Ørkenspyddet 1+2

Ørkenspyddet del 1 og 2 er tilsammen 2. bind af Peter V. Bretts fantasyserie Dæmoncyklussen.

Bøgerne er anmeldereksemplarer fra forlaget DreamLitt. 

Jardir har udråbt sig selv til Forløseren, og sammen med sin hær af krasianere er han på vej nordpå, for at erobre landene der, og samle flere mænd, til sin hellige hær af dæmondræbere.
Men han opdager snart, at han ikke er den eneste Forløser, og at landene nordpå ikke har den store lyst til at indordne sig.
Mens Jardir kæmper sig nordpå, har hans rival til Forløser-titlen, den tatoverede mand, tidligere kendt som Arlen, travlt med at udbrede hemmeligheden bag de dæmondræbende symboler, og flere og flere ser mod ham, i håbet om frelse. Men den tatoverede mand ønsker ikke titlen som Forløser, eller det ansvar, der følger med, og mens herskerne i norden strides med hinanden, må flygtninge og landsbyer klare sig, så godt som de kan, mod krasianerne.
Og imens samler dæmonerne deres styrker, for at føre krig mod begge Forløsere...

Jeg var ret vild med første bind i serien, og bind to var ingen undtagelse. Det tog lidt tid, før jeg for alvor blev fanget ind af første del, da der går lang tid, før hovedhandlingen kommer igang, men derefter var jeg fuldstændig opslugt, og der gik ikke mange minutter, fra jeg lukkede første del, til jeg kastede mig over del to. Del to fangede mig til gengæld fra starten, da der her i den grad blev skruet op for såvel action som intriger, og var da også min klare favorit af de to. Ikke mindst på grund af en enkelt person, som jeg virkelig elskede.
Sproget er letlæst og flydende, og krydret med fremmede termer, der gør såvel karakterer som univers lyslevende for læseren. Det samme gør de utroligt realistiske og til tider direkte modbydelige beskrivelser af såvel actionscener som dæmoner og voldtægt.
Det er et univers, hvor den stærkeste får eller gennemtvinger sig retten, hvor kvinder er mænds ejendom, og hvor sex og manipulationer er den eneste måde, en kvinde kan få magt på. Men også et univers hvor angst, rigdom og vold sætter dagsordenen, og hvor voldtægt og død hører til dagligdagen. Selvom jeg ikke er begejstret for den måde, kvinder bliver behandlet og betragtet på i Bretts univers, så er jeg vild med magisystemet og dæmonerne, som får en større rolle i denne bog, ligesom jeg rigtig godt kan lide indblikket i den krasianske kultur og religion. Og det på trods af, at jeg overhovedet ikke brød mig om hverken kulturen eller religionen.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og en slutning, som i den grad giver mig lyst til at læse videre. Historien er spændende, brutal, og fyldt med action, intriger, dæmoner, voldtægt, incest, kærlighed, magtbegær, fanatisme, religion, kampen for overlevelse, magi og hemmeligheder. Det er en bog om hævn, vrede og magtspil, men også om undertrykkelse, kønsroller og mod.
Personerne er levende og menneskelige, med egne motiver og historier, styrker og svagheder. Historien bliver fortalt fra indtil flere synsvinkler, og selvom de ikke alle sagde mig lige meget, så fungerer det godt, fordi man lærer personerne rigtig godt at kende. Arlen er stadig min favorit som hovedperson, da jeg forstår hans motiver bedre end de andres, og elsker hans kerne af godhed, som han beholder, trods de valg, han har taget, og den pris, han langsomt opdager, han må betale, for sin brug af symbolmagi. Hans rival Jardir er stærk, modig og en dygtig kriger, men også fanatisk, og underlagt sin førstehustrus vilje og manipulationer. Selvom jeg forstod ham, så brød jeg mig ikke om ham, og jeg syntes faktisk, han var lidt af et skvat, i forhold til sin kone. Ja, hendes intriger hjælper ham til magten, men hun vil bestemme alt, og vanærer ham over for hans mænd, når det passer hende. Leesha, som jeg var ret vild med i forrige bind, skuffede mig desværre en del her i bind to. For mig virkede det, som om magten steg hende til hovedet. Hun virkede både naiv og fordømmende over for andre mennesker, og så tog hun nogle virkelig dumme valg undervejs, som jeg virkelig ikke brød mig om, og som fik hende til at virke skinhellig. Til gengæld var jeg helt vild med Renna, hvis liv bestemt ikke er noget at råbe hurra for, men som finder sin indre styrke, og vælger sin egen skæbne. Jeg kunne også rigtig godt lide Rojer, som begynder at finde sig selv, samtidig med, at han må se nogle ubehagelige realiteter i øjnene, og finde ud af, hvad han egentlig vil. Og så var jeg ret vild med, at dæmonerne også fik lov at fortælle lidt af historien denne gang, da det både gav et indblik i dæmonernes magi, arter og tankegang, som gav hele universet en ekstra dybde og dimension. I det hele taget er alle personerne nuancerede og troværdige, og selvom jeg absolut ikke brød mig om dem allesammen (Jardirs førstehustru og Leeshas mor direkte hadede jeg), så er det mennesker af kød og blod, som man hurtigt føler, man kender.
Alt i alt en rigtig god fortsættelse på serien, hvor del et var lidt langsom i optrækket, men til gengæld gav et indblik i krasianernes kultur, og del to var actionfyldt og umulig at slippe. Jeg slugte de tilsammen næsten 1000 sider i løbet af en enkelt dag, og glæder mig allerede til at læse videre i serien, som kun bliver mere og mere omfangsrig, hvad angår sideantal. Er man fan af første bind i serien, vil man absolut ikke blive skuffet, og har man endnu ikke stiftet bekendtskab med serien, er det bare med at komme igang. Jeg kan i hvert fald kun anbefale den.

Se også forfatterens hjemmeside.

The Iron Warrior

The Iron Warrior er 3. og sidste bind af fantasytrilogien The Iron Fey: Call of the Forgotten, skrevet af Julie Kagawa.

Profetien er gået i opfyldelse. Keirran har dræbt Ethan på de glemte dronnings bud, og sløret mellem feernes og menneskenes verden er blevet løftet. Men kun et øjeblik, for Ethan overlever på magisk vis, og ender i coma i jernfeernes rige.
Da han vågner op, står krigen for døren. De tre fehoffer, Vinter, Sommer og Jern, er under angreb af de glemte feer, som anføres af ingen ringere end jernprinsen selv. De glemte feer ønsker at ødelægge sløret mellem feernes og menneskenes verden for altid, og bringe de glemtes dronning tilbage til magten. Og under ledelse af Keirran virker de ustoppelige.
Der er dog et enkelt håb: Hvis Ethan og Kenzie kan finde Anwell, og amuletten med Keirrans sjæl, kan de måske standse ham, før det er for sent. Men feernes verden er farligere end nogensinde før, og Keirran selv har ingen planer om at få sin sjæl tilbage.

Hold da op, hvor var den her bog altså spændende. Ikke nok med, at forfatteren får afsluttet serien på fornem vis, jeg begyndte også endelig at holde en lille smule af Kenzie. Hun bliver aldrig min yndlingsperson, men i det mindste irriterede hun mig denne gang ikke konstant, mens jeg læste bogen.
Sproget er letlæst og flydende, og fyldt med livagtige og til tider direkte skræmmende beskrivelser, med masser af referencer til såvel keltisk mytologi, som folkeeventyrene.
Universet udvider sig konstant, og bliver mere og mere skræmmende, farligt og magisk, og jeg elskede det.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists, og historien er spændende, og fyldt med action, intriger, forræderi, magi, feer, kærlighed, familiestridigheder, hævn og usikre alliancer. Det er en historie om godt og ondt, skæbne og frie valg, og hvor langt man vil gå for kærligheden. Men først og fremmest er det en historie om familie, sammenhold og kærlighed til familien.
Personerne er levende og menneskelige, men også nuancerede, og med egne motiver og historier. Ethan er en skøn hovedperson. Han er modig, stædig, en dygtig kæmper, og så elsker han sin familie. Selvom Keirran bogstavelig talt dolker ham i ryggen, ønsker han stadig at redde ham, og samtidig udvikler hans forhold til Kenzie sig også en del i dette bind. Kenzie var i øvrigt den helt store overraskelse i bogen, da hun, stik mod alle mine forventninger, ikke irriterede mig, men tværtimod opførte sig fornuftigt, intelligent og med hjertet på rette sted. Jeg kunne derfor også bedre forlige mig med forholdet mellem hende og Ethan, hvilket gjorde bogen til en ren fornøjelse at læse. Keirran var nok den, der havde forandret sig mest i denne bog. Tabet af hans sjæl har gjort ham kold, og hans kærlighed til familien er dybt begravet, i en sådan grad, at han følger de glemtes dronning, og forsøger at føre krig mod de tre fehoffer. For slet ikke at nævne, at han ønsker at slå Ethan ihjel. Men hans forvandling fungerede rigtig godt, og selvom han opførte sig ondt, kunne jeg ikke lade være med at føle med ham. Af andre bipersoner var jeg især vild med Ash, Puck og Wolf, for slet ikke at nævne den gådefulde Grimalkin, som man aldrig helt ved, hvor man har.
Alt i alt en rigtig god afslutning på en rigtig god serie. Selvom slutningen fungerer rigtig godt, så kommer jeg til at savne universet og personerne, og jeg kan ikke lade være med at håbe, at forfatteren vender tilbage til universet en dag. Kan man lide feer med kant, og bøger med masser af magi og litterære referencer, så kan serien kun anbefales.

