lørdag den 30. april 2016

Seriously funny - the endlessly quotable Terry Pratchett

Seriously funny - the endlessly quotable Terry Pratchett er en samling af Terry Pratchett-citater.

Det er ingen hemmelighed at Terry Pratchett er en af mine yndlingsforfattere, og det var et stort tab da han sidste år døde efter flere års kamp mod Alzheimers. En sygdom som ikke forhindrede ham i at skrive og udgive bøger lige til det sidste.
Det jeg især godt kan lide ved Terry Pratchetts bøger er den måde han indkorporerede fænomener, problemer, trends og samfundstendenser fra vores verden i sin Discworld-serie og drejede dem 180 grader, samtidig med at han kom med kritik af førnævnte problemer og samfundstendenser ved at sætte fokus på dem. Hans brug af humor og absurd komedie var uovertruffen, og han fik fortalt nogle sandheder på en helt fantastisk måde.
Nu er der så udkommet en lille bog med hans sjoveste og mest kendte citater. Jeg hentede den på posthuset idag, og kunne slet ikke vente med at læse den. Og den var da også den helt rigtige afslutning på denne månes læsetema som netop var Terry Pratchett. For en Pratchett-fan som mig er bogen et absolut must, og jeg er sikker på at også andre vil få noget ud af den, da der virkelig er nogle skarpe iagttagelser iblandt.
Jeg vil slutte denne måned med en opfordring til at læse Pratchetts bøger og et af mine yndlingscitater fra samlingen som jeg er sikker på at mange læsere vil kunne nikke genkendende til:

People think that stories are shaped by people. In fact, it´s the other way around. - Witches Abroad. 
(s. 115, Seriously funny - the endlessly quotable Terry Pratchett)




Under sløret

Under sløret er 2. bind af Nicole Boyle Rødtnes´ dystopiske science fiction-serie Ilttyv.

Efter Marton opdagede at Troy og Jana snød ham kastede han dem igennem sløret. Men stik imod alle odds overlever Troy og Jana faldet, og de opdager snart, at verden under sløret slet ikke er som de troede. Myndighederne har løjet i årevis om strålingsfaren, og de forskere der har været på sporet af sandheden er blevet myrdet eller kastet gennem sløret. Troy og Jana opdager at en del mennesker, heriblandt nogle af de førnævnte forskere, bor under sløret og har skabt sig et samfund. Men Troy kan ikke affinde sig med at blive under sløret. Han er bekymret for sin familie, og sammen med Jana forsøger han at finde en vej tilbage til verden over sløret.
Over sløret er Shay i chok. Da hun opdager at Troy og Jana stadig er i live forsøger hun at overtale Marton til at hente dem op igen. Han nægter, og Shay bestemmer sig for at gøre alt for at få hævn over ham. Hun får hjælp af Ian, men Marton er hele tiden et skridt foran, og han truer både Shay og hendes familie. Samtidig kommer Shay og Ian på sporet af en frygtelig hemmelighed som kan ændre alt. Kan Shay redde sig selv og sin familie fra Martons kløer og vil hun nogensinde se Troy igen? Og hvem kan hun egentlig stole på?

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda. 

Nicole Boyle Rødtnes er en af de mest alsidige forfattere jeg kender, og en forfatter som bevæger sig hjemmevant i mange forskellige genrer. Hun kan skrive så blodet sprøjter og tænderne klaprer (hvad enten det er ens egne eller de imaginære zombiers) mens det løber læseren koldt ned af ryggen. Ungdomsbøger, som gør ondt langt ind i sjælen og sætter tanker og følelser i gang. Sjove bøger, som får læseren til at flække af grin, men som samtidig har en alvorlig kerne. Fantasy, fuld af magi og gennemarbejdede fantastiske universer. Og dystopier, fulde af dystre fremtidsforudsigelser og mørke samfund fulde af uretfærdighed. Og hun beviser endnu en gang at hun kan sit håndværk med Under sløret. For sikke en fortsættelse! Der er fart over feltet fra første side, og spændingen stiger støt hele vejen igennem. Sproget er som altid flydende, letlæst og fyldt med fantastiske beskrivelser. Universet er godt bygget op og virker realistisk og sammenhængende. Som læser sidder man ofte og snapper efter vejret i sympati med hovedpersonernes forsvindende ilt, og bogen er fuldstændig umulig at slippe. Personerne er menneskelige og troværdige, og især søskendeparret Troy og Shay lærer man rigtig godt at kende da de to skiftes til at fortælle historien som jeg-fortællere. Det spirende forhold mellem Ian og Shay er rigtig godt beskrevet, og den forskruede Marton får det til at løbe koldt ned af ryggen når han uden at tøve beordrer mord og fanger andre i sit spind. Plottet er godt skruet sammen, og handlingen er stopfuld af hæsblæsende action, nervepirrende spænding, spirende kærlighed, uhyggelige intriger og forræderi. Hver gang man som læser tror man har regnet plottet ud drejer historien i en anden retning, og det gør bogen både uforudsigelig og hurtigt læst, ganske enkelt fordi den er umulig at slippe. Jeg havde overhovedet ikke set bogens slutning komme, og kan slet ikke vente på at næste bind udkommer så jeg kan få slutningen på historien. Har du ikke læst serien endnu er det bare med at komme i gang. Den kan varmt anbefales.

