fredag den 29. marts 2024

Stormen vågner

Stormen vågner er 1. bind af fantasy-graphic novel-serien City of Dragons, skabt af Jaimal Yogis og Vivian Truong. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra Turbine forlaget.

Grace er halvt kinesisk, halvt amerikansk, og er vokset op med farens historier om drager. Hendes far dør af kræft, da hun er barn. Tre år senere flytter hun med sin mor og stedfar til Hong Kong, farens fødeby, hvor hendes stedfar har fået en stor forskerstilling. 
Grace har svært ved at få venner, og glæder sig ikke til at begynde på den fine eliteskole, hendes stedfar har fået hende ind på. Men da en mystisk gammel kvinde forærer hende et æg på en skoleudflugt, bliver det starten på et større eventyr. Ægget indeholder nemlig en drageunge, og Grace opdager snart, at der måske var mere sandhed i farens historier, end hun havde troet. 
Med hjælp fra sine nye skolekammerater må Grace beskytte drageungen fra de onde kræfter, der er ude efter den, og det bliver bestemt ikke ufarligt. 

Den her graphic novel var helt anderledes, end jeg havde troet. Jeg havde ud fra forsiden forventet en sød og magisk historie om drager, men fik så meget mere. 
Sproget er letlæst og flydende, med velfungerende dialoger, og de kinesiske vendinger, som er med til at skabe atmosfæren, bliver forklaret på en naturlig måde undervejs. 
Universet tager udgangspunkt i den kinesiske mytologi, som vækkes til live, så også læsere, der ikke kender så meget til det kinesiske gude- og sagnunivers, kan følge med. 
Handlingen er godt skruet sammen, med flere twists undervejs, og en cliffhanger, der gør det svært at vente på næste bind. Historien er spændende, og fyldt med drager, venskab, kultursammenstød, kinesisk mytologi, sorg, hemmeligheder, ondskab, dobbeltspil, ensomhed, racisme og teknologi. Det er en historie om at være fanget mellem to kulturer, og ikke føle sig hjemme i nogen af dem, men også en historie om at finde sig selv, om at miste og overleve, og komme ud på den anden side af sorgen. 
Personerne er levende og nuancerede, og som læser kommer man hurtigt til at holde af dem. Især hovedpersonen Grace lærer man rigtig godt at kende. Hun er ensom, og savner stadig sin far, selvom hun godt kan lide sin stedfar. Grace er intelligent, hjælpsom og modig, og har et stort hjerte. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide Ramesh. Han er teknologinørd, rapkæftet og tager ikke sig selv eller andre alt for alvorligt, men han er også modig og hjælpsom når det gælder. James er lynende intelligent, og fantastisk til at researche, men har også flere komplekser at slås med, mens Jing er modig, handlekraftig og modeinteresseret. De fire supplerer hinanden rigtig godt, og som læser kan man tydeligt mærke det spirende venskab og kemien imellem dem. 
Illustrationerne er flotte og farvestrålende, og skaberne er virkelig gode til at skabe stemninger og vække følelser til live gennem såvel farvevalg som personernes mimik. Stilmæssigt kan der findes inspiration i tegningerne fra både anime og manga, og både actionscener, hverdagsliv og drager vækkes fint til live gennem illustrationerne. 
Stormen vågner var en rigtig god historie med mere dybde, end jeg havde forventet, hvor stærke temaer som sorg, venskab og kultursammenstød blev blandet med drager og kinesisk mytologi. Er man vild med manga, anime og drager, og vil man gerne læse en graphic novel med noget på hjerte, hvor også yngre læsere kan være med, så kan bogen her kun anbefales. Jeg glæder mig allerede til at læse videre i serien. 

Book Haul #3

(Reklame - indeholder anmeldereksemplar)

Så er det blevet tid til at vise marts' Book Haul frem. Selvom der stadig er et par dage tilbage af måneden, regner jeg ikke med, at der dukker flere bøger op, da der næppe bliver bragt pakker ud i påsken, og benytter derfor lejligheden til at få bogstakken overført til reolerne.
I marts lykkedes det mig at holde mig nogenlunde på måtten, selvom det da blev til både et impulskøb, og en bog i den dyre ende, som jeg har sukket efter længe.
Men lad os bare komme i gang. 