Se også forfatterens hjemmeside.

Book Haul #8

(Reklame - indeholder anmeldereksemplarer)

Med kun ganske få dage tilbage af august er det blevet tid til at vise månedens nye bøger frem. Med andre ord: Det er blevet book haul-tid.
På trods af, at jeg ikke købte en eneste bog i august, så har jeg alligevel en pæn stak nye bøger at vise frem. Det skyldes til dels de søde forlag og forfattere, som har sendt anmeldereksemplarer min vej, men også, at en del af de bøger jeg købte i juli, først dukkede op i starten af august.
Og så må det vist være tid til at vise månedens nye bøger frem.

Som altid starter jeg med anmeldereksemplarerne. I august fik jeg tilsendt 4 anmeldereksemplarer af søde forlag og forfattere.
Bøgerne er:

Lykke Lindbo: Fanny Fairychild og Odins øje (Fanny Fairychild 2). Forlaget Lindbo.

Nathali og Bettina Liane: Kaldet fra Galathea (Awen 1). Turbine Forlaget.

Tobias Stenbæk Bro: Blodets sti (Et varsel om Storm 2). Turbine Forlaget.

Julie M. Day: Den sidste alliance (Grænsen til Trafallas 3). Leatherbound/DreamLitt.

I juli stiftede jeg for første gang bekendtskab med Thriftbooks, og sidste ordre derfra dukkede op i løbet af august. 4 bøger, blev det til, og alle nogle, jeg har ledt længe efter.
Bøgerne er:

Ed Greenwood:
Spellfire (Shandril's Saga 1)
Crown of Fire (Shandril's Saga 2)
Hand of Fire (Shandril's Saga 3)

Reby Edmond MacDonald: The Ghosts of Austwick Manor

Sidst i juli havde Saxo pludselig tilbud på engelske bøger, og det blev til 5 nye bøger, da jeg selvfølgelig ikke kunne stå imod.
Bøgerne er:

A Dragon-Lover's Treasury of the Fantastic / red. Margaret Weis

Jodi Taylor:
A Symphony of Echoes (The Chronicles of St. Mary's 2)
A Second Chance (The Chronicles of St. Mary's 3)

Robert Jackson Bennett: Foundryside (The Founders 1)

Mimi Jean: The Librarian's Vampire Assistant (The Librarian's Vampire Assistant 1)

I juli købte jeg også, efter en længere pause, juli måneds FairyLoot-boks, som ankom i starten af august. Selvom boksen generelt skuffede mig, så glæder jeg mig meget til at læse bogen.
Bogen er:

Kat Cho: The Wicked Fox (Gumiho 1)

Sidst, men ikke mindst, købte jeg et virkelig fint elastisk bogmærke med dragehoved hos etzyshoppen Book Art Bookmarks. Det er en butik, jeg har opdaget gennem BookTube, og jeg kunne simpelthen ikke stå for det her, da jeg så det på deres site. Leveringen gik utroligt hurtigt, på trods af, at det var fra USA, og bogmærket var pakket fint ind, med et sødt lille kort fra kunstneren. Jeg kommer helt sikkert til at købe flere bogmærker hos dem.

Ialt blev det til 14 bøger og 1 bogmærke i perioden 4. til 30. august, hvilket gør det til en af de mindre book hauls i år. Af dem var 4 anmeldereksemplarer, 4 var brugte, og 10 var på engelsk. Alle købte bøger blev købt i juli.
I september ved jeg, at jeg kommer til at købe rigtig mange bøger. Jeg håber, at kunne begrænse mine indkøb til Fantasyfestivalen, men nu får vi se. Der udkommer nemlig rigtig mange spændende bøger i september.

Har I fået nye bøger ind ad døren i august? Og skal I også købe bøger til Fantasyfestivalen? 

The Iron Traitor

The Iron Traitor er 2. bind af Julie Kagawas fantasytrilogi The Iron Fey: Call of the Forgotten.

Det lykkedes Ethan og Kenzie at redde Todd, og slippe fra de glemte feer. Men det har ikke været uden omkostninger. Kenzie er på hospitalet efter deres fælles eventyr, og Ethan bliver betragtet med endnu mere mistro af de andre elever, lærerne og endda politiet, efter de er vendt hjem igen, uden at kunne give en ordentlig forklaring på, hvor de har været.
Kenzies far er bestemt ikke begejstret for hans syge datters forsvinden, og forbyder Ethan at se hende igen. Samtidig får Ethan og hans familie for første gang i årevis besøg af hans søster Meghan, jerndronningen, som fortæller, at Keirran er forsvundet.
Og da Keirrans kæreste Annwyll dukker op, får Ethan en anelse om, at Keirran er i færd med at gøre noget meget dumt. For Annwyl er ikke sluppet uskadt fra mødet med de glemte feer, og er ved at forsvinde - for altid. Og Keirran vil gøre alt, for at redde den, han elsker. Uanset prisen.
Ethan, Annwyll og Kenzie forsøger desperat at finde Keirran, før det er for sent. Men kan man stoppe skæbnen?

Her i bind 2 bliver historien endnu mørkere, og selvom jeg stadig ikke er helt solgt på kærlighedshistorien, så elskede jeg gensynet med Nevernever. Og så sluttede bogen med noget af en cliffhanger.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige og stemningsfulde beskrivelser og realistiske actionscener.
Universet er dejligt mørkt og farligt, og feerne her er hverken nuttede eller ufarlige, men lunefulde og har kant. Jeg er stadig vild med Nevernever, de forskellige hoffer og fetyper, og synes fokusset på kampsport og sværdkamp er ret fedt.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og en slutning, som jeg overhovedet ikke havde set komme. Historien er spændende, og fyldt med action, feer, magi, familieproblemer, desperation, kampsport, kærlighed, profetier, intriger og forræderi, alt sammen krydret med social isolation, dødelige sygdomme og hemmeligheder.
Personerne er levende og menneskelige, med feer, der er tilpas menneskelige, til at man kan identificere sig med dem - og alligevel føle, at de er anderledes og umenneskelige. Jeg kan rigtig godt lide hovedpersonen Ethan som, på trods af hans fordomme over for, og de problemer, han har fået på grund af feerne, alligevel vælger at hjælpe Annwyll og Keirran. Han har udviklet sig en del siden første bind, og er begyndt at se tingene mindre sort/hvidt end før, men han er stadig vred på feerne, og opfører sig til tider dumt. Ethans spirende forhold til Kenzie er godt og troværdigt beskrevet, men jeg føler stadig ikke, at de passer sammen. Mest fordi jeg virkelig ikke bryder mig om Kenzie. Jeg forstår hende godt nok bedre nu, efter at have fået hendes baggrundshistorie og lært om hendes dødelige sygdom, men jeg synes stadig hun opfører sig dumt, egoistisk og til tider direkte selvmorderisk. Relationen mellem Ethan og Keirran fungerer til gengæld rigtig godt. De to er på mange måder modsætninger: Den ene er fe, den anden menneske. Den ene er vokset op som prins, den anden som fattig. Men de minder også rigtig meget om hinanden. Begge har døende kærester, forældreproblemer og er villige til at gøre alt, for dem de elsker. Men hvor Ethan har affundet sig med tanken om, at Kenzie vil dø, så er Keirran parat til at gøre alt, ligegyldigt konsekvenserne og prisen, for at redde Annwyll. Og samtidig lærer vi mere om, hvorfor Meghan har holdt Keirran væk fra hendes familie, og i særdeleshed Ethan. Af bipersonerne var jeg især glad for gensynene med Ash og Puck, men også den falmende Annwyll kunne jeg rigtig godt lide. 
Alt i alt en rigtig god fortsættelse med en virkelig ond cliffhanger, som gør det svært ikke at kaste sig over sidste bind i trilogien med det samme. Selvom jeg stadig har et par problemer med nogle af personerne og deres valg, så elsker jeg universet og plottet, og fans af første bind vil bestemt ikke blive skuffede. Kan man lide feer med kant og masser af kærlighedsdrama, er serien bestemt værd at stifte bekendtskab med.

Se også forfatterens hjemmeside.

The Lost Prince

The Lost Prince er 1. bind af fantasytrilogien The Iron Fey: Call of the Forgotten, skrevet af Julie Kagawa.

