lørdag den 30. september 2017

Læsestatus for september

September er ved at være slut, og igen gør jeg status over måneden der gik, og viser de bøger jeg nåede at få læst frem.
September var en måned præget af travlhed, både på arbejdet og privat. Arbejdsmæssigt fyldte Fantasyfestivalen stort set al min tid - og lidt til - og de første uger var fyldt med problemløsning, møder og planlægning af de sidste detaljer. Og de mange arbejdstimer gav i den grad bonus, da stort set alt gik som det skulle, og ups´erne var i bagatelafdelingen. Vil I læse mere om planlægningen og afviklingen af festivalen, så skrev jeg et indlæg efter festivalen var slut, som I kan læse her.
På hjemmefronten var der også travlhed. Her var det min forestående flytning som fyldte, og så snart Fantasyfestivalen var slut, gik den sidste planlægning og nedpakningen i gang. Nu er der så kun 1 1/2 døgn tilbage før flyttefolkene kommer, og jeg er ved at være klar. Min far kom og hjalp mig med at male og sætte lamper op sidste weekend, og samtidig fik jeg tømt mit kælderrum for skrammel, så jeg kun får de ting med, jeg faktisk har tænkt mig at beholde. Mandag kom flyttekasserne, og nedpakningen kunne for alvor gå i gang. Onsdag løb jeg tør for kasser, men heldigvis fik jeg leveret flere i går. At jeg så stadig mangler et par kasser til de sidste ting, må jeg gøre noget ved i morgen, når byggemarkedet åbner, så jeg kan købe tre kasser mere. Men sådan er det, når man har mange bøger. Ellers mangler jeg nu kun at få et sidste møbel samlet rigtigt - tegningen var umulig at læse, og derfor kom mederne til skufferne til at vende den forkerte vej - samt tage lamper ned og køre en tur mere på genbrugspladsen, før jeg er helt klar til mandag morgen, hvor flyttefolkene kommer. Jeg har været så forudseende at leje en bil, så jeg kan vente med slutrengøringen af lejligheden til tirsdag, og kan koncentrere mig om at flytte om mandagen. Heldigvis har jeg været så forudseende at tage 14 dages ferie, så jeg har haft god tid til at pakke ned, og har også god tid til at pakke ud, før hverdagen begynder igen.
På trods af begge store projekter, lykkedes det mig faktisk at få læst et overraskende antal bøger. Belært af tidligere år har jeg ikke haft et læsetema i september, da jeg ikke regnede med at få læst mere end en bog eller to. Men overraskende nok fik jeg faktisk læst en del bøger inden Fantasyfestivalen. At jeg så stort set ikke har haft tid eller energi til at læse efter festivalen er så noget andet. Jeg håber dog på at blive færdig med det anmeldereksemplar jeg er i gang med imorgen, men nu får vi se.
Først vil jeg dog vise de bøger jeg faktisk fik læst i september frem.

Som altid starter jeg med anmeldereksemplarerne. I september fik jeg læst 3 anmeldereksemplarer, sendt til mig af søde forlag og forfattere.
Bøgerne var:

Julie Kagawa:
Jerndronningen (Iron Fey sagaen 3) 
Jernridderen (Iron Fey sagaen 4)
Anmeldereksemplarer fra Forlaget HarperCollins Nordic.
Serien er slut. 

Karina Laurberg Bidstrup: Homo Bestia
Anmeldereksemplar fra Forlaget EgoLibris. 

Som optakt til Fantasyfestivalen læste vi i fantasylæsekredsen en bog af en af årets Guests of Honour, John Flanagan. Det var en genlæsning for mig, og en serie jeg holder meget af, så det var en stor oplevelse for mig at møde forfatteren til årets festival.
Bogen var:

John Flanagan: Gorlans ruiner (Skyggens lærling 1)
Genlæsning. Hele serien er læst tidligere. 

Derudover fik jeg læst en enkelt af mine engelske bøger, som intet har med fantasy at gøre. Jeg kunne mærke i ugen op til festivalen, at jeg havde brug for at læse noget andet, og få en lille fantasypause, og det var denne bog perfekt til.
Bogen var:

Laurie R. King: Pirate King (Mary Russell and Sherlock Holmes 11)
Serien er i gang. 

Det sidste jeg blev færdig med at læse i september var en tegneserie.
Det var:

Mort Walker: Ikke så meget shampoo, Fjotte! (Basserne 100% 34)

Ialt fik jeg læst 5 bøger og 1 tegneserie, hvilket jeg er ret godt tilfreds med, taget i betragtning at jeg ikke regnede med at få læst noget som helst. Heraf var 3 anmeldereksemplarer og 1 på engelsk. Jeg fik afsluttet en enkelt serie, og mangler nu kun 4 bøger for at nå mit Goodreadsmål for i år.
I oktober håber jeg at få læst lidt mere, men med først flytning og siden en efterårsferie fyldt med arrangementer, regner jeg ikke med at det bliver alverden jeg får læst. Læsetemaet for oktober er Vampyrer, og jeg håber at få læst nogle af de bøger jeg har stående på reolerne, men som jeg endnu ikke har fået læst. Derudover vil jeg gerne have gjort et indhug i de anmeldereksemplarer jeg har fået tilsendt i løbet af september, så jeg kan få tyndet lidt ud i dem inden næste udgivelsesboom kommer i november op til BogForum. Jeg går også med planer om at deltage i Dewey´s 24 Hour Readathon igen, men om det bliver til noget, ved jeg først når vi kommer tættere på datoen. Det kommer helt an på hvor meget energi jeg har på det tidspunkt.