Som altid starter jeg med anmeldereksemplarerne. I marts fik jeg tilsendt et anmeldereksemplar fra et forlag. 
Bogen er:

J. Harris Hatt: Istårnet (Istårnet og de syv lys 1). WG Press.

Fra The Broken Binding modtog jeg månedens abonnementsbog, som afslutter den første serie fra dem. 
Bogen er:

Thilde Kold Holdt: Slaughtered Gods (The Hanged God 3)

Jeg har længe sukket efter Folio Societys udgave af denne bog, og i marts faldt jeg endelig for fristelsen, og købte den:

Michael Ende: The Neverending Story

En anden bog jeg har været på udkig efter til samlingen længe, lykkedes det mig endelig at finde brugt på Amazon. 
Bogen er:

Rick Riordan: Percy Jackson and the Singer of Apollo

Jeg havde forudbestilt en bog hos Hi Reader, og i marts dumpede den ind ad døren. 
Bogen er:

Simon Zander: Når vinden hvisker mit navn (Azrone 2)

Min søde kollega debuterede i marts med en YA-roman, og den var jeg selvfølgelig nødt til at få fat i. Bogen kom i en lækker bogboks, og jeg glæder mig til at læse den. 
Bogen er:

Josephine N. B. Valentin: For i dag er jeg uden dig

Det blev også til et enkelt impulskøb i Føtex, nemlig:

Stine Askov: Nøjsomheden

Jeg købte en enkelt brugt bog hos Saxo. 
Den er:

M. C. Beaton: Agatha Raisin og en livsfarlig spadseretur (Agatha Raisins Cotswoldsmysterier 4)

Som forberedelse til årets Fantasyfestival købte jeg 5 bøger hos Saxo, der alle er del af samme serie. 
Bøgerne er:

Ryan Cahill:
Of Blood and Fire (The Bound and the Broken 1)
Of Darkness and Light The Bound and the Broken 2)
The Exile The Bound and the Broken 2,5)
Of War and Ruin The Bound and the Broken 3)
The Ice The Bound and the Broken 3,5)

Sidst, men ikke mindst, blev det til 3 tegneserier ved Fantask. 
De er:

Thom Roep og Piet Wijn: Den maskerede høvding (Gammelpot 21)

René Goscinny og Albert Uderzo: Byplanlæggeren (Asterix 17)

Bill Watterson: Kundskabens kræ (Steen & Stoffer 6)

I alt flyttede 13 bøger og 3 tegneserier ind i perioden 3.-29. marts. Af dem var 1 anmeldereksemplar, 2 forudbestillinger og 2 brugte. 8 var på engelsk. 
I april håber jeg at kunne holde stakken på nogenlunde samme niveau. Jeg har et par forudbestillinger, jeg venter på, og et par bogpakker mere på vej, men regner ellers ikke med at foretage de store køb. Om jeg kan overholde det, vil vise sig. 

onsdag den 27. marts 2024

Ude af kurs

Ude af kurs er 1. bind af fantasy-graphic novel-serien Wayfinders, skabt af Cecilie Maintz Thorsen og Heidi Nat Holmeå. 

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra Snackbag Studios

En langvarig krig er endelig afsluttet, og for at besegle aftalen, sendes et fredsskib med handelsvarer afsted fra Qalmerror. Lederen af ekspeditionen er Hr. Malakeit fra den stenrige handelsfamilie, og allerede på forhånd ved han, at det kan blive svært at nå frem, da navigation på havet ikke har virket i over ti år. Med ombord er pilgrimmen Lani, som har særlige magiske evner, og den blinde passager Sallly, som leder efter sin mor.
Men skibet når aldrig frem. En mystisk storm får skibet til at kæntre, og kun Hr. Malakeit, Lani og Sallly overlever. De tre vågner op på en øde ø, og så begynder historien for alvor. 

