tirsdag den 28. januar 2020

Interview med Aura Isolde

Aura Isolde debuterer som fantasyforfattter 14. februar i år, og i den forbindelse har jeg fået lov til at interviewe hende her på bloggen. Hendes fantasydebut, Gråzonen, er første bind i en paranormal romance-serie kaldet Dødefolket. Hun har tidligere udgivet en spændings-thriller-serie på fire bind under sit rigtige navn. I sin fritid går hun til ridning, og læser en hel del. 
Læs mere om Aura Isolde og hendes bøger på hendes forfatterside


1. Du har tidligere skrevet thrillers, men skifter nu genren ud med fantasy. Hvorfor det?
Jeg kan godt lide at skrive i flere genrer. Jeg har så mange forskellige historier i hovedet, der passer i forskellige genrer. Jeg har dog altid læst meget fantasy som barn og teenager, og har altid drømt om at prøve kræfter med genren.

2. Hvad er det, du godt kan lide ved fantasygenren?
I fantasy er reglerne frit og rammerne store. Man bestemmer selv, hvordan verden skal se ud, hvad den skal hedde, hvem der lever der, og hvordan folk opfører sig. Også er det en rigtig fed rejse man både som forfatter og læser kommer ud på.

3. Hvad har været det sværeste ved at kaste dig over en ny genre?
Det sværeste er nok, at man i en paranormal romance skal forene to verdener: Vores virkelighed, der er bundet op af bestemte regler, med en ny verden, hvor man selv skaber alt. Her skal en del af det være så virkelighedstro som muligt.

4. Dine thrillers er udgivet under dit rigtige navn, mens Aura Isolde er et pseudonym. Hvorfor har du valgt at bruge et pseudonym til din fantasybog?
Jeg har valgt at skrive under Aura Isolde for at holde mine voksnebøger adskilt fra mine børne- og ungdomsbøger. Jeg har en børnebog på trapperne også. Jeg ønsker at gøre det nemmere for børn og unge at søge de bøger frem, der henvender sig til dem.
Så fremover vil jeg skrive for børn og unge under Aura Isolde.

5. Gråzonen foregår halvt i vores verden, og halvt i en magisk parallelverden. Hvorfor valgte du den form til fortællingen?
Jeg har altid elsket at skrive om kærlighed (jeg er en håbløs romantiker) og indenfor fantasy er det oplagt at det så skulle være en paranormal romance.

6. Hvor fik du inspirationen fra til Dødefolket?
Jeg spekulerede længe over den rigtige ide, da jeg først havde besluttet at skrive en fantasyserie. Jeg har en drukneulykke i starten af bogen (kan jeg godt afsløre uden at det afslører for meget) og det var den første ide der kom til mig. Jeg vidste det skulle være indenfor genren paranormale romance, og så var den ene verden jo hurtigt fastlagt. Jeg kan desværre ikke huske præcis hvordan resten opstod, for jeg tænkte længe over min historie.

7. Gråzonen foregår delvist på Mors. Har du et særligt forhold til netop dette sted i Danmark?

Ja, det har jeg helt klart fået her de seneste år. Min bedste veninde Tina (der også er forfatter ved Ulven og Uglen) bor ved Thisted, og jeg er ofte på forfatterweekender hos hende og når jeg er det, er vi altid ude ved Bulbjerg strand og gå eller et lille smut omkring Thisted. Så på en måde er det blevet mit andet hjem og derfor var det helt oplagt at den skulle foregå der.

8. Er der nogle fantasyforfattere eller -bøger, du er blevet særligt inspireret af?
Ja underbevidst er jeg nok lidt blevet inspireret af The Vampire Diaries – hvor der er en scene i starten af min bog der minder om en scene fra den. Men ellers har Lauren Kates Fallen-serien inspireret mig. Hun har en evne til at kunne skrive om samhørighed og forelskelse på en fantastisk måde. Jeg ser rigtig meget op til den måde hun kan beskrive følelser og omgivelser på – uden at fortælle det.

