lørdag den 23. februar 2013

Stormvind

Stormvind er 1. bind af serien Beautiful Creatures skrevet af Kami Garcia og Margaret Stohl.

Ethan Wate bor i sydstatsbyen Gatlin. Et hul i jorden hvor der aldrig sker noget og hvor alle ligner hinanden. Ethan er på skolens basketballhold og drømmer om at flytte langt væk fra Gatlin. Han bor sammen med sin far i et gammelt hus som Wate-slægten har beboet i mange generationer. Hans mor er død, og husbestyreren Amma leder familien med hård hånd og masser af overtro.
Ethans mor døde for et halvt år siden, og lige siden da har Ethan været plaget af mærkelige drømme. Drømme, som efterlader ham med jord under neglene og en mærkelig genkendende følelse. En drøm, hvor han forsøger at holde fast, mens en pige falder og falder. En drøm, som hjemsøges af en mærkelig melodi...
Ethan forsøger at være som alle de andre, men da pigen Lena, en niece til den sære eneboer Ravenwood som bor i et gammelt sydstatspalæ udenfor byen, begynder i hans klasse, begynder hans drømme at blive til virkelighed. Det går op for ham, at Lena er pigen fra drømmene, og snart er Ethan ude hvor han ikke kan bunde. For Lena har mærkelige kræfter, og Ethan kan høre hendes stemme i sit hoved. Og Lenas kræfter bliver stærkere jo tættere hun kommer på sin 16-års fødselsdag og på det endelige valg mellem godt og ondt.
Men Gatlin er ikke en by hvor man kan være anderledes, og snart er hele byen efter Lena og hendes familie. For byen gemmer på mange hemmeligheder. Hemmeligheder, som stammer helt tilbage fra borgerkrigen, og som har rødder i både Ethan og Lenas familier. Og Ethan og Lena er midt i det hele...

Rigtig god og spændende bog fyldt med magi og humor. Sproget er medrivende, og jeg slugte alle 570 sider.  Personerne er godt beskrevne og bogen har en knugende stemning der passer fint til de kræfter der styrer livet i Gatlin og leder op til Lenas valg. Er man vild med Twilight-serien vil man elske Beautiful Creatures. Personligt synes jeg historien om Ethan og Lena er bedre - mest fordi hverken Ethan eller Lena konstant har ondt af sig selv. Jeg ser frem til at læse næste bind i serien.
Læs mere om bogen på forfatternes hjemmeside, eller se traileren til filmatiseringen af den første bog her.


mandag den 18. februar 2013

Heksenes krig

Heksenes krig er 1.bind af Maite Carranzas fantasytrilogi Hunulvens klan.

Anaid bor sammen med sin mor Selene i Urt, en lille afsides landsby i Pyrenæerne. Hun er meget intelligent, men selvom hun er 14 ligner hun stadig en lille pige. Hun har ingen venner, da de andre børn i landsbyen ikke bryder sig om hende.
Da hendes mor forsvinder ved Anaid ikke hvad hun skal gøre. Hendes mor har tilsyneladende haft hemmeligheder for hende, og hun aner ikke hvor hun skal lede efter hende henne. Hendes tante Criselda kommer for at tage sig af hende, men Anaid føler selv at hun er den der tager sig af sin tante. Samtidig bliver Anaid syg. Hun har ondt over hele kroppen og hører hele tiden mærkelige summelyde.
En aften opdager Anaid den hemmelighed som ingen har villet fortælle hende: Hendes mor er en heks - og Anaid har arvet kraften. Criselda begynder at oplære Anaid, men det går for langsomt, så Anaid bestemmer sig for, ved hjælp af hendes mors og bedstemors bøger, selv at lære at bruge magien.
Samtidig lærer Anaid mere om hendes slægts historie, og om den skæbne der venter hendes mor. For ifølge en gammel profeti er Selene den udvalgte, og den eneste som kan stoppe Heksenes krig. Men er det nu også rigtigt?

Spændende og velskrevet fantasyfortælling. Bogen er umulig at slippe og jeg glæder mig allerede til at læse bind 2. Eneste minus er, at Heksenes krig er udsolgt fra forlaget og umulig at opdrive, så hvis man vil læse den må man en tur på biblioteket.

søndag den 3. februar 2013

Den rubinrøde krønike

Den rubinrøde krønike af John Stephens er 2. bog i fantasytrilogien Bøger fra Begyndelsen.

Kate, Michael og Emma er efter opgøret med grevinden i Det smaragdgrønne atlas vendt tilbage til børnehjemmet Edgar Allan Poe-anstalten for håbløst uforbederlige børn mens de venter på at troldmanden dr. Pym kontakter dem.
Men alt er ikke godt. Kate har mærkelige drømme om fremtiden, og da børnehjemmet bliver angrebet af den onde troldmand Magus´ rædselsvækkere må de søskende flygte. Men før Kate kan aktivere atlasset, får en rædselsvækker kløerne i hende, og Kate forsvinder i tiden i et forsøg på at slippe af med den.
Michael og Emma bliver reddet af dr. Pym som tager dem med til Italien. Her møder de en gammel ven af dr. Pym - og af deres far. De får at vide, at deres forældre, før de blev fanget af Magus, ledte efter én af de tre bøger - Livets Bog. Og at deres far var på sporet af et kort der skulle vise hvor bogen var gemt. Børnene og dr. Pym må tage til den magiske by Malpeso - den samme by hvor deres forældre blev fanget af Magus´ kumpaner.
I mellemtiden er Kate fanget i fortidens New York kort før den normale og den magiske verden blev adskilt i 1899. Her møder hun gadedrengen Rafe som tilsyneladende har mødt hende før, og hvis skæbne viser sig at være forbundet med hendes.
Mens Emma og Michael drager mod verdens ende for at finde Livets Bog så de kan få Kate tilbage, forsøger Kate at finde en vej tilbage til hendes egen tid. Men fjenden er alle vegne, og intet er som det ser ud til...

Fantastisk spændende fortsættelse af Det smaragdgrønne atlas. Forfatteren har bygget en verden op som er fuldstændig troværdig, og sproget er helt fantastisk. Hvis du er vild med fantasy er bogen og serien et must!
Jeg glæder mig helt vildt til tredje og sidste bind udkommer i slutningen af i år.
Læs mere om serien på forfatterens hjemmeside.