mandag den 9. september 2019

Grå magi

Grå magi er 1. bind af fantasyserien Pigen fra Månehøjen, skrevet af Lene Krog.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Ulven og Uglen

Tronraneren Vidar Baltzer har, efter massakren på kongefamilien, indtaget landet Bragismark, og holder det i et jerngreb med hjælp fra sine mænd, kaldet de Grå, og heksen Caris Bellis. Folk med magiske evner bliver fanget og ført bort, og der går rygter om, at heksen suger deres evner ud af dem.
Men modstanden mod det nye regime vokser, og oprørerne forsøger desperat at finde frem til et våben, der kan ende heksens magt.
De to piger Aia og Merian bliver, uden deres vidende, rodet ind i oprørskampen. Aia ved ikke hvem hun er, og hjemsøges i drømme af ansigtet på den mand, der slog hende ihjel for et år siden. Efter et uheld, bliver hun ført til Tordenklippen for at komme sig af sine skader. Her møder hun Merian, som er taget med husets ejers nevø, Birk, hjem, for at undgå at skulle holde ferie hos sin familie. Hendes bror er nemlig sherif for de Grå, og Merian kan ikke tåle tanken om at skulle være i nærheden af ham. Hendes far blev dræbt i Vidars oprør, og at hun kan ikke tilgive sin bror, at han er gået over til fjenden.
Da huset på Tordenklippen brænder ned, har Aia, Merian og Birk ikke andet valg, end at sætte kursen mod syd, og Merians familie. Men vejen er lang og farefuld, og mens Aia kommer tættere på sin glemte fortid, opdager pigerne, at intet er, som det ser ud til, og at farerne lurer overalt.

Bogen her er en revideret udgave af Pigen fra Månehøjen, som jeg tidligere har læst og anmeldt på bloggen. Jeg var ret glad for den første udgave af bogen, så var virkelig spændt på at læse denne udgave, som skulle være blevet ændret en del.
Heldigvis har ændringerne kun gjort bogen endnu bedre. Der er blevet strammet op på sproget, og de kedelige stavefejl fra første udgave er blevet rettet, så sproget nu fremstår endnu mere letlæst og flydende. Humoren fra første udgave er heldigvis stadig intakt, og beskrivelserne er livagtige og stemningsfulde.
Universet er originalt, anderledes, og velgennemført, og jeg er vild med den måde forfatteren får blandet Bragismarks historie, religion, væsener og magisystemer ind i handlingen, uden at det får karakter af infodumping eller virker kunstigt.
Handlingen er godt skruet sammen, og de mange twists gør det svært at gætte, hvad der vil ske. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, kærlighed, venskab, intriger, hævn, mord og oprør. Slutningen er blevet ændret en del fra første udgave, og der er blevet skåret en del handling fra, hvilket kun har gjort bogen bedre. Og så slutter denne version med noget af cliffhanger.
Personerne er levende og menneskelige, og gennemført troværdige. Som læser kommer man hurtigt til at kende og elske personerne, og især Aia og Merian er helt fantastiske. Aia ved ikke, hvem hun er, og kan kun huske, at en mand dræbte hende. Alligevel forsøger hun at få det bedste ud af det liv, hun lever nu, trods hjemsøgelse af spøgelser, og folk, der stræber hende efter livet. Aia er stærk, modig og rapkæftet, men føler også, at hun mangler en del af sig selv. Mødet med Merian giver hende et nyt formål, og et håb om at finde ud af, hvad der gemmer sig i hendes egen fortid. Merian var stadig min yndlingsperson. Hun er, ligesom Aia, modig, stærk og rapkæftet, men også impulsiv og temperamentsfuld. Hendes brors forræderi og tabet af hendes store kærlighed Kord har gjort hende kold og hævngerrig, men mødet med Aia får nogle helt nye sider frem i hende. Udover Aia og Merian er der kommet en ny synsvinkel til i denne bog, nemlig Merians bror Leander, og det fungerer rigtig godt. Gennem ham kommer man nemlig om bag facaden på de Grå, og lærer samtidig hans bevæggrunde for de valg, han har truffet, at kende. Af bipersonerne er jeg stadig helt vild med Merians mor, som minder mig en del om Maude Varnæs med hendes rengøringsvanvid, supervisering af tjenestefolkene og hypokondri, og jeg håber, hun får lidt mere scenetid i næste bind i serien.
Jeg elskede virkelig denne nye version af historien, som har fjernet de ting, der irriterede mig i den første udgave af bogen, og gjort den endnu bedre end før. Jeg kan næsten ikke vente, til næste bind i serien udkommer, og er spændt på at finde ud af, hvad der vil ske med personerne fremover. Er man vild med originale universer, magi og elskelige personer, så kan den her bog kun anbefales.