Se også forfatterens hjemmeside.

fredag den 22. april 2016

Good Omens

Good Omens - The Nice and Accurate Prophecies Of Agnes Nutter, Witch er en fantasybog af Terry Pratchett og Neil Gaiman.

Armageddon nærmer sig med hastige skridt. Antikrist er født og bragt til jorden, hvor han er blevet forbyttet med et almindeligt barn. Desværre gik forbytningen galt, og Antikrist - som nu hedder Adam - er vokset op helt uden påvirkning fra Helvede - eller Himlen. I stedet bor Adam i en lille engelsk by, hvor han og en gruppe venner benytter sommeren til at lege og bruge deres fantasi. Men da Adam fylder 11 begynder hans kræfter at vågne, og pludselig myldrer det engelske landskab med tegn på Armageddons komme: Tibetanere dukker op i blomsterbede, vejret er fantastisk, UFO´er dukker op, og meget mere. Den almindelige engelske befolkning undrer sig, men en enkelt heks ved præcis hvad der foregår. Hun er nemlig efterkommer af profeten Agnes Nutter, og har arvet hendes profetier. Hun er dog ikke alene om at forsøge at stoppe Armageddon. Også heksefinderen Newt, hans sergent og et medie bliver blandet ind i sagen. Og så er der englen Aziraphale og dæmonen Crowley - i parentes bemærket den dæmon som lavede rod i forbytningen - som desperat forsøger at finde Antikrist og stoppe ham, før Himmel og Helvede begynder krigen.
Men kan Armageddon stoppes når de fire ryttere War, Famine, Polution (Pestilence trak sig tilbage da penicillinen dukkede op) og Death har fundet sammen og er begyndt at ride for at møde Antikrist?
Undergangen er nær...

Kan Armageddon være morsom? Ja, det kan den, når det er Terry Pratchett og Neil Gaiman der står for den!
Pratchett og Gaiman er to af mine yndlingsforfattere, og det er blandt andet på grund af deres sprog. De er begge to sprogkunstnere, og formår som få at vende op og ned på ordenes mening gennem ordspil og selvopfundne begreber på en måde som både er skruet og legende let. Begge bruger humoren som virkemiddel, og begge er fantastiske til at opbygge universer som er vildt ulogiske men som alligevel fungerer gennem en egen logik. Her har de slået sig sammen om at skrive en bog, og resultatet er imponerende. De har formået at finde et fælles sprog hvor det er umuligt at sige hvem der har skrevet hvad, og hvor flowet bibeholdes hele vejen igennem. Handlingen er, som sædvanligt når det drejer sig om de to forfattere, godt skruet sammen, med masser af underholdende og uforudsete twists, og et godt plot som gør bogen umulig at slippe. Personerne er alle farverige og underholdende, med både godt og ondt i sig, og virker utroligt menneskelige - selv de ikke-menneskelige af dem. Min yndlingsperson er uden tvivl dæmonen Crowley som måske nok er den mest uheldige dæmon jeg er stødt på og som samtidig har en utrolig sarkastisk tilgang til omverdenen som jeg ikke kunne lade være med at grine af. Men også børnene, med Adam i spidsen, er utroligt levende, og den måde forfatterne beskriver børnenes fantasi-lege og inkorporerer dem på i handlingen er helt fantastisk og spot-on. Jeg kan i hvert fald selv huske hvor stor en indflydelse bøger, tegneserier og tv-serier havde på barndommens lege og fantasiunivers. Personerne er nok der hvor man klarest kan se forskellen på de to forfattere. Agnes Nutter er for eksempel en meget Pratchett´sk person, hvor de fire ryttere er meget Gaiman´ske. Good Omens er dog ikke kun underholdende, den tager også en del tunge emner op. Udover humor, spænding, gys, magi, kærlighed og kampen mellem godt og ondt så tager bogen også fat på diskussionen om arv og miljø, som tydeligst ses i Adam/Antikrist. Skæbne og fri vilje, heksejagt, religion og miljøproblemer bliver også taget under kærlig behandling, og forfatternes holdninger trænger tydeligt igennem uden dog at blive moraliserende.
Good Omens er en bog jeg varmt kan anbefale, og jeg har derfor valgt at lade den være mit bidrag til denne måneds udfordring i #Flyvehjørnet som lød på at anbefale en bog. Bogen har utroligt mange lag, og formår både at diskutere store og alvorlige emner og at gøre tykt grin med samme på en kærlig og varm måde som er typisk for både Pratchett og Gaimans måde at skrive på. Fans af Terry Pratchett og Neil Gaiman vil absolut ikke blive skuffede, men også fantasyelskere vil synes om den. Læs den - du vil med garanti føle dig underholdt.

