torsdag den 22. februar 2018

Skæbnebrevet

Skæbnebrevet er en science fiction-bog skrevet af Alexandra Nilsson.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Facet

I fremtiden er alle europæiske lande samlet i Det Forenede Europa. Menneskets gener er blevet udforsket og kortlagt, og den kæmpemæssige maskine Sibylla beregner, ud fra blodprøver fra de nyfødte børn, den præcise dødsdato for hvert menneske.
Alle 16-årige får, i den årlige Skæbneceremoni, overdraget deres Skæbnebrev, hvori deres dødsdato står. Brevene skal åbnes før deres 40-års fødselsdag, og sker det ikke, får det konsekvenser for hele familien.
Max og Maya er bedste venner, og har lavet en pagt, om at åbne brevene lige så snart de får dem. De er sikre på, at de vil være venner resten af livet, og er ikke bekymrede for fremtiden. Men alt ændrer sig, da de åbner Skæbnebrevene. For mens Max kan se frem til et langt liv, har Maya kun en måned tilbage at leve i.
Da de bliver kontaktet af Oprørerne, som tilbyder Maya at forlænge hendes liv, ændrer alt sig. Snart er Maya og Max på flugt fra både Oprørere og Regeringen, og de får brug for hjælp, hvis de skal overleve. Og imens tæller Maya dagene, til hun skal dø...

Selvom bogen er forholdsvis kort, tog det alligevel et godt stykke tid at læse den. Ikke fordi bogen er dårlig. Tværtimod. Bogen er nemlig rigtig god, men den var også følelsesmæssigt hård at komme igennem, og samtidig var den overraskende filosofisk og tankevækkende.
Sproget er letlæst, og flydende, med korte sætninger og kapitler, og forfatteren formår med få ord at skabe et levende og realistisk univers, som man som læser ser lyslevende for sig. Derudover myldrer bogen med citater og videnskabelige facts, som bliver strikket ind i historien på en sådan måde, at det både virker naturligt, og er med til at give bogen en filosofisk vinkel.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists, som gør det svært at gætte hvad der vil ske. Historien er uhyggeligt spændende, og det på trods af, at det er tunge emner som liv, død og skæbne der tages op. Det er en historie om kontrol og overvågning, om diktatur og frihed, om kærlighed og venskab, liv og død, sandhed og løgn. Om at acceptere sig selv og sin skæbne, men også om friheden til at vælge sin egen fremtid, og kæmpe for det man tror på.
Personerne er levende og menneskelige, med egne motiver og følelser, og som læser kommer man hurtigt til at kende dem. Især venskabet mellem de to hovedpersoner, Maya og Max, er godt beskrevet. Det er et venskab, som bygger på gensidig accept af hinandens styrker og svagheder, og en kærlighed, som, selvom den ikke længere er romantisk, ikke desto mindre er dyb og altoverskyggende. Max og Maya er så tætte, at der ikke rigtig er plads til andre, hvad der giver nogle problemer i forhold til kærester. Hverken Maya eller Max har sat spørgsmålstegn ved samfundet og Sibylla, og det ligger på ingen måde lige for, at de skulle få problemer med Regeringen. Maya er stædig, stærk og ubekymret. Selvom hun ved, at der findes mindre heldige personer, så har hun aldrig rigtig tænkt over det, og lever et helt almindeligt teenageliv. Hendes Skæbnebrev og dets følger tvinger hende til at opdage, at der findes mindre heldige mennesker, og at prisen for overlevelse kan være for høj. Max´ familie har været ramt af tragedier, men selvom døden har været tæt på, er han ikke i tvivl om, at Sibylla er nødvendig. Han er stærk, modig og snarrådig, men overvejer måske ikke altid konsekvenserne af det han finder på. Også bipersonerne er interessante og realistiske, og jeg kunne især godt lide den rapkæftede bogbeskytter Ollie og den snarrådige eneboer Hannibal.
Alt i alt en rigtig god læseoplevelse som giver stof til eftertanke, og samtidig giver en uhyggelig vision af et fremtidigt overvågningssamfund, hvor selv døden er fastlagt, frihed er en illusion, og viden er underlagt skarp kontrol. Kan man lide dystopisk science fiction à la Fahrenheit 451 og 1984, vil man også kunne lide Skæbnebrevet, som godt nok henvender sig til en lidt yngre målgruppe, men som, på sin egen måde, er lige så hårdtslående og tankevækkende.

søndag den 18. februar 2018

Morrigan Crows magiske prøvelser

Morrigan Crows magiske prøvelser er 1. bind af fantasyserien Nevermoor, skrevet af Jessica Townsend.


Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Gyldendal, og er anmeldt på bookeater.dk.

mandag den 12. februar 2018

Klonerne

Klonerne er 4. bind af Julie Kagawas fantasyserie Sagaen om Talon.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget HarperCollins Nordic

Selvom Garret vandt duellen med Patriarken, var det ikke uden omkostninger. Han blev skudt i ryggen, og chancerne for overlevelse er ikke stor. Kun Rileys hurtige reaktion redder hans liv, men kuren viser sig snart at have en del uforudsete bivirkninger.
Ember er dog ligeglad med omkostningerne. Det vigtigste er, at Garret er i live, og at de er sammen igen. Der går dog ikke lang tid, før freden bliver brudt. En hel by bliver udslettet under mystiske omstændigheder, og snart viser det sig, at Talon har noget med det at gøre.
Et forsøg på at finde ud af hvad der er sket bringer igen Ember i nærkontakt med hendes bror Dante, hvis ambitioner har gjort ham fanatisk loyal over for Talon. Han vil gøre alt for at nå til tops i organisationen - selv forråde sin egen søster.
Snart finder Ember endelig ud af hvad Talon ønsker af hende. Og sandheden er langt værre end hun selv i sin vildeste fantasi kunne forestille sig...

Hold op hvor var den her bog bare god. For mig var det den bedste bog i serien indtil nu, og den overraskede mig konstant hele vejen igennem.
Sproget er flydende og letlæst, og beskrivelserne er så livagtige, at man næsten kan lugte røgen og blodet, fornemme ørkenens sand og varme, og høre dragernes brøl og geværsalverne.
Handlingen er utrolig godt skruet sammen, med et plot som overrasker gang på gang, og en uhyggeligt spændende historie, som er fyldt med action, kærlighed, forræderi, dobbeltspil, intriger, drager, kloner, hemmeligheder og fanatisme. Tempoet er højt, og jeg slugte bogen i ét stræk, mens jeg sad på kanten af stolen.
Personerne er realistiske og menneskelige, med egne motiver og følelser, og jeg kunne rigtig godt lide den måde personerne udvikler sig på undervejs. Både Ember, Garret og Riley vokser undervejs, og samtidig glider trekantsdramaet i baggrunden til fordel for overlevelse, action og usikre alliancer. Synsvinklen skifter stadig mellem Ember, Garret, Riley og Dante, og det fungerer rigtig godt, fordi man dels får fortalt historien fra flere sider, og dels lærer personerne rigtig godt at kende. Selvom Ember stadig er impulsiv, så har hun lært at tænke sig om, og hun er ved at finde ud af hvem hun er, og hvad hun vil med sit liv. Hendes forhold til Dante er præget af både håb og sårede følelser, men samtidig ved hun godt, at hun sikkert har mistet ham til Talon. Dante, på den anden side, er vred over at hans søster, som han ser det, har forrådt ham og valgt et liv, som kan ødelægge hans ambitioner. Samtidig elsker han hende, og vil gå langt for at beskytte hende. Det gør ham til en nuanceret person som man, på trods af de uhyrligheder han giver ordre til, ikke kan lade være med at holde af, og have en lille smule ondt af. Bipersonerne er levende og nuancerede, og jeg er især glad for Jade og Wes.
Jeg elskede den her bog fra start til slut, og kan næsten ikke vente, til femte og sidste bind udkommer. Ikke nok med at handlingen var fænomenal og overraskede mig gang på gang, jeg var også vild med den måde personerne har udviklet sig på både i denne bog og i serien indtil nu. Er man fan af serien, vil man bestemt ikke blive skuffet. Og har man ikke læst serien endnu, er det bare med at komme i gang.

