Murens Vogter

Murens Vogter er 1. bind af fantasytrilogien af samme navn, skrevet af Sofie M. Rodam. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget mellemgaard. 

Dana er en helt almindelig pige. Hun går i gymnasiet, bor sammen med sine forældre, og bekymrer sig for sin kræftsyge mormor. Og så er hun forelsket i sin bedste veninde, men ved ikke, hvordan hun skal få det sagt. 
Da hendes mormor dør, ændrer hendes liv sig for altid. For Danas mormor var Vogter, og Dana har arvet både hendes plads i Vogternes Råd, og de farer, der følger med. 
Før hun ved af det, befinder Dana sig på den anden side af den Mur, der skiller menneskenes og de overnaturliges verden fra hinanden, og må lære at styre sine nye magiske evner. Men det er bestemt ikke let, og det gør det ikke lettere, at Dana ikke ved, hvem hun kan stole på, i den nye verden hun er havnet i. 

Jeg havde ikke hørt om bogen, før forfatteren spurgte, om jeg havde lyst til at anmelde den, og selvom ikke alt fungerede for mig, så er jeg glad for at have læst den, for historien var god. 
Sproget er letlæst og flydende, og beskrivelserne livagtige. Især actionscenerne og de magiske kampe var levende og billedligt beskrevne, men jeg kunne dog godt have tænkt mig endnu flere beskrivelser, da jeg havde lidt svært ved at se den anden verden og især Vogternes Hus for mig. Til gengæld var forfatteren virkelig god til at beskrive personernes følelser, og især Danas og hendes forældres meget forskellige håndtering af sorgen over mormorens død var virkelig godt beskrevet. 
Universet er interessant, og selvom idéen om en verden bag vores egen verden ikke er original, så formåede forfatteren alligevel at gøre den til sin egen. Forfatteren har uden tvivl lagt mange kræfter i at skabe verdenen, og man kan mærke, at der er tænkt over såvel væsener som magisystem. Jeg savnede dog noget mere worldbuilding, og lidt mere sammenhæng i de informationer Dana og læseren fik undervejs, da jeg sad tilbage med en del ubesvarede spørgsmål. Muligvis skyldes det, at forfatteren kender sit eget univers for godt, for det føltes lidt, som om der var en del indforståede - eller underforståede - detaljer i verdenen, som forfatteren gik ud fra, at jeg kendte, og derfor "glemte" at forklare undervejs, og det synes jeg var synd, for jeg ville så gerne have hørt lidt mere. 
Handlingen er godt skruet sammen, med et par solide overraskelser undervejs, og så slutter den med noget af en cliffhanger. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, kærlighed, seksualitet, sorg, hemmeligheder, mærkelige væsener, ulmende oprør og ondskab. Jeg kunne dog godt have ønsket mig, at nogle af konflikterne undervejs ikke blev løst helt så hurtigt, så der var mere tid til at folde plottet og universet ud, for til tider gik det hele lidt for hurtigt, og især Danas følelsesmæssige dilemmaer blev meget hurtigt løst, hvilket føltes en smule urealistisk. 
Personerne er levende og menneskelige, og selvom bipersonerne manglede en smule dybde, så fungerede de godt. Jeg holdt rigtig meget af hovedpersonen Dana. Hun er intelligent og stædig, men også usikker og præget af sorg, og det gør det ikke lettere, at hun forelsker sig i piger, hun ikke er sikker på, hun kan få. Kemien mellem Dana og Cat er rigtig god, og selvom jeg ikke var så begejstret for Cats måde at håndtere forholdet på, så troede jeg på følelserne mellem dem. Af bipersonerne var det især Cat, jeg følte, jeg lærte at kende. Hun er modig, impulsiv og helt sin egen, og fast besluttet på at beholde sin frihed. Sidstnævnte får hende desværre også til at opføre sig mindre pænt over for andre, fordi hun kaster sig ud i ting, uden at afstemme forventningerne med de andre parter på forhånd, og det brød jeg mig ikke så meget om. Også den mystiske Milo var en interessant person, som man som læser ikke rigtig ved, hvor man har. Og så var jeg ret vild med troldmanden Vector, som holder alle ud i strakt arm, og Beskytteren Jason, som bærer på sin egen sorg. 
Murens Vogter gemte på en god historie, som, selvom det ikke var alt, der fungerede lige godt for mig, og det hele gik lidt for hurtigt, også havde nogle virkelig gode elementer, og et interessant univers. Det er ikke mange danske fantasybøger, der har en lesbisk hovedperson, og det var helt klart med til at give historien en anden vinkling, end man ellers ser indenfor YA fantasy, samtidig med, at det stadig var plottet, der var i centrum. Jeg er spændt på at finde ud af, hvad næste bind i serien gemmer på, for den cliffhanger, altså. 