Hvordan har jeres læsemåned været? Og har I også planer om at deltage i Dewey´s 24 Hour Readathon? 

torsdag den 28. september 2017

Book Haul #9

Da jeg skal have pakket bøgerne ned til min snarlige flytning, får I her september måneds Book Haul lidt tidligere end sædvanligt.
En Book Haul, som er overraskende stor. Forstået på den måde, at en stor del af den består af overraskelspakker fra søde forlag. Nu kunne man jo fristes til at tro, at jeg har været tilbageholdende med bogkøbene i denne måned, netop på¨grund af min forestående flytning. Intet kunne dog være længere fra sandheden. Jeg købte nemlig en hel del bøger til årets Fantasyfestival, men da jeg tidligere har vist dem frem i indlægget om Fantasyfestivalen, er de ikke med i den ordinære Book Haul. Hvis I vil have genopfrisket hvilke bøger jeg havde med hjem fra festivalen kan I læse indlægget her.
Men nu til bøgerne.

Som altid starter jeg med anmeldereksemplarerne. Fra Turbine Forlaget modtog jeg ikke mindre end 3 overraskelsespakker i september, og der var virkelig gjort noget ud af dem, både med indpakningen og tilbehøret. Derudover modtog jeg et enkelt anmeldereksemplar via bookeater.dk fra Gyldendal, og så fik jeg tilsendt 2 pakker der i den grad var overraskelsespakker fra HarperCollins Nordic. Pakkerne skulle nemlig egentlig være sendt til en anden bogblogger, men endte i stedet hos mig, og jeg fik lov til at beholde bøgerne. 
Bøgerne er:

Stephanie Garber: Caraval (Caraval 1). Turbine Forlaget.

Maggie Stiefvater: Ravnedrengene (The Raven Cycle 1). Turbine Forlaget.

Tine Bruun: Englenes korridor. Turbine Forlaget.

Amy Ewing: Juvelen (The Lone City 1). Turbine Forlaget.

Victoria Aveyard: Kongens lænker (Red Queen 3). Forlaget Gyldendal.
Til anmeldelse på bookeater.dk.

Mary Kubica: Pretty Baby. HarperCollins Nordic.

S. D. Robertson: Tid til at sige farvel. HarperCollins Nordic.

I september modtog jeg også endelig august måneds FairyLoot-boks. I indlægget her kan I se hvad der var i boksen udover bogen, som var:

Lana Popovic: Wicked Like A Wildfire.

Som I måske husker, har jeg indført et bogkøbsstop på engelske bøger, som ikke er en del af serier jeg allerede ejer. Om jeg har brudt det eller ej, kan jeg ikke blive helt enig med mig selv om. Bøgerne var nemlig næsten gratis - jeg endte med at måtte af med 18 kr. - fordi jeg byttede nogle af de bøger jeg ikke ville have mere i Bogormen i Esbjerg. Og 2 af dem tilhører faktisk en serie jeg allerede ejer, så hvis de 18 kr. er for dem, og resten var gratis, så har jeg jo ikke brugt penge på nye engelske bøger - vel?
Ligegyldigt hvad, så er bøgerne:

Ben Aaronovitch: Rivers of London (Peter Grant 1)

Raymond E. Feist: Krondor the Betrayal (The Riftwar Legacy 1)

Raymond E. Feist: Krondor the Assassins (The Riftwar Legacy 2)

Karen Miller: The Innocent Mage (Kingmaker Kingbreaker 1)

Jennifer Crusie, Eileen Dreyer og Anne Stuart: The Unfortunate Miss Fortunes.

Ialt, og uden megahaulen fra Fantasyfestivalen, flyttede 13 bøger ind i perioden 3. september til 28. september. Af dem var 7 anmeldereksemplarer/overraskelsespakker, 1 FairyLoot-bog, og 5 delvis byttebøger på engelsk.
Jeg ville ønske jeg kunne sige, at næste måneds Book Haul ville være på samme niveau, eller mindre, men jeg ved allerede nu, at jeg laver et opsamlingskøb på seriefortsættelser i starten af oktober, da jeg har undladt at købe bøger der skulle sendes til mig i september, for at undgå at pakkerne forsvandt mellem de to adresser. Samtidig udkommer der en del bøger jeg bare må eje i oktober, så jeg er ikke i tvivl om, at også næste måneds Book Haul bliver stor. Og det samme gør novembers, hovedsageligt på grund af BogForum.

Har I fået nye bøger i september? Og skal I også til BogForum i år? 

tirsdag den 26. september 2017

Konkurrence

Sponsoreret indlæg.

I anledning af at første bind af Nicole Boyle Rødtnes´ Ilttyv-trilogi nu kan købes i boghandlen, har Forlaget Alvilda været så søde at sponsorere en lille konkurrence her på bloggen.
Én af jer kan være så heldig at vinde hele 3 af Nicoles bøger, nemlig Over sløret (Ilttyv 1), Ar fra mit glemte liv og Skæbnedans (Elverskud 1).

For at deltage i konkurrencen skal I have en dansk adresse præmien kan sendes til, og huske at skrive jeres e-mail sammen med svaret på spørgsmålet, så jeg kan kontakte den heldige vinder.
Spørgsmålet I skal svare på er:
Hvad hedder de to hovedpersoner i Ilttyv-trilogien?

Konkurrencen løber indtil på fredag 29. september, hvor jeg trækker en vinder. Vinderen får direkte besked.

Så er vinderen fundet. Stort tillykke til Jennifer. Og tak til alle deltagerne for at I ville være med. 

mandag den 25. september 2017

Top 10 Liste: Mest ejede fantasyforfattere

I Top 10 Listerne giver jeg 10 anbefalinger til fantasylæsning, ud fra min egen læsning. Det kan være enten forfattere, serier eller andet. Listerne udkommer ca. en gang om måneden.
Top 10 Listerne er ikke i prioriteret rækkefølge, hvor det bedste står øverst, men simpelthen 10 fantasyanbefalinger fra mig til jer.
Rigtig god fornøjelse.