Ethan Chase har en hemmelighed: Hans søster er dronning af jernfeerne, og hele sit liv har han kunnet se feerne, som lever i den almindelige verden. Det har dog ikke været uden omkostninger. For feerne bryder sig ikke om at blive set, og har kun skabt problemer for Ethan, som har fået et ry som ungdomsforbryder, og er blevet smidt ud af sin tidligere skole.
Men heller ikke på hans nye skole kan Ethan være i fred. Allerede første dag får han problemer med skolens stjernefootballspiller, da han redder en halvfe fra at få bank, og samtidig vil pigen Kenzie ikke lade ham være, ligegyldigt hvor grimt han opfører sig overfor hende.
Ethan vil bare have lov til at være i fred, men da underlige feer begynder at forfølge hans halvfeven, får Ethan større problemer end nogensinde før. Meget mod sin vilje, og med Kenzie på slæb, må han opsøge sin søster i NeverNever, for at finde ud af, hvorfor halvfeer og eksilfeer forsvinder, og hvem de mystiske nye feer er. Og ikke mindst finde sin forsvundne ven.
Men Meghan er ikke, som Ethan husker hende, og han bestemmer sig derfor for, med Kenzie og den mystiske jernfe Kierran, selv at løse mysteriet.

Serien er en spin of-serie fra Iron Fey sagaen, og følger Meghans bror, som aldrig er kommet sig over sine oplevelser i NeverNever. Bogen var rigtig god, men jeg havde også et par problemer med den, som gør, at den ikke får helt topkarakter, hvilket jeg kommer ind på senere.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser af såvel vores egen verden, som feernes magiske NeverNever. Forfatteren leger med ordene, og bruger derudover en del keltiske betegnelser for de forskellige slags feer, hvilket er ret fedt.
Universet er mørkt, magisk og forførende, og jeg er vild med, at feerne har kant. Kender man ikke spillereglerne, risikerer man at miste mere, end man kan tåle, og feerne er både farlige, fortryllende, og nemme at fornærme.
Handlingen er godt skruet sammen, med et plot der overrasker og gør bogen svært at slippe. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med magi, action, familieproblemer, feer, intriger, kidnapning, forelskelse, ondskab, hemmeligheder og kampsport.
Personerne er levende og menneskelige, med egne motiver og historier. Jeg kunne rigtig godt lide hovedpersonen Ethan. Han er intelligent, stædig og en dygtig kampsportskæmper, men også hemmelighedsfuld, ensom og forsøger at holde alle på afstand, af frygt for, at feerne vil lægge mærke til dem. Hans kidnapning som barn plager ham stadig, og han hader alle feer både for tabet af Meghan, og for de problemer, de giver ham. Alligevel kan han ikke lade være med at knytte sig til halvfeen Todd, og hans forsvinden giver hans had mod feerne en ny retning. Kenzie, derimod, brød jeg mig virkelig ikke om. Hun er stædig, påtrængende (grænsende til stalker), nysgerrig, og træffer det ene åndssvage valg efter det andet. Jeg havde lyst til at ruske hende flere gange undervejs, og forstod overhovedet ikke tiltrækningen mellem hende og Ethan. Jeg mener, de ville have undgået i hvert fald halvdelen af problemerne, hvis hun bare en gang imellem lyttede til Ethan, som ved hvad han taler om, i forhold til feerne. Selvom jeg fik en forklaring på hendes opførsel til sidst, så blev hun aldrig en yndlingsperson, og jeg kunne virkelig ikke fordrage hende. I modsætning til Kierran, som er modig, intelligent, nysgerrig og hjælpsom, men også fremmedartet, mystisk og hemmelighedsfuld. Og tættere på Ethan, end han var klar over. Derudover nød jeg gensynet med personer fra den tidligere serie i forskellige biroller undervejs, og jeg er stadig vild med kombinationen Meghan og Ash. Eneste problem var sådan set, at de tre hovedpersoner indimellem tog nogle virkelig åndssvage og meget teenageagtige valg, som fik mig til at rulle med øjnene undervejs.
Alt i alt en rigtig god spin of-serie, selvom jeg havde store problemer med Kenzie, og generelt ville ønske, at personerne havde opført sig lidt mere fornuftigt, og lidt mindre som de teenagere, de er. Men når det er sagt, så nød jeg historien og universet, og jeg glæder mig allerede til at læse videre i serien. Fans af Iron Fey sagaen vil næppe blive skuffede, men har man ikke læst den serie, vil man nok blive temmelig forvirret, for der bliver refereret en hel del til den tidligere serie. Som i øvrigt også kan anbefales.

Se også forfatterens hjemmeside.

Den tatoverede mand

Den tatoverede mand er 1. bind af fantasyserien Dæmoncyklussen, skrevet af Peter V. Brett.

Hver nat dukker dæmonerne frem fra jorden, og menneskene må skjule sig i sikkerhed blandt symboler, for ikke at blive ædt. I flere hundrede år har menneskene holdt sig til deres hjem, af frygt for dæmonerne, og kun budbringere tør rejse imellem de forskellige byer, og bringe livsnødvendige budskaber og varer fra by til by.
Drengen Arlen bor sammen med sine forældre på en gård i et lille landsbysamfund langt fra alting. Da dæmonerne dræber hans mor, mens hans far bare ser til, fødes hans had til de overnaturlige skabninger, og han er ikke længere tilfreds med at følge den vej, hans forældre har bestemt for ham. I stedet stikker han af, for at blive budbringer. Men Arlen er ikke tilfreds med bare at gemme sig, og drømmer om at finde en måde, hvorpå han kan bringe kampen til dæmonerne, og slå dem allesammen ihjel.

Selvom det tog lang tid, før jeg for alvor kom igang med bogen, så tog det ikke lang tid, før jeg var fuldstændig opslugt, og jeg kunne ikke slippe bogen, før den var slut. Hold op, hvor var den altså fantastisk. Og det selvom der var et par ting, der virkelig irriterede mig undervejs.
Sproget er letlæst og flydende, og forfatteren er utroligt god til at skabe en knugende stemning, som passer perfekt til den konstante frygt for dæmonerne, som menneskene lever i. Han beskrivelser er blodige, brutale og billedskabende, og hans actionscener så realistiske og livagtige, at man næsten kan lugte blodet og røgen fra dæmonernes angreb.
Universet er barskt og brutalt, og præget af frygt for såvel dæmoner som andre mennesker. De forskellige byer og samfund er, på grund af dæmonerne, meget isolerede, og det føder mistro til udefrakommende og fremmede. Kvinderne har kun en rolle: At blive gift, og føde børn, og gerne så mange som muligt, og så tidligt som muligt. Ugifte kvinder er sårbare over for rygter og mænd, fordi de står uden beskyttelse, og får de børn udenfor ægteskabet, bliver de udstødt. Religionen og troen på Forløseren, som skal redde menneskene fra synd og dæmoner, fylder en hel del. Landet er delt op i forskellige hertugdømmer, og der er stor forskel på rig og fattig, og land og by. På mange måder minder samfundet om vores egen verden i middelalderen - hvis man ser bort fra dæmonerne, selvfølgelig - og selvom jeg ikke kunne lade være med at blive vred over den måde, især mænd behandlede kvinderne på, så var universet spændende, sammenhængende og virkelighedstro, og magisystemet, brugen af symboler og det dystopiske element fungerede utroligt godt.
Handlingen er godt skruet sammen, og jeg kan rigtig godt lide, at forfatteren giver sig tid til at bygge sit univers op, og lade sine personer vokse undervejs. Historien foregår over 15 år, og som læser lærer man personerne rigtig godt at kende, og følger deres udvikling helt tæt på. Plottet overrasker gang på gang, og jeg havde ikke set slutningen komme. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med dæmoner, magi, action, kampen for overlevelse, vold, død, forræderi, frygt, seksuel chikane og vold, incest, magtesløshed, magtbegær, og søgen efter identitet. Men også forelskelse, hemmeligheder, frigørelse og forfølgelse af ens drømme får plads undervejs.
Personerne er levende, nuancerede, og så menneskelige, at det næsten gør ondt. Hovedpersonen Arlen er nysgerrig, intelligent, modig, og drømmer om en fremtid uden dæmoner. En fremtid, som han er villig til at kæmpe for. Men han er også følelsesmæssig usikker, og bange for at knytte sig til andre, af frygt for at blive lænket til et sted. Og af frygt for at komme til at miste dem han elsker, som han mistede sin mor. Udover Arlen er der to andre synsvinkler i bogen, nemlig Leesha og Rojer. Leesha er datter af en velhavende papirmager i en lille by, og kan ikke vente, til hun er gammel nok til at blive gift med sin trolovede, og slippe væk fra sin frygtelige mor. Men hendes fremtidsdrømme bliver knust, da hendes trolovede fortæller en løgn, og hun pludselig bliver udsat for landsbyboernes sladder og foragt. I stedet for at lade sig tromle af sin mor, og blive tvunget til at gifte sig med sin troløse trolovede, kommer hun i lære hos byens urtesamler, og langsomt begynder Leesha at finde en indre styrke og selvtillid, som hun ikke vidste, hun havde. Jeg kunne vældig godt lide Leesha, selvom hun i starten virkede temmelig tomhjernet, og til tider var lidt for godhjertet. Rojer blev forældreløs som helt lille, da hans forældre blev dræbt af en dæmon. Han blev reddet af en jonglør, som tog ham til sig, og oplærte ham i faget. Rojer er hæmmet af en skade, som den dæmon, der dræbte hans mor, gav ham, men forsøger at hjælpe både sin mester og sig selv, og overleve den hårde konkurrence blandt jonglørerne. Rojer er ikke specielt god til at jonglere, men han er fantastisk dygtig til at spille violin, og opdager, at han har en helt særlig evne, som kan redde hans liv. De tre, Arlen, Leesha og Rojer, har det til fælles, at de alle forsøger at finde deres vej i verden, og alle er bange for at gro fast et enkelt sted. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide budbringeren Ragen, som redder Arlen, og symbolmesteren Cob, som begge tager Arlen til sig, og forsøger at lære ham, hvordan man overlever dæmonerne. Jeg kunne til gengæld ikke fordrage Arlens krysterlige far, som intet gjorde for at redde sin kone og barn, da dæmonerne angriber dem, og som ikke gør noget, da han møder et offer for incest - andet end at love sin søn bort til incestofferets lillesøster. Arlens far snakker en masse om hvad der er rigtigt og forkert, men gør ikke noget, når  han selv oplever det. Han elsker sin kone og sin søn, men ikke nok til at sætte sit eget liv på spil for deres skyld. Og så er der Leeshas mor, som jeg ikke kan sige noget positivt om. Hun er egoistisk, grisk, notorisk utro, og behandler sin datter som skidt. At Leeshas far finder sig i hende, forstår jeg stadigvæk ikke, for hold op, hvor var hun altså en kælling.
Selvom det ikke var alle aspekter af universet jeg brød mig om, så elskede jeg virkelig den her bog. Ikke mindst på grund af de tre hovedpersoner, som jeg hurtigt kom til at holde af, på trods af at de bestemt ikke er perfekte. Den tatoverede mand er fantasy for voksne, og bestemt ikke for sarte sjæle. Kan man lide grim dark fantasy, så kan den her bog kun anbefales, og jeg glæder mig allerede til at kaste mig over den næste bog i serien.

