fredag den 18. august 2017

Den halves arv

Den halves arv er 1. bind af fantasytrilogien Grænsen til Trafallas, skrevet af Julie M. Day.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Skriveforlaget

Graces forældre døde da hun var helt lille, men heldigvis tog hendes faster hende til sig og adopterede hende. Hun har kun svage erindringer om sine forældre, og ved intet om sin mor.
Grace elsker at læse, og arbejder i en boghandler. En dag opdager hun en mærkelig skriftrulle, som føles varm, og hvor skriften skifter farve. Hun kan ikke læse rullen, da skriften består af mærkelige tegn. Før hun får undersøgt rullen nærmere, opdager hendes chef hende, og kort efter fortæller han, at han har smidt rullen væk.
Samtidig opdager Grace at en mærkelig mand holder øje med butikken - og hende - men han forsvinder altid før andre ser ham. Og en dag dukker han så op i butikken for at afkræve hende skriftrullen. Men Grace ved ikke hvor den er, og mødet skræmmer hende.
Kort efter finder hun rullen gemt på sin chefs kontor, og tager den, af ren og skær nysgerrighed, med hjem. Men det skulle hun aldrig have gjort, for før hun ved af det er hendes chef død, og hun selv og skriftrullen er blevet taget af den mærkelige mand, som fører hende til en anden verden.
En verden fyldt med magi, hvor mennesker ikke er velkomne. Grace er snart i større fare end hun nogensinde har været før, og må hun finde ud af hvem hun kan stole på, og hvem hun egentlig er.

Hold op hvor var den her bog bare god! Jeg slugte den i løbet af en aften, på trods af at den er på næsten 500 sider, og jeg var tryllebundet hele vejen igennem.
Sproget er letlæst og flydende, og man kan bestemt ikke mærke, at det er en debutant der har skrevet den. Især beskrivelserne var fantastiske, og var med til at give bogen en magisk og drømmeagtig stemning, som jeg elskede. Bogen er skrevet i 1. person datid, og selvom det tog mig et par kapitler før jeg havde vænnet mig til det, så fungerede det rigtig godt, fordi det føltes som om hovedpersonen Grace fortalte historien direkte til læseren.
Jeg var vild med universet og den måde det langsomt blev foldet ud og voksede på hele vejen igennem bogen. Verdenen hænger godt sammen. Den er gennemarbejdet, og man kan mærke at forfatteren har tænkt over alle detaljerne, så Trafallas og dets indbyggere fremtræder levende og virkelige.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med kærlighed, magi, venskab, hemmeligheder, intriger, action og kampen mellem godt og ondt. Det er en historie om at finde ud af hvem man selv er, og om at elske på trods af alt. Bogens tempo er roligt, men alligevel formår forfatteren at få spændingen til at stige gradvist hele vejen igennem, og jeg kedede mig på intet tidspunkt. Bogen var umulig at slippe, og slutter med noget af en cliffhanger, som gør det stort set umuligt at vente på næste bind.
Personerne er levende og menneskelige, og jeg kom hurtigt til at elske dem. Grace som hovedperson er nørdet, nysgerrig, modig, stædig, impulsiv og har et varmt hjerte. Hendes valg er ikke altid lige gennemtænkte, men hjertet er på det rette sted, og spændingerne mellem hende og Zachos slår gnister. Zachos er lækker, rugende, temperamentsfuld, lidenskabelig og vil gøre alt for dem han elsker. Og så elskede jeg hele idéen med hans anden side. Blandt bipersonerne holdt jeg især af Fëra og Kanthos, som er venlige, varmhjertede og hjælpsomme, og Graces faster Betty, som nok er min yndling, på trods af at hun ikke fylder ret meget i handlingen. Men fælles for alle personerne er, at man kommer til at kende dem på godt og ondt, og ikke kan undgå at leve sig ind i deres historier.
Kort fortalt: Jeg elskede simpelthen den her bog, og kan slet ikke rose den nok! Jeg var vild med sproget, handlingen, personerne, og, ikke mindst, universet, og glæder mig allerede til at læse næste bind i serien. Forhåbentlig går der ikke alt for lang tid før bind 2 udkommer, for den cliffhanger er direkte ond! Er du til fantasy med fantastisk worldbuilding, elskelige personer, kærlighed og masser af magi, så vil du elske den her bog. Læs den - du vil ikke fortryde det!

