tirsdag den 29. august 2017

Dødens mærker

Dødens mærker er 1. bind af Veronica Roths science fiction-serie af samme navn.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Alvilda

Shothe og Thuvhe deler planet, men kunne ikke være mere forskellige. Hvor Thuvhe har anerkendelse blandt planeterne, bliver Shothe anset som et land fyldt med voldelige barbarer, som kun tænker på at skrabe til sig.
Shothes regerende familie Noavek ønsker anerkendelse over alt andet, og de vil gøre alt for at få den, og beholde magten. Derfor kommer det også som en streg i regningen, at Ryzek Noavek er skæbnebestemt til at blive dræbt af Thuvhes fremtidige kansler. I et forsøg på at undgå sin skæbne får Ryzek bortført Thuvhes orakels to sønner, Eijeh og Akos. Den første er skæbnebestemt til at blive orakel, og den anden til at dø i familien Noaveks tjeneste.
Ryzek sætter Akos til at tjene sin søster Cyra, hvis evne til at volde andre smerte har gjort hende til sin brors bøddel, og samtidig giver hende konstante smerter. Men da hun møder Akos, forsvinder smerterne for første gang siden hendes evne manifesterede sig da hun var barn. For Akos´ evne neutraliserer strømmen, og Cyra kan ikke lade være med at knytte sig til ham. Også selvom hun ved, at Akos kun tænker på at redde sin bror og undslippe Shote.
Men kan man undslippe sin skæbne?

Tilbage i januar sendte forlaget bogen til mig som en overraskelsespakke, og jeg startede faktisk med at læse den i februar, hvor læsetemaet var Science fiction og dystopi. Der gik dog ikke lang tid før jeg lagde bogen fra mig igen, da jeg havde svært ved at komme i gang med den, og tænkte det sikkert var fordi jeg havde brug for en pause fra science fiction-bøger. Siden har den så ligget og ventet på mig, indtil jeg endelig fik taget mig sammen til at begynde på den igen. Og konstaterede, at det ikke kun var fordi jeg var træt af science fiction, at jeg havde svært ved at komme i gang med den.
Sproget er ellers godt. Det er letlæst og flydende, og beskrivelserne er utroligt livagtige.
Jeg kunne rigtig godt lide bogens univers, og var meget fascineret af beskrivelserne af de shotetiske og thuvesiske kulturer, planeterne og strømmen, og universet er da også gennemført og sammenhængende.
Desværre overskyggede beskrivelserne af universet til dels bogens handling, og der gik det meste af bogen, før jeg synes der skete noget. Det hænger sikkert også sammen med, at bogens fortæller skiftede fra Akos til Cyra, som jeg bare ikke synes var ret interessant. Desuden gættede jeg stort set samtlige twists, hvilket gjorde historien noget forudsigelig. Historien er ellers fyldt med action, intriger, vold, mord, tortur, kærlighed, kultursammenstød, forræderi, spådomme og magi/strømevner, men desværre blev den for mig først spændende til allersidst, og da var løbet lidt kørt.
Personerne er nuancerede og menneskelige, men det var kun Akos jeg for alvor levede mig ind under huden på, og det gjorde det stykke af bogen som fortaltes fra Cyras synsvinkel temmelig langt at komme igennem. Akos er målrettet, stærk, modig og kærlig, men også dumdistig, intelligent og hadefuld, og det gjorde ham til en interessant person, som jeg rigtig gerne ville have lært endnu bedre at kende. Jeg savnede at lære mere om hans optræning efter bortførelsen, og i det hele taget lære hans tanker og følelser bedre at kende. Cyra, bogens anden hovedperson, var jeg ret ligeglad med. Det var ikke fordi hun irriterede mig, eller jeg hadede hende, hun sagde mig bare ikke noget. Og det på trods af, at hun er en dygtig kriger og intelligent. Desværre var hun også temmelig passiv, naiv og bange for sin bror, og der gik lang tid før hun udviklede sig i en mere positiv retning. Bipersonerne var levende, med egne motiver og historier, men jeg kom aldrig til at knytte mig til nogen af dem, hvilket måske også hænger sammen med, at en del af dem er temmelig brutale og kolde.
Jeg er ikke i tvivl om, at andre vil elske den her bog. Universet er rigtig spændende, men for mig levede hverken handlingen eller personerne op til det potentiale der lå i historien. Jeg er dog alligevel nysgerrig nok til at ville læse andet og sidste bind i serien når det en gang udkommer, for jeg kunne rigtig godt lide Akos, og jeg var vild med universet.

Se også forfatterens hjemmeside.

søndag den 27. august 2017

Ildens Flamme

Ildens Flamme er 1. bind af fantasytrilogien Ildsangen, skrevet af Catharina Kjelgaard Vedel-Smith.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og Books and Dragons

Ainua er serana, men vokser op blandt mennesker i den lille landsby Cir som datter af byens læge. Hun viser sig allerede som barn at have stærke healende evner, og hendes far oplærer hende derfor i healingens magi.
Ainua finder snart ud af, at magi ikke kan løse alt, og at der også findes mørke kræfter i verden. Kræfter, som hører hjemme i skoven tæt på landsbyen, og som kan være dødbringende, hvis man ikke er forsigtig.
Efterhånden som hun vokser op, kan hun ikke lade være med at føle sig udenfor. Mens hendes venner forelsker sig og bliver gift, har hun svært ved at se hvad hun skal med kærlighed, og hendes voksende skønhed giver hende ikke andet end problemer.
Kort efter hendes 21 års fødselsdag rammer katastrofen landsbyen. Mens Ainua samler lægeurter, angriber mørke væsener landsbyen, og dræber alle, med undtagelse af Ainuas barndomsven Serén, som efterlades dødeligt såret. Serén og Ainua har ikke andet valg end at forlade landsbyen, og det bliver starten på en farlig rejse ud i det ukendte. Ainua får brug for alle sine magiske evner hvis de skal overleve, for ondskaben er langt fra færdige med dem, og det er ikke kun Cir de mørke væsener er interesserede i.