Se også forfatterens hjemmeside.

Døden lyver aldrig

Døden lyver aldrig er 2. bind af fantasytrilogien Fortællinger fra Døden, skrevet af K. L. Berger.

Efter angrebet på sjælehenterne er Raven og Zeph landet i Helvede. Efter at have fundet ud af, hvad hun er, er Raven fast besluttet på at stoppe Dommedag. Først skal hun dog lige finde vej ud af Helvede. Men det er ikke nemt at overleve blandt dæmoner, når man er sjælehenter. Og det bliver ikke lettere af, at hun ikke helt ved, om hun kan stole på Zeph.
At komme ud af Helvede er dog kun første skridt på vejen. Raven har brug for svar, og den eneste sted, hun kan få dem, er i Hades, hvor en ældgammel profeti venter på hende. Hades viser sig dog snart at være endnu mere dødbringende, end Raven kunne forestille sig. For et dødsrige, som ingen længere tror på, og hvis herskere drives af jalousi og magtbegær, er ikke det bedste sted at besøge for en sjælehenter.
Raven får brug for alt sit mod og alle sine evner, hvis hun skal overleve besøget, stoppe Dommedag og få svar på sine spørgsmål.

Jeg var vild med første bind i serien, men det tog mig lidt tid at finde tilbage til universet og personerne, da jeg begyndte at læse bind to. Men da jeg først havde fundet tilbage, var jeg også hooked.
Sproget er letlæst og flydende, med masser af sarkasme, rapkæftede bemærkninger og livagtige beskrivelser.
Universet udvider sig en del her i andet bind, hvor vi både besøger Helvede og Hades, og den både forfatteren blander religion, mytologier, etik, liv, død og skæbne fungerer utrolig godt. Jeg er vild med den måde, forfatteren har formået at gøre de kendte mytologiske skikkelser til sine helt egne, og til personer af kød og blod - trods deres guddommelige ophav.
Handlingen er godt skruet sammen, med et plot, som overrasker gang på gang, og en slutning jeg på ingen måde havde set komme. For slet ikke at tale om den onde, onde cliffhanger til sidst. Historien er spændende, og fyldt med action, dæmoner, engle, guder, skæbne, liv, død, hemmeligheder, løgne, intriger, jalousi, magtbegær og usikre alliancer, for slet ikke at tale om Dommedag, som nærmer sig mere og mere, verdens sødeste dødsdæmon og søgen efter identitet.
Personerne er levende og menneskelige, nuancerede og troværdige. Raven er rapkæftet, modig, stædig og kan tænke hurtigt, men er ikke altid lige god til at styre sit temperament og sin impulsivitet. Noget, som giver hende en del problemer undervejs. Zeph er måske nok en dæmon, men han er også loyal, har et moralsk kompas, og er dybt forelsket in Raven. Kemien mellem Raven og Zeph slår gnister, og jeg kan ikke lade være med at heppe på dem. Dalia, derimod, var jeg ikke så vild med. Og det til trods for, at hun elsker bøger, er intelligent og hjælpsom. Dalias højeste ønske er at blive skytsengel, men selvom hun er stærk til det boglige, så kniber det med det praktiske, og hun dumper gang til gang. Selvom hun gerne vil stige i graderne, så er hun ikke ligefrem begejstret for opgaven med at passe på Raven og Zeph, lære at kæmpe eller blive pålagt opgaver, som tager hende væk fra bøgerne. Hun virkede lidt for goody-goody på mig, og jeg havde svært ved at knytte mig til hende. Og det til trods for, at hun skiftes til at fortælle historien sammen med Raven, Zeph og, i mindre grad, Døden selv. Af bipersonerne var jeg især vild med Lucifer, som både ligner og afviger fra den typiske Djævleskikkelse, dødsdæmonen Ash og Hades, som jeg ikke kunne lade være med at have en lille smule ondt af.
Selvom det tog lidt tid, før jeg for alvor blev fanget af historien i bind to, så kunne jeg ikke slippe bogen, da jeg først var igang. Jeg er vild med forfatterens version af Helvede og hele universet, og selvom hun til tider irriterer mig, så elsker jeg Raven, hendes rapkæftethed og hendes tro på menneskene. Var man fan af første bind, vil man bestemt ikke blive skuffet, og jeg kan næsten ikke vente, til tredje og sidste bind udkommer lige om lidt.

Se også forfatterens hjemmeside.

Féerne på Féstøv-Slottet

Féerne på Féstøv-Slottet er 1. bind af fantasyserien af samme navn, skrevet af Karin Ordell.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og Books on Demand. 

Pigen Bitte bor sammen med sine forældre og fire søskende på en lille gård. Familien er fattige, og har ikke altid ret meget at spise, men elsker hinanden.
På sin syv års fødselsdag taber Bitte en tand, som hun lægger under sin pude til tandfeen. Om natten vågner hun, da tandfeen kommer på besøg. Tandfeen fortæller hende, at tandfeernes dronning kommer for at hente hende, og dagen efter ligger der en lille enhjørning under puden som gave. Men hendes familie tror ikke på, at hun har fået enhjørningen af tandfeen, og det er først, da tandfeernes dronning kommer på besøg, at hendes forældre endelig tror på hende.
Tandfeernes dronning tager Bitte med til Fé-Verdenen, hvor hun bliver forvandlet til en fe, og kommer i felære. Men Bitte har svært ved at falde til, og imens sker der sære ting i Fé-Verdenen.

Det her var desværre ikke en bog for mig. Selvom jeg godt kunne lide tonen i bogen og feverdenen, så havde jeg et par problemer med bogens struktur, som desværre overskyggede historien for mig.
Sproget i bogen er letlæst og flydende, men skifter en del mellem nutid og datid, hvilket forstyrrede læsningen en del. Det samme gjorde sætningen "mere om det senere", som dukkede op flere gange undervejs, og afbrød historiens flow, fordi jeg som læser blev hevet ud af historien, når forfatteren henvendte sig direkte til mig. Derudover irriterede de mange apostrofer i ordet "fe" mig, men det er mere en personlig præference, end en sproglig mangel. Bogen føles som en mundtlig fortælling, hvor man som læser får historien fortalt direkte af forfatteren, og det kunne jeg rigtig godt lide. Det giver nemlig bogen en form for eventyrstemning og varme, som fungerede godt.
Historien hang desværre ikke helt sammen for mig, da forfatteren havde gang i en hel del underplots, som hver især var spændende, men hvor jeg manglede en rød tråd, jeg kunne følge. Den manglende røde tråd gør det også svært for mig at fortælle, hvad bogens temaer var, udover feer og venskab. Der optrådte masser af dyr, magiske væsener, magi og selvfølgelig feer undervejs, ligesom der var flere mysterier som ventede på at blive løst, men jeg havde svært ved at identificere hovedhandlingen. Det føltes lidt som om forfatteren brugte mere tid på at fortælle om feverdenen, og gøre den levende for læseren, end på at få historien til at hænge sammen og vælge en retning for den. Og det er synd, for feverdenen var virkelig gennemført og magisk. Bogen slutter også meget brat, og selvom den lægger op til en fortsættelse, så manglede jeg en form for afslutning.
Personerne var, med få undtagelser, temmelig anonyme, og jeg havde svært ved at skelne dem fra hinanden. Hovedpersonen Bitte forsvandt lidt undervejs i bogen, hvilket var synd, for jeg kunne rigtig godt lide det, jeg så af hende. Bitte er sød, genert, hjælpsom og klodset, og tror ikke rigtig på sig selv i starten. Hun finder langsomt sin indre styrke og sit mod undervejs, og får nye venner. Feernes dronning Blå eller Lulu lærte jeg til gengæld rigtig godt at kende, da hun næsten overtog hele bogen. Som læser lærer man både hendes baggrundshistorie og hendes karaktertræk at kende. Lulu er stærk, viljefast, venlig og elsker sine feer. Men hun kan også blive vred, når feerne ikke opfører sig ordentligt, og vil gøre alt for, at beskytte sit rige. De øvrige bipersoner lærte jeg desværre aldrig rigtigt at kende, da de enten optrådte i meget kort tid, eller var temmelig flade som personer. Rigtig mange af dem hed i øvrigt noget, der startede med "L", og det gjorde, at jeg havde svært ved at adskille dem fra hinanden, hvilket gjorde det endnu sværere at lære dem at kende.
Selvom bogen desværre ikke var noget for mig, så kunne jeg rigtig godt lide den tone og varme, der var i bogen, ligesom feverdenen var utrolig gennemført og spændende. Havde forfatteren haft lidt færre underplots og en tydeligere rød tråd, er jeg ikke i tvivl om, at jeg ville have syntes bedre om bogen.