Se også forfatterens hjemmeside.

onsdag den 16. august 2017

Tara og mesmeritternes dans

Tara og mesmeritternes dans er 3. og, tror jeg, sidste bind i Isa Lemvigh Clausens serie om Tara.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget mellemgaard

Tara er knapt nok kommet sig over sit sidste eventyr, før der er bud efter hende igen. Bratanerbaronen Rokko, Taras far, har fået store problemer, efter han forrådte fyrstinden for at redde Tara, Arke og Valmar, og han beder nu om Taras hjælp til at komme udenfor både fyrstindens og kongens rækkevidde, i Landet bag Tundraen.
Tara er ikke meget for det, men siger ja, da Rokko lover hende at fortælle hvem hendes mor er i bytte for hendes hjælp. Det viser sig dog snart, at opgaven er meget sværere end hun havde troet.
Ikke nok med at fyrstinden er ude efter dem, hun har allieret også sig med munken Mogon, og har løjet for kongen af Halvarden, så han nu også leder efter dem. Og mens kongen leder efter Rokko og Tara, har fyrstinden frit spil til at føre sin plan ud i livet. En plan, som kan føre til Halvardens undergang.
Snart er alle på vej til det barske Land bag Tundraen, som bevogtes af ubarmhjertigt vejr og farlige væsener. Tara får brug for al sin styrke hvis hun skal overleve, og endelig finde ud af hvem hun er.

Jeg er blevet ret glad for den her serie. Selvom bogen mere ligner et eventyr end decideret fantasy, så er der alligevel flere magiske elementer i denne bog end i de forrige. Samtidig kan man også mærke, at forfatteren bliver mere og mere rutineret og sikker i både historieopbygning og sprog fra bog til bog, og det er spændende at følge såvel historiens som Taras udvikling.
Sproget er enkelt, letlæst og flydende, med korte sætninger og et godt flow. Kapitlerne er korte, og man kan godt mærke, at bogen er skrevet til børn.
Personerne er levende og menneskelige, og er blevet mere og mere nuancerede. Jeg synes efterhånden jeg kender Tara rigtig godt, og selvom hun godt kan irritere mig med hendes stædighed og egenrådighed, så kan jeg ikke lade være med at elske hendes mod og hjerte. Derudover er jeg ret vild med den sindssyge fyrstinde, og jeg synes det er rigtig godt fundet på, at dele af historien fortælles fra fyrstindens synsvinkel. Bipersonerne er realistiske, og har hver deres egne historier og motiver, og jeg kom hurtigt til at holde rigtig meget af dem. Og så bød bogen på et skønt gensyn med Gaffa, som nok er en af mine yndlingspersoner med sin stædighed, brokken sig og sit store hjerte.
Handlingen er godt skruet sammen, og bogen er både spændende og har et par twists undervejs. Selvom jeg gættede nogle af dem, så var der andre der overraskede mig. Historien er mere actionfyldt end de forrige bind i serien, og fyldt med hemmeligheder, forræderi, intriger, galskab, magi, identitet og kærlighed. Slutningen var måske nok lidt for gennemført, og personligt synes jeg ikke kærlighedshistorien gav så meget mening, bogens målgruppe taget i betragtning, men historien var god, og jeg er ikke i tvivl om, at læsere af de to første bind i serien vil synes om den.

tirsdag den 15. august 2017

Heksedatteren

Heksedatteren er en fantasybog skrevet af Sabrina Mose.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og Forlaget mellemgaard

Alvira har, som datter af en heks, altid vidst at der fandtes magi. Men selvom Alvira er datter af en af de mægtigste hekse nogensinde, så er der ikke noget magisk ved hende, hvad der gør hende til en udstødt blandt heksene. Samtidig er hun også anderledes end almindelige mennesker, fordi hun ved magien findes.
Men da Alviras mor bliver brændt på bålet, ændrer alt sig. Snart må Alvira flygte fra den by hun er vokset op i, og som nu vil brænde hende på bålet for det hendes mor har gjort. Og det er ikke kun landsbyboerne der vil dræbe hende: Selveste Djævelen ønsker hende død, og han har sendt en gruppe hekse efter hende. Hekse, der vil have fat i en genstand hun arvede efter sin mor, og som ikke skyr nogen midler for at få fat i hende.
Heldigvis har Alvira Thor, landsbyens smed, som reddede hende fra at blive brændt, og som har sine egne erfaringer med magi. Sammen må de to finde en måde at slå Djævelen og hans håndlangere inden det er for sent...

