Viser opslag med etiketten Tamora Pierce. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Tamora Pierce. Vis alle opslag

mandag den 21. september 2020

Fantasyfestivalen 2020

Årets Fantasyfestival er slut, og selvom det i år blev en meget anderledes festival, har jeg alligevel besluttet mig for at skrive mit traditionelle "dagen derpå"-indlæg, hvor jeg fortæller lidt om arbejdet bag kulisserne på festivalen, og om mine oplevelser under festivalen. Indlægget bliver dog markant kortere, end det plejer at være, da der denne gang ikke indgår en book haul af mine nyanskaffelser på festivalen, fordi mange af de køb, jeg gjorde, endnu ikke er blevet leveret. Til gengæld bliver septembers book haul-indlæg temmelig langt. 
Hvis I har fulgt bloggen gennem længere tid, ved I, at Fantasyfestivalen er mit hjertebarn, og at festivalweekenden for mig er årets absolutte arbejdsmæssige højdepunkt. Derfor har det også i år været ekstremt mærkeligt med en festivaluge, hvor jeg ikke lå vandret i luften, og en festivalweekend som manglede messegæster, opstilling, travlhed, og meget af den helt særlige festivalstemning, som plejer at fylde og indhylde mig hvert år. Og selvom det var positivt, at jeg i år faktisk kunne nå at høre nogle af de mange fantastiske foredrag som enten blev streamet fra Hovedbiblioteket i weekendens løb eller foregik online i ugen op til og under festivalweekenden, så var det også en lidt flad fornemmelse, at kulminationen på et helt arbejdsår fysisk kun involverede en ganske lille udvalgt skare. 
Planlægningen af årets festival startede tilbage i oktober 2019, og da vi måtte lukke ned for den fysiske festival i april 2020, havde vi faktisk en næsten færdig festival, som vi måtte lægge i skuffen, for derefter at begynde forfra med planlægningen af en digital festival. Noget, som ingen af os havde erfaringer med på det tidspunkt, og som gav os en del hovedbrud i forhold til hvordan vi fik de kendte festivalelementer inkorporeret på så god en måde som mulig, samtidig med, at vi pludselig måtte ud og afsøge, hvad der egentlig fandtes af digitale platforme, som vi kunne bruge. Især det sidste brugte vi meget tid på, da vi både havde brug for at finde en god måde at streame vores stærkt reducerede program på, og en platform til online messen, som vi håbede på at stable på benene som en erstatning for den fysiske messe. Og samtidig skulle vi også ud og finde et nyt udenlandsk hovednavn, som havde lyst til at deltage digitalt. Her bestemte vi ret hurtigt, at vi ville forsøge at få et gæstebesøg fra vores allerførste Guest of Honour, Tamora Pierce, og vi var heldigvis så heldige, at hun sagde ja til at stille op med en Ask Me Anything fra sin egen stue, så vi på den måde kunne slutte ringen. 
Online messen, som var mit hovedarbejdsområde - med teknisk bistand fra en kollega - lykkedes det os også at få i luften, med deltagelse af både gamle og nye standholdere, så vores gæster kunne benytte sig af gode tilbud i hele ugen op til det, der plejer at være festivalweekenden. 
Og så kunne vi i år sprede programmet ud over hele ugen, med streamede foredrag og aktiviteter fra såvel forfattere som kunstnere og spillere, som hver især stillede op fra deres del af landet, for at være en del af årets festival, og, som noget nyt i år, samtalegrupper om alt fra middelalderfantasy til kønsroller og gaming, med folk fra The Fantasy Fellowship-læsekredsene som moderatorer og tovholdere. En af de ting, vi havde været bekymrede for på forhånd, var muligheden for tekniske vanskeligheder, og selvom der da var lidt bøvl rundt omkring, så holdt det sig heldigvis på et minimum - både hvad angik aktiviteterne rundt om i landet, og aktiviteterne vi stod for. 
Som sagt havde jeg i år mulighed for at deltage i en del af de foredrag, der fandt sted under festivalen, og jeg har planer om, at få set flere af dem, der stadig er tilgængelige rundt omkring, i løbet af den næste uges tid. Men de foredrag jeg fik set i ugen op til, var