Se også seriens hjemmeside.

K'harwyngars Dronning

K'harwyngars Dronning er 2. bind af fantasyserien Stjernekrønikerne, skrevet af Mads Schack-Lindhardt.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget DreamLitt. 

Sebastian har svært ved at vænne sig til dagligdagen igen, efter sine eventyr. Der går da heller ikke lang tid, før han igen er tilbage i Tir-Nâzral, så han kan blive oplært i sine nye magiske evner. Stik mod forventning er det ikke Martha, der skal stå for hans oplæring, og mødet med hans nye læremester går ikke just som Sebastian havde håbet. De to kommer hurtigt skævt ind på hinanden, så da Sebastian ser chancen for at tage på eventyr igen, griber han den med det samme.
Men hvad der skulle have været et kort og ufarligt besøg til Murthaldin for at besøge hans drageven Storm, udvikler sig hurtigt til et dødsensfarligt eventyr, da drageherrernes dronningeæg bliver stjålet. Storm overværer tyveriet, og beslutter sig for, at han og Sebastian skal bringe det stjålne æg tilbage.
Missionen går dog galt fra starten, og snart befinder Sebastian sig helt alene i tusmørkeelvernes land.

Jeg var ret vild med første bind i serien, men jeg elskede bind to.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige og billedskabende beskrivelser, en god portion humor, og masser af litterære og popkulturelle referencer til fantasybøger, samtidskultur og Danmark. Jeg morede mig, hver gang jeg fik øje på personer fra andre fantasybøger, og nød også det metaaspekt, forfatteren får strikket ind, i forhold til sine egne bøger.
Universet udvidede sig undervejs, og som læser lærte man ikke kun Tir-Nâzral bedre at kende, men også drageherrernes Murthaldin og tusmørkeelvernes rige, som jeg tidligere besøgte i forfatterens Tusmørkets søn. At forfatteren kan holde alle de bolde i luften uden at tabe dem er virkelig imponerende, og jeg nød at lære verdenerne og personerne bedre at kende.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists, som gør det svært at gætte, hvad der vil ske. Og så slutter bogen med noget af en cliffhanger, som gør det svært at vente på næste bog i serien. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, drager, venskab, forræderi, kærlighed, intriger, hemmeligheder, vold, elvere og magtbegær, og jeg kunne næsten ikke slippe bogen, før den var slut.
Personerne er levende og menneskelige, med egne historier, motiver og følelser, og bogen bød på såvel gensyn med gamle bekendtskaber, som helt nye personer. Hovedpersonen Sebastian har allerede udviklet sig en del fra vi mødte ham første gang. Han er blevet mere selvsikker og har større tiltro til sine egne evner, ligesom hans skelnen mellem godt og ondt er blevet mere nuanceret og mindre sort/hvid end tidligere. Hans bånd med Storm udvikler sig en del i løbet af bogen, og jeg nød deres samspil. Sebastian kæmper med at lære at bruge sine magiske kræfter, og samtidig lærer han mere om sig selv og den amulet, han arvede efter sin onkel. Og så er der forholdet til Thiyaranah, som lige dele varmer og forvirrer ham, og minder læseren om, at han stadig er en teenager, trods den modenhed han har fået gennem sine oplevelser. Af bipersonerne var jeg vild med Storm, som, på trods af, at han er en drage, fremstod som en virkelig person af kød og blod, med lige dele humor og blodtørstighed, for slet ikke at nævne hans loyalitet over for både Sebastian og de andre drager. Og så var der gensynet med Thiyaranah, som er svært at blive klog på, da hun bevæger sig i gråzonen mellem godt og ondt det meste af tiden, samtidig med, at hun har et stærkt moralsk kompas, og kæmper for det gode. Sidst, men ikke mindst, nød jeg gensynet med nogle af mine yndlingskarakterer fra Tusmørkets søn, som jeg havde savnet mere, end jeg troede.
K'harwyngars Dronning var på ingen måde "den svære toer", men derimod helt fantastisk, og endnu bedre end sin forgænger. Var man fan af første bind i Stjernekrønikerne, vil man bestemt ikke blive skuffet over fortsættelsen. Selvom man sagtens kan læse bogen, uden at have læst Tusmørkets søn først, så vil jeg alligevel anbefale, at man gør det, da det giver en anden dybde til nogle af de personer man møder undervejs, og flere lag til dele af handlingen. Og så er Tusmørkets søn en rigtig god bog. Jeg glæder mig allerede til at læse videre, når tredje bind af Stjernekrønikerne udkommer lige om lidt, og giver serien og K'harwyngars Dronning mine varmeste anbefalinger.

Se også forfatterens hjemmeside.

Væddermændenes Nat

Væddermændenes Nat er 1. bind af fantasyserien Et Varsel om Storm, skrevet af Tobias Stenbæk Bro.

Brødrene Rodrik, Cedrik og Stormfrik er sønner af ridderen sir Alfrik. De bor på herregården Ravnehøj, hvor faren avler får, og forsøger at spare sammen til at købe udstyr til Rodrik, så han engang kan blive ridder.
Forholdet til faren er kompliceret, da alle brødrene har deres egne drømme for fremtiden, som faren ikke støtter op om. Da Stormfrik, kaldet Storm, opdager et forestående angreb fra stimænd, kommer familien pludselig i baronens søgelys, og da han sender sin yngste søn til dem med tak for hjælpen, er sir Alfrik sikker på, at fremtiden tegner lys. Besøget bliver dog hurtigt mere kompliceret end som så, og brødrenes fremtidsplaner kommer alle i fare.
Samtidig begynder der at ske mystiske ting. Mystiske fremmede dukker pludselig op omkring landsbyen, mærkelige drømme plager brødrene, og en gammel kone advarer Storm om en kommende fare. Noget er på vej...

Fantastisk, fænomenal og forrygende fantasy! Jeg elskede den her bog, som uden tvivl er en af de bedste bøger, jeg har læst i år.
Sproget er letlæst og flydende, med fantastiske og billedskabende beskrivelser, og det til tider lidt gammeldags ordvalg er med til at give den helt rigtige fantasytone til bogen.
Personerne er levende og menneskelige, og jeg elsker kemien og sammenholdet mellem brødrene, som hver især skiftes til at fortælle historien. Rodrik, Cedrik og Stormfrik er meget forskellige, men alligevel meget ens i deres drømme og ambitioner - og i deres hengivenhed og kærlighed til hinanden, deres komplicerede forhold til faren og deres pligtfølelse over for familien. Rodrik ved, at han en dag skal arve gården, og bliver ridder som sin far. Selvom han kender sin pligt, så er han splittet i forhold til fremtiden, hvor kærligheden til en rig ridderdatter synes mere og mere umulig, trods alle hans håb. Cedrik er ambitiøs, intelligent, og bitter over, at faren har afbrudt hans universitetsstudier på grund af manglende midler. Selvom han elsker sine brødre, er han ikke bleg for at bruge dem til at fremme sine egne ambitioner. Han virkede til tider en smule klynkende og selvmedlidende, og opfører sig ikke ligefrem pænt over for landsbyens kvinder, og han var klart den af brødrene, jeg syntes mindst om, men samspillet med de andre to fungerede rigtig godt. Stormfrik er en dygtig bueskytte og jæger, men ikke god til regler, og derfor tit i konflikt med sin far. Ikke mindst på grund af hans følelser for krodatteren, som faren ikke mener er fin nok til en riddersøn. Han er plaget af mærkelige drømme, og selvom han har let ved at få venner, så ligger hans loyalitet uden tøven hos familien. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide farens væbner Harrin, som er loyal, modig og Stormfriks læremester, og den kloge og mystiske Juva. Det betød dog ikke, at resten af bipersonerne var uinteressante eller flade. Tværtimod er samtlige personer interessante, nuancerede og levende, og man føler virkelig, man lærer dem at kende. Også selvom de kun optræder i en bisætning undervejs.
Handlingen er utroligt godt skruet sammen, med et plot, der overrasker hele vejen igennem, og små ledetråde, som man først får øje på, når bogen er slut. Historien er spændende, og fyldt med familie, kærlighed, venskab, drømme, magtkampe, intriger, forræderi, hemmeligheder, mord, magi, voldtægt og ulmende uro, og en worldbuilding udover det sædvanlige. Jeg elsker, når forfattere giver sig tid til at bygge deres univers op, og viser dagligdagen, ved siden af historier om drager og griffe, konger og adelsfolk, intriger og hævntanker. At det er en debutant, der står bag bogen, gør bare det hele endnu mere imponerende, og især de sidste 100 sider sad jeg helt ude på kanten af stolen, mens jeg både ønskede og frygtede at nå til slutningen. Og sikke en slutning! Det er godt, der ikke er ret lang tid, til næste bind udkommer, for det bliver godt nok svært at vente.
Kan man lide fantasy med fantastisk worldbuilding, levende personer og et plot, der konstant overrasker, så må man ikke snyde sig selv for Væddermændenes Nat. Det er fantasy for voksne når det er bedst, og jeg kan bare ikke anbefale den her bog nok. Læs den!