Jeg var noget spændt på bogen da jeg sagde ja til at anmelde den. Med selvudgivne bøger kan det gå begge veje, så selvom den lød spændende, var jeg bestemt ikke sikker på at jeg ville synes om den.
Men det gjorde jeg. Faktisk var jeg ret vild med bogen, selvom der var et par enkelte småting der trak lidt ned.
Sproget er letlæst og flydende, og selvom der var enkelte stavefejl, så var det ikke noget der generede min læsning nævneværdigt. Forfatteren er utroligt god til at opbygge stemninger, og jeg var vild med den krybende uhygge og fornemmelse af noget farligt som skoven var med til at opbygge. Beskrivelserne var levende og realistiske, og universet var spændende og velgennemført, med forskellige racer og magisystemer. Og så indeholdt bogen ikke mindre end 4 kort, som er utroligt flotte og med til at give læseren et indtryk af Ainuas verden. Der var dog en enkelt ting der generede mig undervejs, og det var skrifttypen for Ainuas syner. Jeg havde svært ved at læse den og fik faktisk ondt i øjnene af den, selvom synerne typisk kun var på en halv til hel side. Det var synd, for jeg kunne godt lide idéen med, at bogen var sat med forskellige skrifttyper afhængigt af sprog og situationer, og det var med til at give læseren et overblik over hvad der var nutid og hvad der var syner.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med magi, healing, kærlighed til familien, venskab, ondskab, grusomheder, overlevelse og sorg, blandet med action og hverdagsliv. Historien starter stille og roligt ud, med Ainuas opvækst fortalt i episoder og med spring i tid, hvilket jeg synes var lidt irriterende, da jeg godt kunne have tænkt mig en lidt mere sammenhængende tidslinje, men det skifter efter de første ca. 200 sider, hvor handlingen for alvor tager fart, og både spænding og action tager til, og gør bogen umulig at slippe. Det er også her, at bogen skifter karakter, og bliver mere klassisk fantasy som man kender det fra for eksempel Hobbitten og DragonLance-serien, og da Ainua møder eventyrerne tager historien endnu en drejning i den klassiske retning, uden dog at blive forudsigelig.
Personerne er levende og menneskelige, med egne motiver og historier, og man kommer hurtigt til at holde af dem, hvilket er med til at gøre Cirs ødelæggelse utroligt hård for såvel Ainua som læseren. Ainua er stærk og modig, med et stort hjerte, og et utroligt behov for at hjælpe andre. Hun hader at skade andre, og er både afhængig af og bange for sin magi. Selvom hun er elsket af sine adoptivforældre og respekteret af de andre landsbyboere, så kan hun ikke lade være med at føle sig udenfor og anderledes, fordi hun ikke ligner de andre, og samtidig har stærke magiske kræfter. Hendes udseende er med til at gøre hende usikker, og hun er direkte bange for sin skønhed og den effekt den har på især mænd. Efter Cirs ødelæggelse opdager Ainua en ny og skræmmende side af sig selv, da hun pludselig har grund til at hade for første gang i sit liv, og hendes vrede og sorg truer med at ødelægge hende, og hendes omgivelser. Også bipersonerne er interessante og realistiske, og især Serén kom jeg til at holde meget af. Derfor irriterede det mig også lidt, at han forsvandt lidt ud af historien undervejs, men til gengæld dukkede eventyrerne op, og selvom de på mange måder var ret typiske personer i en fantasyfortælling, så formåede forfatteren alligevel at give dem noget originalitet og anderledes, så de ikke bare var fantasyklicheer.
Alt i alt var det en rigtig god fantasyfortælling, med levende personer, en spændende handling og et interessant univers. Bogen havde enkelte skønhedsfejl, men det er i småtingsafdelingen, og bør bestemt ikke afholde folk fra at læse bogen, for historien er god, og jeg glæder mig allerede til at læse videre. Kan man lide klassiske fantasyfortællinger, så er Ildens Flamme et rigtig godt bud.

fredag den 25. august 2017

Eventyret om Fjeren og Rosen

Eventyret om Fjeren og Rosen er en fantasybog skrevet af Josefine Ottesen.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Alvilda

I Det Smukke Land er arbejdet det vigtigste. Folk er glade og tilfredse, og kun Kongen føler, at der mangler noget. Han opsøger i al hemmelighed den gamle historiefortæller, som fortæller ham historier om Fuglelandet på den anden side af Sumpen, som alle mener ikke findes.
En dag bestemmer Kongen sig for at besøge Sumpen, og finde ud af om Fuglelandet findes. Her møder han fuglepigen Ea, som fortæller, at hun er udset til at finde en gammel spådom, som kan fjerne Sumpen og redde begge deres lande. Kongen forelsker sig i hende, og gemmer hendes amulet, så hun ikke kan forlade ham, efter de har fundet spådommen.
Men tabet af amuletten får ikke Ea til at blive. Dybets Dronnings sorte fugle bortfører hende, og Kongens kærlighed kommer på en hård prøve, da han bestemmer sig for at overtage hendes plads og bringe spådommen tilbage til Fuglelandet.

Jeg læste bogen første gang som barn, og huskede bogen som god og uhyggelig. Som voksen er det så som så med uhyggen, men til gengæld opdagede jeg en hel del flere lag i historien, end jeg fangede som barn, og jeg nød at genlæse bogen med andre øjne.
Sproget er letlæst og flydende, og selvom der ikke er mange beskrivelser, så formår forfatteren alligevel at gøre historiens omgivelser levende. Samtidig er der noget drømmende og eventyrligt over den måde historien fortælles på, som gør, at bogen i den grad lever op til eventyr-delen af titlen. Både i fortællemåde og handling minder bogen nemlig om de gamle folkeeventyr, og jeg kunne da også nikke genkendende til flere elementer undervejs.
Handlingen er godt skruet sammen, og selvom den ikke var voldsomt overraskende, hvilket nok hænger sammen med at jeg har læst bogen før, så er den alligevel spændende og svær at slippe. Det er en historie om kærlighed, kultursammenstød, magi, lys og mørke, godt og ondt, viden og lyst, og historier, men først og fremmest er det en historie om identitet, og om hvad det vil sige at være menneske på godt og ondt.
Personerne er levende og menneskelige, omend bipersonerne ikke er voldsomt nuancerede. Det hænger dog fint sammen med bogens historie, så jeg tænker lidt, at det måske er meningen. Kongen er bogens hovedperson, og han udvikler sig utroligt meget undervejs. Fra at være en fremmed i sit eget land til at finde ud af hvem han er, og opdage, at man nogen gange må ofre sig for kærligheden, og at arbejde og kreativitet hænger sammen. Hans kærlighed til Ea er tæt på at ødelægge alt, men alligevel er det den, der får ham til at forsøge at rette op på det han har gjort. Jeg kunne rigtig godt lide ham som person, selvom jeg godt kunne have tænkt mig, at han var lidt bedre til at slå igennem og vise autoritet. Han er jo konge, men det virkede lidt som om han lod andre bestemme for sig. Men det er bestemt et mindre irritationsmoment i en ellers fantastisk historie.
Bogen bød på et dejligt gensyn med en eventyrlig historie fra barndommen som stadig holder her 30 år senere. Den kan varmt anbefales til børn og unge med hang til eventyr, og til voksne med hang til nostalgi. En smuk historie om at være menneske.