9. Gråzonen er 1. bind af en serie. Foretrækker du serier frem for enkeltstående romaner, når du læser, eller er det ikke noget, du tænker over?
Både ja og nej. Indimellem trænger jeg bare til at læse en enkelt bog og leve mig ind i den, og andre gange har jeg brug for, det skal være en serie, fordi jeg kommer til at holde så meget af karaktererne, at jeg bliver nødt til at vide hvad der så sker med dem. Jeg skal helst afsætte tid når jeg går i gang med en bog, for jeg har svært ved at slippe den igen før den er læst. Derfor ender jeg altid med at have læst den efter 2-3 dage og så er det ofte ret tomt for mig når så sidste side er læst. Men jeg bruger også gerne et par dage til at fordøje det jeg har læst.

10. Har du et tip til andre håbefulde forfattere?

Mine fem bedste råd er nok:
1. Tro på din historie,
2. Sørg for at læse en masse. Jeg har fundet ud af at mit ordforråd hele tiden ændrer sig. Det er ligesom de ord jeg læser lagrer sig ubevidst i min hjerne og kommer mig til gavn, når jeg så selv skriver. Men man lærer også en masse ved at se hvordan andre forfattere skriver.
3. Sørg for at have en betalæser på din historie både under og efter du har skrevet den. Historien bliver meget bedre af at en anden læser den og stiller spørgsmål til det du har skrevet.
4. Det kan også være en rigtig god ide med en sparringspartner. Jeg bruger altid min veninde Tina. Jeg fortæller hende om min ide i starten og snakker med hende om ideen (for det er som om det lukker op for andre ideer ved at fortælle det til en). Men jeg bruger også hendes feedback undervejs i min historie og bagefter læser hun det hele igennem for mig.
5. Sørg for at skrive en masse. Jo mere du får skrevet, jo nemmere bliver det også. Jeg synes det er blevet ti gange nemmere at få ordene til at flyde nu end det var i starten. Der skulle jeg tænke meget over hver ord, det skal jeg ikke længere, nu vælter de ud😊

mandag den 20. januar 2020

Fioron

Fioron er 3. bind af fantasyserien Kongestenen, skrevet af Hanne Lykke Rix.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget DreamLitt

Prins Falk har hele sit liv fået at vide, at han er uduelig og dum, og hans mors overbeskyttelse af ham har gjort det umuligt for ham at klare sig selv. Efter at være blevet hånet og mishandlet af sin storebror i årevis, ser han endelig et lys i mørket, da hans kusine Ellin dukker op.
Men da hun bliver forlovet med hans bror, og hans far afslører sit forræderi over for Tvillingerigerne, er det dråben, der får bægeret til at løbe over.
I vrede, og uden forsyninger, flygter Falk fra borgen, hvor han er vokset op, og ud i Furiens skove. Med sig har han Kongestenen, som han har stjålet fra sin far.
Men uden for borgen er landet på vej i krig, og Falk får brug for alle de evner, som han har fået at vide, at han ikke har, hvis han skal overleve.