Heksedatteren er en god fantasybog, som, selvom den havde et par skønhedsfejl, og jeg ikke var helt vild med plottet, absolut er værd at læse.
Sproget er letlæst og flydende, og selvom der har sneget sig et par stavefejl igennem korrekturlæsningen, så er det ikke noget der ødelægger læseoplevelsen. Beskrivelserne er utroligt livagtige, og særligt heksebrændingen i starten stod tydeligt - endda lidt for tydeligt - for mit indre øje. Jeg kunne næsten lugte det brændte kød og bålet, og det var kvalmende livagtigt. Jeg kunne dog godt have tænkt mig lidt flere beskrivelser af lokaliteterne undervejs, da jeg havde lidt svært ved at se omgivelserne for mig.
Handlingen er godt skruet sammen, og selvom jeg ikke var helt vild med plottet, så fungerede det rigtig godt, og der var plads til overraskelser undervejs. For mig var der lidt for meget religion blandet ind i det, men historien var god. Bogen er rigtig spændende, og fyldt med action, magi, overtro, religion, kærlighed, hævn, magtbegær, frygt og hekse. Plottet tager udgangspunkt i middelalderens forestillinger om hekse og djævletilbedelse, og historien har da også en historisk atmosfære, som hensætter læseren til middelalderen under læsningen.
Personerne er levende og menneskelige, og jeg kom til at holde meget af Thor, Alvira og den onde heks, Promilla. Bogens synsvinkel skifter mellem Alvira og Promilla, og man lærer derfor dem begge to rigtig godt at kende. Alvira er lidt ubeslutsom i starten, og fyldt med sorg og vrede over sin mors død. Langsomt kommer ønsket om hævn til at fylde mere og mere, og samtidig fylder relationen til Thor mere. Alvira kan dog også være lidt irriterende, og tænker sig ikke altid om, men hun er jo også teenager. Thor er stærk, hengiven og trofast, men han er også lidt naiv, og tror på det bedste i mennesker. Det spirende forhold mellem Alvira og Thor er virkelig fint skrevet, og de supplerer hinanden godt. Promilla er ond, men hun er også bange, og hendes frygt får hende til at gå længere end hun ellers ville i jagten på et længere liv. Hun både frygter og hader Djævelen, og samtidig er hun forblændet af de ting han lover hende, og den magt hun kan genvinde. Hun er utrolig nuanceret, og man kan som læser ikke lade være med at have en smule ondt af hende - selvom man ved hvad hun har gjort.
Alt i alt var det en god læseoplevelse, selvom historien ikke helt var mig. Kan man lide hekse med kant á la middelalderens forestillinger om magi og hekse, og med levende personer, så kan jeg bestemt anbefale den her bog.

søndag den 13. august 2017

Solbiens brod

Solbiens brod er 2. bind af fantasytrilogien Krøniken om Morika, skrevet af Sidsel Sander Mittet.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Facet

Itua har forrådt sit folk for at redde hilaerne, men resultatet har ikke helt været det hun håbede på. Hendes mand har skilt hende fra Aaton, og samtidig er hans plot for at genvinde herredømmet over Sandsnogenes slægt ikke gået efter planen. Aatons ven Likuu er blevet dømt til at blive udstødt som slægtløs, og hendes gamle flamme Elvon står til at blive henrettet efter at være blevet tage til fange.
Aaton og Itua bestemmer sig for at flygte sammen med Likuu og Elvon, så de kan være sammen, men selv om flugten lykkes, opdager de snart, at i striden mellem morikanere og hilaer er der ingen sikre steder.
For morikanerne har slået sig sammen med de slægtløse, og deres plan er total udryddelse af hilaerne. Hvis Aaton og Itua skal redde hilaerne, må de skilles igen, og der er ingen garanti for at de nogensinde ser hinanden igen.
Itua må vende tilbage til sin mand, mens Aaton tager det sværeste valg en hila kan tage.
Og krigen nærmer sig...