10 mest ejede fantasyforfattere

På denne liste giver jeg et overblik over, hvilke fantasyforfattere jeg ejer flest bøger af. Listen er rangordnet, med den mest ejede forfatter først, og der er denne gang mere end 10 navne på, da jeg ejer samme antal bøger af flere forfattere. For at komme på listen, skal enten hovedparten eller en stor procentdel af en forfatters bøger være fantasybøger. For eksempel er Astrid Lindgren ikke på listen, da procentdelen af fantasybøger i hendes forfatterskab er forholdsvis lille, selvom jeg ejer en hel del bøger af hende. Bøger skrevet sammen med andre tæller også med, så længe forfatteren aktivt har skrevet en del af bogen. Listen tæller udelukkende fysiske bøger, inklusiv dubletter. Det vil sige, at flere bøger samlet i et bind tæller som en bog. 

1. Terry Pratchett
Listens topscorer er Terry Pratchett. Har I fulgt med på bloggen et stykke tid, kommer det ikke bag på jer, at han er en af mine absolutte yndlingsforfattere, og det afspejler sig i det store antal bøger jeg ejer af ham. Hele 65 talte jeg det til, og det er ikke engang hele hans forfatterskab!

Jeg blev første gang introduceret til Pratchetts bøger som barn, men det er først som voksen jeg for alvor er kommet til at elske hans skrivemåde, hvilket nok hænger sammen med, at han er en af de forfattere som er svær at oversætte, og hvis humor og ordspil bare gør sig bedre på originalsproget. Selvom  jeg har læst størstedelen af de bøger jeg ejer af ham, så er der dog stadig enkelte ulæste imellem. Jeg er dog ikke i tvivl om at jeg nok skal få læst dem alle sammen en dag, selvom det tager sin tid. 

2. Sherrilyn Kenyon
Listens andenplads går til Sherrilyn Kenyon. Hun er nok en af de mest produktive forfattere, og selvom jeg langt fra har alle hendes bøger endnu, så ejer jeg dog 44 af dem. 

Kenyon er en af mine nyere yndlingsforfattere, og hendes bøger er blevet til lidt af en guilty pleasure for mig. De er hurtigt læst, men helt fantastiske, og jeg kan slet ikke få nok af dem. Hvilket er heldigt, da jeg pt. kun er cirka halvvejs igennem hendes Dark-Hunter-serie, og slet ikke er fået begyndt på hendes The League-serie.

3. Tamora Pierce
På tredjepladsen befinder Tamora Pierce sig. Hun er en af de forfattere hvis bøger jeg køber helt automatisk, og hun har endnu ikke skuffet mig. Hele 33 bøger ejer jeg af hende, og mig bekendt er det samtlige af hendes bøger. Passer det ikke, må I meget gerne sige til, for så skal jeg have gjort noget ved det. 

Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har genlæst Pierce's bøger, siden jeg første gang læste dem som barn, men det har været mange. Hendes bøger er nogle jeg læser igen og igen, og derfor var det også en stor oplevelse at møde hende til den allerførste Fantasyfestival tilbage i 2015. Jeg mangler stadig at få læst de sidste tre af hendes bøger, men jeg håber at nå det før den hendes nye bog udkommer lige om lidt. 

4. Diana Wynne Jones
Næste forfatter på listen er Diana Wynne Jones. Hun er en af mine absolutte yndlingsforfattere, og med 29 bøger på hylderne placerer hun sig sikkert på fjerdepladsen. 

Wynne Jones er en af de forfattere, hvis bøger jeg stiftede bekendtskab med som barn, og hendes britiske humor og magiske historiefortælling gør, at jeg stadig elsker hendes bøger som voksen. Selvom jeg ejer mange bøger af hende, har jeg dog ikke fået læst dem alle sammen endnu, men det skal nok komme. For hun er en af de forfattere jeg jævnligt vender tilbage til, og jeg er endnu ikke blevet skuffet. 

5. David Eddings
På femtepladsen finder vi David Eddings, en anden yndlingsforfatter som jeg genlæser igen og igen. Hele 25 bøger ejer jeg af ham, og så vidt jeg ved er det samtlige af hans bøger. 

Jeg læste første gang Eddings' bøger som barn, og han er en af grundene til, at jeg begyndte at læse bøger på engelsk. Det skete, da jeg opdagede at både Eleniaden og Belgarion sagaen faktisk havde fortsættende serier som ikke var blevet oversat, og så var der jo ikke andet for end at læse dem på originalsproget. I modsætning til andre forfattere på listen har jeg læst alle de bøger jeg ejer af ham, og da han er død, kommer der desværre ikke flere. Men så må jeg jo genlæse bøgerne, og det sker også jævnligt. 

6. Rick Riordan / Margaret Weis & Tracy Hickman

Sjettepladsen er delt mellem Rick Riordan og Margaret Weis & Tracy Hickman. Her ejer jeg præcis 24 bøger af hver forfatter/forfatterpar. 

Rick Riordan er et forholdsvis nyt bekendtskab, som jeg først har stiftet bekendtskab med som voksen. Det er langt fra alle hans bøger jeg har læst, selvom jeg har næsten dem alle stående, men de jeg har læst elsker jeg, og jeg er ikke i tvivl om at jeg nok skal få læst resten en dag. 