Den Døde Zone

Den Døde Zone er 3. og sidste bind af fantasytrilogien Sandrytteren, skrevet af Tenna Vagner. 

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren. 

Sandrytterne kan ikke længere høste energi fra ørkenen, og oprør truer Byzonen, hvor mangel på mad og vand har ramt den almindelige befolkning hårdt. Rådet planlægger at flygte tilbage til den Døde Zone og underlægge sig dens befolkning, men før de får begyndt flugten, bryder oprøret ud i lys lue. 
Det lykkes Saran at flygte mod den Døde Zone sammen med Teon og hans søster, som er blevet tvunget til at agere medie for Saran. Men den Døde Zone er meget anderledes, end de havde forventet, og Saran må tage et svært valg. 

Jeg var ret vild med de første to bind i serien, men desværre levede sidste bind for mig ikke helt op til sine forgængere. Ikke fordi bogen ikke var god, for det var den, men fordi der simpelthen skete alt for meget, og det hele gik lidt for hurtigt. 
Sproget er letlæst, enkelt og flydende, og forfatteren er utroligt god til at beskrive såvel ørkenens bagende varme som den Døde Zones fugtighed, så man som læser ser, og føler, det hele for sig. 
Universet er interessant og velgennemført, og magisystemet logisk og spændende. Jeg kunne dog godt have tænkt mig lidt mere uddybning af samfund og omgivelser i den Døde Zone, selvom jeg rigtig godt kunne lide idéen om et samfund direkte modsat det, jeg oplevede i de første to bind. 
Handlingen er godt skruet sammen, med et par twists undervejs, som jeg bestemt ikke havde set komme. Historien er spændende, og fyldt med action, venskab, kærlighed, magi, undertrykkelse, mod, hemmeligheder, profetier, kønsroller, sexisme, tilgivelse og magt. Men det er også en historie om at nå sine drømme, og finde ud af, om man er villig til at betale prisen for dem. Mest af alt er det dog en historie om at finde balancen, både i og udenfor sig selv, og kampen for overlevelse. Og selvom jeg personligt ikke var så vild med slutningen, så fik forfatteren afsluttet serien på en ret god måde. Jeg kunne dog godt have ønsket, at forfatteren enten havde bredt historien ud over et bind mere, eller gjort bogen en anelse længere, for der sker, som tidligere nævnt, virkelig meget i bogen, og det betyder, at visse dele af historien til tider gik lidt for hurtigt for min smag, ligesom slutningen var en anelse brat. 
Personerne er levende og nuancerede, og selvom jeg blev en anelse frustreret over Sarans evne til at lyve for sig selv, så var jeg stadig vild med hendes mod og viljestyrke. Også selvom jeg til tider synes hun tilgav lidt for let. Af bipersonerne var jeg især vild med Teon, som virkelig har udviklet sig undervejs. Han elsker sin søster, og er fast besluttet på at redde hende, men har samtidig svært ved at se det uretfærdige i det samfund, han er vokset op i. Hans fars opførsel over for søsteren begynder dog at sætte tankerne i gang, og mødet med et andet samfund giver ham et nyt indblik i Sarans had over for Rådet, og den rolle, hun som kvinde har været påtvunget. Og så kunne jeg stadig rigtig godt lide Justus, som er et af de ganske få ordentlige medlemmer af Rådet, og som hverken tænker på egen vinding eller betragter kvinder som undermennesker eller ejendom. 
Den Døde Zone var en smule for kort i forhold til mængden af handling, men selvom slutningen var en anelse brat, så lykkedes det alligevel forfatteren at få flettet alle trådene sammen på en god måde, og var man vild med første to bind i serien, må man ikke snyde sig selv for slutningen på Sarans historie. Kan man lide fantasy med dystopiske elementer er serien helt klart værd at stifte bekendtskab med, og serien er perfekt for læsere, der ikke har mod på eller lyst til at kaste sig over de tykkere fantasyromaner. 