Den her serie bliver bare bedre og bedre. Både tonen og hovedpersonen skifter i dette bind, som er væsentligt mørkere end dets forgængere, og jeg var vild med det. Også selvom jeg savnede Ellin.
Sproget er letlæst og flydende, og beskrivelserne er om muligt endnu bedre - eller i hvert fald mere stemningsfulde - end i de tidligere bind. Jeg mærkede næsten regnen og kulden på min egen hud, mens jeg læste om Falks flugt gennem skovene, og beskrivelserne af krigens følger var både skræmmende og hjerteskærende.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists, som gjorde det svært at gætte, hvad der ville ske. Historien er utroligt spændende, og fyldt med desperation, magi, forræderi, krig, undertrykkelse, vold, død, og familie. Mest af alt er det dog en historie om at finde sig selv, og overvinde de udfordringer, man står over for. Og så er det en historie om krig, og de forfærdelige gerninger, den fører med sig. Historiens flow var denne gang helt perfekt, og det er fantastisk som læser at kunne mærke, at forfatteren har udviklet sig undevejs i serien.
Personerne er levende, nuancerede, og så menneskelige, at det næsten gør ondt. Jeg var vild med Falk som hovedperson, selvom hans selvmedlidenhed til tider kunne være temmelig irriterende. Til gengæld havde han mod, stædighed, og et inderligt ønske om at gøre det rigtige - ligegyldigt konsekvenserne. Falk udviklede sig utroligt meget gennem bogen, og det var virkelig fantastisk at følge hans rejse. Af bipersonerne var jeg især vild med den gamle kone Finke, som trods ensomhed og modgang formår at beholde sit gode humør. Og så nød jeg gensynet med nogle af karaktererne fra de tidligere bind i serien. Demurgierne, derimod, brød jeg mig absolut ikke om. Deres måde at behandle civilbefolkningen på efter erobringen var frastødende i al dens grusomhed, og det mest uhyggelige er næsten, at grusomheden var så realistisk, som den var.
Alt i alt var Fioron en rigtig god fortsættelse på serien, og jeg glæder mig allerede til at læse videre. Kunne man lide de første bind i serien, vil man bestemt ikke blive skuffet, og jeg kan kun anbefale bogen.

Se også forfatterens hjemmeside.

søndag den 19. januar 2020

Miralins datter

Miralins datter er 2. bind af fantasyserien Kongestenen, skrevet af Hanne Lykke Rix.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget DreamLitt

Det er lykkedes Ellin at nå frem til sine slægtninge i Furien med Kongestenen, og løse den opgave, som hendes onkel gav hende inden sin død. Hendes familie er dog ikke, som hun husker dem, og Ellin forstår ikke, hvorfor hendes onkel tøver med at komme Tvillingerigerne til hjælp mod deres fjender.
Livet ved hoffet er meget anderledes, end det Ellin kender, og hun har svært ved at indordne sig og følge reglerne. Og det bliver ikke lettere af, at hun føler sig forvirret over den opmærksomhed, hendes flotte fætter Ørn, Furiens kronprins, viser hende.
Krigen er på vej, men kong Flod har sine egne planer, og hvis Ellin vil finde ud af, hvad der foregår, må hun lære at spille spillet ved hoffet, og vinde kong Flods tillid. Men det er ikke nemt.

Jeg kunne godt lide første bind i serien, men havde desværre også et par problemer med dele af den. Selvom ikke alle problemer forsvandt i bind to, så var historien bedre og mere sammenhængende disponeret, med et bedre fortælleflow, hvilket løftede læseoplevelsen en del.
Sproget er endnu engang letlæst og flydende, med realistiske og billedskabende beskrivelser, som virkelig fik Egeborg til at fremstå levende og troværdigt for mit indre blik.
Handlingen er godt skruet sammen, og selvom jeg gættede store dele af historiens twists fra starten, så var der andre, der virkelig overraskede mig. Historien er spændende, og fyldt med intriger, kærlighed, jalousi, forræderi, krig, hemmeligheder, magtbegær, og en virkelig dysfunktionel familie, som går mere op i alliancer og at få deres vilje, end i sammenhold og familieskab. Hvor handlingen i første bog gik for hurtigt, så gik den til gengæld lige lovligt langsomt her i andet bind. Generelt var flowet dog en hel del bedre, og historien og universet bredte sig mere ud.
Personerne er menneskelige og nuancerede, omend nogle af dem er lige sort-hvide nok. Hovedpersonen Ellin var stadig min favorit, og hun udviklede sig virkelig i løbet af historien. Hvor hun i første bind var temmelig naiv, impulsiv og forkælet, så var hun her i andet bind mere moden, og tænkte sig bedre om. Hendes forvirrende følelser for Ørn er rigtig godt beskrevet, og det samme er hendes komplicerede følelser for resten af familien på Egeborg. Ellin er modig, intelligent og lærer at tøjle både sit temperament og sin impulsivitet undervejs, hvilket gjorde hende utroligt nem at holde af - og føle med. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide Falk, den yngste prins. Han er svær at blive klog på, og har ry af at være "forkert" på en eller anden måde. Hans mor forguder ham, mens hans far foragter ham, og forholdet til broren er utroligt dårligt. Men alt det til trods viser han sig som en god ven for Ellin, og overrasker flere gange undervejs. Jeg kunne også godt lide Ellins livsglade kusine Sisken, til trods for hendes naivitet og virkelig dumme valg undervejs. Og så var der også et par personer, som jeg virkelig ikke brød mig om, men som jeg ikke vil nævne her, af frygt for at spoile historien. Jeg vil bare nøjes med at sige, at et par af de mandlige personer ikke opførte sig ret pænt, og at deres forhold til det kvindelige køn var dybt problematisk.
Alt i alt en virkelig god fortsættelse, som faktisk var bedre end første bind i serien. Jeg elskede alle de mange intriger, og ikke mindst den udvikling Ellin gennemgik undervejs, og jeg glæder mig allerede til at læse videre.