Se også forfatterens hjemmeside.

Støvets Land

Støvets Land er 2. og sidste bind af Mette Finderups fantasyserie om Shilla.

Det er lykkedes Shilla at vende tilbage til De Levendes Land, men det har ikke været uden omkostninger. Udover at hun, igen, har mistet sin mor, og den familie hun lige har lært at kende, så har hun også mistet sin ven Niro. Og så har hun mistet sit hus til Mester Gilius, så hun nu er hjemløs, og tvunget til at leve på gaden.
Men Shilla vendte ikke alene tilbage fra Dødsriget. Vendor, den tyv, som hun stjal Spinellen tilbage fra, fulgte med. Eller hans ånd gjorde. For Vendor er blevet forvandlet til et hævngerrigt spøgelse, og det er Shilla, han vil have fingrene i.
Selvom Shilla bare vil være i fred, så kan hun ikke undgå igen at blive filtret ind i Gilius' rænker. Og denne gang er det ikke kun Dødsgudens præster, der har brug for hende. Også tjenerne af Livets gud har brug for Shilla, og de godtager ikke et nej. For under Shillas besøg i Dødsriget lykkedes det hende nemlig, ved et tilfælde, at opdage en hemmelighed, som kan vende op og ned på efterlivet. Og mens nogen vil gøre alt for at få hemmeligheden frem i lyset, vil andre gøre alt for at gøre Shilla tavs - for evigt.

Den her bog var endnu bedre end første bind i serien. Støvets Land skruer op for såvel intriger, som for spænding, action og magi, og det er bare så fedt.
Sproget er stadig letlæst og flydende, med masser af livagtige og, til tider, makabre beskrivelser, og jeg elsker den måde, som universet bliver ved med at udvide sig på.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists, som gør det svært at forudsige, hvad der vil ske, nervepirrende spænding og hæsblæsende action. Historien er fyldt med magi, religion, liv, død, intriger, forræderi, korruption, venskab, kærlighed, sorg, savn, hævn og hemmeligheder, og man keder sig som læser ikke et øjeblik. Og samtidig indvæver forfatteren en del filosofiske betragtninger omkring liv og død, efterliv, og det at være menneske, uden at historien bliver langtrukken eller fortænkt. Og det er altså ret godt klaret.
Personerne er levende og menneskelige, og hvor jeg i etteren til tider havde det lidt svært med Shilla, så elskede jeg hende i denne bog. Hun er virkelig vokset med sine oplevelser, og hendes reaktion på turen til Dødsriget virker både realistisk og rørende. Og så er hun altså bare en sej heltinde, som, selvom hun helst bare vil være i fred, ikke giver op, når livet går hende imod. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide Shillas far, som hun endelig bliver genforenet med. Og så blev både Mester Gilius og Søster Atla mere levende og nuancerede i dette bind, hvor vi lærer både deres fortid og deres hemmeligheder bedre at kende.
Alt i alt en rigtig god afslutning på serien. Jeg havde på intet tidspunkt forudset, at den ville ende, som den gjorde, men det virkede helt rigtigt. Kan man lide fantasy med masser af spænding, og et drys filosofiske betragtninger, så kan den her serie kun anbefales. Fans af første bind vil bestemt ikke blive skuffede.

Se også forfatterens hjemmeside.

Dødsgudens løgne

Dødsgudens løgne er 1. bind af fantasyserien om Shilla, skrevet af Mette Finderup.

Shillas mor døde for 2 år siden, og hendes far er stadig savnet efter at have kæmpet som soldat i krigen. Hun bor nu i familiens hus sammen med sin ven Niro, og kæmper for at overleve. Både hun og Niro er tyve, og mens Niro er blevet opdaget flere gange, er Shilla aldrig blevet fanget.
Men det ændrer sig, da hun uforvarende kommer til at bryde den allervigtigste lov: Du må ikke stjæle fra Dødsgudens præster!
Shilla får valget mellem at dø, og få sin sjæl kastet i evig fortabelse, eller at finde den mystiske Spinel, som er blevet stjålet fra den præst, hun forsøger at bestjæle. Uden noget reelt valg, påtager Shilla sig præstens opgave.
Der er bare ét problem: Tyven, som stjal Spinellen fra præsten, blev henrettet, og for at finde Spinellen, må Shilla finde tyvens sjæl i Dødsriget, og stjæle genstanden tilbage fra ham. Og det er ikke ligefrem ufarligt at bevæge sig ind i efterlivet, mens man stadig er i live.

Hvorfor har jeg ikke læst den her bog noget før? Serien har stået ulæst på min reol i flere år, og nu, hvor jeg endelig har fået læst første bind, undrer jeg mig over, at jeg ikke har fået gjort det før. For den var faktisk rigtig god.
Sproget er letlæst og flydende, og beskrivelserne er uhyggeligt livagtige. Især Dødsriget fremstod lyslevende for mig, og det samme gjorde de temmelig makabre ting, som Shilla oplever både i livets og dødens verden.
Handlingen er godt skruet sammen, med et overraskende plot, et sammenhængende og mørkt univers (det gælder iøvrigt for både livets og dødens rige), og en god portion spænding, som gør det svært at slippe bogen. Historien er fyldt med magi, action, liv, død, intriger, forræderi, familie, venskab, bedrag og korruption, og en gennemgående mangel på social retfærdighed.
Personerne er nuancerede, levende og menneskelige, og selvom jeg absolut ikke brød mig om dem allesammen, så kunne jeg, til en vis grad, forstå dem. Hovedpersonen Shilla er loyal, ensom, og en dygtig tyv, selvom hun ikke er ret god til at lyve, og engang imellem noget naiv. Hun er god til at opklare mysterier, men ikke altid lige god til at lægge planer, og opfører sig indimellem lidt vel impulsivt, hvilket giver både hende og hendes kære problemer undervejs. Det meste af tiden kunne jeg rigtig godt lide hende, men hendes impulsive og naive øjeblikke irriterede mig en del. Samtidig havde jeg svært ved at forstå hendes venskab med Niro. Han er rar, holder af hende, og hun har ikke andre, men han er også en kujon, naiv, og snakker for meget, hvilket giver både hende og ham problemer indtil flere gange. Mester Gilius, præsten, som fanger Shilla og sender hende afsted for at finde Spinellen, er til gengæld ikke en ret rar person. Han er magtbegærlig, ambitiøs, hævngerrig, og blottet for empati, og i det hele taget ret creepy. Og hans fugleven gør ham bestemt ikke mindre creepy, eller utilregnelig. Også de øvrige bipersoner er interessante, og jeg kunne især godt lide Shillas afdøde familie, som både hun og læseren lærer bedre at kende undervejs.
Alt i alt en rigtig god bog med et overraskende mørkt og dystert univers. Jeg glæder mig allerede til at læse videre i serien, og kan kun anbefale bogen.

Se også forfatterens hjemmeside. 

Mine yndlingssteder i Grænsen til Trafallas 1+2

De af jer, der har fulgt bloggen i et stykke tid, ved, at jeg elsker serien Grænsen til Trafallas af Julie M. Day. Jeg forelskede mig fuldstændig i universet og personerne, da jeg, for to år siden, læste den første bog i serien, så da Julie spurgte mig, om jeg ikke kunne tænke mig at skrive et blogindlæg om mine yndlingssteder/scener/begivenheder i bøgerne, som optakt til udgivelsen af bind 3, sagde jeg selvfølgelig ja.
Det viste sig, at være en sværere opgave end forventet. Det var nemlig ikke helt ligetil at udvælge mine yndlingssteder i bøgerne, da jeg jo dybest set elsker alt ved dem, som man også kan læse i mine anmeldelser af bind 1 og bind 2.