Se også forfatterens hjemmeside. 

Kloens Klippe

Kloens Klippe er 1. bind af science fantasy-trilogien Øglejægerne, skrevet af Camilla Wandahl.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren. 

Ærild er vårlener, og bor på planten Nærv. Siden hans lillesøster blev taget af parasitterne, da han var 8 år gammel, har hans eneste ønske været at blive Øglejæger og slutte sig til Astrovåbnet, for at få hævn. 
For at komme i Astrovåbnet skal han dog først tæmme sin egen flyveøgle, og sammen med sin fætter og en gruppe andre unge må han rejse til Kloens Klippe for at finde den. Rejsen dertil er lang og farefuld, og ikke alle overlever. 
Samtidig begynder Ærild at få mistanke om, at ikke alt er, som det skal være. Men kan han klare sandheden? Og hvor langt er han parat til at gå, for at få hævn?

Selvom bogen er kort, tog det mig overraskende lang tid at læse den. Ikke fordi den er dårlig - langt fra - men fordi den gjorde mig så vred, at jeg var nødt til at læse den i små bidder. At den også har visse dystopiske elementer hjalp nok heller ikke på det, da jeg pt, grundet pandemien, har det svært med dystopiske fortællinger. 
Sproget er letlæst og flydende, og de nye begreber og ord, forfatteren har skabt, er med til at gøre bogens univers realistisk og levende. Det samme er de livagtige beskrivelser, og især kampscenerne fungerer virkelig godt. Kapitlerne er korte og hurtigt læst, og selvom jeg personligt godt kunne have ønsket, at de var lidt længere, så fungerer det godt. 
Universet er originalt og anderledes, og jeg kunne rigtig godt lide den måde, forfatteren koblede videnskab og teknologi med åndelighed og naturmagi, ligesom de mange nye væsener var interessante. Men skellet mellem teknologi og naturmagi viser også skellet mellem mennesker og vårlenere, og det er her konflikten i samfundet, og det dystopiske element, dukker op. For mens menneskene indtager toppen af samfundet, indtager vårlenerne bunden, og det var her, min vrede dukkede op. Ikke nok med, at menneskene udnytter vårlenerne, både som arbejdsstyrke og forsvar, de tvinger også en hel befolkningsgruppe til at betale offerbøder, og kan folk ikke betale, bliver de ofret. Offentlige afstraffelser er almindelige, og spørgsmål bliver ikke tolereret. Det, der for alvor gjorde mig vred, var dog den måde, menneskene lykkedes med at hjernevaske vårlenerne, så de faktisk troede på, at det var for deres eget bedste, og at menneskene beskyttede dem, når de undertrykte dem. Det gjorde mig vred på menneskene for undertrykkelsen, og på vårlenerne, fordi de ikke tænkte selv. 
Handlingen er godt skruet sammen, med en del twists undervejs, og en slutning, jeg på ingen måde havde set komme. Historien er uhyggeligt spændende og barsk, og fyldt med action, undertrykkelse, manipulation, naturmagi, øgler, social uretfærdighed, hemmeligheder, løgne, videnskab, hævn, og kærlighed til familien. Først og fremmest er det dog en historie om at finde ud af, hvem man er, og hvad man tror på. Og hvor langt man er villig til at gå for det, der er rigtigt. Bogen gav mig i øvrigt både Starship Troopers og Red Rising-vibes, så slutter den med noget af en cliffhanger. 
Personerne er levende og nuancerede, og især hovedpersonen Ærild er interessant at følge. Ærild elsker sin familie, og efter hans lillesøster bliver taget af parasitterne, er han besat af hævn. Men selvom Ærild tror på systemet, så har han det svært med menneskenes uretfærdigheder, og hans temperament, impulsivitet og hjælpsomhed giver ham konstant problemer. Heldigvis er hans fætter Seir god til at redde ham ud af problemerne, og båndet imellem de to er utroligt stærkt. Men hvor Ærilds familie kæmper for at betale offerbøderne, fordi hans mor er brudt sammen efter hendes datters død, så er Seir søn af førstejægeren og mere privilligeret, hvilket gør hans tiltro til systemet mere fast. Også de øvrige personer var interessante, og jeg kunne især godt lide Kasme og Zira, som var meget forskellige, men hvis styrker komplimenterede både hinanden og Ærild og Seir. 
På trods af, at jeg læste bogen i små bidder, så var jeg utroligt engageret i læsningen, og jeg følte mig i den grad forbundet med såvel personer som univers. At forfatteren formåede at skabe så voldsomme følelser i mig under læsningen af en så kort bog, vidner om, hvor dygtig en historiefortæller Camilla Wandahl er, og er for mig et klart kvalitetsstempel. Udover at være virkelig god, så var Kloens Klippe også en stærk start på en ny serie, som jeg helt klart skal læse videre i. Og med den cliffhanger håber jeg ikke, der går alt for længe, før næste bind udkommer. Kan man lide science fantasy med dystopiske elementer, originale universer, og masser af spænding, så er bogen her helt klart værd at kaste sig over, og jeg kan, trods den vrede, den vakte i mig, kun anbefale den. 