Se også forfatterens hjemmeside.

søndag den 11. februar 2018

Only You Can Save Mankind

Only You Can Save Mankind er 1. bind af Terry Pratchetts science fiction/fantasy-trilogi om Johnny Maxwell.

Johnny er 12 år, og elsker at spille computerspil. Hans forældre skændes hele tiden, og Johnny er derfor overladt meget til sig selv. Hans ven Wobbler kopierer ulovligt spil til ham, og nole gange ændrer han dem lidt før Johnny får dem. Så da han pludselig får en besked fra de fjendtlige aliens i spillet Only You Can Save Mankind, hvor den fjendtlige flåde overgiver sig, tror han først det er en joke fra Wobblers side. Men da Johnny begynder at have livagtige drømme, og spillet pludselig mangler den fjendtlige flåde af aliens, begynder han langsomt at indse, at der er noget helt andet på spil.

Jeg har faktisk læst bind to og tre af trilogien på dansk som barn, uden at vide at de var del af en trilogi. Bind et er nemlig aldrig blevet oversat til dansk, og det er kun som voksen jeg opdagede, at bogen fandtes. Serien er en blanding af science fiction, fantasy og realisme, hvor denne bog er tættest på science fiction.
Nu har jeg så endelig fået den læst, og selvom den desværre er lidt outdatet, så er det stadig en god bog, fyldt med Terry Pratchetts vidunderlige humor, men også en overraskende filosofisk bog om krig, fred og fjendebilleder.
Sproget er letlæst og flydende, fyldt med ordspil i typisk Pratchettsk stil, og masser af humor. Slangudtrykkene er dog en smule forældede, også selvom den udgave jeg læste fik et ansigtsløft i 2004, hvor der blandt andet blev set på netop slangudtrykkene.
Handlingen er godt skruet sammen, men plottet giver uden tvivl mest mening for folk der har spillet computerspil i 1980´erne og starten af 1990´erne, hvor der stadig skulle skrives kode indimellem joystickbrugen. Det har jeg heldigvis, så jeg kunne sagtens følge med. Historien er spændende, og fyldt med computerspil, krig, fred, venskab, familieproblemer, aliens og medmenneskelighed. Der er fokus på krig, både i virkeligheden og i spil, krigens regler, hvor svært det er at slutte fred, og forskelle på mennesker i almindelighed, og mennesker og aliens i særdeleshed. Men også fokus på hvor ens folk kan være på trods af barrierer i form af sprog, race og sindelag, og om de fjendebilleder vi som mennesker opstiller mellem os.
Personerne er, med få undtagelser, ikke vanvittig nuancerede, men alligevel kan man relatere til dem, og deres forskellige motiver. Hovedpersonen Johnny var, sammen med alienkaptajnen, de mest udbyggede karakterer, og jeg holdt lige så meget af Johnny i denne bog, som jeg husker jeg holdt af ham som barn i de to andre bøger. Johnny er god til at forholde sig til andre mennesker, men selvom han har flere nære venner, så er han alligevel meget alene. Hans forældre er midt i de indledende øvelser til en skilsmisse, og glemmer ham derfor tit blandt alle deres skænderier. I mødet med alienkaptajnens tiltro til ham som frelser bliver han pludselig synlig, og må finde ud af, hvor han står, og hvad han tror på, i forhold til krig og fred. Alienkaptajnen er træt af krig, og ønsker bare at sikre sin races overlevelse. Hun tror fuldt og fast på, at fred er vejen frem, og det på trods af, at hendes folk langt fra er overbeviste om at hun har ret. Bipersonerne er, som tidligere skrevet, ikke voldsomt nuancerede, men jeg kunne alligevel rigtig godt lide Johnnys venner, selvom de var noget stereotype.
Kan man lide 1980´er nostalgi, computerspil, eller bare er vild med Pratchetts bøger, så kan denne bog bestemt anbefales.