Efter genlæsning fandt jeg dog frem til følgende 11 yndlingssteder i bøgerne, som for mig er helt fantastiske. Jeg starter med kort at resumere den scene, yndlingsstedet beskriver, og efterfølgende fortæller jeg så, hvorfor netop dette sted er kommet med på listen.

Der skal advares mod SPOILERS. 

Yndlingssted nr. 1
Den halves arv (Grænsen til Trafallas 1), s.92-104

Grace vågner øm og forslået, og bundet, på ryggen af en stor fugl, efter at være blevet kidnappet af Galio. I starten tror hun, at hun drømmer, men langsomt går det op for hende, at det, hun oplever, er virkeligt.
Det er her, man som læser finder ud af, at der foregår noget magisk. Selvom vi allerede er blevet introduceret for den mystiske lysende skriftrulle, så er det i mødet med den store fugl, gebsnahen, at vi finder ud af, at magi eksisterer, og at vi ikke længere befinder os i vores egen verden.


Yndlingssted nr. 2
Den halves arv (Grænsen til Trafallas 1), s. 178-186

Kanthos fortæller Grace om krigen mellem Oprørerne og Victorlianerne, hvordan grænserne mellem elvernes og menneskenes verden blev lukket, skriftrullens betydning, og hvad det betyder, at hun er halv.
Udover at dette sted giver en del af forhistorien og optakten til bogens plot, så finder vi og læseren også endelig ud af, hvad det betyder at være halv. Og hvorfor Kanthos, Fëra og Zachos holder hende skjult for Victorlianerne.


Yndlingssted nr. 3
Den halves arv (Grænsen til Trafallas 1), s. 190-192

Grace læser om Trafallas i nogle af bøgerne i Kanthos og Fëras hus, og lærer mere om Trafallas' historie, dyr, geografi og folk.
En af de ting jeg virkelig elsker ved den her serie, er den helt fantastiske worldbuilding, som forfatteren får indflettet undervejs. Selvom lige dette yndlingssted ikke er voldsomt actionpræget, så er det med til at levendegøre Trafallas over for både Grace og læseren, og derfor kom det med på listen over yndlingssteder.


Yndlingssted nr. 4
Den halves arv (Grænsen til Trafallas 1), s. 257-269

Fëra tager i hemmelighed Grace med på udflugt til den nærliggende by, Tra-Ilo. Grace oplever elvernes dagligdag helt tæt på, og ser forskellige af Trafallas' dyr, planter og bygninger. 
Også dette yndlingssted fokuserer på worldbuilding. Gennem Graces besøg i Tra-Ilo oplever vi elvernes dagligdag helt tæt på, og selvom besøget i sidste ende giver både Grace og Fëra alvorlige problemer, så er glimtet af elvernes liv og verden det hele værd.


Yndlingssted nr. 5
Den halves arv (Grænsen til Trafallas 1), s. 454-461

Oprørernes leder, Otera, finder langt om længe Grace, og selvom Kanthos, Zachos og Fëra kæmper imod, ender Grace med at tage med Otera frivilligt, for at spare deres liv. 
Selvom vi som læsere har mødt Otera før gennem Grace's drømme, så er det første gang, at den ondskabsfulde oprørsleder møder Grace fysisk, og man for alvor får et glimt af hendes hensynsløshed. Og på samme tid får man også et indblik i Graces følelser for Zachos, Kanthos og Fëra, da hun overgiver sig selv, for at redde deres liv.

Yndlingssted nr. 6
Skyggen fra Nord (Grænsen til Trafallas 2), s. 1-18

Grace vågner i en hospitalsseng, uden at vide hvor hun er. Langsomt finder hun ud af, at hun har været forsvundet i et halvt år, og ingen ved, hvor hun har været. Grace kan intet huske fra det halve år, hun har været væk, men ved, at hun har glemt noget vigtigt.
Jeg er ret vild med den måde, Julie starter bog 2 på. Ikke nok med, at det er en sindsygt spændende og original indledning, så starter hun også ud med at fortælle historien i anden person, før hun skifter over til første person, da Grace begynder at fortælle sin historie igen.


Yndlingssted nr. 7
Skyggen fra Nord (Grænsen til Trafallas 2), s. 101-105

Grace og Zachos genforenes, da Zachos dukker op sammen med Sasefîra hjemme hos Grace og hendes faster. 
Udover det romantiske i genforeningen, så finder Graces faster Betty også ud af, at Grace har talt sandt og ikke er blevet skør, ligesom vi finder ud af, at Graces mor var elver. Det er dog primært på grund af romantikken, at denne del af bogen er et af mine yndlingssteder.


Yndlingssted nr. 8
Skyggen fra Nord (Grænsen til Trafallas 2), s. 128

"Kæreste Grace", sagde hun og smilede. "Det er ikke en svaghed at føle frygt. At turde føle sin frygt er også at være meget stærk."
"Jeg er rædselsslagen," indrømmede jeg. André lagde en trøstende hånd på ryggen af mig og lade sit hoved mod min skulder. "Så, så. Det skal nok gå".
Betty smilede med et suk. "Vi er alle bange indimellem."
"Jeg er bange for, hvad der nu skal ske," sagde jeg. "Med os alle sammen."
"Fremtiden kan godt være skræmmende." Nu omfavnede Betty mig også. "Men det er det, der gør den så forbandet spændende."
Jeg er vild med dette citat, som, udover at sige en hel del om Graces faster, også er utrolig godt ramt og fortæller, at det ikke nødvendigvis er et dårligt tegn at være bange, da netop fremtidens uforudsigelighed er med til at gøre det interessant at leve.


Yndlingsted nr. 9
Skyggen fra Nord (Grænsen til Trafallas 2), s. 318-319

Elverne fejrer Graces indvielse, og hendes partnerskab med Zachos med et festmåltid. 
Igen er det en beskrivelse af en hverdagsscene, som jeg er faldet for. Selvom det er en forholdvis kort scene, så lærer vi som læser rigtig meget om elvernes måde at feste på, deres madskikke og mad. Udover at opremsningerne af de mange retter gør mig sulten, så er det igen med til at gøre bogens univers levende og realistisk, at forfatteren sætter tid af til at beskrive Graces og Zachos' bryllupsmiddag.


Yndlingssted nr. 10
Skyggen fra Nord (Grænsen til Trafallas 2), s. 479-483

Grace og Zachos besøger pergamenternes hus, for at lære mere om Graces mors familie, men de relevante sider er revet ud af den bog, Grace kigger i. 
Som bibliotekar elsker jeg at læse om fremmede og, i særdeleshed, magiske biblioteker, så selvfølgelig røg Graces besøg i elvernes bibliotek med på listen.


Yndlingssted nr. 11
Skyggen fra Nord (Grænsen til Trafallas 2), s. 615-625

Flashback til fortiden med Graces mor Cithien og hendes lillesøster. 
Vi finder ud af, hvilken forbindelse Grace har til Otera, og får en anelse om, hvilken rolle Cithien måske har spillet i Oteras nutidige handlinger. Udover at læseren lærer Otera og hendes fortid bedre at kende, så giver slutningen også et indblik i Graces mors fortid, og samtidig bogens måske allerstørste twist, som i den grad lægger op til sidste bind i serien.

Hvilke steder er jeres yndlingssteder/scener/begivenheder i de to bøger? Og glæder I jer min ligeså meget som mig, til tredje og sidste bind udkommer lige om lidt? 

FairyLoot #21

Jeg har holdt et halvt års pause fra FairyLoot, men da jeg så, at deres julitema var fokuseret på urban fantasy, og bogen var en, som jeg allerede var interesseret i at læse (jeg var 99% sikker på hvilken bog det var, ud fra beskrivelsen), bestemte jeg mig for at forsøge mig med endnu en boks.
Temaet var Magic in the City, og jeg var meget spændt på, hvad FairyLoot kunne få ud af et tema, som var noget anderledes i forhold til deres tidligere temaer.
Og så må det vist være tid til at vise boksens indhold frem.

Som altid var det første, jeg fik fat i, månedens temakort, illustreret af Taratjah.

Første ting, jeg fik fat i, havde FairyLoot allerede spoilet på forhånd. Det var nemlig dette flotte Shadowhunters Ceramic Mug, designet af Taratjah, og med karakterer fra Cassandre Clares Shadowhunter-serie. Selvom jeg ikke er den store Shadowhunter-fan (jeg har læst præcis en bog i serien, og har opgivet at læse videre), så er kruset enormt flot, og da jeg er vild med boglige krus, skal det nok blive brugt.

Næste ting jeg fiskede op af boksen var denne Nine-tailed Fox Mug Rug, designet af Obsidiayan. Jeg troede først, at det var et stofmærke til at sy på tøjet, men fandt ud af, at det faktisk var en coaster, da jeg læste spoilerkortet efter at have pakket hele boksen ud. Coasteren er inspireret af månedens bog, og kommer næppe i brug, da jeg, for det første, ikke er vild med stofcoasters, og for det andet synes det er lige lovlig lyserødt og pussenusset til min smag.