Se også forfatterens hjemmeside.

fredag den 17. januar 2020

Vindere af fødselsdagskonkurrencen

Så er fødselsdagskonkurrencen slut, og de to vindere er fundet, med hjælp fra en Random Number Generator. Begge vindere har fået direkte besked.

Her på bloggen vandt Susanne. Præmien, Grænsen til Trafallas 1+2, er sponsoreret af forfatteren Julie M. Day, mens Folio Diary 2020 er sponsoreret af mig.

På Instagram vandt @ganshi_. Præmien, Forbandelsen til Laitana 1, er sponsoreret af forfatteren Sissel Moody og Forlaget Klippe, mens Folio Diary 2020 er sponsoreret af mig.

Tillykke til vinderne, og tak for de mange lykønskninger og kommentarer både her og på Instagram.

mandag den 13. januar 2020

Fødselsdagskonkurrence

Lige om lidt kan jeg igen fejre fødselsdag, og i den forbindelse har jeg lyst til at forkæle nogle af jer læsere, der trofast følger bloggen, både her og på Instagram.
Jeg har derfor lavet to konkurrencer. En her, og en på Instagram, hvor man kan vinde to forskellige bogpakker. Bøgerne er sponsoreret af forfatterne, og jeg var så heldig at vinde dem til Bogbloggereventet på sidste års Fantasyfestival. Men da jeg havde bøgerne i forvejen, vælger jeg nu at lade det komme jer til gode.

Her på bloggen kan I vinde de første to bind af Julie M. Days fantastiske fantasytrilogi Grænsen til Trafallas, sponsoreret af forfatteren, samt 1 Folio Diary for 2020, sponsoreret af mig.
For at deltage i konkurrencen skal I:

-Skrive en kommentar på bloggen, hvor I fortæller, hvilken bog I glæder jer mest til i 2020. Husk også at skrive en mailadresse i kommentaren, hvor jeg kan kontakte jer, hvis I vinder.
-Have en dansk adresse, som præmien kan sendes til.

Vinderen findes på fredag den 17. januar, og får direkte besked.