Se også forfatterens hjemmeside.

søndag den 8. september 2019

Den sidste alliance

Den sidste alliance er 3. og sidste bind af Julie M. Days fantasytrilogi Grænsen til Trafallas.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget DreamLitt

Zachos er død, og Grace er knust af sorg. Hun kan slet ikke forestille sig et liv uden Zachos, og i desperation beslutter hun sig for at rejse til Skyggefolket i Nord, hvis fyrste skulle have evnen til at genopvække de døde.
Imens nærmer krigen sig. Otera, lederen af Oprørerne, har genoplivet Kruux, og hans frygtelige væsener er i fuld gang med at erobre Trafallas.
Kun den halve kan stoppe ham. Men Grace føler sig overhovedet ikke i stand til noget som helst uden Zachos, og tiden er ved at løbe ud.

Sikke en slutning! Jeg har ventet på sidste bind af trilogien med lige dele længsel og frygt, og jeg blev på ingen måde skuffet. Faktisk overgik bind 3 alle mine forventninger (hvilket burde have været umuligt, tårnhøje som de var), og jeg fløj igennem bogen.
Sproget er letlæst og flydende, med fantastisk livagtige beskrivelser, velskrevne dialoger, og troværdige actionscener. Forfatteren er utroligt god til at skabe stemninger, og skrive følelser, så man som læser ikke kan lade være med at græde, rase eller føle med Grace. Og det uden, at det føles kunstigt, eller bliver for meget.
Universet udvidede sig endnu en gang, med mange nye og mareridtsgivende væsener, nye planter, byer og lokationer, og jeg blev endnu en gang imponeret over forfatterens utrolige worldbuilding.
Handlingen er godt skruet sammen, med et plot, der overrasker gang på gang, og en spændende historie fyldt med altopslugende kærlighed, masser af action, knusende sorg, savn, forræderi, ondskab, venskab, krig, elvere og magi. Men fremfor alt er det en historie om valg. Grace's valg. Valget mellem liv og død. Trafallas eller menneskenes verden? Og valget mellem godt og ondt. Hvor langt er hun parat til at gå for kærlighedens skyld? Og hvor høj en pris er hun villig til at betale? Jeg havde på ingen måde set slutningen komme, men selvom den var følelsesmæssigt hård, så var den også helt perfekt, og afrundede historien på den smukkeste måde.
Personerne er nuancerede, levende og menneskelige, og selvom det bestemt ikke var dem alle, jeg brød mig om, så kunne jeg langt hen ad vejen forstå og identificere mig med dem. Grace udviklede sig utrolig meget i løbet af bogen. Selvom hun er sønderknust af sorg, så finder hun langsomt sin indre styrke, og finder ud af, hvor langt hun er parat til at gå. Uden Zachos var hun tvunget til at tage også de svære beslutninger og valg på sig, og hun voksede virkelig med opgaven. Udover Grace fik Otera og Ethellion også lov til at fortælle en del af historien, og det fungerede super godt. Dels fordi man som læser fik indblik i deres følelser og motivationer, og dels fordi det gav en anden dimension til historien. Otera var stadig ond, men i og med at jeg som læser tilbragte lidt tid i hovedet på hende, følte jeg, at jeg forstod hende en smule bedre. Også selvom jeg ikke stadig hadede om hende. Ethellion kunne jeg ikke lade være med at have en smule ondt af. Hans loyalitet og følelser for Grace bliver sat på en alvorlig prøve, og han hjælper hende velvidende, at han risikerer at få sit hjerte knust, hvis det lykkes hende at bringe Zachos tilbage. Og måske også hvis det ikke lykkes hende. Af bipersonerne er jeg stadig vild med Fëra og Kanthos, som begge er mærket af sorgen efter Zachos, men også Skyggefolkets hersker Morfildor var jeg fascineret af. Han er gådefuld, fremmedartet, og har sine egne motiver, for at tilbyde Grace sin hjælp. Hans fremmedartethed gjorde ham svær at blive klog på, og som læser vidste man aldrig helt, hvor man havde ham, hvilket var ret fedt.
Den her bog har bare det hele. Store følelser, fantastisk worldbuilding, elskelige personer og elvere, og en historie, som giver læseren "all the feels". Er man fan af serien, vil man bestemt ikke blive skuffet, og har man ikke stiftet bekendtskab med serien endnu, er det bare med at komme igang.
Den sidste alliance var en fantastisk afslutning på en fantastisk trilogi, og selvom jeg er ked af, at måtte sige farvel til Trafallas og Grace, så var det et yderst tilfredsstillende punktum, forfatteren fik sat for historien. Og hvem ved? Måske tager forfatteren mig med til Trafallas igen en dag? Jeg krydser i hvert fald fingre.