Selvom jeg har ventet i spænding på den her bog lige siden jeg læste første bind i serien, så har det alligevel taget et stykke tid før jeg kom i gang med den. Dels fordi jeg ved hvor vanedannende Sidsel Sander Mittets bøger er, og at jeg ville skulle vente i ulidelig spænding indtil sidste bind udkommer når jeg var færdig med bogen, og dels en angst for, at bogen ikke ville kunne leve op til forfatterens andre bøger. Angsten må siges at være gjort til skamme, men den ulidelige ventetid - den slipper jeg ikke for.
For bogen levede i den grad op til forgængeren. Jeg havde ikke læst mange sider før jeg igen befandt mig i Morikas fantastiske univers, og konflikten mellem morikanere og hilaer, magtkampene og Ituas og Aatons kærlighed hilste mig velkommen tilbage.
Sproget er letlæst og flydende, og beskrivelserne er så levende, at man fornemmer ørkenens sand og varme, lugter blodet fra de mange døde, og mærker Altets altopslugende kraft og lys.
Handlingen er godt skruet sammen, og de mange plottwists gør det svært at forudsige hvad der vil ske - på trods af at man allerede ved hvad slutresultatet bliver efter Morika-trilogien. Alligevel kan man som læser ikke lade være med at håbe at man tager fejl, og at historien får en anden slutning. Bogen er uhyggeligt spændende, og fyldt med hæsblæsende action, kærlighed og mord. Det er en historie om kultursammenstød, kønsroller, magi, homoseksualitet, magtbegær, forblindelse, indbyrdes magtkampe, intriger, forræderi, fordomme, racisme, religion og krig, men også en historie om at finde ud af hvem man er, at leve med sine valg, og at elske. Igen lykkes det forfatteren at tage tunge emner op, på en måde der virker naturligt for handlingen, og samtidig trækker en del paralleller til vores eget samfund. Samtidig udvider Morika-universet sig endnu en gang, og som læser opdager man snart, at i krig findes der ingen helte, men kun ødelæggelse, sorg og magtbegær.
Personerne er utroligt menneskelige, og så levende, at man næsten forventer at se dem springe ud af bogen. De er mennesker på godt og ondt, med egne historier, motiver og drømme, og man kan som læser ikke lade være med at holde af og føle med dem. Især forholdet mellem Itua og Aaton er godt beskrevet. Aatons fascination af Iton og hans magt giver nuancer til hans person, og Itua begynder for alvor at vokse fra rollen som adelsfrøken til en kvinde med både handlekraft og mod. Også bipersonerne er levende og realistiske, og især Iton er en spændende person. Men også Ituas mand Byroon lærer man bedre at kende, og forholdet mellem Itua, Byroon og Ukoon er utroligt godt beskrevet.
Kort sagt, er Solbiens brod endnu en fantastisk fantasyfortælling fra Sidsel Sander Mittet, med levende personer, et fascinerende univers fyldt med aktuelle problemstillinger og -tabuer, vidunderlig magi og masser af action. Jeg kan næsten ikke vente på at tredje og sidste bind i serien udkommer, og jeg igen kan vende tilbage til Morika.

lørdag den 12. august 2017

De døde grotter

De døde grotter er 2. bind af Arwen Elys Daytons science fantasytrilogi Seeker.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda.

Efter opgøret med Mellemste Gru har Unge Gru sagt ja til at optræne John i brugen af hans athame, og færdiggøre hans træning som Søger. Men John er stadig besat af tanken om hævn, og med hjælp fra sin mors dagbog tænker han kun på at opspore de Søger-slægter som har myrdet hans familie og dræbe dem. Samtidig er han distraheret af sine følelser for Quin, som han stadig elsker, selvom han mener hun har svigtet ham, ved at nægte at hjælpe ham med at genvinde og træne med sin families athame.
Quin og Shinobi har deres egne problemer. Quins far er på jagt efter dem, og ønsker at fratage Quin Gruernes athame. Men han er ikke alene: To mystiske drenge er med ham, og de vil gøre alt for at genfinde deres herre, Mellemste Gru, og hans athame. Og til hjælp har de et magisk redskab: En hjelm, som forstærker tankerne. Men hjelmens egenskaber er ikke kun gode, og da den falder i hænderne på Quin og Shinobu opdager de snart, at dens indflydelse kan være direkte farlig.
Mens Quin og Shinobu udforsker deres kærlighed til hinanden, forsøger de samtidig at finde ud af, hvad der gik galt med Søgerne. Og med hjælp fra en kopi af Johns mors dagbog opdager de et uhyggeligt komplot, som strækker sig over flere hundrede år.