Husk også at tjekke konkurrencen på Instagram ud. Søg på @laesehestmedfantasy.





lørdag den 11. januar 2020

Wildcard

Wildcard er 2. og sidste bind af science fiction-serien Warcross, skrevet af Marie Lu.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Alvilda

Emika undslap med nød og næppe Warcross-verdensmesterskabet med livet i behold, og er gået under jorden. Efter at have opdaget sandheden bag den nye NeuroLink-algoritme er hun jaget vildt, og mens hun føler sig forrådt af Hideo, forsøger hun at finde en måde at stoppe ham på, før det er for sent.
Emika opdager snart, at hun ikke er den eneste, der ønsker at stoppe Hideo. Også den mystiske Zero og hans gruppe kæmper for at undgå Hideos kontrol, og Zero har brug for Emikas hjælp, hvis hans plan skal lykkes.
Men Zero har sine egne motiver, og Emika må finde ud af, hvem hun egentlig kan stole på, hvis hun skal overleve. Hvem er ven, og hvem er fjende?

Jeg var vild med første bind i serien, og jeg ved egentlig ikke helt, hvorfor jeg har ventet så længe med at læse fortsættelsen, og afslutningen på historien. Den var nemlig mindst lige så god som etteren, og endnu mere uforudsigelig.
Sproget er letlæst og flydende, og selvom de mange japanske navne krævede, at jeg holdt tungen lige i munden, så var beskrivelserne af især actionscenerne, og ikke mindst kampscenerne i det virtuelle Warcross, så realistiske, at jeg næsten følte mig som en del af spillet selv.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists, som gør det fuldstændig umuligt at gætte, hvad der vil ske. Hver eneste gang jeg troede, jeg havde gættet hvor historien var på vej hen, tog den en helt anden retning, og jeg havde på ingen måde set slutningen komme. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med action, kærlighed, venskab, forræderi, intriger, manipulationer, hemmeligheder, mord, sorg og savn. Men det er også en historie om frygt, kunstig intelligens, teknologi, og hvor langt man kan, og bør, gå, i søgen efter sandheden, og i videnskabens navn. Mest uhyggeligt af alt er sådan set, at det kunne ske, og i en ikke engang særligt fjern fremtid, hvis ikke vi som mennesker passer på, og tænker os om.
Personerne er levende og menneskelige, og selvom ikke alle bipersonerne er lige nuancerede, så er de på ingen måde endimensionelle. Hovedpersonen Emika er intelligent, modig og besluttet på at gøre det rigtige - uanset hvad det koster hende selv. Hun er knust over bruddet med Hideo, men også fast besluttet på at stoppe hans planer, selvom hun stadig har følelser for ham. Af bipersonerne var især Hideo, Zero og Jax interessante, foruden en person mere, som jeg ikke kan nævne, for ikke at spoile handlingen for meget. Hideo føler sig svigtet af Emika, men er stadig fast besluttet på at finde frem til sandheden om, hvad der skete med hans bror - koste hvad det vil. Også selvom han stadig har følelser for Emika. Zero er nok bogens mest gådefulde person. Selvom Hideo er hans bror, så er han kold, målbevist, og vil gøre alt for at stoppe ham. På trods af, at det var hans forsvinden, der satte det hele i gang. Lejemorderen Jax er en iskold dræber. Men hun har også uventede lag, og vil gøre alt for at beskytte Zero. Og så er der, som nævnt, en biperson mere, som gjorde stort indtryk med en iskold beregnende hjerne, og en tvetydig dobbelthed, som gjorde det svært for mig at vide, hvor jeg havde vedkommende.
Wildcard var en fantastisk actionfyldt, nervepirrende og tankevækkende afslutning på en virkelig fed science fiction-serie, som jeg kun kan anbefale. Var man vild med etteren, vil man bestemt ikke blive skuffet over afslutningen, og jeg kommer helt klart til at læse serien igen.