15.9 Vølver og Lysets Kvinder - og hvorfor de er så seje! med Marie-Louise Rønning og Mette Sejrbo

16.9 Fantasyforfattere - på slap line med Marie-Louise Rønning, Pernille Neergaard og Linette Harpsøe

16.9 Online reception for Jacob Kokkedals nye bog: Bastians løfte - Den trofaste bror 4

17.9 Release og oplæsning af Lysets datter med Louise H.A. Trankjær (som jeg dog ikke nåede at se live)

17.9 Let's set the stage - fokus på fantasysetting og temaer! med Marie-Louise Rønning og Mie Møller Bie

Fredag 18. september mødte jeg ind på Hovedbiblioteket ved 15-tiden, hvor festivalgruppen, sammen med et par andre gæster, havde bestemt os for at mødes til fællesspisning, opstart af festivalweekenden, og streaming af Boris Hansens fantasyquiz (som ingen af os før har haft mulighed for at deltage i) og AMA'en med Tamora Pierce. Her fik vi styr på de sidste tekniske detaljer, før vi kastede os ud i en hyggelig aften, hvor teknikken heldigvis opførte sig, som den skulle, og vi, trods en lille forsinkelse undervejs, kom igennem aftenens program uden problemer, om end der var en del koordinering per mail undervejs med Tamora Pierces agent. Aftenen sluttede efter AMA'en, og jeg var hjemme lidt over midnat. 


Lørdag mødte jeg ind lidt i 10 (hvilket var sent, i forhold til, at jeg plejer at være på banen 7.15 den første festivaldag, for at være klar til at lukke standholderne ind og sætte op til messen), for at hjælpe med at gøre klar til dagens streaming fra Hovedbiblioteket. Vi havde hyret teknisk hjælp til at stå for selve filmingen, hvilket var rigtig rart, da vi så havde det mindre at skulle holde styr på. Ved 11.30-tiden begyndte dagens foredragsholdere at dukke op, og klokken 12 kunne vi lukke dagens udvalgte, og stærkt begrænsede, publikum ind. Vi skulle streame tre foredrag fra biblioteket i løbet af lørdagen, og heldigvis gjorde teknikken som den skulle, og vi kom igennem dagen med kun enkelte skred i tidsplanen undervejs, og en bimlende alarm, som dog heldigvis ikke forstyrrede streaming-oplevelsen, men som krævede både pedelhjælp og teknisk bistand at få slukket igen. De tre foredrag, jeg denne gang kunne lytte med til, var:

Med læseren som co-pilot med Boris Hansen og Nanna Foss

Skrivekunst med Mette Finderup

Fantasy på gamle flasker med Tobias Stenbæk Bro, Jacob Kokkedal og Jacob Hedegaard Pedersen, modereret af Gitte Højmark Pedersen

Jeg benyttede også den mere afslappede festivaloplevelse til at få signeringer fra de to forfattere, jeg ikke tidligere har fået signeret fra, nemlig Jacob Kokkedal og Jacob Hedegaard Pedersen, hvis bøger jeg i den grad har nydt. Aftenen sluttede ved 21.30-tiden, hvilket betød, at jeg var hjemme lidt over klokken 22. 
 

Søndag var jeg igen på biblioteket lidt i 10, og startede dagen med at vaske op, før vi fik lokalet gjort klar til dagens foredrag. Ved 10.30-tiden dukkede de første foredragsholdere op, og det lykkedes mig at få overtalt den ene af dem, Merlin P. Mann, til at signere en bog for mig, før han skulle på scenen, til dagens første programpunkt.

Klokken 12 dukkede dagens gæster op, og klokken 13 var vi klar til dagens første streaming, Top 25 fantasyfilm med Filmnørdens hjørne og Merlin P. Mann, som både var virkelig sjovt, og tilføjede en del film til "dem skal jeg have set - eller genset - listen". 