Se også forfatterens hjemmeside.

torsdag den 8. februar 2018

Dangerous Deception

Dangerous Deception er 2. og sidste bind af Kami Garcia og Margaret Stohls paranormal romance-serie Dangerous Creatures.

På flugt fra Silas Ravenwood havner Link og Ridley i et biluheld. Ridley forsvinder fra bilen før den bryder i brand, og det lykkes, på mirakuløs vis, Link at bruge sine incubus-evner til at transportere sig selv væk fra vraget.
Han bliver fundet af Nox og bandet, som også er flygtet fra Silas, og snart går jagten på Ridley, og Silas Ravenwood, i gang. Link får brug for sine venner hvis han skal finde Silas´ base, og mens han tager et smut til England for at finde hjælp, tager Nox alene afsted for at finde Ridley.
Imens vågner Ridley op i en celle i Silas Ravenwoods laboratorium, og får brug for al sin stædighed, hvis hun skal overleve med livet og psyken i behold.

Bogen startede med et brag, og jeg blev hurtigt fanget af den. Desværre skuffede slutningen en hel del, og jeg må indrømme, at jeg ikke forstår hvorfor forfatterne har valgt at slutte serien som de gjorde.
Sproget er letlæst og flydende, og jeg synes beskrivelserne blev bedre i den her bog. Noget af stemningen fra Caster Chronicles vendte tilbage, og det samme gjorde creepiness-faktoren. Det irriterede mig dog en del, at der blev skiftet mellem jeg-person og tredjeperson i kapitlerne, da det brød flowet undervejs. Det virkede lidt, som om forfatterne ikke kunne bestemme sig for om det skulle være den ene eller anden slags fortæller, og i stedet blev det en lidt mislykket blanding.
Handlingen er godt skruet sammen, og, med undtagelse af slutningen, synes jeg plottet var bedre end i den første bog i serien. Historien er spændende, og fyldt med action, mørk magi, eksperimenter, hemmeligheder, venskab, kærlighed, hævn og jalousi. Jeg synes stadig trekantsdramaet var unødvendigt, men til gengæld syntes jeg bedre om skurken.
Personerne er levende og menneskelige, med egne svagheder, styrker og motiver, og især Nox var utroligt nuanceret. På forbløffende vis får Link en form for selvindsigt i løbet af bogen, uden dog at miste de kvaliteter han allerede har. Jeg brød mig til gengæld overhovedet ikke om Ridleys udvikling i løbet af bogen, som går imod alt det hun har gennemlevet og indset i løbet af både Caster Chronicles-serien og første bind af denne serie. Og jeg var ellers lige begyndt at holde af hende. Bipersonerne fik mere kød på i denne bog, og så hjalp det gevaldigt, at der dukkede et par gamle kendinge op i persongalleriet. Også selvom jeg gerne ville have haft besøg af et par stykker mere.
Alt i alt var det en god bog, som dog desværre skuffede fælt i slutningen og på karakterudviklingen. Jeg forstår stadig ikke hvorfor den skulle ende som den gjorde, og kan ikke lade være med at tænke, om det virkelig var det? Har man læst første bind i serien er jeg ikke i tvivl om at man bliver nødt til at læse videre - cliffhangeren i første bog gør det umuligt at lade være - men det bliver næppe en serie man kommer til at genlæse.

onsdag den 7. februar 2018

Dangerous Creatures

Dangerous Creatures er 1. bind af paranormal romance-serien af samme navn, skrevet af Kami Garcia og Margaret Stohl.