Se også forfatterens hjemmeside. 

The Ocean at the End of the Lane

The Ocean at the End of the Lane er skrevet af Neil Gaiman. 

For fyrre år siden begik en mand selvmord, og en lille dreng slap ved et uheld en ældgammel rædsel løs. Drengens eneste forsvar er de tre kvinder - eller to kvinder og en pige - som bor for enden af vejen. Tre kvinder, som ikke er, hvad de ser ud til, og som viser drengen et glimt af verdens hemmeligheder. 

Jeg har efterhånden opdaget, at jeg har lidt ambivalent forhold til Neil Gaimans bøger. Jeg elsker hans rene fantasybøger og eventyr, men har det svært med hans noveller og mere magisk realisme-prægede historier, og den her er desværre en af sidstnævnte. 
Sproget er letlæst og flydende, og rummer den helt særlige Gaimanske atmosfære af magi, drømme og sårbarhed. Beskrivelserne er livagtige, og bogen er fyldt med litterære referencer, hvilket altid er et hit for mig. 
Handlingen er godt skruet sammen, med et plot, som overrasker hele vejen igennem. Alligevel blev jeg aldrig rigtigt fanget af historien eller personerne, og jeg er efter endt læsning stadig ikke helt klar over, hvad det egentlig var, jeg læste, hvilket måske kan ses af det meget korte handlingsreferat. Historien tager temaer som familie, drømme, magi, død, ensomhed, tid, venskab og ondskab op, krydret med familie- og pengeproblemer, men fordi den er fortalt, som den er, føles historien mest af alt som en lang drøm, og som læser var jeg i tvivl om, hvorvidt historien faktisk var en drøm, skete, eller bare var en lille drengs indbildning skabt af familiens problemer, og det irriterede mig en hel del. Jeg bryder mig ikke om at være forvirret, når jeg læser, og at bogen samtidig sluttede med en af mine hadetroper, gjorde det ikke bedre. 
Personerne er nuancerede og menneskelige, men fordi bogens stemning er så drømmeagtig, som den er, havde jeg virkelig svært ved at knytte mig til dem, og at fortællerens navn aldrig bliver nævnt, gjorde ham for mig endnu mere uvirkelig. Fortælleren fortæller i et flashback om noget, der skete, da han var syv år gammel, og som læser ser man det meste af historien igennem en syvårigs øjne. Og fortælleren føles virkelig som en syvårig, hvilket er godt gået af forfatteren. Men uheldigvis gør det også, at man som læser virkelig er i tvivl om, hvad der sker undervejs, fordi man som voksen kan se nogle nuancer i familiens interne relationer, som en syvårig opfatter på en anden måde. Og mens bipersonerne bestemt var interessante, så ses også de igennem en syvårigs øjne, hvilket dels gjorde dem temmelig sort/hvide, og dels gjorde dem svære at forholde sig til for mig. 
The Ocean at the End of the Lane er, som alle Gaimans bøger, utroligt velskrevet, og man kan mærke, at han kan sit håndværk. Desværre var bogen ikke et hit for mig, og selvom den var hurtigt læst, så var den også hurtigt glemt. Det betyder ikke, at bogen er dårlig, for det er den langt fra, og kan man lide Gaimans noveller og mere magisk realisme-prægede bøger, så er The Ocean at the End of the Lane måske et nærmere bekendtskab værd. Personligt holder jeg mig dog fremover til Gaimans fantasy. 

