tirsdag den 29. januar 2008

Phoenix


Dragons_Jhereg
Originally uploaded by roczadeb
Fandt lige dette billede inde på flickr.com, og syntes det passede til indlægget om Vlad Taltos. Billedet er fra omslaget til bind 5 i serien med titlen Phoenix. Bøgerne har iøvrigt titler efter de forskellige adelshuse i bøgerne, så måske ender serien på 17 bind (antallet af adelsfamilier). Pudsigt nok findes bind 9 og 10 i serien ikke på bibliotekerne i Danmark, så der må jeg nok ud og finde dem på nettet.

Vlad Taltos

Jeg er i øjeblikket i gang med at læse en fantasyserie af Steven Brust som omhandler en person ved navn Vlad Taltos. Vlad er lejemorder, og er medlem af adelsfamilien Jhereg, som hans far købte sig vej ind i. Vlad er ikke en Dragaeran, men en Easterner. Dragaeran er de regerende i landet, mens Easterners er immigranter, og ikke har ret mange muligheder eller rettigheder. Vlad bliver foragtet af både Dragaerans og Easterners. Dels fordi han er Easterner, og dels fordi han er medlem af et Dragaeransk adelshus. Vlad kan også bruge både trolddom og hekseri, og har desuden en familiar. Familiaren er et lille øglevæsen kaldet en jhereg - ikke at forveksle med adelsfamilien. Serien har ikke nogen klar tidslinje, og hver bog hopper frem og tilbage i Vlads liv. Bog 1 efterfølges af bog 3, mens bog 2 og 4 omhandler tidligere begivenheder i Vlads liv, osv. Bøgerne er spændende og godt skrevet, og Vlad er en interessant person. Jeg kan varmt anbefale bøgerne, og glæder mig til at læse de næste i serien.

mandag den 21. januar 2008

Musik og teknik

Så kom der gang i mp3´en, selvom den drillede. Softwaren skulle installeres 2 gange før den virkede, og selve mp3´en skulle lades op før den ville igang. Bibliotekernes Netmusik var let nok at få til at fungere, selvom det drillede lidt, da musikken skulle overføres til mp3´en. Jeg valgte at prøve Deezer, da jeg ikke syntes jeg havde brug for alle de sociale lag fra Last.fm, og desuden gerne ville have den på dansk. Oprettelsen af afspilningslisten gik fint, men SmartRadio drillede, og nægtede konsekvent at gå væk fra den musik jeg markerede jeg ikke kunne lide. På mystisk vis blev et af de dårlige numre også overflyttet til afspilningslisten - det er dog fjernet nu. Om det var mig eller SmartRadio som havde problemer skal jeg ikke kunne sige. Det gik dog fint med at få oprettet en widget til Deezer på bloggen.

mandag den 14. januar 2008

LibraryThing

Så har jeg også fået oprettet en widget fra LibraryThing på min blog. Jeg havde lidt problemer med Det Kongelige Bibliotek, så jeg fandt i stedet for bøgerne i mit bibliotek via Amazon.com. Da jeg alligevel læser de fleste af bøgerne på engelsk passede det fint at lede efter dem der. Som I kan se, har der også sneget sig et par enkelte ikke-fantasybøger ind i biblioteket. Jeg syntes det var meget let at oprette, og kan sagtens se perspektiverne i LibraryThing, selvom det sikkert bliver tidskrævende at vedligeholde og udvide.

torsdag den 10. januar 2008

MSN vs Google

Jeg har nu oprettet en bruger på både MSN og Google, og foretrækker så absolut Google. Her var der ingen problemer med at oprette mig, imodsætning til på MSN hvor der var store problemer. Både pga popup-problematikken, men også fordi den i første omgang nægtede at oprette mig. Det er dog løst nu. Et andet irritationsmoment ved MSN er, at da jeg som privatmail har en hotmail-adresse, ønsker MSN at jeg bruger den til at chatte med, i stedet for min arbejdsmail. Google er der ingen problemer med, og det er rart at alle tingene er samlet ét sted, så man kan nøjes med at logge sig på sin google-konto, og så have adgang til alt.
Jeg synes også det var nemmere at chatte via Google end via MSN, fordi man kun skulle klikke på Enter for at sende sin meddelelse. Til gengæld er der flere forskellige smileys ved MSN.

lørdag den 5. januar 2008

David Eddings

Jeg er i øjeblikket i gang med at (gen)læse en serie af en af mine absolutte yndlingsforfattere, David Eddings. Serien hedder The Belgariad (Belgarion sagaen på dansk) og handler om drengen Garion, der vokser op på en gård, men pludselig bliver indblandet i jagten på en magisk genstand, og må flygte sammen med sin tante, en gammel historiefortæller og smeden midt om natten. Han kommer ud for mange oplevelser, og opdager, at ingen er hvem han tror de er - heller ikke ham selv. Serien er på 5 bind på engelsk og på 10 bind på dansk. Jeg læser dem på engelsk, da jeg ikke synes oversættelsen er specielt god. Desuden irriterer det mig, at bøgerne på dansk er blevet opdelt i så mange bind for at gøre den mere børnevenlig. Serien er rigtig god, og én jeg genlæser ofte.