High school er slut, og det er tid til, at Lena, Ethan, John, Liz, Ridley og Link skal skilles for alle vinde. Inden da laver Lena en sidste cast, for at binde vennerne sammen, og resultatet er ikke helt det hun havde regnet med. Fare truer forude, og seks mystiske ringe dukker op af bålets gløder.
Snart er Link og Ridley på vej til New York. Link vil udleve sin drøm, og jagte berømmelsen som rockstjerne. Ridley har sine egne planer. Hun skylder Lennox Gates, en mørk caster, to tjenester, og nu er det tid til at indfri dem. Den første: At skaffe en trommeslager til Lennox´ klubband. Og Ridley er tilfældigvis leveringsdygtig i sådan en.
Men selvom Ridley siger til sig selv, at hun ikke har nogen følelser, så kan hun alligevel ikke lade være med at have dårlig samvittighed, og den bliver kun værre, da hun finder ud af, at Lennox måske ikke har helt rent mel i posen. Sandheden viser sig dog at være langt værre end hun havde forestillet sig, og er hun ikke forsigtig, kan det ende med døden for både hende og Link.

Jeg var vild med forfatternes Caster Chronicles, og der gik ikke mange dage fra jeg blev færdig med den sidste bog, før jeg kastede mig over spin off-serien. Også selvom Ridley og Link ikke var mine yndlingspersoner.
Desværre levede bogen ikke helt op til mine forventninger, og det er der flere grunde til.
Sproget var dog ikke en af dem. Det er letlæst, flydende, humoristisk og fyldt med mørke, magiske beskrivelser.
Handlingen er også godt skruet sammen, og fyldt med twists, action, kærlighed, magi, jalousi, musik, magi, hemmeligheder, ondskab og søgen efter identitet. Og så slutter bogen med den vildeste cliffhanger. Desværre var der også et par ting der haltede for mig. Den ene var bogens primære skurk, som jeg ikke kan komme nærmere ind på uden at spoile for meget, og den anden var, at der pludselig dukkede et trekantsdrama op, som, for mig, sænkede bogens niveau fra den første series originalitet til mere klichefyldt young adult paranormal romance.
Universet er stadig fantastisk, og forfatterne udforsker virkelig den mørke side af casternes verden i den her bog. Jeg savnede dog Gatling og sydstatscharmen, og havde det svært med, at bogen foregik i New York, i stedet for i det miljø jeg elskede i den første bog. Jeg kom desværre aldrig til at holde helt så meget af New Yorks klubmiljø.
Personerne er levende og menneskelige, med egne motiver, fejl og styrker. Især Ridley lærer man rigtig godt at kende, da det er hende der primært fortæller historien. Hendes kamp for at finde ud af hvem hun er, og at åbne for sine følelser, er rigtig godt beskrevet, og jeg fik en del mere sympati for hende, end jeg havde før jeg læste bogen. Link er på mange måder som en hundehvalp, men får dog også styrket sin selvtillid og sin tro på musikdrømmen. Kemien mellem dem fejler bestemt ikke noget, og deres småskænderier er noget af det der fungerer rigtig godt både sprogligt og handlingsmæssigt. Lennox er en interessant og nuanceret person, som man som læser har svært ved at placere. Synsvinklen skifter mellem Ridley, Link og Lennox, men desværre er skiftene ikke altid lige godt udført. Nogle kapitler skiftes de alle tre til at fortælle, og det kan derfor være svært at vide hvem der fortæller på et givent tidspunkt. Og så irriterede det mig, at forfatterne er gået over til at skrive i tredjeperson, hvor de i Caster-serien skrev i jeg-person. Det virkede forkert, og gjorde, at det tog noget tid, før jeg for alvor faldt ind i historien. Og så savnede jeg virkelig Ethan og Lena, som i den grad stjal mit hjerte i den første serie.
Selvom bogen ikke levede op til mine forventninger, så var den ikke dårlig. Den var en anelse klichepræget, og så manglede den det, der gjorde Caster Chronicles til noget særligt og vanedannende. Er man fans af historien om Lena og Ethan, og kunne man godt lide Ridley og Link, så er den bestemt værd at læse, selvom den ikke har den samme wow-effekt. Og jeg skal da også have læst fortsættelsen, for den cliffhanger er simpelthen noget af det ondeste.

lørdag den 3. februar 2018

A Wrinkle in Time

A Wrinkle in Time er 1.bind af science fiction-serien Time Quintet, skrevet af Madeleine L'Engle.