Se også forfatterens hjemmeside.

lørdag den 7. september 2019

Svovlvinter

Svovlvinter er 1. bind af fantasyserien Krøniken om den Femte Konfluks, skrevet af Erik Granström.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget DreamLitt

I det trakorianske rige er det vigtigste råstof svovl, og rigets svovlkoloni på Marjura er landets vigtigste leverandør. Så da rygter om et oprør blandt beboerne kommer rigets handelsmænd for øre, bliver oberst Praanz da Kaelve sendt afsted for at stoppe oprøret.
Men det viser sig snart, at Marjura er truet af langt værre ting end et oprør, og obersten må tage kampen op mod intriger, sort magi og en århundredgammel trussel som truer øen.

Selvom bogen her lød spændende, så fungerede den desværre ikke for mig, og jeg var stort set forvirret fra start til slut. Hvilket også er grunden til, at resumeet er så kort, som det er. For jeg er stadig i tvivl om, hvad bogen egentlig handlede om.
Sproget er blomstrende, legende og svulstigt, og beskrivelserne er livagtige og billedskabende. Men forfatterens leg med ord, og de mange semividenskabelige og matematiske udtryk undervejs, forvirrede mig desværre mere, end de fangede mig, og var med til at gøre bogens handling og univers svære at forstå.
Universet er komplekst, originalt og anderledes, med egne guder, religioner, kulturer, videnskab og magi, men forfatterens tendens til at infodumpe universet undervejs gjorde plottet svært at følge, og gjorde, paradoksalt nok, universet forvirrende, trods de enormt mange informationer forfatteren gav undervejs.
Handlingen forvirrede mig også. Mest af alt fordi jeg simpelthen ikke kunne holde fast i den røde tråd. Dels fordi bogen opererer med en del sideplot, og dels på grund af den førnævnte infodumping undervejs, hvor forfatteren bevægede sig ud på en tangent, i stedet for at holde sig til plottet. Historien er ellers spændende, med masser af twists, og fyldt med action, intriger, forræderi, mord, videnskab, magi, ondskab, ældgamle mysterier, drager, skæbne, liv og død, men desværre forstyrrede bogens fortællestil og struktur flowet undervejs, og jeg savnede lidt mere opstramning undervejs, og lidt mere "show, don't tell", i forhold til verdensopbygningen, så der ikke var så mange forklaringer og tangenter undervejs. Det tog mig næsten halvdelen af bogen at begynde at få en forståelse for plottet, og med en bog på over 700 sider er det meget. Også selvom den sidste halvdel faktisk var rigtig spændende, selvom den stadig var forvirrende.
Personerne er troværdige og menneskelige - eller i hvert fald menneskelige - med fejl og mangler, egne motiver og historier. Der er en hel del forskellige synsvinkler i bogen, hvilket desværre forøgede forvirringen for mig, fordi jeg ikke kunne finde ud af, hvem hovedpersonen egentlig var - og hvor historien var på vej hen. Samtidig følte jeg ikke, at jeg kom til at kende nogen af personerne ordentligt, fordi der hele tiden blev sprunget rundt mellem de forskellige personer. De af personerne jeg fandt mest interessante og nuancerede var obersten, heksen Silvia Miranda og dragen Blatifagus, mens de andre personer var lidt anonyme for mig.
Selvom jeg rigtig godt kunne lide universet, så var der desværre også en del ting, der desværre ikke fungerede for mig ved den her bog. Langt det meste skyldtes dog forfatterens hang til infodumping og det meget blomstrende sprog, som var med til at skabe en distance til historien. Hvilket er ærgerligt, for plottet var faktisk rigtig godt, da jeg endelig fandt den røde tråd. Kan man lide komplekse universer og blomstrende sprog, så kan bogen her være et forsøg værd.

