Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Facet.
Landet Katava grænser op til kannibalernes ø, og frygten for de mørke kannibaler stikker dybt i indbyggerne. Selv kongens plejesøn - eller bastardsøn - falkoneren Byriel mærker indbyggernes frygt på grund af sin mørke hud, og det til trods for, at han kom til slottet som spæd.
Johanne er datter af en træskærer, og hjælper den aldrende urtekyndige skolemester Lohrens med at undervise byens børn. Og selvom hun prøver at lære byens børn at se bort fra Byriels mørke hud, så kan heller ikke hun lade være med at frygte ham.
En dag opdager hun, ved et tilfælde, et gammelt brev, som Lohrens har holdt skjult, og kort efter bliver hun ufrivilligt vidne til noget, hun ikke burde have set. Med en hemmelighed, der kan koste både hende og hendes familie livet, har Johanne ikke andet valg end at flygte sammen med Byriel, og før hun får set sig om, befinder hun sig det sted, hun frygter allermest - kannibalernes ø.
Men intet er, som det ser ud til, og fortidens hemmeligheder stikker langt dybere, end hun på nogen måde kunne have forudset.
Den her bog gjorde mig virkelig vred, og jeg var derfor nødt til at læse den i mindre bidder. Ikke fordi bogen er dårlig, men tværtimod fordi den er så godt skrevet, og tager så vigtige, barske, og ubehagelige emner op, at jeg ikke kunne lade være med at blive vred på personernes vegne - og på personerne selv - og derfor var nødt til at holde små pauser fra dem undervejs. Også selvom bogen var virkelig god og spændende.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige og billedskabende beskrivelser, og forfatterens brug af andre sprog undervejs fungerede rigtig godt.
Universet er gennemført, og worldbuildingen er virkelig imponerende. Forfatteren har tænkt over såvel sprog, som historie, kultur, planter og religion, og resultatet er virkelig godt. Det eneste, der ikke helt fungerede for mig, var geografien, og jeg kunne personligt godt have ønsket mig et kort til at virkeliggøre afstande og landene lidt mere. Det kan dog lige så godt hænge sammen med, at jeg er virkelig dårlig til at forestille mig geografiske afstande, og derfor godt kunne have brugt lidt visuel hjælp til det.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og en cliffhanger, der gør det svært at vente på næste bind. Historien er spændende, og fyldt med action, mord, forræderi, jalousi, had, fordomme, racisme, frygt, kærlighed, hemmeligheder, løgne, magtbegær, skam og familie. Men det er også en historie om at finde ud af, hvem man selv er, om medmenneskelighed, mod, og om at se udover frygten og fordommene, og se folk, som de virkelig er.
Personerne er levende, nuancerede, og så menneskelige, at det gør helt ondt. Hovedpersonen Johanne er i bund og grund et godt menneske. Hun elsker sin far og sine brødre, og vil bare gerne hjælpe de, der har brug for det. Hun er intelligent, hjælpsom og har et godt hjerte, men er ikke altid lige god til at tænke sig om, før hun taler, eller se ud over sine egne fordomme. Især det sidste generede mig en del under læsningen, da Johanne til tider kom til at fremstå en smule hyklerisk, når hun på den ene side belærte børnene om, at Byriel var et menneske lige som dem, og på den anden side straks tænkte "mæsker", når hun stødte på ham. For selvom hun forsøgte at se ud over sine egne fordomme, så gjorde det hende desværre også det mindre sympatisk for mig, at også hun straks faldt tilbage på fordomme og frygt. Og selvom hun udviklede sig undervejs, og jeg endte med at holde af hende, så havde jeg det stadig lidt svært med hende til tider. Af bipersonerne holdt jeg især af den aldrende skolemester Lohrens, som altid gerne vil hjælpe dem, der har det svært, men som har indtil flere hemmeligheder i skabet, og den urtekyndige Malarkin, der er parat vove livet, for at redde andre, og i stand til at se udover sit folks fordomme. Men også Byriel endte jeg med at holde meget af. Han har lidt under folks fordomme hele sit liv, men føler sig lige så katavansk som alle andre. Og selvom han, forståeligt nok, gemmer på en hel del vrede, så ønsker han bare at overleve, og finde kærligheden. Det gør dog ikke tingene nemmere for ham, at han forelsker sig i en, der ikke kan lade være med at frygte ham. Og selvom kemien imellem de to fungerer rigtig godt, så tog det lidt tid, før jeg var helt solgt på forholdet. Men så endte jeg også med at heppe på dem. Til gengæld brød jeg mig hverken om kronprinsen Vilads, hvis grusomhed og ambitioner er tæt på at koste Byriel livet, eller Johannes storebror Tue, af grunde jeg ikke kan afsløre, uden at spoile det meste af slutningen, og det selvom jeg langt henad vejen forstod deres bevæggrunde, og forfatteren formår at gøre dem begge menneskelige og nuancerede.
Alt i alt var Henretterlunden en virkelig god bog, og en stærk start på en fantasyserie, der ikke er bleg for at tage vigtige og ubehagelige emner op, og sætte fokus på racisme, fordomme og forbudt kærlighed på en nuanceret og til tider lidt for relaterbar måde. At bogen samtidig byder på virkelig imponerende worldbuilding, interessante personer og masser af hemmeligheder gjorde kun læseoplevelsen bedre, og jeg kan kun anbefale den.