Meg er datter af to videnskabsfolk, og den ældste af fire børn. Hendes fat forsker et hemmeligt sted, men har ikke givet lyd fra sig i over et år. I skolen føler Meg sig udenfor, og hun har det svært med sladderen i byen, om at faren har forladt familien.
Meg er tæt på sin yngste lillebror, Charles Wallace, som, i højere grad end resten af familien, er anderledes og brainy, og ofte ved ting, som ingen andre gør. En aften får familien besøg af en mærkelig dame, som kalder sig Mrs Whatsit, og som har slået sig ned i det lokale spøgelseshus sammen med to andre damer, Mrs Who og Mrs Which.
Ikke lang tid efter bliver Meg, Charles Wallace og den lidt ældre dreng Calvin af de tre Mrs sendt ud på en rejse for at redde Meg og Charles' far, og bekæmpe det onde. Det bliver en rejse fyldt med farer gennem tid og rum.

Jeg har set traileren for filmen, og synes den så spændende ud. Jeg ville dog gerne læse bogen før jeg så filmen, og da det er en prisbelønnet bog glædede jeg mig til at læse den.
Jeg må dog indrømme at jeg blev temmelig skuffet. For selvom den er godt skrevet, så var der en del ting der haltede for mig, og som endte med at trække bogen ned.
Sproget er letlæst, flydende, og fyldt med både videnskabelige udtryk og litterære citater og referencer, hvilket fungerer rigtig godt. Beskrivelserne er livagtige, og især personerne fremstod tydeligt. Dialogerne bærer dog spor af, at bogen er skrevet i 1962, for hold op hvor er de høflige hele tiden. Det virker en lille smule utidssvarende, og gjorde handlingen en smule urealistisk.
Plottet er godt udtænkt, men desværre haltede handlingen for mig undervejs. Der var et eller andet med flowet, som bare ikke fungerede for mig, samt et par huller i plottet, som aldrig rigtig blev forklaret. Bogen slutter også meget brat, og jeg sad tilbage med en følelse af "Var det det?". Bortset fra det var historien spændende, og fyldt med action, familie, venskab, videnskab, rejser i tid og rum, fremmede planeter og væsener, religion, ondskab og måske en lille smule magi. For mig tog religionen dog overhånd, og historien endte med at være temmelig prædikende, hvilket er synd, for ellers var det en hyggelig børnebog.
Personerne er realistiske og menneskelige, og jeg kunne rigtig godt lide Meg, som har temperament, et godt hoved, og en dyb kærlighed til sin familie. Hun bliver let såret af omverdenens sladder, og føler sig tit ensom og udenfor. Charles Wallace var dog min yndling. Han er både selvsikker og usikker, genial, og på alle måder en ener. Hans måde at se verden på, og forholdet til søsteren, er rigtig godt beskrevet. Calvin er intelligent, men er god til at skjule det, så han kan passe ind i skolen. På hjemmefronten føler han sig ofte overset og alene, og mødet med Murry-familien er en øjenåbner for ham. De tre Mrs havde jeg mere ambivalente følelser overfor. På den ene side er de herligt excentriske og originale, på den anden side havde jeg det meget svært med afsløringen af hvad og hvem de egentlig er, og jeg forstod ikke rigtig deres motiver. Resten af bipersonerne var, med undtagelse af Megs familie, desværre ret anonyme.
Alt i alt sidder jeg tilbage med ret ambivalente følelser for bogen. På den ene side kunne jeg rigtig godt lide Meg og hendes familie, plottet og stemningen, og på den anden side synes jeg den var noget outdatet i sproget, sluttede for brat, og havde for mange religiøse overtoner. Det er muligt jeg ville have syntes bedre om den hvis jeg havde læst den som barn, for historien er som sagt spændende, og selvom de religiøse overtoner var meget tydelige for mig nu, er det ikke sikkert de ville have været det for mig som barn. Jeg vil stadig gerne se filmen på et tidspunkt, og det kan da være jeg skifter mening om bogen når jeg har set den, men indtil videre har jeg i hvert fald ikke planer om at læse videre i serien.

Se også forfatterens hjemmeside.