fredag den 6. september 2019

Ravnenes hvisken 3

Ravnenes hvisken 3 er 3. og sidste bind af fantasytrilogien Ravnenes hvisken, skrevet af Malene Sølvsten.

Danmark er ramt af en ekstrem kulde, og begravet i is og sne. Kulden har afskåret Danmark fra omverdenen, og sygdomme og sult breder sig. Regeringen forsøger at skærme befolkningen fra sandheden, men madlagrene er ved at være tømt, og desperationen stiger.
Anne er sikker på, at det er Fimbulvinteren fra Vølvens spådom der har lagt sig over landet, og noget tyder på, at hun har ret. Ragnarok, verdens undergang og gudernes skæbne, nærmer sig, og kun Anne og hendes søster kan stoppe den.
Først er Anne dog nødt til at lære at styre sine vølvekræfter. Og mens guderne og jætterne nærmer sig det endelige slag, opdager Anne at prisen for at stoppe Ragnarok er langt højere, end hun nogensinde kunne drømme om. Måske for høj. Hvis Ragnarok da overhovedet kan stoppes.

Jeg elskede det to første bind i trilogien, men selvom bind 3 leverede en flot afslutning på historien, så skuffede sidste bind mig desværre også en smule. Ikke fordi historien ikke er spændende, velskrevet og fantastisk, men fordi bogen for mig trak en smule i langdrag.
Sproget er letlæst og flydende, og de mange norrøne ord og begreber fra den nordiske mytologi er med til at gøre universet levende og troværdigt. Det samme gælder de livagtige og realistiske  beskrivelser af såvel personer som omgivelser og actionscener, som gør historien levende for læseren.
Universet er originalt og anderledes, samtidig med at det er velkendt for os, der er vokset op med den nordiske mytologi som en del af vores kultur. Måden forfatteren blander nutidigt teenageliv, nordiske guder, asatro, magi og de ni riger fungerer utroligt godt, og jeg er virkelig vild med det univers, som Sølvsten har skabt.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, som gør det svært at forudsige, hvad der vil ske. Historien er spændende, og fyldt med action, guder, magi, kærlighed, venskab, sex, forræderi, intriger, dobbeltspil, opofrelse, spådomme, nordisk mytologi og kampen for overlevelse. Det er en historie om religion og skæbne, liv og død, men også en historie om at skabe sin egen skæbne, og tage sine egne valg. Og at leve med de valg, man træffer. Tempoet føltes langsommere, end i de første bind i serien, og selvom der sker rigtig meget, så var bogen lige det længste for mig, hvilket var med til at trække læseoplevelsen lidt ned.
Personerne er nuancerede, levende og menneskelige, og især Anne har udviklet sig siden starten på trilogien. Og bliver ved med at udvikle sig hele vejen til den bitre ende. Jeg kunne enormt godt lide Anne som hovedperson. Hun er modig, stædig og sarkastisk, men også ensom og usikker i forhold til andre mennesker. Men Anne er også meget stærk moralsk, og ved, hvilken pris, hun er villig til at betale. Også selvom det koster hende. Det var dog en lille smule urealistisk for mig, at hun havde tid til at have så mange kærlighedsaffærer undervejs, når nu Ragnarok var på vej. Men bortset fra det, virkede hun troværdig hele vejen igennem. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide veninden Luna, som også udvikler sig en del undervejs, og ikke mindst jætteulven Monster. Men også den uforudsigelige Elias med de skjulte motiver og en uvis dagsorden var blandt mine yndlinge. Og så var der to personer, som jeg absolut ikke brød mig om, men som jeg ikke kan fortælle hvem er, da det vil spoile indtil flere af bogens store twists.
Alt i alt en solid afslutning på en fantastisk trilogi, selvom bind 3 desværre ikke levede helt op til sine forgængere. Har man læst og elsket de første bind i serien, er Ravnenes hvisken 3 et absolut must, og bogen kan kun anbefales - trods irritationsmomenterne. Jeg glæder mig allerede til at vende tilbage til universet, når næste serie fra Malene Sølvsten udkommer om ikke så længe.