Se også:
Hjemmesiden for Terry Pratchetts bøger.
Neil Gaimans hjemmeside. 

onsdag den 20. april 2016

Evigtræet

Evigtræet er 7. og sidste bind af fantasyserien Spirit Animals, og er skrevet af Marie Lu.

Alt er gået galt. Shane har forrådt dem og stjålet talismanerne, og Meilin er fanget hos erobrerne og i galdens magt. Erobrerne er tæt på at have nået deres mål, og lykkes det dem at nå frem til Kovos fængsel og slippe ham fri vil alt håb være ude.
Vejret opfører sig mærkeligt, med regn i tørketiden og is i ørkenen, og havene er blevet giftige. Erobrerne vinder mere og mere frem, og alt synes tabt.
Men så får Conor et syn, og snart er Abeke, Rollan og Conor, sammen med en lille gruppe grønkåber og bevæbnet med de sidste to talismaner, på vej mod erobrernes land og Kovos fængsel. Conor har nemlig fået et syn af den sidste og stærkeste mægtige, Tellun, som måske kan hjælpe dem. Samtidig er en hær af grønkåber og deres allierede også på vej mod Kovos fængsel i håbet om at aflede erobrernes opmærksomhed så den lille gruppe kan slippe uset igennem.
Men erobrerne kommer hurtigt på sporet af de tre børns gruppe, og det bliver et kapløb med tiden om hvem der først når frem til fængslet. Det endelige opgør nærmer sig...

Sidste bind i serien får på imponerende vis samlet de mange tråde fra de foregående bind. Sproget er godt og flydende, med levende beskrivelser og utrolige action-scener, og rammer perfekt tonen fra de tidligere bind i serien - på trods af at det endnu en gang er en ny forfatter som har skrevet bogen. Bipersoner fra de tidligere bind dukker op her i finalen, og det er, for de flestes vedkommende, et glædeligt gensyn. De fire hovedpersoner, Conor, Abeke, Rollan og Meilin, har virkelig udviklet sig fra seriens start, og de skiftes denne gang til at fortælle historien, så man som læser får handlingen fortalt fra flere forskellige synsvinkler, hvilket fungerer rigtig godt. Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med spænding, action, magi, venskab, kærlighed, forræderi og tilgivelse. De mange plottwists undervejs gør det umuligt at forudse handlingen, og gør bogen umulig at slippe. Jeg var ikke helt tilfreds med slutningen, men da jeg ikke vil ødelægge bogen for jer andre vil jeg ikke fortælle hvorfor. Bogen er dog absolut værd at læse, og har man fulgt med fra starten af de fire børns rejse må man ikke snyde sig selv for slutningen.
Har man lyst, kan man også prøve kræfter med det onlinespil der hører til serien, og som man kan låse op med koder fra de forskellige bind i serien. I spillet får man selv chancen for at redde Erdas og påkalde sit eget totemdyr, hvilket er med til at gøre historien endnu mere levende for læseren/spilleren. Spillet findes her: www.spiritanimals.dk.

I Shall Wear Midnight

I Shall Wear Midnight er 38. bind i Terry Pratchetts Discworld-serie.