Makkerparret Margaret Weis & Tracy Hickman stiftede jeg første gang bekendtskab med som barn. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har læst især deres DragonLance-bøger, og selvom jeg stod af til sidst, så holdt jeg ved i lang tid. Jeg ejer ikke alle deres bøger, for de to damer er produktive, men en god portion af dem står da på hylderne. 

7. J. K. Rowling / Dennis Jürgensen

Syvendepladsen deles af J. K. Rowling og Dennis Jürgensen, hvor jeg ejer 23 bøger af hver. Ingen af dem behøver den store introduktion, for begge hører til i sværvægterklassen inden for fantasy. 

Jeg stiftede første gang bekendtskab med J. K. Rowling i gymnasiet, og har elsket hendes bøger siden jeg læste den allerførste Harry Potter-bog. Selvom jeg endnu ikke har læst hendes krimier, så har jeg elsket hendes andre bøger, og når hun ender på listen skyldes det, at hun er en af de forfattere hvis bøger jeg ejer i flere forskellige udgaver. Man kunne måske argumentere for, at hun skulle have en sjetteplads i stedet for en syvendeplads, da jeg også ejer Harry Potter and the Cursed Child, men eftersom hun ikke selv har skrevet teaterstykket, tæller den ikke med her. 

Jeg er vokset op med Dennis Jürgensens bøger, og selvom jeg langt fra har læst alle hans bøger - jeg har aldrig turdet læse hans ungdomsgysere - så har jeg elsket de af hans bøger jeg har læst. Især serierne om Freddy og Krøniker fra Kvæhl har jeg genlæst igen og igen, og en af mine yndlingsbøger af ham er Et Grimm't eventyr

8. Lene Kaaberbøl
Ottendepladsen går til en anden sværvægter indenfor dansk fantasy, nemlig Lene Kaaberbøl. Hele 22 bøger ejer jeg af hende, og selvom jeg endnu ikke har fået læst hendes voksenbøger, så elsker jeg hendes fantasybøger. 

Langt de fleste af Kaaberbøls bøger har jeg først læst som voksen, og faktisk er det kun Sølvhesten jeg læste som barn. Den skræmte mig så meget, at jeg aldrig fik læst serien færdig, hvilket jeg dog er i gang med at råde bog på nu. Til årets Fantasyfestival hørte jeg for første gang Kaaberbøl fortælle om sine bøger, og det har i den grad gjort mig opsat på at få læst resten af de bøger jeg ejer af hende. 

9. John Flanagan / Kenneth Bøgh Andersen

På niendepladsen findes både John Flanagan og Kenneth Bøgh Andersen. 21 bøger ejer jeg af hver, og jeg har faktisk læst dem allesammen. 

John Flanagan har jeg først læst som voksen, men det har ikke forhindret mig i at elske hans bøger. Det var derfor også en stor oplevelse at møde ham til årets Fantasyfestival, og høre ham fortælle om bøgerne. Flanagan er en af de forfattere hvis bøger jeg automatisk køber, og jeg ejer samtlige de af hans bøger der er udkommet på dansk. 

Kenneth Bøgh Andersens bøger har jeg også først læst som voksen, men det gør bestemt ikke noget, for jeg elsker hans humor og sprog. Selvom jeg ikke ejer alle hans bøger - endnu - så har jeg læst de fleste af dem. 

10. Josefine Ottesen
Tiendepladsen går til endnu en dansk fantasysværvægter, nemlig Josefine Ottesen. 19 af hendes bøger har jeg stående på hylderne, og derudover har jeg læst en del af hendes andre bøger. 

Jeg stiftede første gang bekendtskab med hendes bøger som barn, hvor jeg læste Eventyret om Fjeren og Rosen, og Dragens kys, men det er først som voksen jeg for alvor er gået i gang med hendes bøger. Derfor er der også en del af hendes bøger jeg nok aldrig får læst, da jeg ikke har den store motivation for at læse letlæsningsbøger, men man ved selvfølgelig aldrig. Jeg har i hvert fald elsket de af hendes bøger jeg har læst. 