Se også forfatterens hjemmeside. 

Læsestatus for januar

(Reklame - indeholder anmeldereksemplarer)

Januar er slut, og det betyder, at det er blevet tid til at skrive årets første læsestatus. 
Årets første måned føltes på en og samme tid utroligt lang og utroligt kort. Jeg er, endnu en gang, hjemsendt, da bibliotekerne stadig er lukket ned, og det betød, at jeg startede året ud med hjemmearbejde og rigtig meget hjemmetid. Sammenholdt med vintermørket og -kulden gled dagene næsten ud i et, og mens nogle uger ingen ende ville tage, forsvandt andre i løbet af ingen tid. Jeg savner i den grad at mødes med andre mennesker fysisk, og kan mærke, at nedlukningen denne gang virkelig trækker tænder ud mentalt, hvilket også påvirkede mit læseoverskud. 
Januar var min fødselsdagsmåned, og selvom det ikke blev til den store fejring, så blev det til et enkelt fødselsdagsbesøg, da mine forældre kiggede forbi. Det var utroligt rart, og skønt at se og snakke med dem fysisk, i stedet for via telefon eller skærm. Desværre bød januar også på sygdom med medfølgende indlæggelse (ikke corona) i familien, hvilket bestemt ikke hjalp på det mentale helbred. 
Det manglende overskud gav sig som sagt også til kende i månedens læsning. For mens jeg flakkede fra den ene bog til den anden, uden rigtigt at kunne færdiglæse dem, så læste jeg samtidig virkelig mange tegneserier. Månedens serie fra seriekrukken var Caraval af Stephanie Garber, og her lykkedes det mig faktisk at få læst bind 2, og komme i gang med bind 3. Til gengæld fik jeg ikke læst månedens FairyLoot-bog, The Cruel Prince af Holly Black, som derfor skal læses i februar, eller de to bøger fra min A-Z TBR, Crooked Kingdom af Leigh Bardugo, som samtidig var min supplementsserie, eller An Ocean at the End of the Lane af Neil Gaiman. Jeg fik godt nok begyndt på Crooked Kingdom, men blev ikke færdig med den, så forhåbentlig kan jeg krydse begge to af listen i løbet af februar.
Det manglende læseoverskud betød også, at jeg ved månedens slutning var 2 bøger bagud på mit Goodreads-læsemål, men det bekymrer mig ikke så meget, da jeg er sikker på, jeg nok skal få det indhentet i løbet af året. 
Og så må det vist være tid til at få vist de bøger, jeg faktisk fik læst, frem.