Tiffany Aching er 16 år, og er heks på "the Chalk" eller på dansk "Kridtryggen". Og hun er en god heks. Hun passer de gamle, hjælper de syge, og bruger i bund og grund sin sunde fornuft. Selvom folkene på Kridtryggen går til hende for at få hjælp, er hun stadig udenfor. De er stolte af deres heks, men hun er en heks, og som sådan mystisk og en smule farlig.
Da den gamle baron dør, og Roland, hans søn, overtager magten, får Tiffany problemer. Ikke nok med at Roland er begyndt at opføre sig stift og koldt overfor hende, og snart skal giftes med en anden, folk begynder også at hviske, og stemningen bliver snart temmelig ubehagelig. For noget puster til ilden, og bliver det ved vil hekse snart være jaget vildt.
Det viser sig snart at Tiffany, ved et uheld, har vækket "the Cunning Man", ånden af en heksebrændende præst, dengang hun kyssede Vintersmeden. Og nu er han sluppet løs i verdenen, og hvisker om onde hekse til de folk der vil høre. Tiffany får brug for al sin magi og kløgt hvis hun skal standse ånden før det er for sent. Heldigvis får hun hjælp af de små blå mænd. Men kan man overhovedet stoppe heksehadet når det først er blevet vækket?

Læsetemaet for april måned er Terry Pratchett, og en af grundene til at jeg valgte temaet var netop at få læst I Shall Wear Midnight. Jeg er vild med Terry Pratchetts bøger, men lige denne her har det taget lang tid at få læst. Faktisk flere år, med flere mislykkede forsøg. Nu er det så endelig lykkedes at komme igennem den, og da jeg først kom forbi det sted hvor jeg blev ved med at gå i stå, så var bogen faktisk rigtig god. Sproget er, som i alle Pratchetts bøger, helt fantastisk. Det er humoristisk, sprudlende og fantasifuldt, med masser af selvomfundne begreber og fantastiske ordspil som er en stor del af bøgernes charme. Handlingen er godt skruet sammen, og som altid i Pratchetts bøger fuld af twists som gør historien umulig at forudsige og er med til at bevare spændingen hele vejen igennem. Historien er spændende, med masser af magi, gys, kærlighed, venskab og, ikke mindst, humor. Personerne er interessante og levende, med masser af lag. De forskellige personer er beskrevet med en særlig varme som gør at man ikke kan lade være med at holde af selv den mest usympatiske af dem. Jeg må dog indrømme, at jeg havde en del problemer med hovedpersonen. Faktisk var det Tiffanys skyld at jeg blev ved med at gå i stå i bogen det samme sted. De første 70 sider er hun nemlig utroligt bedrevidende, nævenyttig og jaloux, og tromler over folk for at få sin vilje, uden hensyn til hvad de andre personer ønsker. Og det gjorde det svært for mig at komme ordentlig i gang med bogen, fordi jeg havde lyst til at slå hende oveni hovedet og forvise hende fra hendes egen historie. Hun bliver heldigvis selv opmærksom på ovenstående fejl i løbet af resten af bogen, og begynder at tænke over hvordan hendes handlinger påvirker andre mennesker. Det har nok heller ikke hjulpet på motivationen at Tiffany Aching-serien (Discworld-serien består af en del mindre serier som alle hænger sammen på en eller anden måde) altid har været den jeg brød mig mindst om i Discworld-serien, blandt andet fordi Tiffany indimellem virker så utroligt irriterende på mig. Kan man lide Discworld-universet, og er man fan af Terry Pratchetts skrivestil, skal man dog ikke snyde sig selv for I Shall Wear Midnight som er ligeså velskrevet som hans andre bøger og har den samme varme, charme og humor som resten af serien. Bare bær over med Tiffany i starten. Hun vokser i løbet af bogen.

Se også hjemmesiden for forfatterens bøger.

fredag den 15. april 2016

Fantasyfestival og konkurrence


Det er ingen hemmelighed at Esbjergs Fantasyfestival er mit hjertebarn.
Første skridt blev taget tilbage i 2011 hvor jeg, som en del af min projektlederuddannelse, skulle aflevere et eksamensprojekt. Da jeg, som I sikkert allerede har opdaget, er fuldstændig vild med fantasy, og syntes det kunne være spændende at lave en festival som havde fokus på alle fantasyens mange former, blev min eksamensopgave skrevet som et forprojekt til en fantasymesse i Esbjerg. Jeg havde dog aldrig i min vildeste fantasi troet at festivalen ville komme længere end til papiret!
Heldigvis syntes ledelsen på Esbjerg Kommunes Biblioteker (hvor jeg er ansat) at idéen om en Fantasyfestival i Esbjerg havde potentiale, og projektgruppen (hvor jeg fik lov at være med) startede arbejdet med at gøre idéen til virkelighed i efteråret 2012.