Se også forfatterens hjemmeside.

søndag den 20. august 2017

Pigen fra Månehøjen

Pigen fra Månehøjen er 1. bind i en fantasyserie skrevet af Lene Krog.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren.

Krigen hærger Bragimark. Efter mordet på kongefamilien, har de grå, anført af Vidar og heksen Caris, overtaget magten i landet. Sherifferne jager marlinger, hekse og andre overjordiske væsener, og selvom enkelte kæmper imod de grå, så forekommer kampen umulig at vinde.
Merian hader de grå. De dræbte hendes far og den mand hun elskede, og hun kan ikke tilgive sin bror for at være gået over til dem og endda være blevet en af deres sheriffer. For at undgå at tage hjem til sin familie i sommerferien spørger hun universitetets mest populære elev Birk om at måtte tage med ham hjem. Og til hendes store lettelse siger han ja.
I Birks onkels hus møder Merian Aia, som er kommet til skade. Aia mistede for nogle år siden hukommelsen, og ved ikke hvem hun er. Hun ved kun, at hun blev fundet livløs i en sø, og at nogen forsøgte at slå hende ihjel.
Samme nat som Merian og Birk ankommer, brænder huset ned. Birks onkel når, inden han dør, at give Aia et mærkeligt smykke, som han beder hende om at give til modstandsbevægelsen. Kort efter arresteres Birk, Aia, Merian og healeren Regin af de grå, som leder efter et våben, som onklen skulle have fremstillet. Regin bliver dræbt, men det lykkes Aia at skjule halskæden, og i sidste ende bestemmer de grå sig for at løslade dem, på grund af Merians bror.
Uden andre muligheder bestemmer Aia, Merian og Birk sig for at tage hjem til Merians familie, men vejen er lang og farefuld, og mens Aia kommer tættere på sin fortid, opdager hun, at hun har en større rolle at spille i krigen, og at der var en grund til at hun flygtede. De to piger opdager snart, at intet er som det ser ud til, og at langt farligere kræfter er på spil, end de nogensinde kunne drømme om.

Jeg havde ikke hørt om bogen før forfatteren spurgte om jeg ville anmelde den, men efter at have læst den, er jeg rigtig glad for jeg lærte den at kende. For bogen er rigtig god.
Sproget er letlæst og flydende, og indeholder en god portion humor. Beskrivelserne er rigtig gode, og det eneste der skæmmer, er nogle enkelte stavefejl i bogens første del.
Handlingen er godt skruet sammen, selvom første del af bogen var en smule forudsigelig for mig. Jeg gættede stort set alle historiens twists, og troede jeg havde regnet det hele ud. Men så kom anden del, og jeg opdagede, at jeg overhovedet ikke havde gættet hvor forfatteren var på vej hen, hvilket gjorde historien endnu bedre og endnu mere spændende. Historien er fyldt med action, magi, forræderi, hævn, mord, oprør, kærlighed og venskab, og bogens univers er interessant og anderledes. Jeg var dog ikke så vild med det store twist i slutningen, selvom jeg ikke kan forklare hvorfor uden at spoile bogen, og ville ønske forfatteren havde taget et andet valg. Alligevel glæder jeg mig til at læse videre i serien, for jeg er nemlig virkelig vild med personerne.
For mig er det nemlig personerne der først og fremmest bærer den her bog. De er levende, menneskelige og realistiske, og især Merian og Aia er helt fantastiske. Bogens synsvinkel skifter mellem Merian og Aia, og det gør at man lærer bogens to hovedpersoner rigtig godt at kende. Merian var uden tvivl min yndlingsperson. Hun er vred, stædig, modig og handlekraftig, samtidig med at hun på mange måder også er en typisk teenagepige. Forholdet til moren er præget af oprørstrang, og "mor er pinlig"-følelser, som de fleste teenagere kan nikke genkendende til. Merians vrede er primært rettet mod broren for hans forræderi, og mod de grå for farens og Kords død. Hun fik aldrig fortalt Kord at hun elskede ham, og de uforløste følelser gør hende kold og hævngerrig. Mødet med Aia, og det venskab der langsomt vokser frem mellem dem, bløder hendes hjerte lidt op igen, og giver hende for første gang en veninde hun kan være sig selv sammen med. Aia ved ikke hvem hun er. Det eneste hun ved er, at nogen har forsøgt at slå hende ihjel. Hun plages af mareridt, og hjemsøges af en ånd. Samtidig opdager hun, at hun har nogle mærkelige evner, som måske er magi, og måske noget andet. Aia er stærk, modig, og ligeså stædig som Merian, og hun både længes efter og frygter at finde ud af hvem hun er. Både Merian og Aia er utroligt sarkastiske og rapmundede, og det var en ting, som jeg rigtig godt kunne lide. Også bogens bipersoner er levende, med egne motiver og historier, og især de to kærlighedsinteresser kunne jeg rigtig godt lide. Jeg nævner dog ikke deres navne, da det vil spoile handlingen. Derudover var jeg vild med Merians mor, som gav mig en del Maude Varnæs-associationer.
Alt i alt var det en rigtig god fantasybog. Den er, trods sin tykkelse på næsten 600 sider, utrolig hurtigt læst, hvilket både skyldes det letlæselige sprog, og den spændende handling, som gør bogen svær at slippe. Bogen kan absolut anbefales, og jeg glæder mig allerede til at læse næste bind i serien.

Se også forfatterens hjemmeside.

fredag den 18. august 2017

Den halves arv

Den halves arv er 1. bind af fantasytrilogien Grænsen til Trafallas, skrevet af Julie M. Day.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Skriveforlaget

Graces forældre døde da hun var helt lille, men heldigvis tog hendes faster hende til sig og adopterede hende. Hun har kun svage erindringer om sine forældre, og ved intet om sin mor.
Grace elsker at læse, og arbejder i en boghandler. En dag opdager hun en mærkelig skriftrulle, som føles varm, og hvor skriften skifter farve. Hun kan ikke læse rullen, da skriften består af mærkelige tegn. Før hun får undersøgt rullen nærmere, opdager hendes chef hende, og kort efter fortæller han, at han har smidt rullen væk.
Samtidig opdager Grace at en mærkelig mand holder øje med butikken - og hende - men han forsvinder altid før andre ser ham. Og en dag dukker han så op i butikken for at afkræve hende skriftrullen. Men Grace ved ikke hvor den er, og mødet skræmmer hende.
Kort efter finder hun rullen gemt på sin chefs kontor, og tager den, af ren og skær nysgerrighed, med hjem. Men det skulle hun aldrig have gjort, for før hun ved af det er hendes chef død, og hun selv og skriftrullen er blevet taget af den mærkelige mand, som fører hende til en anden verden.
En verden fyldt med magi, hvor mennesker ikke er velkomne. Grace er snart i større fare end hun nogensinde har været før, og må hun finde ud af hvem hun kan stole på, og hvem hun egentlig er.