Jeg starter, som altid, med anmeldereksemplarerne. I januar fik jeg læst 3 anmeldereksemplarer, tilsendt af søde forlag.
Bøgerne er:

Tonke Dragt: Brevet til kongen (Brevet til kongen 1)
Anmeldereksemplar fra Turbine forlaget. 
Serien er påbegyndt. 

Kazu Kibuishi: Elverprinsen (Amulet 5)
Anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda. 
Serien er i gang. 

Roshani Chokshi: Aru Shah og sjælesangen
Anmeldereksemplar fra forlaget Straarup og Co. 
Serien er i gang. 

Jeg fik læst en enkelt bog fra månedens serie.
Bogen er:

Stephanie Garber: Legendary (Caraval 2)
Serien er i gang. 

Derudover fik jeg læst 4 bøger, hvoraf en enkelt blev påbegyndt i 2020. 
Bøgerne er:

Eva Munk: Stormflod (Grøn Klode 1)
Serien er påbegyndt og ajour. 

Kim Harrison: For a Few Demons More (The Hollows 5)
Serien er i gang. 

Leigh Bardugo: The Lives of Saints

A.A. Milne: Peter Plys - Komplet samling fortællinger og digte

Sidst, men bestemt ikke mindst, fik jeg læst 30(!) tegneserier og graphic novels i januar.
De er:

Jerry Scott og Jim Borgman:
Verdens længste teenager (Zits 1)
Zombie-forældre (Zits 2)
Nu laver du det ansigt igen! (Zits 3)
Kør! (Zits 4)
Fanget! (Zits 5)

Bryan Edward Hill m.fl.: All the Devils Are Here (Angel + Spike vol.1)

Kazu Kibuishi: Elverprinsen (Amulet 5)
Anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda. 
Serien er i gang. 

Thom Roep og Piet Wijn:
Den forkælede prinsesse (Gammelpot 1)
Skakten til Nordpolen (Gammelpot 6)

Goscinny og Uderzo:
Romernes skræk! (Asterix 7)
Asterix - olympisk mester (Asterix 8)
Asterix i Alperne (Asterix 16)
Asterix' odyssé (Asterix 26)
Så til søs, Obelix! (Asterix 30)
Skolestart i Gallien (Asterix 32)
Da himlen faldt ned om ørerne! (Asterix 33)
Asterix' og Obelix' fødselsdag - Den gyldne gæstebog (Asterix 34)
Historien om hvordan Obelix faldt i gryden med trylledrik da han var lille

Jean-Yves Ferri og Didier Conrad:
Asterix og pikterne (Asterix 35)
Cæsars papyrus (Asterix 36)
Asterix i støvlelandet (Asterix 37)
Vercingetorix' datter (Asterix 38)

Mike Carey m.fl.: Lucifer book one

Franquin:
Viggo - Kviks kontorbud (Vakse Viggo 1)
Viggo kobler fra (Vakse Viggo 2)
Mesterkokken Viggo (Vakse Viggo 3)
Det var kattens, Viggo (Vakse Viggo 4)
Viggo - en kæmpekatastrofe (Vakse Viggo 5)

Dan Jurgens m.fl.: The Gray Son Legacy (Nightwing vol. 10)

Christophe Arleston og Alessandro Barbucci: Persaunernes hemmelighed (Ekho spejlverdenen 5)

I alt fik jeg læst 7 bøger og 30 tegneserier/graphic novels. Af dem var 3 anmeldereksemplarer og 6 på engelsk. Jeg fik påbegyndt 2 serier, og kom ajour med 1. 
I februar skal jeg have læst mine 2 A-Z TBR-titler fra januar, foruden januars FairyLoot-bog, og så skulle jeg gerne have færdiggjort nogle serier, så jeg ikke kommer alt for langt bagud med mine læsemål fra årets start. Februars FairyLoot-bog er These Rebel Waves af Sara Raasch, som er første bind i duologien Stream Raiders, og månedens serie er The Storm Crow af Kalyn Josephson, hvor jeg kun mangler at læse andet og sidste bind, for at være færdig med serien. Månedens supplementsserie er Discworld af Terry Pratchett. Her mangler jeg kun at læse to bind, hvoraf det ene endda er en del af min A-Z TBR, og februars anden A-Z titel bliver Fire and Hemlock af Diana Wynne Jones. Derudover håber jeg at få gjort et ordentligt indhug i anmeldereksemplarerne, så jeg kan få indhentet efterslæbet på dem, inden vi kommer alt for langt ind i 2021. 