Og i 2015 så Fantasyfestivalen så dagens lys! Festivalen blev holdt på Esbjerg Conference Hotel, og såvel forfattere, forlag, rollespillere, butikker, musikere, illustratorer og gæster mødte talstærkt op. Det var lykkedes Fantasyfestivalen, sammen med forlaget Tellerup, at lokke selveste Tamora Pierce til Danmark for allerførste gang, og derudover fik Esbjergs biograf æren af at vise den allerførste forpremiere på Skammerens datter.

Fantasyfestivalen var en succes. Så stor en succes, at det blev bestemt den skulle være en tilbagevendende begivenhed.
Og 17. og 18. september 2016 åbner Fantasyfestivalen så igen dørene op for fantasyinteresserede i alle aldre. Igen i år er det lykkedes, sammen med forlaget Tellerup, at lokke en udenlandsk fantasyforfatter til Danmark for første gang. Denne gang er det australske Trudi Canavan som lægger vejen forbi, og jeg glæder mig i hvert fald til at møde hende. Ud over Trudi Canavan får festivalen besøg af en lang række danske fantasyforfattere, både kendte og helt nye. Det foreløbige program er offentliggjort, og kan ses på Fantasyfestivalens hjemmeside www.fantasyfestival.dk, hvor man også kan læse mere om festivalen og købe billetter. Festivalen har også sin egen facebook-side https://www.facebook.com/fantasyfestivalen/ hvor forfattere, aktører og standholdere løbende præsenteres, og hvor nysgerrige hele tiden kan følge med i planlægningen.

Ud over mødet med de mange forfattere byder Fantasyfestivalen også på figurspil, brætspil, rollespil, og en markedsplads udenfor. Sidst, men bestemt ikke mindst, er der den store fantasymesse i Riddersalen hvor forlag, boghandlere, illustratorer, rollespilsbutikker m.fl. præsenterer et stort udvalg af bøger, effekter, spil og kunst mm. som alle har fantasygenren tilfælles.

Jeg glæder mig helt utroligt meget til igen at opleve den fantastiske stemning og det høje humør som kendetegnede sidste års Fantasyfestival, og håber at "den svære to´er" bliver en ligeså stor succes som sidste års premiere.
Nå, det blev til en længere smøre, men når jeg først kommer i gang med at snakke om Fantasyfestivalen løber begejstringen af med mig.

Jeg lokkede jo i overskriften med en konkurrence, og den kommer nu! Jeg har været så heldig at få lov til at udlodde to dagsbilletter i en konkurrence her på bloggen. To heldige vindere får hver en dagsbillet til Fantasyfestivalen, og vinderne vælger selv om billetten skal gælde lørdag eller søndag. For at være med skal I skrive en kommentar her på bloggen hvor I skriver hvad I glæder jer mest til at opleve til festivalen. Vinderne trækkes på mandag, så vil I have chancen for at få fingrene i billetterne er det med at være hurtige!
God fornøjelse.

søndag den 10. april 2016

Kobberhandsken

Kobberhandsken er 2. bind af fantasyserien Magisterium, skrevet af Holly Black og Cassandra Clare.