Tredje ting var denne lille møntpung, kaldet Bravado Coin Purse, inspireret af The Girl at Midnight-trilogien af Melissa Grey, og med citatet When in doubt, bravado, always bravado. Jeg kan rigtig godt lide den lilla farve og designet, som er kreeret af nutmegandarlo.

Næste ting var denne Diagon Alley Enamel Necklace, designet af bookmarkd.tattoos, og selvfølgelig inspireret af Harry Potter-serien af J.K. Rowling. Jeg er ikke helt vild med designet, men Harry Potter-ting er altid velkomne.

Derefter fiskede jeg denne lille lyserøde pakke op, med teksten Discover your destiny. Igen måtte jeg tage spoilerkortet til hjælp, for at finde ud af, hvad det var. Det viste sig at være en Fortune Cookie, som skal gemme på visdom fra forskellige YA-bøger. Jeg har personligt svært ved at se, hvordan den passer ind i temaet, men selvfølgelig er bogen asiatisk inspireret, så det kan være, det er den, lykkekagen refererer til?

Næste ting var et lys, inspireret af en bog, jeg ikke har læst, og ikke har nogle planer om at læse, nemlig A Curse so Dark and Lonely, skrevet af Brigid Kemmerer. Lyset er designet af Taratjah og acourtofcandles, og bærer titlen Princess of Disi Candle. Jeg er personligt ikke fan af boglige lys, så kommer næppe til at bruge det, men designet er da pænt, og det dugter ok. 

Endnu en ting, som jeg ikke kommer til at bruge, er dette Pin Banner, designet af inkandwonder.design. Jeg hører til de, åbenbart få, personer, som er ret ligeglad med boglige pins, og igen synes jeg designet er meget lyserødt og pussenusset. Jeg har derudover svært ved at se inspirationen fra Percy Jackson-serien af Rick Riordan, som ifølge spoilerkortet ligger til grund for det.

Sidste ting før bogen var disse to flotte tarotkort, inspireret af Harry Potter, og designet af loweana.art. kortene er The Sun and The Moon, og jeg gætter på, at personerne er enten Ron eller Percy Weasly og Luna Lovegood.

Og så kom jeg endelig til bogen. Som jeg havde gættet, var det Wicked Fox af Kat Cho. Bogen er virkelig flot, med sprayede pink sider, og så er den signeret af forfatteren. Jeg glæder mig allerede til at læse den, og håber den lever op til mine forventninger.

Med bogen fulgte, som altid, månedens FairyScoop, månedens bogmærke og et artprint med bogens hovedpersoner, designet af kavon.kayleigh, og med et brev fra forfatteren på bagsiden.

Alt i alt var det en noget skuffende boks. Selvom jeg var vild med kruset, og glæder mig til at læse bogen, så var resten af tingene lidt af en skuffelse. Jeg synes ikke, FairyLoot fik foldet temaet ordentligt ud, og derudover synes jeg, der gik lidt for meget prinsesse i designet. FairyLoot skal dog have den ros, at alle tingene var godt farvekoordineret med hinanden, og folk der elsker boglige lys og pins, og samler på tarotkortene, vil sikkert synes bedre om boksen.
Selvom boksen var en skuffelse denne gang, så har det dog ikke afskrækket mig fra at købe en boks igen en anden gang, hvis temaet og bogen lyder interessant, men boksen har bekræftet mig i, at det var en god idé at opsige det faste abonnement.

Book Haul #7

(Reklame - indeholder anmeldereksemplarer)

Juli er slut, og det betyder, at det er blevet tid til en ny book haul. Juli blev undtagelsen, der bekræfter reglen, hvad angår bogkøb for mit vedkommende. For selvom jeg endte med at læse rigtig mange bøger i juli, så købte jeg også en hel del. Og det skyldes især to ting: Udsalg og brugtkøb.
Og så er det endda ikke alle julis bogindkøb, der bliver vist frem denne gang, da jeg stadig venter på et par bogpakker. Men så er der lidt til gode til august måneds book haul.
Da der er en hel del bøger, der skal vises frem, må vi hellere komme igang.

Som altid starter jeg med anmeldereksemplarerne. I juli fik jeg tilsendt 2 anmeldereksemplarer fra søde forfattere og forlag.
Bøgerne er:

Taran Matharu: Inkvisitionen (Påkalderen 2). Forlaget Forår.

Elena Gilberg: Jagten på hjertemuslingen. Forlaget mellemgaard.

Jeg afgav, som jeg plejer, en del ordrer på Saxo i månedens løb, som jeg her viser samlet frem. 5 styk blev det til. Udover en del nye bøger, så var der også et par brugte bøger imellem denne gang. Blandt andet en, som jeg har ledt efter i årevis, da jeg manglede den i min samling. De brugte bøger er markeret med en stjerne*.
Bøgerne er:

Wayne G. Hammond og Christina Scull: The Art of the Hobbit by J.R.R. Tolkien

David Day: Tolkiens verden

J.R.R. Tolkien:
Hobbitten (oversat af Jakob Levinsen, 2019)
Hobbitten (oversat af Jakob Levinsen, 2012)*

Gillian Bradshaw: Majfalken (Lysets tjenere 1)*

Hos Amazon købte jeg 1 enkelt brugt bog og 2 graphic novels i løbet af juli.
De er:

J.R.R. Tolkien: The Hobbit (pop up-bog, illustreret af John Howe)

Dan Abnett m.fl.:
Into the Bleed (Titans vol. 6)
The Lazarus Contract (Titans)

I starten af min sommerferie ryddede jeg lidt ud i mine reoler, og det betød, at jeg var en tur i Bogormen i Esbjerg med en pæn stak bøger til byt. Jeg kom derfra med færre bøger, end jeg havde med derind, samt en lille stak tegneserier. 4 bøger og 4 tegneserier blev det til.
De er:

Jim Davis:
Garfield elsker alle (Garfield 2)
Garfield vender frygteligt tilbage (Garfield 4)
Garfield gør en god gerning* (Garfield 6)
Surt show! (Garfield 10)

Danielle Rose: Blood Rose (Blood Books 1)

A.G. Howard:
Splintered (Splintered 1)
Unhinged (Splintered 2)
Ensnared (Splintered 3)

Jeg købte en lille stak tegneserier og graphic novels hos Fantask. 3 styk, blev det.
De er:

Mort Walker: Så er der serveret! (Basserne 100% 48)

Tim Seeley m.fl.:
Better than Batman (Nightwing 1)
Back to Blüdhaven (Nightwing 2)

Da jeg var i Bog og Idé for at købe fødselsdagsgaver, faldt jeg selvfølgelig også over en bog til mig selv. Og den er ovenikøbet allerede læst.
Bogen er:

Jenny Colgan: Det lille bageri på strandpromenaden (Scottish Bookshop 1)

Arnold Busck havde sommerudsalg, og da jeg kom forbi butikken, måtte jeg selvfølgelig lige ind at kigge. Det blev til en enkelt bog, nemlig:

Karen Blixen: Sidste fortællinger

Fordi man aldrig kan få eksemplarer nok af sin yndlingsbog, fik jeg også købt en enkelt bog hos Antikvariat.net.
Bogen er:

J.R.R. Tolkien: Hobbitten (oversat af Ida Nyrop Ludvigsen, 2002)

Bookdepository havde fået nye bøger i deres Bargain Shop, og det gav mig en undskyldning for endelig at købe 2 bøger, jeg har kigget på længe.
Bøgerne er:

Patricia A. McKillip: The Forgotten Beasts of Eld

Zen Cho: Sorcerer to the Crown (Sorcerer Royal 1)

Sidst, men ikke mindst (på bogsiden), blev juli måneden, hvor jeg stiftede bekendtskab med Thriftbooks. 4 bøger blev det til, og jeg har allerede en portion mere på vej. Bøgerne er brugte, hvilket betyder, at de er i lidt forskellig stand, men til gengæld fik jeg fat i bøger, som jeg ikke kunne opdrive andre steder, til meget billige penge (med undtagelse af den sjældne 50-års udgave).
Bøgerne er:

J.R.R. Tolkien: The Hobbit (50 års jubilæumsudgave)

Charlie Fletcher: Silvertongue (Stoneheart 3)

Chris Wooding:
Malice (Malice 1)
Havoc (Malice 2)

Jeg slutter af med at vise de 2 nye Funko Pops frem, som jeg købte hos Amazon i juli.
De er:

Belle (Disney 221)

Aurora (Disney 325)

Ialt blev det til 21 bøger, 9 tegneserier/graphic novels og 2 Funko Pops i perioden 2. juli til 3. august. Af dem var 2 anmeldereksemplarer fra forfattere og forlag, 12 var på engelsk, og 11 bøger/tegneserier var brugte. Som nævnt har jeg et par bøger mere på vej, men derudover har jeg ikke planer om, at jeg skal købe flere bøger i august. Med Fantasyfestivalen lige om hjørnet håber jeg at kunne holde igen på bogkøbene, så jeg kan spare sammen til det der muligvis bliver årets største book haul. I hvert fald hvis det går, som det plejer.

Har I fået nye bøger ind ad døren i juli? Og har I også en yndlingsbog, I bare må eje i forskellige udgaver?