Fik I læst nogle gode bøger i januar? 

Book Haul #1

(Reklame - indeholder anmeldereksemplarer)

Januar er langt om længe ved at være slut, og det betyder, at det er blevet tid til årets første book haul. Med nedlukning, hjemmearbejde og vintermørke havde jeg i den grad brug for retailterapi, og det bærer denne book haul også præg af - selvom langt de fleste af de bøger, jeg købte, stadig er undervejs. Et par af bøgerne er også fødselsdagsgaver, da januar var min fødselsdagsmåned. 
Men lad os bare gå i gang. 

Som altid starter jeg med anmeldereksemplarerne. I januar fik jeg tilsendt et enkelt anmeldereksemplar i en overraskelsespakke. 
Bogen er:

Jeanette Sigtenborg Rasmussen: I krig (Legendens ridder 1). Forlaget Straarup og Co. 

Tilbage i november bestilte jeg en brugt bog via Amazon til min Hobbitten-samling, og i januar dukkede den endelig op. 
Bogen er:

J.R.R. Tolkien: The Hobbit (Guild Publishing 1978)

Størstedelen af månedens bogkøb var, som sædvanlig, fristes jeg til at skrive, hos Saxo. To af dem blev dog købt på et fødselsdagsgavekort, så de tæller ikke helt med. Som man kan se af bogkøbene, var jeg på lidt af et middle grade-kick i januar (hvilket står i skærende kontrast til det, jeg faktisk fik læst, men mere om det i mit kommende læsestatus-indlæg). 
Bøgerne er:

Anne-Christine Hellerup Brandt: Valdemarsro - Grøn aftensmad

Helen Cox: Dødbringende besked (Kitt Hartley Yorkshire Mysteries 1)

Elise Kova: The Dragons of Nova (Loom Saga 2)

Kelly Barnhill: The Girl Who Drank the Moon

William Joyce:  
Nicholas St. North and the Battle of the Nightmare King (The Guardians 1)
E. Aster Bunnymund and the Warrior Eggs at the Earth's Core (The Guardians 2)
Toothiana: Queen of the Tooth Fairy Armies (The Guardians 3)
The Sandman and the War of Dreams (The Guardians 4)
Jack Frost: The End Becomes the Beginning (The Guardians 5)

Debi Gliori:
Pure Dead Magic (Pure Dead 1)
Pure Dead Brilliant (Pure Dead 3)

Cornelia Funke:
Inkheart (Inkheart 1)
Inkspell (Inkheart 2)
Inkdeath (Inkheart 3)

Det blev også det til 2 tegneserier fra Fantask, nemlig:

Christophe Arleston og Alessandro Barbucci: Persaunernes hemmelighed (Ekho spejlverdenen 5)

Batman - 80 Years of the Bat Family

Sidst, men ikke mindst, modtog jeg i januar dette flotte kort over Tamora Pierces Tortall-univers. Kortet er købt hos Dual Wield Studios, og selvom det er noget større, end jeg havde forestillet mig, da jeg åbenbart fik omregnet de amerikanske mål forkert, og papirkvaliteten ikke er helt, som jeg havde håbet, så er jeg glad for at have det. 

I alt blev det til 16 bøger, 2 tegneserier og et kort i perioden 1.-30. januar. Af dem var 1 et anmeldereksemplar, 14 på engelsk, 1 brugt, og 2 fødselsdagsgaver. Derudover er der stadig en del pakker på vej til mig, som forhåbentlig dukker op i februar. 
I februar håber jeg at holde igen med bogkøbene, men om jeg kommer til at overholde det, kommer nok an på, hvor meget retailterapi jeg får brug for under den næste måneds nedlukning. 