Det er ikke så tit, jeg anmelder graphic novels på bloggen, men hold op, hvor er jeg glad for, at jeg sagde ja til at anmelde den her. Den er nemlig vildt god. 
Sproget er letlæst og flydende, og indeholder både en god portion humor og velfungerende dialoger. Skaberne leger med både opsætning og ord undervejs, hvilket fungerer rigtig godt, da det giver historien et helt unikt udtryk. 
Universet er gennemført, og skaberne formår at gøre verdenen levende gennem både tekst og billeder, på en forståelig og overskuelig måde. Idéen med kompasset og problemerne med navigation og magibrug fungerer virkelig godt, og selvom der stadig er en del spørgsmål, jeg mangler svar på, så er jeg ret hooked. 
Handlingen er godt skruet sammen, med flere overraskelser undervejs, og historien er fyldt med action, magi, venskab, skæbne, skibbrud, krig, hemmeligheder, overnaturlige væsener, videnskab og søgen, krydret med en virkelig creepy ø, gys og masser af spørgsmål. 
Personerne er levende og nuancerede, og de tre hovedpersoner supplerer hinanden virkelig godt. Hvor Hr. Malakeit kold, arrogant og holder på formerne, er Sallly livsglad, nysgerrig og impulsiv, mens Lani er intelligent, hjælpsom og alvorlig. De har alle tre deres egen form for magi og tro, hvilket giver både gnidninger og problemer undervejs. Af bipersonerne holdt jeg især af Assuria, som bare virker som en virkelig rar fyr. 
Billeder og tekst supplerer hinanden rigtig godt, og illustrationerne er i den grad med til at vække personer, univers og historie til live. Skaberne har leget med både layout, stil og farvevalg undervejs, hvilket særligt kommer til udtryk i de scener, hvor der bruges magi, men også i forhold til billedboksene, der nogle gange skal læses på tværs af opslagene, eller er anderledes sat op, i stedet for den traditionelle oppefra og ned-læsning. Det er med til at give historien sit helt eget udtryk, og gør det både sjovt og umuligt at stoppe læsningen, før sidste side er vendt. 
Er man til graphic novels med masser af magi, et originalt udtryk og elskelige personer, så kan Ude af kurs kun anbefales. Jeg kan næsten ikke vente, til næste bind udkommer, og glæder mig allerede til at genlæse første bind. 

lørdag den 2. marts 2024

Book Haul #2

Mens forårssolen skinner udenfor, er det blevet tid til at vise februars nyanskaffelser frem. Og selvom det da blev til et impulskøb eller to, så lykkedes det mig i februar at holde min book haul nede på et rimeligt niveau. 

Fra The Broken Binding modtog jeg andet bind i den igangværende serie fra mit abonnement, og ligesom første bind er den helt utrolig flot med sølvfolie både på smudsomslag og hardback, sprayede sider med mønster og særlige, forskellige, endpages. 
Bogen er:

Thilde Kold Holdt: Shackled Fates (The Hanged Gods 2)

Fra Forlaget Facet modtog jeg en forudbestilling af en bog, jeg virkelig glæder mig til at læse. 
Den er:

Majbrit Ravnholt Cramer: Sanjategnet

Det blev også til et enkelt impulskøb, da jeg var i Føtex for at købe ind, nemlig:

Jens Andersen: Under bjælken

Jeg købte 4 tegneserier hos Fantask. 
De er:

Jim Davis:
Arbejdet kalder! (Garfield 52)
Jeg er ikke et rodehoved...jeg er organisationelt udfordret (Garfield 54)

Bill Watterson:
Varyler fra en anden verden (Steen & Stoffer 4)
Snemænd uden grænser (Steen & Stoffer 7)

Og sidst, men bestemt ikke mindst, blev det til 4 bøger og 2 tegneserier hos Saxo. 
De er:

Roger Leloup:
Under Kinas himmel (Yoko Tsuno samlet 4)
Vinea i fare (Yoko Tsuno samlet 5)

Heather Fawcett: Emily Wilde's Map of the Otherlands (Emily Wilde 2)

Richard Osman: Den sidste djævel skal dø (Torsdagsmordklubben 4)