Calls første år på magiskolen Magisterium er overstået, og han er, sammen med sit kæledyr, den kaosramte ulv Havoc, på sommerferie hjemme ved sin far. Men Calls far er absolut ikke begejstret for hans skole, og prøver gentagne gange at overtale ham til ikke at vende tilbage efter sommerferien. Også Havoc har faren det svært med, og forholdet mellem Call og faren er i det hele taget temmelig anspændt. Call har også andre problemer. Mester Joseph, fjendes næstkommanderende, fortalte ham kort før sommerferien at Call bærer på den mørke fjendes sjæl, og Call er bange for at faren, hans venner og de andre magere vil opdage det og dræbe ham. Call føler sig ikke ond, men hvordan skal han kunne fortælle de andre at han er den mørke fjende de alle frygter og hader?
Kort før sommerferien slutter forsvinder Havoc. Call er ulykkelig, men om natten opdager han at ulven er lænket i husets kælder - og at rummet er gjort klart til at holde ham fanget. Han opdager også nogle mærkelig notater i farens håndskrift, og bestemmer sig for at stikke af.
Resten af sommeren tilbringer han hos veninden Tamara sammen med vennen Aaron, den makar som magerne mener er udset til at slå den mørke fjende ihjel en gang for alle. De tre venner overhører en samtale om en magisk genstand, alkahesten, som er forsøgt stjålet. Alkahesten kan dræbe en makar, men det er ikke det værste. For alkahesten ligner fuldstændig en tegning Call fandt i farens notater, og han er sikker på at hans far er den der forsøgte at stjæle den.
Tilbage på skolen betror han sig til Tamara og Aaron, men Tamara fortæller mestrene det, og pludselig er Calls far jaget vildt. Call beslutter sig for at advare ham, men hans flugt fra Magisterium bliver opdaget, og snart har han Tamara og Aaron, samt Jasper, på slæb.
Kan de tre venner finde Calls far? Og vil Calls hemmelighed blive afsløret?

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda. 

Selvom det er et stykke tid siden jeg læste første bind tog det ikke lang tid før bogens fantastiske univers opslugte mig, og jeg igen befandt mig blandt makarer og magere, dybt under jorden i Magisteriums mørke og farlige tunneller. Der er spænding fra første side, og bogen er stopfyldt med hæsblæsende action, iskolde gys, magi, venskab, hemmeligheder, identitet og intriger, indimellem lektier, skolegang og elevproblemer. Sproget er letlæst og flydende, og beskrivelserne er levende og billedskabende. Jeg er især vild med beskrivelserne af magiskolen som virkelig formår at føre mig ind i de mørke tunneller hvor der lurer farer rundt om hvert eneste hjørne, og hvor lærerne har en temmelig nonchalant holdning til deres elevers velbefindende. Personerne er realistiske og menneskelige, og er forbløffende nuancerede i betragtning af at det er en børnebog. Alle personerne gemmer på deres egne hemmeligheder, og de har hver især både godt og ondt i sig. Call er en dejlig person, selvom han indimellem er lige lovlig angstpræget, og jeg kom til at holde meget af ham. Bogen stiller spørgsmål ved om man er skæbnebestemt til at være ond, eller om man aktivt vælger at være ond - eller god. Det er en interessant diskussion, for hvor meget er forudbestemt, og hvor meget afhænger af den frie vilje? Handlingen er godt skruet sammen med flere plottwists undervejs, som gør bogen umulig at forudsige og uhyggeligt spændende. Kobberhandsken er umulig at slippe, og jeg læste den i løbet af et par timer. Jeg kan næsten ikke vente på at næste bind i serien udkommer, men bliver nok nødt til at væbne mig med tålmodighed, da bind tre først udkommer i 2017. Kan du lide fantasy à la Harry Potter (her tænkes på hele kostskolemiljøet) så er serien lige noget for dig.

Book Haul #1 2016


Jeg har bestemt mig for at præsentere mine nye bøger på bloggen i en Book Haul som mange andre også gør det. Det vil blive et tilbagevendende indlæg, og jeg vil forsøge at gøre det månedligt. Der kan dog sagtens gå længere tid imellem, hvis der er en måned jeg ikke køber så mange bøger.
Første Book Haul er noget større end de kommende kommer til at være, da den dækker perioden fra 1.januar til 10. april. Og da der både har været bogudsalg og jeg har haft fødselsdag, så er den temmelig stor i denne omgang. Derudover har jeg også fået tilsendt en del anmeldereksemplarer som også fylder i stakken.


Af anmeldereksemplarer har jeg modtaget:
Mark Frost: Arven (Paladin-Profetien 3) Forlaget Høst & Søn, Anmeldt på bookeater.dk
Mie Hald: Dødsvalsen Forlaget Brændpunkt
Isa Lemvigh Clausen: Tara og magtens segl Forlaget Mellemgaard. Tilsendt af forfatteren
Jacob Hedegaard Pedersen: Dværgenes Krønike 1+2 Forlaget DreamLitt. Anmeldt på bookeater.dk
Jennifer Donnelly: Mørke vande (Vandflammens saga 3) Forlaget Alvilda
Victoria Aveyard: Rød dronning (Red Queen 1) Forlaget Gyldendal. Anmeldt på bookeater.dk
Susanne Pedersen: Experimentet Forlaget EgoLibris
Kevin Japsen: Limbo Forlaget Facet
Holly Black & Cassandra Clare: Kobberhandsken (Magisterium 2) Forlaget Alvilda
Nicole Boyle Rødtnes: Under sløret (Ilttyv 2) Forlaget Alvilda
Melissa Grey: Midnatspigen (Fjer og Flammer 1) Forlaget Alvilda
Leigh Bardugo: Pigen og Mørkningen (Grisha 1) Forlaget Alvilda