Fik I nogle gode bøger ind ad døren i januar?

Legendary

Legendary er 2. bind af fantasytrilogien Caraval, skrevet af Stephanie Garber. 

Tella har altid været overbevist om, at det var hendes skyld, at hendes mor forsvandt, og har svoret at finde hende igen. I desperation, og med hjælp fra en ukendt ven, brugte hun Caraval til at flygte fra sin voldelige far sammen med sin søster, og nu er det tid til at tilbagebetale tjenesten. 
Det er dog langt fra så ligetil, som Tella havde troet, for hendes ven ønsker at kende den mystiske Legends rigtige navn. Et navn, beskyttet af magi, som Tella kun kan få fat i, hvis hun selv spiller - og vinder - Caraval. Men hvad Tella ikke ved er, at der er mere på spil i Caraval end nogensinde før, og hvis hun vinder, kan hun tabe alt.

Jeg var vild med første bind i trilogien, men alligevel gik der flere år, før jeg fik læst videre. Og det skyldtes ganske enkelt, at jeg havde et meget anstrengt forhold til andet binds hovedperson i første bind, og derfor havde lidt blandede følelser over at læse videre. Heldigvis var det ikke så slemt, som jeg havde frygtet, for plottet i dette bind er endnu vildere end i Caraval, hvilket næsten opvejede, at jeg faktisk syntes hovedpersonen var virkelig irriterende. 
Sproget er letlæst, flydende, og utroligt atmosfærisk, med sanselige, magiske og stemningsfulde beskrivelser, som vækkede hele bogens fantastiske univers til live. 
Universet er originalt og magisk, med en undertone af noget mørkt og farligt, og jeg er ret vild med den måde magi, skæbne og kort bliver koblet sammen på. Samtidig udvider verdenen sig også geografisk, da spillet flytter til kejserindens hovedstad, hvilket er ret fedt. 
Handlingen er godt skruet sammen, med et plot der overrasker gang på gang, og selvom jeg gættede en del twists undervejs, kom andre helt bag på mig. Historien er spændende, og fyldt med magi, hemmeligheder, intriger, løgne, magtbegær, kærlighed, action, skæbne og ondskab, men også selvopofrelse, valg og knuste drømme. Personligt kunne jeg dog godt have undværet det obligatoriske trekantsdrama undervejs. Cliffhangeren til sidst var til gengæld god, selvom jeg havde set dele af den komme. 
Personerne er levende og menneskelige, men desværre havde jeg et anstrengt forholdt til dette binds hovedperson, Tella. Selvom hendes ønske om at redde moren er beundringsværdigt, så brød jeg mig ikke om den måde, hun gik til opgaven på. Ikke nok med, at hun lyver, og ignorerer de ting, hun ikke bryder sig om, hun opfører sig også virkelig naivt og uintelligent, og hendes impulsivitet og manglende vilje til at lytte til hendes instinkter fører hende gang på gang i problemer. Det gjorde hende til et temmelig frustrerende bekendtskab, fordi hun godt vidste, at hun opførte sig dumt, men alligevel bare kastede sig ud i tingene, uden overhovedet at tænke sig om, og jeg havde virkelig lyst til at ruske hende undervejs. Til gengæld nød jeg gensynet med Scarlett, som jeg godt ville have set mere til, og så var jeg ret vild med Dante og Jacks, som, til trods for, at de begge har deres hemmeligheder, og der er noget farligt over dem begge to, var fulde af sarkasme og bad boy-udstråling. 
Selvom hovedpersonen langt fra var min yndling, så nød jeg gensynet med universet, og den måde både plot og univers udvidede sig på undervejs, og jeg glæder mig allerede til at læse næste bind i serien. Var man fan af første bind, vil man ikke blive skuffet, og er man vild med magiske konkurrencer og historier med masser af twists, kan serien kun anbefales. 

Se også forfatterens hjemmeside.