M. C. Beaton: Agatha Raisin og mordet i haveselskabet (Agatha Raisins Cotswoldsmysterier 3)

Elle Katharine White: Heartstone (Heartstone 1)

I alt flyttede 7 bøger og 6 tegneserier ind i perioden 3. februar til 2. marts. Af dem var 1 biografi og 3 på engelsk. 
I marts bliver stakken nok nogenlunde på samme niveau. Jeg har godt nok både et par forudbestillinger og et par bogpakker på vej, men har ikke planer om at købe mange flere end dem. Om det kommer til at holde, vil vise sig. 

fredag den 1. marts 2024

Læsestatus for februar

Så blev det marts. Vejret er så småt begyndt at tænke på forår, og i haven er de første spirer dukket op af jorden. Og det på trods af, at vinteren slog fra sig i februar, med sne, blæst, kulde og regn til følge. 
Lyset er endelig ved at vende tilbage, og det kan mærkes på humøret, at jeg ikke længere skal afsted i mørke, for også at komme hjem i mørke. 
Arbejdsmæssigt fylder Fantasyfestivalen mere og mere, med møder, planlægning og masser af mails, og programmet begynder så småt at tegne sig. Jeg tør godt love, at det bliver fedt. Derudover bød arbejdet på ekstravagter og min første lørdagsvagt i over et år. 
Jeg var også til forfatterforedrag med Lise Munk Thygesen, arrangeret af min arbejdsplads, og jeg nød virkelig at være afsted. 
Læsemæssigt var februar til gengæld ikke den bedste måned. Jeg fik læst noget, men slet det, jeg havde håbet på, og jeg fik hverken månedens serie, Red Rising af Pierce Brown, eller fra månedens hylde. Det blev hellere ikke til nogen anmeldereksemplarer, så status her er uændret. 
Men lad os se på, hvad jeg fik læst. 

Det blev kun til 3 bøger i februar. 
Bøgerne var:

Lise Munk Thygesen: Tove Ditlevsen var min mormor

Terry Pratchett: A Stroke of the Pen

Eckhart Tolle: Nuets kraft

Heldigvis fik jeg læst en del tegneserier og graphic novels i februar. 9 styk blev det til, og de var:

Mort Walker:
Basserne komplet 1978
Basserne komplet 1979
Basserne komplet 1980

Arleston og Barbucci: Hot Tabaaasco! (Ekho spejlverdenen 11)

CED: Megaond (Mørkets fyrste-praktikant 5)
Serien er slut. 

Bill Watterson:
Varyler fra en anden verden (Steen & Stoffer 4)
Snemænd uden grænser (Steen & Stoffer 7)

Jim Davis:
Arbejdet kalder! (Garfield 52)
Jeg er ikke et rodehoved...jeg er organisationelt udfordret (Garfield 54)

I alt fik jeg læst 3 bøger og 9 tegneserier/graphic novels. Af dem var 1 biografi/slægtshistorie, 1 selvhjælpsbog og 1 novellesamling. 2 var fra biblioteket, og 1 på engelsk. Jeg fik afsluttet en enkelt serie. 
I marts holder jeg pause fra mine månedlige udfordringer, for i stedet at fokusere på anmeldereksemplarerne. Nu skal jeg have banket bunken i bund. Men da jeg, fordi stakken er så stor, har virkelig svært ved at udvælge hvilken bog, jeg skal starte med, når jeg er blevet færdig med de 3, jeg er i gang med, har jeg lavet et spinner wheel på min telefon med alle titlerne på anmeldereksemplarerne til at hjælpe mig. Tanken er, at jeg, hver gang jeg har færdiglæst en bog i den kommende måned, bruger hjulet til at vælge min næste bog. Jeg er spændt på at se, hvordan det kommer til at gå. 
I slutningen af marts er der TFF Readathon, og jeg skal selvfølgelig være med, så her holder jeg pause med hjulet. 
Derudover byder marts på 2 koncerter, 2 familiefødselsdage, og arbejde, og måneden slutter af med påskeferie. Jeg håber også at få mulighed for at starte på forårsklargøringen af haven, men det kommer an på, hvordan vejret arter sig.