Hold op hvor var den her bog bare god! Jeg slugte den i løbet af en aften, på trods af at den er på næsten 500 sider, og jeg var tryllebundet hele vejen igennem.
Sproget er letlæst og flydende, og man kan bestemt ikke mærke, at det er en debutant der har skrevet den. Især beskrivelserne var fantastiske, og var med til at give bogen en magisk og drømmeagtig stemning, som jeg elskede. Bogen er skrevet i 1. person datid, og selvom det tog mig et par kapitler før jeg havde vænnet mig til det, så fungerede det rigtig godt, fordi det føltes som om hovedpersonen Grace fortalte historien direkte til læseren.
Jeg var vild med universet og den måde det langsomt blev foldet ud og voksede på hele vejen igennem bogen. Verdenen hænger godt sammen. Den er gennemarbejdet, og man kan mærke at forfatteren har tænkt over alle detaljerne, så Trafallas og dets indbyggere fremtræder levende og virkelige.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med kærlighed, magi, venskab, hemmeligheder, intriger, action og kampen mellem godt og ondt. Det er en historie om at finde ud af hvem man selv er, og om at elske på trods af alt. Bogens tempo er roligt, men alligevel formår forfatteren at få spændingen til at stige gradvist hele vejen igennem, og jeg kedede mig på intet tidspunkt. Bogen var umulig at slippe, og slutter med noget af en cliffhanger, som gør det stort set umuligt at vente på næste bind.
Personerne er levende og menneskelige, og jeg kom hurtigt til at elske dem. Grace som hovedperson er nørdet, nysgerrig, modig, stædig, impulsiv og har et varmt hjerte. Hendes valg er ikke altid lige gennemtænkte, men hjertet er på det rette sted, og spændingerne mellem hende og Zachos slår gnister. Zachos er lækker, rugende, temperamentsfuld, lidenskabelig og vil gøre alt for dem han elsker. Og så elskede jeg hele idéen med hans anden side. Blandt bipersonerne holdt jeg især af Fëra og Kanthos, som er venlige, varmhjertede og hjælpsomme, og Graces faster Betty, som nok er min yndling, på trods af at hun ikke fylder ret meget i handlingen. Men fælles for alle personerne er, at man kommer til at kende dem på godt og ondt, og ikke kan undgå at leve sig ind i deres historier.
Kort fortalt: Jeg elskede simpelthen den her bog, og kan slet ikke rose den nok! Jeg var vild med sproget, handlingen, personerne, og, ikke mindst, universet, og glæder mig allerede til at læse næste bind i serien. Forhåbentlig går der ikke alt for lang tid før bind 2 udkommer, for den cliffhanger er direkte ond! Er du til fantasy med fantastisk worldbuilding, elskelige personer, kærlighed og masser af magi, så vil du elske den her bog. Læs den - du vil ikke fortryde det!

Se også forfatterens hjemmeside.

onsdag den 16. august 2017

Tara og mesmeritternes dans

Tara og mesmeritternes dans er 3. og, tror jeg, sidste bind i Isa Lemvigh Clausens serie om Tara.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget mellemgaard

Tara er knapt nok kommet sig over sit sidste eventyr, før der er bud efter hende igen. Bratanerbaronen Rokko, Taras far, har fået store problemer, efter han forrådte fyrstinden for at redde Tara, Arke og Valmar, og han beder nu om Taras hjælp til at komme udenfor både fyrstindens og kongens rækkevidde, i Landet bag Tundraen.
Tara er ikke meget for det, men siger ja, da Rokko lover hende at fortælle hvem hendes mor er i bytte for hendes hjælp. Det viser sig dog snart, at opgaven er meget sværere end hun havde troet.
Ikke nok med at fyrstinden er ude efter dem, hun har allieret også sig med munken Mogon, og har løjet for kongen af Halvarden, så han nu også leder efter dem. Og mens kongen leder efter Rokko og Tara, har fyrstinden frit spil til at føre sin plan ud i livet. En plan, som kan føre til Halvardens undergang.
Snart er alle på vej til det barske Land bag Tundraen, som bevogtes af ubarmhjertigt vejr og farlige væsener. Tara får brug for al sin styrke hvis hun skal overleve, og endelig finde ud af hvem hun er.

Jeg er blevet ret glad for den her serie. Selvom bogen mere ligner et eventyr end decideret fantasy, så er der alligevel flere magiske elementer i denne bog end i de forrige. Samtidig kan man også mærke, at forfatteren bliver mere og mere rutineret og sikker i både historieopbygning og sprog fra bog til bog, og det er spændende at følge såvel historiens som Taras udvikling.
Sproget er enkelt, letlæst og flydende, med korte sætninger og et godt flow. Kapitlerne er korte, og man kan godt mærke, at bogen er skrevet til børn.
Personerne er levende og menneskelige, og er blevet mere og mere nuancerede. Jeg synes efterhånden jeg kender Tara rigtig godt, og selvom hun godt kan irritere mig med hendes stædighed og egenrådighed, så kan jeg ikke lade være med at elske hendes mod og hjerte. Derudover er jeg ret vild med den sindssyge fyrstinde, og jeg synes det er rigtig godt fundet på, at dele af historien fortælles fra fyrstindens synsvinkel. Bipersonerne er realistiske, og har hver deres egne historier og motiver, og jeg kom hurtigt til at holde rigtig meget af dem. Og så bød bogen på et skønt gensyn med Gaffa, som nok er en af mine yndlingspersoner med sin stædighed, brokken sig og sit store hjerte.
Handlingen er godt skruet sammen, og bogen er både spændende og har et par twists undervejs. Selvom jeg gættede nogle af dem, så var der andre der overraskede mig. Historien er mere actionfyldt end de forrige bind i serien, og fyldt med hemmeligheder, forræderi, intriger, galskab, magi, identitet og kærlighed. Slutningen var måske nok lidt for gennemført, og personligt synes jeg ikke kærlighedshistorien gav så meget mening, bogens målgruppe taget i betragtning, men historien var god, og jeg er ikke i tvivl om, at læsere af de to første bind i serien vil synes om den.

tirsdag den 15. august 2017

Heksedatteren

Heksedatteren er en fantasybog skrevet af Sabrina Mose.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og Forlaget mellemgaard

Alvira har, som datter af en heks, altid vidst at der fandtes magi. Men selvom Alvira er datter af en af de mægtigste hekse nogensinde, så er der ikke noget magisk ved hende, hvad der gør hende til en udstødt blandt heksene. Samtidig er hun også anderledes end almindelige mennesker, fordi hun ved magien findes.
Men da Alviras mor bliver brændt på bålet, ændrer alt sig. Snart må Alvira flygte fra den by hun er vokset op i, og som nu vil brænde hende på bålet for det hendes mor har gjort. Og det er ikke kun landsbyboerne der vil dræbe hende: Selveste Djævelen ønsker hende død, og han har sendt en gruppe hekse efter hende. Hekse, der vil have fat i en genstand hun arvede efter sin mor, og som ikke skyr nogen midler for at få fat i hende.
Heldigvis har Alvira Thor, landsbyens smed, som reddede hende fra at blive brændt, og som har sine egne erfaringer med magi. Sammen må de to finde en måde at slå Djævelen og hans håndlangere inden det er for sent...