Se også forfatterens hjemmeside.

onsdag den 4. september 2019

Enkemagerne

Enkemagerne er en historisk fantasy/scifibog skrevet af Rasmus Wichmann.

En ældgammel fjende er begyndt at røre på sig, og mens krigen nærmer sig, sender fjenden sit farligste våben, kaldet Enkemagerne, mod syd.
En gruppe umage personer bliver ved et tilfælde blandet ind i striden, da de støder på Enkemagerne, og langsomt opdager de, at intet er, hvad det ser ud til.

Den her bog forvirrede mig fra start til slut, hvilket også er grunden til, at resumeet er så kort, som det er. Jeg har nemlig stadig, efter endt læsning, svært ved at forklare, hvad plottet egentlig var, og må bare konstatere, at det her ikke var en bog for mig.
Sproget var for mig det bedste ved bogen. Det er varieret, billedskabende og flydende, og selvom der var lige lovlig meget banden fra især den ene af personerne, så formåede forfatteren at skabe en helt særlig stemning og tone, som passede godt til den tidsperiode, bogen foregår i. Beskrivelserne er livagtige og realistiske, og såvel omgivelser som actionscener fremstod lyslevende.
Universet var interessant, selvom jeg også blev en smule forvirret undervejs. Det hænger sammen med, at bogen blander så mange genrer, som den gør, og mens første halvdel af bogen er næsten rendyrket fantasy, så er anden halvdel af bogen næsten rendyrket science fiction. Blandet med mytologi og historie fra blandt andet det gamle Ægypten og Oldtidens Grækenland. Man kan mærke, at forfatteren er uddannet historiker, og den research, der ligger bag universet. Jeg kunne vældig godt lide magien og monstrene, men kunne godt have tænkt mig lidt mere verdensopbygning undervejs, i stedet for at få det hele til sidst i bogen, men det er en smagssag.
Handlingen var til gengæld et af de elementer, der haltede for mig. Jeg havde svært ved at gennemskue plottet, og det virkede lidt, som om forfatteren ændrede retning for historien midtvejs, hvilket gjorde det endnu sværere at finde en rød tråd. Historien er spændende nok, men strækker sig over flere tusind år, hvilket gør handlingen en smule episodisk, og er med til at øge forvirringen omkring plottet. Bortset fra det er historien fyldt med action, magi, gys, monstre, intriger, forræderi, vold, voldtægt, drab, oldgamle hemmeligheder og ondskab, med et overraskende twist undervejs.
Personerne var temmelig ensformige og unuancerede, og jeg havde svært ved at skelne dem mellem hinanden. Og det på trods af, at der faktisk er hele to karakteroversigter i bogen. Der er fire synsvinkler i bogen, og på trods af det følte jeg ikke, at jeg lærte nogen af dem at kende. Seren var en utroligt usympatisk hovedperson, og jeg kunne ikke fordrage ham fra start til slut. Han er voldelig, forræderisk, bandende, og voldtager konstant kvinder og drenge, når muligheden dukker op. Og så er han opportunist, og snedig nok, til at føre sine planer ud i livet. Shem er slave, og temmelig anonym. Jeg følte aldrig, jeg lærte ham at kende, og forvekslede ham konstant med andre bipersoner, fordi jeg savnede et eller andet, der adskilte ham fra de andre. Insyah var lige så anonym, på trods af hans mystiske evner og hævntørst, og jeg savnede noget mere baggrund for dem alle tre. Sandsigersken er intelligent, intrigant, forræderisk og hemmelighedsfuld, og deler en mystisk fortid og magiske evner med Fyrsten. Derudover er der en del bipersoner, som aldrig rigtig bliver udfoldet, og som forsvinder undervejs i historien.
Selvom jeg virkelig godt kunne lide forfatterens sprog, og universet var interessant, så manglede jeg en rød tråd og nogle mere nuancerede personer. Bogen fungerede desværre ikke for mig, men kan man lide blandingen af science fiction og fantasy, krydret med næsten Lovecraftske monstre, en handling strakt over flere tusind år og gammel egyptisk mytologi, så er bogen måske værd at prøve.

mandag den 2. september 2019

Fanny Fairychild og Odins øje

Fanny Fairychild og Odins øje er 2. bind i fantasytrilogien Fanny Fairychild, skrevet af Lykke Lindbo.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og Forlaget Lindbo.

