Stenløvens brøl

Stenløvens brøl er 3. og sidste bind af Sidsel Sander Mittets fantasytrilogi Krøniken om Morika.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Facet. 

Sandsnogens by er faldet, og befolkningen er flygtet til Hiilanaens by, i håb om hjælp. Men hos Haroo Ko er der ikke meget hjælp at hente for Itua, Byroon og Aaton. Mens Aaton sendes til Solbiernes ø som straf for forholdet til Itua og sin brug af Kraften, bliver Itua, Byroon og deres nærmeste spærret inde, indtil Haroo Ko er parat til at afsige sin straf over dem. Samtidig nægter både Solbier og Hiilanaen at lytte til advarslerne om morikanerne og Itons brug af Kraften, og det kommer til at koste dem dyrt.
Både Vildhundenes og Solbiernes byer falder snart til morikanerne, og mens Aaton falder i kløerne på Iton, lykkes det Byroon og Itua at flygte. Med på flugten har de hilaernes eneste håb for fremtiden, men skal de overleve, må de samle alle overlevende hilaer. Og imens vokser morikanernes magt...

Jeg er fløjet igennem alle Sidsel Sander Mittets bøger, og derfor kom det noget bag på mig, at det tog så lang tid for mig at komme igennem Stenløvens brøl. Jeg begyndte nemlig på den tilbage i september, men er først nu blevet færdig med den. Og det er bestemt ikke, fordi bogen er dårlig. Tværtimod, for den er nemlig helt igennem fantastisk. Men den er også utroligt følelsesmæssigt hård. Lige fra starten havde jeg en anelse om, hvordan den ville ende, og det var helt givet med til at gøre bogen hård at læse. Den største grund er dog forfatterens evne til at skrive personer, som man bare ikke kan lade være med at holde af og føle med. Jeg følte med Itua og Aaton, led med dem, og var vred på deres vegne, og det gjorde, at jeg var nødt til at dele læsningen op i små bidder, for at kunne holde til at læse slutningen på deres historie - og sige farvel til Morikas fantastiske univers.
Sproget er letlæst og flydende, med levende beskrivelser, og et billedsprog, der fører læseren direkte fra Haroo Kos fangekældre til ørkenen, fra morikanernes stenbyer og til hilaernes sidste bastion. Det er tortur, blod, kamp og død, men også elskovens varme og Ritualets samhørighed. Det er vrede og håbløshed, men også kærlighed, opofrelse og venskab - og helt igennem fantastisk.
Universet er gennemarbejdet, alsidigt, og konstant i udvikling, og jeg kommer virkelig til at savne det, nu hvor serien er forbi. Forhåbentlig vender forfatteren tilbage til Morika engang, for jeg er stadig ikke klar til at slippe universet.
Handlingen er godt skruet sammen, og selvom man fra starten ved, hvordan det hele vil ende, så er vejen dertil alligevel fyldt med overraskelser. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med action, magi, kærlighed, religion, fanatisme, magtbegær, seksualitet, vold, mord, racisme, pligt, opofrelse og folkedrab. Det er en historie om kultursammenstød og erobring, og forfatteren er enormt god til at inkorporere tabuer fra vores verden undervejs, og få læseren til virkelig at tænke over dem.
Personerne er nuancerede, levende og menneskelige, og selvom nogle irriterede mig, så lærte jeg langsomt at forstå dem, og, for nogles vedkommende, at holde af dem undervejs. Itua er stærk, modig, og fyldt med kærlighed til sit adopterede folk. Hendes kærlighed til Aaton er altopslugende, og selvom hun ved, at den er forkert, så kan hun ikke undvære eller fortryde den. Men Itua er ikke uden fejl. Hun har nemlig også let til vrede, og så er hun impulsiv og stædig. Aaton er ligeså stædig som Itua, og fyldt med ønsket om, at redde sit folk - også selvom han må dykke ned i den forbudte brug af Kraften. Forholdet og kærligheden mellem de to er troværdigt, medrivende og godt beskrevet, og man både hepper og tror på dem hele vejen igennem. Netop derfor havde jeg det også enormt svært med omgivelsernes forfølgelse af dem, og de første 100 sider havde jeg tit lyst til at kyle bogen efter nogen, fordi hilaernes ledere nægtede at lytte, og i stedet gjorde alt for at befæste deres egen magt, ved at bruge Aaton, Byroon og Ituas indbyrdes forhold som undskyldning. Hvis Haroo Ko var trådt ud af bogen, ville hun have fået bogen lige i synet - og det samme ville Solbiernes ledere. Deres manglende vilje til at se ud over deres egen frygt og traditioner var direkte dum, og havde en stor del af skylden for, at det gik hilaerne, som det gik dem, og det havde jeg meget svært ved at tilgive dem. Af bipersonerne holdt jeg især af Byroon, Ituas mand, og hans elsker Ukoon, som begge er drevet af et ønske om at redde deres folk, koste hvad det koste vil. Og af deres kærlighed til hinanden, som var stærkere end Byroons løfter over for Altet. Friia, Haroo Kos datter, irriterede mig til gengæld helt vildt fra starten. Hun var indbildsk, fanatisk i sin tro, og forsvarede sin mors gerninger. Og selvom  jeg godt vidste, at hun også var en lille pige, der lige havde mistet sin mor, sin by og sin familie, så havde jeg virkelig lyst til at ruske hende undervejs. Heldigvis udvikler hun sig undervejs, og jeg endte faktisk med at holde af hende.
Selvom den var utroligt hård at komme igennem, så leverede bogen den perfekte afslutning på en fantastisk historie, og er man fan af serien og universet, vil man bestemt ikke blive skuffet. Der kommer til at gå lang tid, før jeg glemmer den her bog, og jeg kan kun give såvel Stenløvens brøl, som serien, mine varmeste anbefalinger. Det er dansk fantasy i verdensklasse, og har man endnu ikke stiftet bekendtskab med Sidsel Sander Mittets bøger, er det bare med at komme igang.