mandag den 18. september 2017

Fantasyfestivalen 2017

Et af årets højdepunkter er, for mig, altid Fantasyfestivalen i Esbjerg. Det er mit hjertebarn, og som andre børn også det, der giver mig den største glæde og de største udfordringer i dagligdagen. Nu er det tredje år Fantasyfestivalen har fundet sted, og mit hjertebarn er kommet i børnehavealderen, som en af mine kolleger sagde. Jeg tænkte derfor det kunne være sjovt at fortælle jer lidt om hvordan barnet kom til verden, før jeg fortæller om årets Fantasyfestival.
Tilbage i 2011 tog jeg en projektlederuddannelse hvor eksamensopgaven var at lave enten et forprojekt eller et projekt. Da jeg ikke havde gang i et projekt jeg kunne skrive om, og fik frie hænder af mine leder, valgte jeg at lave et forprojekt om en fantasymesse i Esbjerg. På det tidspunkt fandtes der to årlige fejringer af fantasygenren i Danmark: Den ene var Fantasticon i København og den anden var Harry Potter-festivalen i Odense. Men der fandtes ikke nogen festival som fejrede fantasygenren i alle dens mange former og medier, og slet ikke nogen i Jylland, hvilket jeg, som passioneret mangeårig fantasylæser, syntes var en klar mangel.
Jeg skrev forprojektet, bestod eksamen og gav opgaven videre til mine ledere, så de kunne se hvad jeg havde brugt de sidste par måneder på. Og så tænkte jeg ikke mere på idéen, før jeg, til min store overraskelse, fik at vide, at min ledelse var helt med på idéen, og syntes at vi skulle lave Fantasyfestivalen i 2015. Jeg skulle selvfølgelig være med til at planlægge festivalen, og i 2012 gik vi i gang med at finde ud af, hvordan vi skulle gribe opgaven an. Undervejs udviklede min oprindelige idé sig til noget endnu større, og det var fantastisk at opleve den begejstring og opbakning som mine kolleger havde for projektet. Da Tamora Pierce tog imod invitationen som årets Guest of Honour, vidste vi, at vi ville få en god start, men vi var dog alligevel overraskede over den store opbakning og glæde vores aktører, standholdere og gæster viste for Fantasyfestivalen, og som gjorde det muligt for Fantasyfestivalen at blive til en årligt tilbagevendende begivenhed. Desværre fik jeg aldrig skrevet et blogindlæg efter den første Fantasyfestival af lutter overvældet lykke. Det kunne ellers have været sjovt at genlæse.
I 2016 flyttede Fantasyfestivalen fra marts til september, da vi gerne ville have endnu mere fokus på rollespilsdelen, og samtidig voksede Fantasyfestivalen både med tilføjelsen af Markedspladsen og antal stande, aktører og gæster. Sidste år lykkedes det mig også at få skrevet et blogindlæg om Fantasyfestivalen, hvilket I kan læse her.
I år fejrer Fantasyfestivalen så tre års-fødselsdag, og flyttede endnu en gang. Denne gang ikke fødselsdagsmåned, men derimod lokalitet, til Hovedbiblioteket i Esbjerg. Og modtagelsen af flytningen har været overvældende positiv. Den indendørs messe har fået mere plads, hvilket var tiltrængt, og samtidig ligger Hovedbiblioteket tæt på såvel banegård som rutebilstation. Flytningen gjorde det også muligt at få flere samarbejdspartnere med, og gav plads til årets nye tiltag, Kunstnerhjørnet, som blev en stor succes.
At flytte Fantasyfestivalen hjem til biblioteket, gav dog også en del nye udfordringer, i og med at det var helt nye lokaler vi tog i brug. Og det mener jeg bogstaveligt, da Hovedbiblioteket pt, er under ombygning, flere af de lokaler vi skulle bruge derfor ikke var færdige før ganske tid kort festivalen. Heldigvis har vi nogle fantastiske pedeller som har knoklet med at gøre alt klar til Fantasyfestivalen, og med at genetablere biblioteket efterfølgende.
For mig startede årets Fantasyfestival umiddelbart efter 2016s festival var slut, hvor planlægningen gik i gang. Igen i år lykkedes det at få en stor udenlandsk fantasyforfatter som en af vores Guests of Honour, og jeg var jublende glad da John Flanagan sagde ja, da han er en af mine personlige favoritter. Årets anden Guest of Honour blev fantastiske Lene Kaaberbøl som godt nok er dansk, men har boet i udlandet i en periode, og derfor kun har opholdt sig sporadisk i Danmark i løbet af de sidste år. Derudover inviterede vi en anden udenlandsk forfatter, svenske Anders Björkelid, som jeg havde glædet mig til at møde. Desværre måtte han, på grund af sygdom, aflyse i sidste øjeblik.
Efter et års hårdt arbejde var det så endelig tid til at forvandle Hovedbiblioteket til et magisk universitet for en enkelt weekend. Fredag morgen mødte vores fantastiske pedeller ekstra tidligt på arbejde for at flytte reoler og andre møbler ud af biblioteket, og kl. 9.30 kunne jeg begynde at måle op til de mange stande i Riddersalen, mens mine kolleger var i gang med at gøre foredragssalene klar og udsmykke lokalerne så de fik den helt rigtige fantasystemning. Klokken 11.30 var borde og stole klar til at modtage standholderne, og kort efter begyndte de første at dukke op og gøre klar til dagen efter. Som messekoordinator havde jeg de næste mange timer travlt med at tage imod, vise på plads og ordne de mange andre ting jeg også skulle nå, og jeg nåede derfor slet ikke at se hvad der foregik udenfor på Markedspladsen, hvor de udendørs standholdere og aktører gjorde klar til deres del af Fantasyfestivalen. Ikke desto mindre dukkede der i løbet af de næste timer en fantasylandsby frem, mens rollespillerne huserede i Katakomberne og Dragehulen, og der blev gjort klar i forhallen til billetsalget. Klokken 20 var de fleste standholdere og aktører færdige med at stille op, og det var tid for projektgruppen til at sige velkommen til årets Guests of Honours, som heldigvis begge to var nået frem til Esbjerg i god behold.
Festivalens første dag startede tidligt. Projektgruppen og pedellerne mødte op kl. 7.30 hvor vi fik koordineret dagens opgaver, og gjort klar, til de sidste aktører og standholdere begyndte at dukke op fra kl. 8. Klokken lidt i 10 var alle på plads, og klar til at billetsalget åbnede klokken 10.
Og så væltede det ellers ind med gæster. Da Jakob Lose, formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune holdt den første åbningstale forklædt som Jon Snow, og derefter overlod ordet til årets ene Guest of Honour John Flanagan, var der sort af mennesker, og da John officielt åbnede Fantasyfestivalen ville klapsalverne næsten ingen ende tage.
Som sædvanlig nåede jeg ikke at høre ret mange af foredragene, men jeg nåede dog at høre både John Flanagan og Lene Kaaberbøl, foruden Boris Hansen, Eva Egeskjold og Katja Berger. Derudover fik jeg snakket med en masse standholdere, forfattere, kunstnere og aktører, samt nogle af mine medbogbloggere, som besøgte Fantasyfestivalen. Alle lod til at være glade og tilfredse, og festivalen fik mange rosende ord med på vejen. Nå ja, og så fik jeg også købt en del bøger og kunst, men mere om det senere. Jeg nåede også et smut ud at se Markedspladsen, hvis aktører og standholdere desværre var noget ramt af kraftige byger, hagl og endda torden i løbet af dagen. Heldigvis var der også tørre perioder, og såvel aktører som gæster tog det med godt humør, når de måtte krybe sammen i teltene under de mere ekstreme regnskyl.
Lørdag havde vi, ligesom sidste år, fælles spisning for foredragsholdere og forfattere, frivillige, standholdere, samarbejdspartnere, personale og andre aktører, og det var en rigtig hyggelig aften.
Søndag var endnu en fantastisk dag, som startede tidligt og sluttede med oprydning og nedtagning efter Fantasyfestivalen var slut, så biblioteket kunne være klar til at modtage dets almindelige gæster i dag. Det meste klarede vi i går, men reolerne blev først rullet på plads af pedellerne tidligt i morges mens jeg lå og sov, da rengøringen lige skulle have en chance for at vaske gulvet først.
I dag holder jeg så en, synes jeg selv, velfortjent fridag som tilbringes med fødderne oppe, mens jeg drikker te og skriver dette, efterhånden noget lange, blogindlæg.
Forude venter evalueringen, før planlægningen af næste års Fantasyfestival går i gang. At festivalen igen i år er en succes er der dog ingen tvivl om. Igen i år blev vores besøgstal nemlig fordoblet. Over 2000 gæster lagde vejen forbi Fantasyfestivalen, så det er ikke så underligt, at vores standholdere både ude og inde meldte om fantastisk salg, og flere endda fik udsolgt i løbet af festivalen. Samtidig har den umiddelbare tilbagemelding fra forfattere, foredragsholdere, standholdere, aktører, frivillige og gæster været overvældende positiv, hvilket er rigtig dejligt.
På Fantasyfestivalens hjemmeside fantasyfestival.dk kan I lidt endnu se årets program og læse om årets mange aktiviteter, og derudover kan man under hashtagget #fantasyfestival17 allerede se rigtig mange stemningsfulde billeder på Instagram og andre sociale medier. Fantasyfestivalen findes også på både Instagram under @fantasyfestivalen og facebook, hvor der allerede er lagt billeder op fra festivalen, og om kort tid vil der kunne ses endnu flere billeder på hjemmesiden.
Selvom det ikke lykkedes mig at få lagt mere end et enkelt billede op på Instagram under festivalen, så fik jeg faktisk taget en del. Så her kommer et lille udvalg af min weekend i billeder.
