Se også forfatterens hjemmeside.


fredag den 10. januar 2020

Den gådefulde sorte blomst

Den gådefulde sorte blomst er 2. bind af fantasyserien Duftapoteket, skrevet af Anna Ruhe.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Straarup og Co

Efter Luzie, Benno og nabodrengen Mats opdagede det hemmelige Duftapotek, har en ny verden åbnet sig for dem. Luzie er kommet i lære som Duftapoteker, og elsker det. Og den gamle Hanne er blomstret op, efter hun nu ikke længere bliver dopet med glemselsduft.
Men Luzie kan ikke lade være med at bekymre sig for, hvad den flygtede Willem og De Evige kan finde på, nu hvor de ikke længere har muligheden for at skabe udødelighedsduften. Og da meteorpulveret, den allervigtigste ingrediens i fremstillingen af dufte, bliver stjålet, vokser bekymringen.
Luzie og Mats har brug for pulveret, hvis de skal befri Mats' far fra virkningen af den Kærlighedsløse Duft, og samtidig ved de begge, hvilke ulykker pulveret kan medbringe i de forkerte hænder.
Luzie er sikker på, at det er Willem, der står bag tyveriet, og Hanne, Luzie, Mats og Benno sætter alt ind på at finde ham - før det er for sent.
Men ikke alt er, som det ser ud til, og De Evige er mere magtfulde, end de fire kunne forestille sig.

Jeg var vild med første bind i serien, og mine forventninger til dette bind var derfor skyhøje. Desværre levede bogen ikke helt op til første bind, selvom den stadig var rigtigt, rigtigt god.
Sproget er stadig letlæst og flydende, med livagtige og sanselige beskrivelser, som i den grad vækker de forskellige dufte og omgivelser til live. Bogen er endnu en gang fyldt med fantastiske og charmerende illustrationer, som gør både historie og omgivelser levende, og samtidig er bogen utrolig smuk udenpå.
Handlingen er godt skruet sammen, med en del overraskelser undervejs, som gør det svært at gætte, hvad der vil ske. Der skrues op for både tempo og action her i andet bind, og selvom det gør historien nervepirrende spændende, og næsten umulig at slippe, så er det desværre på bekostning af noget af den varme og charme som greb mig i første bind. Historien går næsten for hurtigt, og jeg savnede at se mere til Villa Evie. Også selvom de fremmede lokationer var interessante og godt beskrevne. Udover action og spænding er historien fyldt med intriger, hemmeligheder, dufte, magi, søskenderelationer, venskab, fare og familiekærlighed, og jeg er ret vild med, at forældrene har fået en større rolle denne gang.
Personerne er elskelige og nuancerede, og jeg kan rigtig godt lide, at de ikke er helt så sort-hvide som i første bind. Hovedpersonen Luzie er modig, intelligent og nysgerrig, men har også en tendens til at handle impulsivt, hvilket giver hende en del problemer. Hun er fast besluttet på at redde Duftapoteket, og stoppe De Evige, men også beskyttende over for sin lillebror. Hendes forvirring omkring de følelser, hun har for Mats, er rigtig godt beskrevet, og forholdet mellem de to fungerer utrolig godt. Af bipersonerne var jeg især vild med Mats og Benno. Mats er ligeså modig som Luzie, med samme tendens til at være impulsiv, og med et overvældende ønske om at redde faren fra en kærlighedsløs tilværelse - og få ham hjem igen. Og så er der Luzies lillebror Benno, som, på trods af, at han ikke altid hører efter, er en utroligt sød, hjælpsom og modig dreng, som idealiserer sin storesøster, og er fast besluttet på at hjælpe til, sin alder til trods. Willem får en del flere nuancer her i andet bind, hvilket jeg rigtig godt kan lide, og i det hele taget udvikler bipersonerne sig en hel del undervejs. Eller også er Luzie bare blevet bedre til at opfatte de grå nuancer, i stedet for at se alle som sort/hvide. Uanset hvad, så fungerer det supergodt.
Selvom bogen for mig ikke helt levede op til etteren, så var den stadig utroligt god, og jeg elskede personerne, beskrivelserne, og de fuldstændig uforglemmelige illustrationer. Kunne man lide første bind i serien, må man ikke snyde sig selv for fortsættelsen, og jeg glæder mig allerede til næste bind udkommer på dansk.

Se også forfatterens hjemmeside.