Fanny er vendt hjem efter sit besøg i Alfheim, og tror først, at det hele er en drøm. Lige indtil det går op for hende, at hun har Odins øje, som hendes mor gav hende, før hun døde igen, i sin taske.
Det allersidste Fannys mor sagde til hende var, at hun skulle give Odins øje til Warren, den gamle gartner som tager sig af gårdens have. Men Warren nægter at tage imod øjet, og Fanny forstår ikke hvorfor.
Fanny har dårlig samvittighed over, at det ikke lykkedes hende at ødelægge Frejas spejl, og vil gøre alt, for at forhindre Ragnarok. Heldigvis kender Alfhild en måde, hvorpå Fanny kan komme til Godheim igen. Men meget har ændret sig, siden Hel fik fat i spejlet, og det står sort til blandt guderne. Fanny får travlt, hvis hun skal standse Ragnarok.

Jeg var ret vild med første bind i serien, og bind to skuffede bestemt ikke.
Sproget er letlæst og flydende, og krydret med navne og ord fra den nordiske mytologi, som, sammen med de livagtige beskrivelser, er med til at vække bogens fantastiske univers og dejlige personer til live.
Universet er både velkendt og anderledes, og blandingen af nordisk mytologi, alfer og vores egen verden fungerer utrolig godt. Bogens mange kort, stamtavler og ordforklaring gør det nemt at finde rundt mellem de ni verdener, og holde styr på de mange fremmedartede gude- og jættenavne, hvilket er en stor hjælp. Især for læsere, som måske ikke er helt så meget inde i den nordiske mytologi som jeg er.
Handlingen er godt skruet sammen, med et plot som overrasker og holder spændingen hele vejen igennem, og en historie, som er fyldt med action, magi, nordisk mytologi, alfer, familie, venskab og guder. Men det er også en historie om kærlighed, tab og sorg, og om forræderi, ondskab og krig. Og så slutter bogen med noget af en cliffhanger, som gør det svært at vente på den næste bog i serien.
Personerne er levende og nuancerede, og jeg følte virkelig, jeg lærte dem at kende. Fanny er en skøn hovedperson. Hun er modig, stærk og handlekraftig, med et godt hjerte og et ligeså godt hoved. Men hun er også en pige, som savner sin mor, har det svært med sin stedmor, og mangler sin travle og fraværende far. Venskabet med den gamle kone Alfhild og mødet med Alfheim giver hende for første gang et formål og en tro på sig selv, og hun vokser i den grad med opgaven. Af bipersonerne holdt jeg især af Alfhild og Warren, som jeg virkelig følte, jeg kom ind under huden af i denne bog, men også jætten Agner, som elsker at drikke og lave byttehandler, næsten ligeså højt som han elsker sin søn, holdt jeg meget af.
Udover at fortælle en god historie, er bogen også utroligt flot i designet. Omslaget er virkelig smukt, med sølvfolie hele vejen rundt, og indeni er den fyldt med flotte illustrationer og detaljerede kort, som gør det til en ren fornøjelse at bladre i den.
Alt i alt en rigtig god læseoplevelse, som i den grad lever op til forgængeren. Læsere af første bind vil ikke blive skuffede, og serien kan varmt anbefales.