Hvor jeg havde svært ved at komme i gang med første bind af serien, så gik det anderledes hurtigt med dette bind. Desværre kan jeg mærke, at jeg allerede er ved at glemme handlingen, og den forvirring første bind efterlod mig med, er ikke blevet meget mindre.
Sproget er letlæst og flydende, og beskrivelserne er levende. Alligevel forvirrer universet mig stadig, og jeg synes ikke jeg har lært mere om Gruerne, Søgerne eller den verden historien finder sted i, hvad jeg ellers havde håbet på efter første bind.
Plottet er lidt bedre skruet sammen i denne bog, men selvom der er action fra første side, så blev jeg aldrig rigtig grebet af spændingen. Historien er igen fyldt med forræderi, magtbegær, intriger, mord, kærlighed, venskab, hemmeligheder, magiske redskaber og besættelse, men alligevel formåede den ikke at fange min interesse.
Personerne er menneskelige og nuancerede, men alligevel blev de aldrig rigtig levende for mig. Den person jeg bedst kunne lide var Nott, en af Mellemste Grus Vægtere, og havde han haft en større plads i fortællingen havde jeg måske syntes bedre om den. Desværre var jeg stadig temmelig ligeglad med de tre hovedpersoner Quin, Shinobu og John, som stadig lader deres besættelser ødelægge dem, og selvom de udvikler sig en smule undervejs, så var det bare ikke nok, til at gøre mig interesseret i at vide hvordan det går dem.
Jeg må vist bare konstatere, at den her serie ikke er noget for mig. Universet forvirrer mig, handlingen interesserer mig ikke, og jeg er ligeglad med personerne. Jeg ville ønske at bind to havde haft nogle flere svar til mig, for grundidéen var spændende, men desværre fangede udførelsen mig ikke. På nuværende tidspunkt har jeg ikke det store behov eller lyst til at læse tredje og sidste bind når det engang udkommer, men hvem ved, jeg kan jo nå at ændre mening endnu. Og måske bliver forvirringen opklaret i den sidste bog.

Se også forfatterens hjemmeside.

Den mørke sandhed

Den mørke sandhed er 1. bind af science fantasy-trilogien Seeker, skrevet af Arwen Elys Dayton.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda

Quin har hele sit liv trænet til at blive Søger, og kæmpe for det gode. Sammen med de to lærlinge Shinobu og John er hun nu tæt på at være udlært, og hun glæder sig til at aflægge eden, og endelig kunne være sammen med John, som hun er forelsket i.
Men John dumper den endelige prøve, og bliver forvist af hendes far, og samtidig finder Quin ud af, at Søger-hvervet er helt anderledes end hun havde troet. Desværre opdager hun det for sent. Eden er afsagt, og Quin er fanget i en umulig rolle. En rolle, som John ønsker hun bliver i. For John har sine egne motiver for at ville være Søger. Motiver, der intet har med det gode at gøre, men med hævn og retfærdighed for sin familie. Og han vil gå langt for at nå sine mål.

Det er snart længe siden jeg fik tilsendt den her bog, men selvom jeg havde glædet mig til at læse den, så tog det lang tid at komme igennem den. Jeg måtte starte forfra tre gange, og jeg må konstatere, at bogen bare ikke var noget for mig. Jeg var forvirret fra start til slut, og havde svært ved at forholde mig til personerne og universet.
Sproget er ellers godt. Det er letlæst og flydende, og beskrivelserne er levende. Alligevel forstod jeg ikke universet, som for mig var en underlig blanding af fantasy og science fiction, og jeg fandt aldrig ud af Søgernes rolle, hvad Gruerne var for nogen, eller hvornår historien skulle foregå.
Handlingen gik for mig mere op i hævn end noget sammenhængende plot. Alle var ude efter athameerne, og ingen havde rent mel i posen. I og med at jeg var forvirret fra start til slut, så fandt jeg aldrig rigtig historien spændende, og det på trods af at der er masser af action. Derudover er historien fyldt med hævn, forræderi, mord, magtbegær, kærlighed, venskab, misbrug, overnaturlige evner, og opløsning.
Selvom personerne er menneskelige og nuancerede, så blev de aldrig rigtig levende for mig, hvilket nok hænger sammen med, at jeg faktisk ikke brød mig om nogen af dem. Quin flygter fra både virkeligheden og sig selv, og det samme gør Shinobu. John er for optaget af at hævne sin familie til at fokusere på at leve, og alle tre forblændes af athameerne og deres magt. Alle tre ødelægges de af familiernes forventninger, deres egne valg og deres selvbedrag, og de lader sig frivilligt, i kraft af manglende eller negative valg, fastlåse i deres roller. Trekantsdramaet mellem dem var efter min mening totalt overflødigt, og gør bare deres individuelle selvbedrag større.
Bogen var svær at komme igennem, og efterlod mig med ligeså mange spørgsmål som da jeg startede med at læse den. Jeg håber nogle af spørgsmålene bliver besvaret i bind 2, som jeg også har liggende, og håber at få læst mens jeg stadig husker en smule af handlingen. Selvom bogen ikke lige var noget for mig, så skal det bestemt ikke afholde andre fra at læse den, da smag og behag jo som bekendt er forskellige, og jeg ved at en del andre læsere er meget begejstrede for den.