Jeg var ikke specielt imponeret af årets bogudsalg, men det lykkedes mig da at finde et par bøger til de hjemlige reoler. I bogudsalget ved Bog & Idé købte jeg to bøger:
Valdemar Lønsted: Schubert 
Nigella Lawson: Nigellissima


Og i bogudsalget ved Arnold Busck købte jeg syv bøger, nemlig Septimus Heap-serien af Angie Sage:
Magik (Septimus Heap 1)
Flyveri (Septimus Heap 2)
Alkymik (Septimus Heap 3)
Qurér (Septimus Heap 4)
Zirene (Septimus Heap 5)
Mørkhed (Septimus Heap 6)
Flammeri (Septimus Heap 7)


I fødselsdagsgave fik jeg en graphic novel som, på trods af den engelske tekst, er skrevet i et samarbejde mellem et par danske tegnere og en amerikaner. Jeg er ret vild med graphic novels, og denne var en jeg havde glædet mig til at læse i lang tid:
Peter J. Tomasi, Peter Snejbjerg & Bjarne Hansen: Light Brigade


Jeg fik også gavekort til Saxo.com og Arnold Busck i fødselsdagsgave. De blev brugt til at supplere en del af de serier jeg allerede har, men det blev også til enkelte helt nye serier. Det skal dog lige siges, at ikke alle nedenstående bøger blev købt med gavekortene. En del af dem købte jeg selv. 
Bøgerne er:
Sarah J. Maas: Crown of Midnight (The Throne of Glass 2)
Sarah J. Maas: Heir of Fire (The Throne of Glass 3)
Sarah J. Maas: Queen of Shadows (The Throne of Glass 4)
Sherrilyn Kenyon: Born of Silence (The League 6)
Sherrilyn Kenyon: Born of Fury (The League 8)
Sherrilyn Kenyon: Born of Defiance (The League 9)
Julie Kagawa: The Lost Prince (The Iron Fey - Call of the Forgotten 1)
Julie Kagawa: The Iron Warrior: (The Iron Fey - Call of the Forgotten 3)
Julie Kagawa: The Iron Legends
Jeanette Hedengran & Tina Sanddahl: Mørkets søn (Mørkets søn 1)
Leigh Bardugo: Six of Crows 
Michelle Sagara: Cast in Honor (The Chronicles of Elantra 11)
Kevin Hearne: Hunted (The Iron Druid Chronicles 6)
Kevin Hearne: Staked (The Iron Druid Chronicles 8)
Rick Riordan: Demigods & Magicians


Jeg er medlem af Gyldendals bogklubber, men det er sjældent jeg køber noget i den. Marts måneds bog måtte dog hjem til mig, da det var: 
Robert Galbraith: Ondskabens Høst (Cormoran Strike 3)


I Føtex faldt jeg over nedenstående bog til stort set ingen penge, og da jeg har resten af serien kom bogen med i indkøbskurven: 
Camilla Läckberg: Løvetæmmeren

Ialt kom der 40 nye bøger på hylderne i perioden 1. januar til 10. april. Det er rigtig mange! 13 af dem var anmeldereksemplarer, og som sagt blev mængden hjulpet på vej af såvel bogudsalg som fødselsdag, men alligevel. Ganske godt gået for lidt over tre måneder!
Næste Book Haul skulle gerne være lidt mindre, da jeg som sagt fremover vil forsøge at gøre den månedlig. Det kan dog godt være jeg rykker den lidt næste gang, da april jo allerede er halvt overstået, og jeg tvivler på jeg får ret mange ind af døren i den sidste halvdel af måneden. 


lørdag den 9. april 2016

Gespenst

Gespenst er 5. bind af fantasyserien PAX, skrevet af Åsa Larsson, Ingela Korsell og Henrik Jonsson.