Se også forfatterens hjemmeside.

søndag den 1. september 2019

Aru Shah og tidens ende

Aru Shah og tidens ende er 1. bind af fantasyserien Pandava-kvartetten, skrevet af Roshani Chokshi.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Straarup og Co

Aru Shah på 12 år har aldrig kendt sin far. Hun er vokset op på Museet for Indisk Kultur og Oldtidskunst, hvor hendes mor arbejder. Moren er ofte bortrejst, og ofte distræt, når hun endelig er hjemme, og Aru føler sig tit ensom. Ikke mindst i skolen, hvor alle kammeraterne har privatchauffør og tager på eksotiske ferier, mens hun selv bliver efterladt alene hjemme, mens moren er på forretningsrejser.
I et forsøg på at passe ind, lyver Aru, og siger, at hun skal på ferie i Paris. Desværre bliver hun afsløret, da tre klassekammerater dukker op på museet, mens Aru er i nattøj. De truer med at afsløre hendes løgn over for resten af klassen, hvis ikke Aru tænder den forbandede lampe, som moren altid har forbudt hende at røre.
Af frygt for at blive til grin i klassen, tænder Aru lampen, og kommer derved til at vække Den Sovende, en ond dæmon, som har været spærret inde i lampen i årevis. Bliver dæmonen ikke stoppet, vil den vække Shiva, ødelæggelsens gud, hvilket vil betyde jordens undergang.
Den Sovende sætter tiden i stå, og det er nu op til Aru at stoppe dæmonen, hvis hun vil redde sin mor. For Aru er nemlig en Pandava, en reinkarneret halvgud fra den hinduistiske sagnverden, og sammen med en anden Pandava, Mini, og den ikke helt almindelige due Boo, må de finde nøglerne til Dødens Rige, og vække de eneste våben, der kan stoppe dæmonen. Det bliver en rejse udover det sædvanlige.

Jeg har glædet mig til at læse denne bog, ligesiden jeg første gang hørte om den, så da jeg fandt ud af at den udkom på dansk, kunne jeg næsten ikke få armene ned. Og jeg blev bestemt ikke skuffet, da jeg læste den, for den var fuldstændig som jeg havde håbet.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser, som får både vores egen verden og Dødens Rige til at fremstå lyslevende. Bogen er fyldt med litterære og popkulturelle referencer, indiske navne og ord, og en god portion humor, af den Riordanske slags.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og en historie fyldt med spænding, action, magi, venskab, familie, guder og gudinder, dæmoner, ensomhed, ondskab, løgne og hemmeligheder. Det er en historie om skæbne og valg, og om at gøre det rigtige, også selvom det gør ondt. Og så er det en historie om at finde ud af, hvem man selv er, og finde sine styrker. Og så slutter den med en cliffhanger, som gør det svært at vente på næste bind i serien.
Universet er godt skruet sammen, og forfatteren formår at gøre den hinduistiske tro og den indiske mytologi levende og lettilgængelig, trods de mange, for mig, nye begreber og navne. Forfatterens fortællemåde minder en del om Rick Riordans måde at bringe mytologier til live på, og bogen er da også udgivet som en del af hans imprint under Disney med fokus på mangfoldighed og own voices mytologiske fortællinger.
Personerne er levende og menneskelige, og jeg er vild med venskabet mellem Aru og Mini. Aru er ensom, med en god fantasi, og et behov for at passe ind blandt sine jævnaldrende. Men hun er også handlekraftig og modig, og trods sin manglende viden om sin rolle som Pandava, og hvad det betyder, kaster hun sig over opgaven med at redde verden, kun iklædt pyjamas. Mini er også ensom, og har først fornylig opdaget sin egen rolle som Pandava. Selvom hun er bedre forberedt end Aru, så tvivler hun også en del på sig selv, og har en del neuroser og fobier, som hun må overvinde undervejs. De to piger supplerer hinanden rigtig godt, og lærer undervejs at stole både på sig selv, og på hinanden. Af bipersoner er jeg især vild med duen Boo, det tidligere medlem af Vogternes Råd, som nu ikke har andet valg, end at hjælpe denne generations Pandavaer med at redde verden. Boo er sarkastisk, selvoptaget og bliver nemt fornærmet, men også loyal, modig og beskyttende overfor pigerne.
Alt i alt er Aru Shah og tidens ende en fantastisk fortælling om venskab, guder og indisk mytologi, fyldt med humor og masser af action. Fans af Rick Riordans bøger vil uden tvivl også elske denne serie, som jeg giver mine varmeste anbefalinger. Jeg glæder mig allerede til næste bind i serien udkommer på dansk, og kan næsten ikke vente med at finde ud af, hvad der kommer til at ske nu.

Se også forfatterens hjemmeside.