Jeg nåede som sagt at opleve et par af forfatterne, selvom det bestemt ikke var alle dem jeg gerne ville have oplevet, jeg fik hørt. Men sådan er det at være arrangør.
I det følgende fortæller jeg lidt om de foredrag jeg rent faktisk nåede at høre.

Det allerførste foredrag jeg hørte var faktisk et interview. Årets ene Guest of Honour, John Flanagan, blev interviewet af Mathias Clasen i Alkymistens Tårnværelse, og jeg havde været så snedig at melde mig frivilligt til at tage imod billetter, så jeg også kunne høre interviewet. Og det er jeg rigtig glad for. John Flanagan var både sjov, varm og ærlig, og fortalte levende og næsten ustoppeligt om bøger, fantasy og litteratur, og der var endda tid til at publikum kunne stille spørgsmål til sidst, før signeringskøen stillede op. Salen var helt fyldt, og signeringskøen endte med at sno sig rundt i hele lokalet. Heldigvis havde jeg gået John til at signere min udgave af Gorlans ruiner aftenen før, da jeg godt vidste at jeg ikke ville have tid til at stå i kø, hvor gerne jeg end ville. Jeg har læst samtlige de af Johns bøger der findes på dansk, og har endda genlæst de første bøger i serien Skyggens lærling flere gange. Jeg blev første gang introduceret til hans bøger som voksen, da jeg faldt over den første bog hos boghandleren, mens jeg læste til bibliotekar i Aalborg. Bogen blev slugt på ingen tid, og lige siden har jeg utålmodigt ventet på hver ny bog der kommer fra ham.

Den anden forfatter jeg nåede at høre lørdag var Boris Hansen. Han har været en fast aktør på Fantasyfestivalen siden den allerførste i 2015, og jeg nød at høre ham fortælle om Panteon-sagaen, selvom jeg endnu ikke har fået læst den første i serien. Til gengæld elskede jeg hans første trilogi, Den Ældste Myte, så jeg er sikker på at jeg kommer til at elske hans seneste serie, når jeg engang kommer til den.

Søndags første foredrag var med Lene Kaaberbøl. Igen havde jeg tiltusket mig adgang ved at tage imod billetter, og kom således til at høre Lene fortælle for allerførste gang. Hun fortalte om sine skurke, og jeg fik sådan lyst til at få læst de af hendes bøger jeg endnu har til gode. Måske lige med undtagelse af hestebøgerne... Som barn læste jeg Sølvhesten, den første i Katriona-trilogien, men syntes den var for uhyggelig, og fik derfor ikke læst resten af serien. Det er jeg ved at råde bod på nu, selvom jeg stadig mangler den sidste bog i trilogien. Det var dog først som voksen jeg for alvor fik øjnene op for Lenes bøger. Det skete med Skammerens datter, som jeg faldt over i en boghandel, mens jeg læste til bibliotekar (man aner et mønster). Siden har jeg slugt hendes bøger for børn og unge, men mangler endnu hendes voksenbøger. Selvom de har stået på reolen i flere år er jeg endnu ikke nået til dem, hvilket nok hænger sammen med, at jeg stort set kun læser voksenromaner når jeg har sommerferie, men køber dem hele året. Også til Lenes signering var køen lang, så jeg var glad for at jeg også havde lokket hende til at signere min bog fredag aften.