Heksedatteren er en god fantasybog, som, selvom den havde et par skønhedsfejl, og jeg ikke var helt vild med plottet, absolut er værd at læse.
Sproget er letlæst og flydende, og selvom der har sneget sig et par stavefejl igennem korrekturlæsningen, så er det ikke noget der ødelægger læseoplevelsen. Beskrivelserne er utroligt livagtige, og særligt heksebrændingen i starten stod tydeligt - endda lidt for tydeligt - for mit indre øje. Jeg kunne næsten lugte det brændte kød og bålet, og det var kvalmende livagtigt. Jeg kunne dog godt have tænkt mig lidt flere beskrivelser af lokaliteterne undervejs, da jeg havde lidt svært ved at se omgivelserne for mig.
Handlingen er godt skruet sammen, og selvom jeg ikke var helt vild med plottet, så fungerede det rigtig godt, og der var plads til overraskelser undervejs. For mig var der lidt for meget religion blandet ind i det, men historien var god. Bogen er rigtig spændende, og fyldt med action, magi, overtro, religion, kærlighed, hævn, magtbegær, frygt og hekse. Plottet tager udgangspunkt i middelalderens forestillinger om hekse og djævletilbedelse, og historien har da også en historisk atmosfære, som hensætter læseren til middelalderen under læsningen.
Personerne er levende og menneskelige, og jeg kom til at holde meget af Thor, Alvira og den onde heks, Promilla. Bogens synsvinkel skifter mellem Alvira og Promilla, og man lærer derfor dem begge to rigtig godt at kende. Alvira er lidt ubeslutsom i starten, og fyldt med sorg og vrede over sin mors død. Langsomt kommer ønsket om hævn til at fylde mere og mere, og samtidig fylder relationen til Thor mere. Alvira kan dog også være lidt irriterende, og tænker sig ikke altid om, men hun er jo også teenager. Thor er stærk, hengiven og trofast, men han er også lidt naiv, og tror på det bedste i mennesker. Det spirende forhold mellem Alvira og Thor er virkelig fint skrevet, og de supplerer hinanden godt. Promilla er ond, men hun er også bange, og hendes frygt får hende til at gå længere end hun ellers ville i jagten på et længere liv. Hun både frygter og hader Djævelen, og samtidig er hun forblændet af de ting han lover hende, og den magt hun kan genvinde. Hun er utrolig nuanceret, og man kan som læser ikke lade være med at have en smule ondt af hende - selvom man ved hvad hun har gjort.
Alt i alt var det en god læseoplevelse, selvom historien ikke helt var mig. Kan man lide hekse med kant á la middelalderens forestillinger om magi og hekse, og med levende personer, så kan jeg bestemt anbefale den her bog.

søndag den 13. august 2017

Solbiens brod

Solbiens brod er 2. bind af fantasytrilogien Krøniken om Morika, skrevet af Sidsel Sander Mittet.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Facet

Itua har forrådt sit folk for at redde hilaerne, men resultatet har ikke helt været det hun håbede på. Hendes mand har skilt hende fra Aaton, og samtidig er hans plot for at genvinde herredømmet over Sandsnogenes slægt ikke gået efter planen. Aatons ven Likuu er blevet dømt til at blive udstødt som slægtløs, og hendes gamle flamme Elvon står til at blive henrettet efter at være blevet tage til fange.
Aaton og Itua bestemmer sig for at flygte sammen med Likuu og Elvon, så de kan være sammen, men selv om flugten lykkes, opdager de snart, at i striden mellem morikanere og hilaer er der ingen sikre steder.
For morikanerne har slået sig sammen med de slægtløse, og deres plan er total udryddelse af hilaerne. Hvis Aaton og Itua skal redde hilaerne, må de skilles igen, og der er ingen garanti for at de nogensinde ser hinanden igen.
Itua må vende tilbage til sin mand, mens Aaton tager det sværeste valg en hila kan tage.
Og krigen nærmer sig...

Selvom jeg har ventet i spænding på den her bog lige siden jeg læste første bind i serien, så har det alligevel taget et stykke tid før jeg kom i gang med den. Dels fordi jeg ved hvor vanedannende Sidsel Sander Mittets bøger er, og at jeg ville skulle vente i ulidelig spænding indtil sidste bind udkommer når jeg var færdig med bogen, og dels en angst for, at bogen ikke ville kunne leve op til forfatterens andre bøger. Angsten må siges at være gjort til skamme, men den ulidelige ventetid - den slipper jeg ikke for.
For bogen levede i den grad op til forgængeren. Jeg havde ikke læst mange sider før jeg igen befandt mig i Morikas fantastiske univers, og konflikten mellem morikanere og hilaer, magtkampene og Ituas og Aatons kærlighed hilste mig velkommen tilbage.
Sproget er letlæst og flydende, og beskrivelserne er så levende, at man fornemmer ørkenens sand og varme, lugter blodet fra de mange døde, og mærker Altets altopslugende kraft og lys.
Handlingen er godt skruet sammen, og de mange plottwists gør det svært at forudsige hvad der vil ske - på trods af at man allerede ved hvad slutresultatet bliver efter Morika-trilogien. Alligevel kan man som læser ikke lade være med at håbe at man tager fejl, og at historien får en anden slutning. Bogen er uhyggeligt spændende, og fyldt med hæsblæsende action, kærlighed og mord. Det er en historie om kultursammenstød, kønsroller, magi, homoseksualitet, magtbegær, forblindelse, indbyrdes magtkampe, intriger, forræderi, fordomme, racisme, religion og krig, men også en historie om at finde ud af hvem man er, at leve med sine valg, og at elske. Igen lykkes det forfatteren at tage tunge emner op, på en måde der virker naturligt for handlingen, og samtidig trækker en del paralleller til vores eget samfund. Samtidig udvider Morika-universet sig endnu en gang, og som læser opdager man snart, at i krig findes der ingen helte, men kun ødelæggelse, sorg og magtbegær.
Personerne er utroligt menneskelige, og så levende, at man næsten forventer at se dem springe ud af bogen. De er mennesker på godt og ondt, med egne historier, motiver og drømme, og man kan som læser ikke lade være med at holde af og føle med dem. Især forholdet mellem Itua og Aaton er godt beskrevet. Aatons fascination af Iton og hans magt giver nuancer til hans person, og Itua begynder for alvor at vokse fra rollen som adelsfrøken til en kvinde med både handlekraft og mod. Også bipersonerne er levende og realistiske, og især Iton er en spændende person. Men også Ituas mand Byroon lærer man bedre at kende, og forholdet mellem Itua, Byroon og Ukoon er utroligt godt beskrevet.
Kort sagt, er Solbiens brod endnu en fantastisk fantasyfortælling fra Sidsel Sander Mittet, med levende personer, et fascinerende univers fyldt med aktuelle problemstillinger og -tabuer, vidunderlig magi og masser af action. Jeg kan næsten ikke vente på at tredje og sidste bind i serien udkommer, og jeg igen kan vende tilbage til Morika.

