havde set en del på Booktube, og som i øvrigt lød som om den kunne være lige noget for mig. Da jeg ikke havde første bind var jeg selvfølgelig også nødt til at købe det, så jeg kunne få læst serien.
Bøgerne er skrevet af Taran Matharu og er:

The Novice (Summoner 1)
The Inquisition (Summoner 2)


I juni var det så Saxos tur til at have sommertilbud, og inspireret af Booktube købte jeg hele 8 bøger, fordelt på 3 serier. Jeg er meget spændt på at læse dem, og er allerede gået i gang med den ene serie.
Bøgerne er:

C. S. Pacat: Captive Prince (Captive Prince 1)
C. S. Pacat: Prince´s Gambit (Captive Prince 2)
C. S. Pacat: Kings Rinsing (Captive Prince 3)
V. E. Schwab: A Darker Shade of Magic (A Darker Shade of Magic 1)
V. E. Schwab: A Gathering of Shadows (A Darker Shade of Magic 2)
Brandon Sanderson: Mistborn (The Mistborn Trilogi 1)
Brandon Sanderson: The Well of Ascension (The Mistborn Trilogi 2)
Brandon Sanderson: The Hero of Ages (The Mistborn Trilogi 3)


Sidst, men bestemt ikke mindst, var jeg så heldig at vinde en konkurrence på Pipalukbooks blog, 3 dejlige ungdomsbøger blev det til, og bøgerne passer perfekt til at læse en sommerdag, hvad enten det bliver udenfor i solskin eller indenfor i regnvejr.
Bøgerne er:

Pernille Eybye: Sol, sommer og scorereplikker
Pernille Eybye: Mission: Drømmeprins
Line Lybecker: Mere end veninder

Hvad skete der lige? Jeg synes sidste Book Haul var blevet stor på kort tid, men det er intet imod hvor stor denne Book Haul voksede sig i perioden 6.maj til 2. juni. Hele 37 bøger blev det til, og langt størstedelen har jeg endda selv købt. Men nu må det også være slut! Jeg lover hermed at lade være med at købe bøger i de næste måneder, og - Yeah, right, tror jeg selv lige jeg kan holde det? Jeg tør dog godt love at jeg ikke køber lige så mange bøger på knap to måneder som jeg har gjort det denne gang. Det kan økonomien nemlig slet ikke holde til.
Hvilke nye bøger er flyttet ind på jeres reoler i løbet af maj-juni? Og er I også faldet for sommertilbud?