Det næste foredrag jeg nåede at høre kom først i programmet aftenen før, og var derfor ikke annonceret nogle steder. Foredraget var med søde Eva Egeskjold som havde haft problemer med teknikken dagen før, og derfor spurgte om hun ikke måtte prøve igen. Vi havde jo et hul i programmet efter Anders Björkelid måtte melde fra, så Eva kom på igen, og selvom der ikke kom ret mange, så var jeg i hvert glad for at høre hende fortælle om inspirationen til Næslandet. Jeg er nemlig vild med serien, og glæder mig til at læse sidste bind i serien, som netop udkom til Fantasyfestivalen.

Sidst, men ikke mindst, nåede jeg at høre Katja Berger blive interviewet af min medbogblogger, Malene Hulgaard fra Wondrous Bibliophile, om hendes nye bog Sjælehenteren, som er første bind i trilogien Fortællinger fra Døden. Det var et rigtig godt interview, og jeg glæder mig virkelig til at få læst bogen.

Som en afslutning på dette, efterhånden temmelig lange, blogindlæg, vil jeg fortælle lidt om alle de bøger og andre ting jeg fik købt i løbet af festivalen. Nu skulle man jo tro, at jeg ikke havde tid til det, med alle de mange andre ting jeg skulle, men faktisk var en del af min opgave som messekoordinator at cirkulere i Riddersalen og holde øje med, at alt gik som det skulle. Det betød også, at jeg kom forbi standene mange gange, så jeg ikke kunne undgå at blive fristet.
Belært af andre bogmesser havde jeg lagt et budget for hvor meget jeg måtte spendere til festivalen, og medbragte beløbet i kontanter, så jeg bedre kunne holde styr med forbruget. Samtidig havde jeg skrevet en liste på forhånd over bøger jeg gerne ville have med hjem, så jeg havde en idé om hvad jeg ville kigge efter. Derudover havde jeg aftalt med et par forlag, at afhente et par anmeldereksemplarer på deres stand til Fantasyfestivalen, så de ikke skulle sendes med posten. Og så var jeg så heldig at få et helt uventet anmeldereksemplar med mig hjem, hvilket jeg var meget taknemmelig for, da bogen allerede stod på listen over bøger jeg ville købe.
Årets boghøst endte på 21 bøger, hvilket er 2 mere end jeg kom hjem med efter sidste Fantasyfestival. Af bøgerne var 3 anmeldereksemplarer og 1 gratis, men de resterende 17 bøger købte jeg selv.
For at have et vist overblik over dem, har jeg inddelt bøgerne efter de stande jeg købte dem. Jeg har, med undtagelse af den første, desværre ikke overblik over rækkefølgen jeg købte dem i, så derfor må det blive sådan.
Og så til bøgerne.

Den allerførste bog jeg fik fingrene i, fik jeg faktisk før festivalen overhovedet var gået i gang. Søde Eva Egeskjold fra Andersen & Vig forærede mig nemlig et anmeldereksemplar af Asaphs Rige, 4. og sidste bind i serien Næslandet, og jeg kan næsten ikke vente med at gå i gang med den.

Skriveforlagets stand afhentede jeg et anmeldereksemplar af Sjæletyvens historie, 4. bind af Mikkel Wendelboes fantasyserie Aiñafablen. Jeg købte bind 1 af serien til den allerførste Fantasyfestival og bind 2 året efter, så det er næsten blevet en tradition at jeg skal have et bind af serien med hjem. Denne gang udkom bind 4 endda på Fantasyfestivalen, så det var endnu mere specielt at få bogen med hjem. Med bogen fik jeg også et klistermærke og en gratis bog med Aiñahistorier, som jeg glæder mig til at dykke ned i.


Ulven & Uglens stand afhentede jeg også et anmeldereksemplar, nemlig Sikanias arvinger, 3. bind af Mørkets søn-trilogien af Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl. Sidstnævnte var ovenikøbet tilstede på standen, så jeg fik også bogen signeret. 
Derudover købte jeg sidste bind af Anders Björkelids serie Fortællingen om Blodet, som hedder Frostskumring.

Tellerups stand købte jeg bøger af to omgange. Første gang jeg var forbi fik jeg fingrene i Ursiderne, 3. bind af Nanna Foss´ Spektrum-serie, og Akkanas gåde, 2. bind af Boris Hansens Panteon-sagaen. Det var heldigt at jeg ikke ventede længere, for bøgerne blev revet væk, og endte med at være udsolgt. Med bøgerne fulgte også nogle flotte bogmærker, og samtidig var jeg så heldig at både Nanna og Boris var på standen da jeg kom, så jeg fik også bøgerne signeret.









Anden gang jeg var forbi købte jeg Sjælevært af Christina Bonde. Pudsigt nok købte jeg faktisk hendes trilogi Nattens sanger til den første Fantasyfestival, hvor jeg også var så heldig at få dem signeret. At jeg endnu ikke har fået læst serien forstår jeg ikke, men jeg håber at råde bod på det i løbet af 2017. Derudover var jeg så heldig at få Legender 1-3 af Margaret Weis og Tracy Hickman, Time of the Twins, War of the Twins og Test of Twins, af forlaget, så nu kan min gamle slidte 6-bindsudgave få lov at gå på pension.

Hos Forlaget mellemgaard købte jeg Ravneskrig af Karen Inge Nielsen, som var en af årets foredragsholdere. Det er første bind i en serie, og da forfatteren har spurgt om jeg vil anmelde bind 2, tænker jeg, at jeg hellere må få læst bind 1 først.