Se også forfatterens hjemmeside.

mandag den 7. august 2017

Dream Warrior

Dream Warrior er 17. bind af Sherrilyn Kenyons fantasyserie Dark-Hunter, og 4. bind af Dream-Hunter-serien.

De græske guder har store problemer: Den mørke gud Noir og hans søster, gudinden Azura, har indledt et angreb på Olympus ved at tage en del af deres guder til fange. Bliver deres krav ikke indfriet indenfor 12 dage, bliver fangerne henrettet.
Den eneste der har en chance for at bekæmpe dem er guden Cratus. Desværre har han tilbragt de sidste mange tusind år på jorden, pint og plaget af guderne og uden sine guddommelige kræfter, fordi han nægtede at dræbe et spædbarn på Zeus´ ordre. Cratus kalder sig nu Jericho, og han er bestemt ikke i humør til at hjælpe guderne. Faktisk ønsker han sig ikke noget højere end at få hævn over hele det græske panteon, og ikke mindst Zeus, for den behandling han har fået.
Drømmeguden Delphine får til opgave af Zeus at forføre Cratus, så han alligevel vil kæmpe for de græske guder. Men som drømmegud er Delphine, på trods af at hun er halvt dødelig, ikke i stand til at føle noget, og hun har aldrig været forelsket eller forført nogen som helst.
Hun har dog ikke noget valg: Fejler hendes mission, vil hun blive straffet af Zeus - og Noir og hans søster vinder. Kun hvis kærlighed kan vinde over had har guderne en chance.

Har I fulgt med på bloggen et stykke tid, ved I at Dark-Hunter-serien er en af mine yndlingserier, og en jeg tyr til, når læselysten har svært ved at indfinde sig. Jeg er nu nået til 17. bind i serien, og eftersom det er svært at blive ved med at finde på nye ting at rose, bliver anmeldelsen lidt kortere end normalt.
Sproget er, som altid, letlæst og flydende, med masser af humor, sarkasme, og sanselige og levende beskrivelser.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med spænding, action, sex, kærlighed, hævn, forræderi, hemmeligheder og guder. Igen udvider Dark-Hunter-universet sig, og samtidig begynder personerne og historierne fra Chronicles of Nick-serien at fylde mere og mere. Det er den græske mytologi fortalt som aldrig før, og jeg elsker det. Og så slutter bogen med noget af en cliffhanger.
En stor del af det der bærer seriens mange bind er Kenyons vidunderlige personer. De er levende, menneskelige og nuancerede, og forfatteren formår at binde personer og historier sammen på tværs af de mange bind, så hoved- og bipersoner fra tidligere dukker op i nye sammenhænge. Hovedpersonerne denne gang er Cratus, eksgud og kriger, fyldt med had, hævntørst og sarkasme, og Delphine, en drømmegud med skjulte dybder, bestemte meninger og medfølelse. De to supplerer hinanden utroligt godt, og kemien mellem dem er fantastisk. Blandt bipersonerne er denne gang også Nick, som nok er min yndlingsperson i hele universet, fordi det var ham der introducerede mig for Kenyons verden i spin-off-serien Chronicles of Nick. Og så kan jeg bare godt lide den sarkastiske Cajun-knægt.
Jeg glæder mig allerede til at læse næste bind, og anbefaler endnu en gang serien til alle der elsker fantasy, græsk mytologi og sarkastiske bad boys.

Se også forfatterens hjemmeside.