lørdag den 12. august 2017

De døde grotter

De døde grotter er 2. bind af Arwen Elys Daytons science fantasytrilogi Seeker.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda.

Efter opgøret med Mellemste Gru har Unge Gru sagt ja til at optræne John i brugen af hans athame, og færdiggøre hans træning som Søger. Men John er stadig besat af tanken om hævn, og med hjælp fra sin mors dagbog tænker han kun på at opspore de Søger-slægter som har myrdet hans familie og dræbe dem. Samtidig er han distraheret af sine følelser for Quin, som han stadig elsker, selvom han mener hun har svigtet ham, ved at nægte at hjælpe ham med at genvinde og træne med sin families athame.
Quin og Shinobi har deres egne problemer. Quins far er på jagt efter dem, og ønsker at fratage Quin Gruernes athame. Men han er ikke alene: To mystiske drenge er med ham, og de vil gøre alt for at genfinde deres herre, Mellemste Gru, og hans athame. Og til hjælp har de et magisk redskab: En hjelm, som forstærker tankerne. Men hjelmens egenskaber er ikke kun gode, og da den falder i hænderne på Quin og Shinobu opdager de snart, at dens indflydelse kan være direkte farlig.
Mens Quin og Shinobu udforsker deres kærlighed til hinanden, forsøger de samtidig at finde ud af, hvad der gik galt med Søgerne. Og med hjælp fra en kopi af Johns mors dagbog opdager de et uhyggeligt komplot, som strækker sig over flere hundrede år.

Hvor jeg havde svært ved at komme i gang med første bind af serien, så gik det anderledes hurtigt med dette bind. Desværre kan jeg mærke, at jeg allerede er ved at glemme handlingen, og den forvirring første bind efterlod mig med, er ikke blevet meget mindre.
Sproget er letlæst og flydende, og beskrivelserne er levende. Alligevel forvirrer universet mig stadig, og jeg synes ikke jeg har lært mere om Gruerne, Søgerne eller den verden historien finder sted i, hvad jeg ellers havde håbet på efter første bind.
Plottet er lidt bedre skruet sammen i denne bog, men selvom der er action fra første side, så blev jeg aldrig rigtig grebet af spændingen. Historien er igen fyldt med forræderi, magtbegær, intriger, mord, kærlighed, venskab, hemmeligheder, magiske redskaber og besættelse, men alligevel formåede den ikke at fange min interesse.
Personerne er menneskelige og nuancerede, men alligevel blev de aldrig rigtig levende for mig. Den person jeg bedst kunne lide var Nott, en af Mellemste Grus Vægtere, og havde han haft en større plads i fortællingen havde jeg måske syntes bedre om den. Desværre var jeg stadig temmelig ligeglad med de tre hovedpersoner Quin, Shinobu og John, som stadig lader deres besættelser ødelægge dem, og selvom de udvikler sig en smule undervejs, så var det bare ikke nok, til at gøre mig interesseret i at vide hvordan det går dem.
Jeg må vist bare konstatere, at den her serie ikke er noget for mig. Universet forvirrer mig, handlingen interesserer mig ikke, og jeg er ligeglad med personerne. Jeg ville ønske at bind to havde haft nogle flere svar til mig, for grundidéen var spændende, men desværre fangede udførelsen mig ikke. På nuværende tidspunkt har jeg ikke det store behov eller lyst til at læse tredje og sidste bind når det engang udkommer, men hvem ved, jeg kan jo nå at ændre mening endnu. Og måske bliver forvirringen opklaret i den sidste bog.

Se også forfatterens hjemmeside.

Den mørke sandhed

Den mørke sandhed er 1. bind af science fantasy-trilogien Seeker, skrevet af Arwen Elys Dayton.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda

Quin har hele sit liv trænet til at blive Søger, og kæmpe for det gode. Sammen med de to lærlinge Shinobu og John er hun nu tæt på at være udlært, og hun glæder sig til at aflægge eden, og endelig kunne være sammen med John, som hun er forelsket i.
Men John dumper den endelige prøve, og bliver forvist af hendes far, og samtidig finder Quin ud af, at Søger-hvervet er helt anderledes end hun havde troet. Desværre opdager hun det for sent. Eden er afsagt, og Quin er fanget i en umulig rolle. En rolle, som John ønsker hun bliver i. For John har sine egne motiver for at ville være Søger. Motiver, der intet har med det gode at gøre, men med hævn og retfærdighed for sin familie. Og han vil gå langt for at nå sine mål.