Det lykkes Magnar, Estrid, Viggo og Freja at redde Alrik fra Bjæren i sidste øjeblik. Samtidig opdager de, at pigen Iris er en heks, og at hun lavede Bjæren i et forsøg på at give Alrik skylden for tyverierne. Magnar inviterer Iris til at bo hos ham og Estrid, meget mod Estrid og drengenes vilje. Han indgår en handel med Iris: Hun skal oplære Estrid i heksekunst, og til gengæld får hun adgang til biblioteket.
Alrik er rasende, og nægter at have noget med Iris at gøre. Ved et uheld bliver Viggo og Alrik udnævnt til stjernedrenge i årets Luciaoptog. Det fører endnu en gang til problemer med Sløjd-Thomas.
Men Alrik og Viggo får snart større problemer da tre børn ved et uheld slipper gespenster løs i byen. Brødrene bliver nødt til at arbejde sammen med Iris hvis de vil stoppe gespensterne. Og sortheksen lurer stadig et sted i byen...

Bogen fortsætter hvor sidste bind slap, og der er action fra første side. Sproget er letlæst og flydende, og man kan ligefrem mærke kulden i den vintermørke svenske by sive ud fra siderne. De mange illustrationer i sort-hvid er med til at skabe bogens dystre stemning og er med til at fortælle historien i bedste tegneseriestil. Det er så fedt med en fantasyserie som bruger de nordiske sagnvæsener og som samtidig tør være uhyggelig, selvom det er til børn. Bogen, og serien iøvrigt, er stopfyldt af nervepirrende spænding, hæsblæsende action, iskolde gys, knugende rædsel, sort magi og misforståede personer. Og netop personerne er med til at få historien til at fungere. Specielt Alrik og Viggo, hovedpersonerne, er et par drenge man ikke kan lade være med at holde af. Alrik, som er vred på sin mor, og føler sig misforstået, og Viggo, som slet ikke kan vente på at moren bliver rask og er utroligt impulsiv, danner et godt makkerpar som både kontrasterer hinanden, og som samtidig er meget ens i deres håb for fremtiden. Forfatterne har formået at gøre aldersforskellen mellem de to realistisk i forhold til den måde de forholder sig til omverdenen og morens alkoholproblem. Også de andre personer virker menneskelige og realistiske, selvom det ikke er dem alle der er lige nuancerede. I denne bog får læseren også et hint til hvem sortheksen, den ultimative fjende, er, og det gør bogen endnu mere spændende at man ved noget personerne ikke ved. Bogen slutter endnu en gang med en cliffhanger som gør det svært at vente på at næste bind i serien udkommer. Jeg glæder mig allerede til at læse videre, og forhåbentlig bliver ventetiden ikke alt for lang.

fredag den 1. april 2016

Aprilkonkurrence


Solen skinner, det er weekend, og starten på en helt ny måned. Det skal fejres med en lille konkurrence. Forlaget Facet har været så søde at sponsorere præmien, den helt nye bog Limbo af Kevin Japsen. Det er en bog som jeg desværre ikke rigtig forstod, men som helt sikkert vil vække glæde hos den rigtige læser, og som vil pynte i enhver reol.
Og hvordan kan man så få fingrene i denne spritnye bog?
Jo, du skal såmænd bare skrive en kommentar om hvilken bog du glæder dig mest til udkommer i år. Husk at skrive dit navn og din e-mail så jeg kan få fat i dig hvis det bliver dig der vinder.
Vinderen trækkes på mandag 4. april, så det er med at være hurtig.
Og hvilken bog glæder jeg mig mest til? Jeg har et par stykker jeg ikke kan vælge imellem, og der skal nok komme flere til i løbet af året. Foreløbig ser listen over bøger som absolut skal hjem og bo i reolen sådan ud:


Sherrilyn Kenyon: Invision (Chronicles of Nick 7)
Udkommer 3. maj 2016










Rick Riordan: Hidden Oracle (The Trials of Apollo 1)
Udkommer 3. maj 2016










Sara Blædel: Bedemandens datter
Udkommer 10. juni 2016










Jennifer Donnelly: Sea Spell (Waterfire Saga 4)
Udkommer 14. juni 2016

J.K. Rowling: Harry Potter and the Cursed Child Part 1 & 2
Udkommer 31. juli 2016










Sabaa Tahir: A Torch Against the Night (An Ember in the Ashes 2)
Udkommer 30. august 2016

Rick Riordan: The Hammer of Thor (Magnus Chase and the Gods of Asgard 2)
Udkommer 4. oktober 2016