Calibats stand købte jeg 3 bøger. Det var billedbogen Når en drage drager ud af Mads L. Brynnum og Mads H. Johansen, som i øvrigt både holdt foredrag om bogen og havde en plads i Kunstnerhjørnet om lørdagen; Prøven, 1. bind af Den barske sandhed om Thor + Loke af Emil Blichfeldt og Søren Tim Nordbo: og en enkelt realistisk YA-bog, Historien om en dreng af Line Lybecker. Sidstnævnte fik jeg iøvrigt signeret af forfatteren, som var til stede på Ulven & Uglens stand.

Også DreamLitts stand var jeg forbi to gange. Første gang købte jeg Peter V. Bretts Den tatoverede mand; Katja L. Bergers Sjælehenteren, bind 1 af trilogien Fortællinger fra Døden, som jeg var så heldig at få signeret; og De fejlfødte og Glasmuren af Linette Harpsøe, bind 1 og 2 af Exilium-trilogien. Nogle af jer kan måske huske, at jeg købte De fejlfødte på sidste års BogForum, og ovenikøbet fik den signeret, men da serien har fået nye forsider, var jeg jo "nødt til" at købe den igen, så den passer med toeren:)

Anden gang jeg var forbi var for at købe Mie Møller Bies perlebog Fantasyvenner. Mie var så sød at skrive en hilsen i den, og selvom jeg ikke måtte se den mens hun skrev den, har jeg lusket mig til det siden. Det var i øvrigt i sidste øjeblik jeg fik fat i den, for bogen blev revet væk.

Sidst, men ikke mindst, købte jeg hos Arnold Buscks stand Urmageren i Filigree Street af Natasha Pulley. Det skulle vist nok være noget steampunk-agtigt, men jeg må indrømme at jeg ikke aner hvad bogen handler om. Til gengæld er den helt utroligt smuk.

Foruden bøger fik jeg også købt en hel del kunst og merchandise i Kunstnerhjørnet, og jeg glæder mig til at hænge det op på væggene i mit nye hus, når jeg flytter ind om 14 dage.

Hos BRETH Design købte jeg mig fattig i bogmærker fra Louise Haibergs Dæmondræberen-trilogi, Malene Sølvstens Ravnenes hvisken og Sidsel Sander Mittets Morika-trilogi. Derudover købte jeg et smukt tryk med Ravnenes hvisken i A4-størrelse. Da vi ryddede op, faldt jeg over det samme tryk i A3-størrelse, som havde været brugt som skilt, og som jeg forbarmede mig over og tog med hjem.

Hos Beesnitch, dygtige Stinna Weisberg Danger, købte jeg denne flotte drage.

Art SilverGlass´ stand købte jeg hos Sophie Grunnet 3 smukke tryk inspireret af filmatiseringerne af Hobbitten, samt en utroligt flot hobbit-dør. Som I nok efterhånden alle ved, så har jeg et nært forhold til Tolkiens bøger og isærdeleshed Hobbitten, som var den bog der åbnede mine øjne for fantasygenren, da min mor læste den højt for mig, da jeg var barn. Derfor var jeg heller ikke i tvivl om at jeg bare måtte have alle 4 ting med hjem.

Sidst, men bestemt ikke mindst, købte jeg hos Kristian Nüsser ved KNarts stand dette flotte tryk. Jeg havde kigget på både det og et tryk med en anden drage flere gange, men desværre var den anden drage udsolgt i A4 da jeg endelig fik tid til at gøre noget ved det, så jeg måtte nøjes med den ene drage. Jeg håber dog at få fat i det andet dragetryk en anden gang, så jeg kan hænge dem ved siden af hinanden.

Udover bøger og kunst lavede jeg ét andet indkøb. På mit besøg på Markedspladsen lørdag fik jeg nemlig købt en pose flødekarameller hos Karamelmesteren. Den ene jeg fik smagt, smagte rigtig godt. Desværre lagde jeg dem i min taske og glemte alt om dem, så alle karamellerne smeltede sammen til en stor klump. Jeg vil dog prøve, om jeg ikke kan få dem skilt ad igen, så jeg kan nyde resten af dem:)

Det var så mit, lange, blogindlæg om Fantasyfestivalen. Nu vil jeg sætte mig med en ny kop te og slappe af, inden jeg skal mødes med sælgeren af mit nye hus til en sidste gennemgang, inden jeg får nøglen på fredag.
Før jeg slutter helt vil jeg dog gerne sige tak til alle de forfattere, foredragsholdere, aktører, standholdere, frivillige og gæster som var med til at gøre Fantasyfestivalen til noget helt fantastisk. Jeg håber I har nydt den lige så meget som jeg.
Sidst, men bestemt ikke mindst, skal der lyde en kæmpe tak til bibliotekets personale for den kæmpe indsats I har ydet både op til, under og efter festivalen for at bringe mit hjertebarn sikkert i børnehave, til ledelsen for at se muligheder i min skøre idé, til min efterhånden faste vært for husly og skøn forplejning, og til resten af projektgruppen for benhårdt arbejde, problemløsning, sjov, kreativitet og med- og modspil. Jeg er taknemmelig og stolt over at mit hjertebarn nu er blevet delebarn, og glad for opbakningen fra dets reserveforældre, -onkler og -tanter. Jeg håber I er friske på endnu en omgang til næste år:)

Til jer læsere: Tak fordi I holdt ud hele vejen til enden af mit meget lange blogindlæg. Jeg håber I kunne lide det. Var I også til Fantasyfestival i weekenden, og hvad syntes I om den? Fik I også forkøbt jer, og hvad var jeres yndlingsindslag?