Det er snart længe siden jeg fik tilsendt den her bog, men selvom jeg havde glædet mig til at læse den, så tog det lang tid at komme igennem den. Jeg måtte starte forfra tre gange, og jeg må konstatere, at bogen bare ikke var noget for mig. Jeg var forvirret fra start til slut, og havde svært ved at forholde mig til personerne og universet.
Sproget er ellers godt. Det er letlæst og flydende, og beskrivelserne er levende. Alligevel forstod jeg ikke universet, som for mig var en underlig blanding af fantasy og science fiction, og jeg fandt aldrig ud af Søgernes rolle, hvad Gruerne var for nogen, eller hvornår historien skulle foregå.
Handlingen gik for mig mere op i hævn end noget sammenhængende plot. Alle var ude efter athameerne, og ingen havde rent mel i posen. I og med at jeg var forvirret fra start til slut, så fandt jeg aldrig rigtig historien spændende, og det på trods af at der er masser af action. Derudover er historien fyldt med hævn, forræderi, mord, magtbegær, kærlighed, venskab, misbrug, overnaturlige evner, og opløsning.
Selvom personerne er menneskelige og nuancerede, så blev de aldrig rigtig levende for mig, hvilket nok hænger sammen med, at jeg faktisk ikke brød mig om nogen af dem. Quin flygter fra både virkeligheden og sig selv, og det samme gør Shinobu. John er for optaget af at hævne sin familie til at fokusere på at leve, og alle tre forblændes af athameerne og deres magt. Alle tre ødelægges de af familiernes forventninger, deres egne valg og deres selvbedrag, og de lader sig frivilligt, i kraft af manglende eller negative valg, fastlåse i deres roller. Trekantsdramaet mellem dem var efter min mening totalt overflødigt, og gør bare deres individuelle selvbedrag større.
Bogen var svær at komme igennem, og efterlod mig med ligeså mange spørgsmål som da jeg startede med at læse den. Jeg håber nogle af spørgsmålene bliver besvaret i bind 2, som jeg også har liggende, og håber at få læst mens jeg stadig husker en smule af handlingen. Selvom bogen ikke lige var noget for mig, så skal det bestemt ikke afholde andre fra at læse den, da smag og behag jo som bekendt er forskellige, og jeg ved at en del andre læsere er meget begejstrede for den.

Se også forfatterens hjemmeside.

mandag den 7. august 2017

Dream Warrior

Dream Warrior er 16. bind af Sherrilyn Kenyons fantasyserie Dark-Hunter, og 4. bind af Dream-Hunter-serien.

De græske guder har store problemer: Den mørke gud Noir og hans søster, gudinden Azura, har indledt et angreb på Olympus ved at tage en del af deres guder til fange. Bliver deres krav ikke indfriet indenfor 12 dage, bliver fangerne henrettet.
Den eneste der har en chance for at bekæmpe dem er guden Cratus. Desværre har han tilbragt de sidste mange tusind år på jorden, pint og plaget af guderne og uden sine guddommelige kræfter, fordi han nægtede at dræbe et spædbarn på Zeus´ ordre. Cratus kalder sig nu Jericho, og han er bestemt ikke i humør til at hjælpe guderne. Faktisk ønsker han sig ikke noget højere end at få hævn over hele det græske panteon, og ikke mindst Zeus, for den behandling han har fået.
Drømmeguden Delphine får til opgave af Zeus at forføre Cratus, så han alligevel vil kæmpe for de græske guder. Men som drømmegud er Delphine, på trods af at hun er halvt dødelig, ikke i stand til at føle noget, og hun har aldrig været forelsket eller forført nogen som helst.
Hun har dog ikke noget valg: Fejler hendes mission, vil hun blive straffet af Zeus - og Noir og hans søster vinder. Kun hvis kærlighed kan vinde over had har guderne en chance.

Har I fulgt med på bloggen et stykke tid, ved I at Dark-Hunter-serien er en af mine yndlingserier, og en jeg tyr til, når læselysten har svært ved at indfinde sig. Jeg er nu nået til 17. bind i serien, og eftersom det er svært at blive ved med at finde på nye ting at rose, bliver anmeldelsen lidt kortere end normalt.
Sproget er, som altid, letlæst og flydende, med masser af humor, sarkasme, og sanselige og levende beskrivelser.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med spænding, action, sex, kærlighed, hævn, forræderi, hemmeligheder og guder. Igen udvider Dark-Hunter-universet sig, og samtidig begynder personerne og historierne fra Chronicles of Nick-serien at fylde mere og mere. Det er den græske mytologi fortalt som aldrig før, og jeg elsker det. Og så slutter bogen med noget af en cliffhanger.
En stor del af det der bærer seriens mange bind er Kenyons vidunderlige personer. De er levende, menneskelige og nuancerede, og forfatteren formår at binde personer og historier sammen på tværs af de mange bind, så hoved- og bipersoner fra tidligere dukker op i nye sammenhænge. Hovedpersonerne denne gang er Cratus, eksgud og kriger, fyldt med had, hævntørst og sarkasme, og Delphine, en drømmegud med skjulte dybder, bestemte meninger og medfølelse. De to supplerer hinanden utroligt godt, og kemien mellem dem er fantastisk. Blandt bipersonerne er denne gang også Nick, som nok er min yndlingsperson i hele universet, fordi det var ham der introducerede mig for Kenyons verden i spin-off-serien Chronicles of Nick. Og så kan jeg bare godt lide den sarkastiske Cajun-knægt.
Jeg glæder mig allerede til at læse næste bind, og anbefaler endnu en gang serien til alle der elsker fantasy, græsk mytologi og sarkastiske bad boys.

Se også forfatterens hjemmeside.

søndag den 6. august 2017

Vinder af Jerndronningen

Sponsoreret indlæg. 

Så er konkurrencen om Julie Kagawas Jerndronningen slut, og jeg har, ved hjælp af Random Name Picker fundet en vinder.

Vinderen blev Bente, som har fået direkte besked. Stort tillykke.

Til jer andre som har deltaget vil jeg gerne sige mange tak for de mange serieforslag I er kommet med. Der er noget at gå i gang med.

Stor tak til HarperCollins Nordic for præmien.

lørdag den 5. august 2017

De seje superalfer

De seje superalfer er en børnebog skrevet af Josefine Guldahl.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og Forlaget mellemgaard

Under et kæmpe egetræ ligger Alfedalen. Det er et rart sted at være, hvor alle er glade og hjælper hinanden. Alle alfebørn går i skole, hvor de lærer hvordan man skal opføre sig.

Da forfatteren skrev til mig og spurgte om jeg kunne tænke mig at anmelde bogen, sagde jeg ja, da jeg synes den lød interessant. Desværre må jeg konstatere, at den ikke lige var mig, hvad der nok blandt andet hænger sammen med, at jeg er rimelig langt fra bogens målgruppe i alder.
Sproget er enkelt og letlæst, og passer godt til bogens målgruppe, som er børn lige omkring skolealderen.
Bogen består af flere små historier, hvilket gør det svært at komme med et decideret handlingsreferat, men alle historierne har med god og dårlig opførsel at gøre, og forfatteren kommer blandt andet ind på alderdom, mobning, misundelse og skolestart. Hver historie har en tydelig morale, og da historierne samtidig er meget korte (2-4 sider), blev de lidt for pædagogiske for mig, fordi der simpelthen ikke var handling nok til at gøre historierne spændende. Personligt kunne jeg godt have tænkt mig nogle lidt længere historier, da jeg havde svært ved at blive fanget af universet og personerne, som skiftede fra historie til historie. Samtidig sluttede nogle af historierne temmelig brat, hvilket jeg synes var synd, da historierne sagtens kunne have tålt at blive udfoldet noget mere. Jeg kunne rigtig godt lide starten af bogen, hvor alfernes univers blev præsenteret, men synes ikke rigtig at universet kom til udtryk i historien i andet end de mange søde illustrationer. Det er synd, for universet har potentiale, og kunne sagtens bære en længere historie.
Selvom det ikke var en bog for mig, så er jeg sikker på, at den kan bruges til børn der skal til at begynde i skolen, som oplæg til at snakke om god og dårlig opførsel.

