fredag den 1. maj 2015

Labyrinten

Labyrinten er 1. bind af James Dashners science fiction-serie Maze Runner.

Han får at vide, at han befinder sig i Lysningen, og at det er hans nye hjem. Lysningen er omgivet af høje stenmure, og bag stenmurene ligger labyrinten. Et farefuldt sted hvor væggene konstant flytter sig, og hvor uhyggelige væsner lurer. Kun Løberne får lov at bevæge sig ud i labyrinten for at finde vejen ud.
Drengene er ikke meget for at besvare Thomas´ spørgsmål og han bliver hurtigt frustreret. Samtidig er der noget der virker bekendt, og som om han har været i labyrinten før. Thomas bestemmer sig for at blive Løber, men det er ikke noget man bare bliver, og hierarkiet blandt drengene er meget strengt.
Dagen efter Thomas´ ankomst sker der noget der aldrig er sket før: En ny person dukker op i Lysningen, hvor der plejer at være en måned mellem ankomsterne. Og ikke nok med det, personen er også en pige!
I hånden har hun et stykke papir, hvor der står at hun er den sidste, Nogensinde.
Hvis flokken skal overleve må og skal de løse labyrintens gåde og slippe levende ud. Og det skal gå hurtigt...

Fantastisk spændende dystopisk science fiction-bog med masser af spænding og action. Bogen giver læseren en knugende følelse af rædsel og isolation, og da handlingen udspiller sig set gennem hovedpersonen Thomas´ øjne oplever man også hans følelser af frustration over sin egen manglende hukommelse og de andre drenges uvillighed eller manglende mulighed for at fortælle ham hvad der foregår. Det er ret genialt tænkt fra forfatterens side, da læseren på den måde er på lige så bar bund som Thomas i forhold til hvad labyrinten er og hvad der foregår omkring ham. Magtspillet mellem drengene er godt og troværdigt beskrevet, og det giver bestemt handlingen krydderi at flere af drengene har deres egen dagsorden i forhold til at løse labyrintens gåde. Samtidig åbner bogen også for diskussionen af hvor langt man vil gå for at overleve. 
Jeg glæder mig allerede til at læse næste bind i serien, som heldigvis allerede er udkommet. Og så kan man jo glæde sig over at serien er i gang med at blive filmatiseret, og at første film allerede er udkommet på dvd. Bogen kan absolut anbefales, og er man vild med Hunger Games, vil man også kunne lide Maze Runner

Se også forfatterens hjemmeside