Se også forfatterens hjemmeside.

fredag den 4. august 2017

Book Haul #7

Endnu en måned, endnu en Book Haul...
Selvom jeg egentlig ikke regnede med, at juli ville byde på bogkøb, så skete det alligevel. Jeg holdt mig ellers pænt i skindet indtil måneden var næsten slut, men så kunne jeg alligevel ikke nære mig, og pludselig dukkede der tre bogpakker op. Jeg har dog en rigtig god undskyldning - synes jeg selv: 4 af bøgerne er den samme!
En enkelt boggave dukkede der også op i månedens løb, og så har jeg igen været så heldig, at modtage nogle anmeldereksemplarer fra søde forfattere og forlag, som jeg glæder mig til at læse.
Til gengæld har jeg overholdt mit bogkøbsstop på engelske bøger. De engelske bøger jeg købte har jeg nemlig læst før, og derfor går de ikke ind under bogkøbsstoppet. Siden sidste bogkøb har jeg fået læst 12 af mine engelske bøger, og jeg har derfor igen lov til at købe nye engelske bøger. Eller, det ville jeg have, hvis jeg ikke allerede havde benyttet mig af det, og afgivet en ordre hos Saxo, mens de i tirsdags havde 20 % rabat. Resultatet af ordren vil kunne ses i næste Book Haul. Derfor er der igen lukket for køb af engelske bøger, med få undtagelser, indtil jeg har fået læst de næste 10. Derudover er der en anden spændende pakke på vej, som jeg glæder mig til at vise frem for jer. Spoiler: det er ikke bøger.
Men først gælder det julis nye bøger.

Vi starter som altid med anmeldereksemplarerne. I juli har jeg modtaget 4 anmeldereksemplarer.
Bøgerne er:

Julie Kagawa: Jerndronningen (Iron Fey sagaen 3). Forlaget HarperCollins Nordic.

Julie Kagawa; Klonerne (Sagaen om Talon 4). Forlaget HarperCollins Nordic.

Karina Laurberg Bidstrup: Homo Bestia. Forlaget EgoLibris.

Josefine Guldahl: De seje superalfer. Forlaget mellemgaard og forfatteren.

Mens jeg var på ferie, var jeg så heldig at få en gave af min mormor. Hun havde ved en fejltagelse købt en dublet, og det kom så mig til gode.
Bogen er:

P.D. James: Ar for livet

I juli faldt jeg også over en brugt bog på antikvariat.net. Jeg har læst forfatterens andre bøger på dansk og elskede dem, så derfor var jeg selvfølgelig også nødt til at købe den her.
Bogen er:

Patrick Ness: Mere end det

Månedens FairyLoot-boks havde temaet Tricksters, og i boksen gemte sig denne bog:

Amanda Foody: Daughter of the Burning City

Jeg købte også en enkelt tegneserie i månedens løb, nemlig:

Mort Walker: Hvem kommer sidst i vandet? (Basserne 100% 33)

I slutningen af juli afgav jeg en ordre på Saxo Jeg manglede nemlig nogle bøger i samlingen, og da der lige var kommet nye udgaver af dem, måtte jeg selvfølgelig eje dem. Samtidig havde Bloomsbury netop udgivet 20 års jubilæumsudgaver af Harry Potter and the Philosopher´s Stone, og jeg havde forelsket mig i Slytherin-udgaven. Der gik dog ikke mange minutter fra jeg havde åbnet bogpakken, til jeg bestilte en til. Jeg opdagede nemlig, at der i jubilæumsudgaven var en del hus-baseret ekstramateriale, og så måtte jeg selvfølgelig have fingrene i Gryffindor-, Hufflepuff- og Ravenclaw-bøgerne også. Det skader heller ikke, at de er så sindsygt flotte, med farvede kanter og endesider i husfarverne og præget smudomslag. Det lykkedes mig dog at holde lidt igen med Harry Potter-købetrangen, for jeg købte hverken de nye hardbacks på dansk (jeg har pt. serien i paperback på dansk, og de er ved at være noget slidte) eller et engelsk bokssæt af serien, som jeg også har forelsket mig i. Det kommer dog til at vente til efter efterårets forskellige bogmesser og, ikke mindst, min flytning i oktober.
Bøgerne er:

J.K. Rowling:
Harry Potter and the Philosopher´s Stone - Slytherin
Harry Potter and the Philosopher´s Stone - Gryffindor
Harry Potter and the Philosopher´s Stone - Hufflepuff
Harry Potter and the Philosopher´s Stone - Ravenclaw
Fantastiske skabninger og hvor de findes, af Newt Scamander
Quidditch gennem tiderne, af Kennilworthy Whisp

Ialt flyttede 13 bøger og 1 tegneserie ind hos mig mellem den 3. juli og 4. august. Heraf var 4 anmeldereksemplarer, 1 en gave og 1 en FairyLoot-bog. Jeg købte selv 7 bøger, hvoraf 1 var brugt.
Som skrevet ovenfor har jeg allerede købt den første bogpakke i august, men udover den og månedens FairyLoot, har jeg ikke planer om at købe flere. Om det holder - det må tiden vise. Jeg vil dog forsøge at holde igen, da september bliver en stor bogkøbsmåned med Fantasyfestivalen i Esbjerg.

Har I købt/fået nye bøger i juli? Og har I også købt jubilæumsudgaven af Harry Potter, og i givet fald, hvilket hus?


tirsdag den 1. august 2017

Konkurrence

Sponsoreret indlæg.

Det er efterhånden et stykke tid siden, at jeg sidst har afholdt en konkurrence på bloggen, og derfor er det tid til en igen.
I anledning af, at tredje bind af Iron Fey sagaen af Julie Kagawa udkommer i dag, har forlaget HarperCollins Nordic været så søde at sponsorere et eksemplar af bogen, Jerndronningen, til en heldig vinder.
Jeg har tidligere anmeldt bind 1 og 2, og kan bestemt anbefale serien.
Du deltager på denne måde:

Skriv en kommentar og anbefal mig en fantasyserie du synes jeg skal gå i gang med. Husk at skrive din e-mail i kommentaren, så jeg kan få fat i dig hvis det er dig der er den heldige vinder.
For at deltage skal du have dansk adresse.

Vinderen trækkes søndag den 6. august og får direkte besked.