Klokken 16.30 var det blevet tid til dagens andet - og sidste - foredrag fra biblioteket, GRIMM, grummere, grummest II med Benni Bødker og Kenneth Bøgh Andersen, interviewet af Gitte Højmark Pedersen. Også her lykkedes det mig at få de to herrer til at signere for mig, før de forlod Esbjerg igen. 


Efter det sidste foredrag stod den på afsked og oprydning, før jeg kørte hjem til en kat, som i den grad følte sig forsømt efter en hel weekend, hvor madslaven var på arbejde. Jeg var hjemme klokken 19, og nåede derfor at deltage i festivalens allersidste programpunkt, Udgivelsesfest hos Tellerup med Julie Midtgaard, Henriette Hesselholdt og Line Wenzel. Og så fik jeg også set interviewet med Katja Brandis på Straarup og Co.s Facebook-side. 

Dagen i dag står på afslapning, dyrlægebesøg og opladning til de næste fire dage, hvor vi blandt andet skal evaluere på årets anderledes festival. 

Til sidst skal lyde en stor tak til alle de standholdere, forlag, forfattere, foredragsholdere, illustratorer, kunstnere, gamere, og andre aktører, som har været med til at sørge for, at vi, trods udfordringer, også i år kunne holde en festival, vi er stolte af, og ikke mindst til årets gæster, som så med hjemme fra stuerne rundt omkring i hele landet og gik på oplevelse på online messen. Uden jer havde der ikke været nogen festival. Tak til mine kolleger på biblioteket for at bakke op, og til festivalgruppen for med- og modspil, skæve indgangsvinkler, problemløsning og fælles målsætning om at lave den bedst mulige festival, trods alle de benspænd vi blev udsat for undervejs. 

Og til jer læsere, som har holdt ved hele vejen: Hvad syntes I om årets festival? Så I med til de digitale foredrag, og fik I også købt jer fattige på online messen? Eller var den digitale festival ikke noget for jer? 

lørdag den 24. marts 2018

Battle Magic

Battle Magic er 3. og sidste bind af Tamora Pierces fantasyserie Circle Reforged.

Briar, Rosethorn og Evvy er rejst mod øst, for at Rosethorn og Briar kan lære nye planter at kende. Efter at have opholdt sig nogle måneder i Gyongxe, bliver Rosethorn inviteret til Yanjing af kejseren selv, for at opleve hans vidtberømte haver.
Men Yanjing er ikke et ufarligt sted at opholde sig, og de tre oplever snart på nærmeste hold kejserens grusomhed. Heldigvis bliver besøget kort, da kejseren kun opholdet sig sammen med dem i kort tid. Men da Evvy vælger at befri kejserens slave, før de rejser videre, finder de ud af, at kejseren har planer om at angribe Gyongxe, som er hjemsted for Rosethorns ordens første tempel. Et tempel Rosethorn har svoret at beskytte.
Da Briar og Evvy nægter at lade hende tage afsted alene, er de snart alle tre på vej for at advare Gyongxe. Men kejseren er en frygtelig fjende, og hans soldater er overalt.

Selvom Battle Magic er den, indtil videre, sidste bog i serien, så foregår den tidsmæssigt før de to foregående. Det betød, at jeg allerede kendte en del af handlingen, men det gjorde ikke spændingen eller læseoplevelsen mindre.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser, som til tider var direkte kvalmende. Som titlen antyder, er der nemlig en del kamp i bogen, og derfor også en del lig, og forfatteren var lidt for god til at beskrive konsekvenserne af de forskellige kampe. Derudover indeholder bogen også en god portion humor, som letter stemningen en smule undervejs.
Universet udvider sig en hel del i denne bog. Ikke nok med, at den geografisk finder sted i et andet land, der optræder også nye væsener, nye magiformer, og, for næsten første gang, støder man på dette univers' guder. Det er med til at gøre universet endnu mere realistisk og levende, selvom jeg også til tider fór lidt vild i de mange fremmede navne på såvel steder som guder.
Handlingen er godt skrevet sammen, og fyldt med twists, som trods spoilers i seriens to første bind, alligevel gør det svært at gætte hvad der vil ske. Historien er spændende, og fyldt med action, magi, krig, venskab, intriger, forræderi, magtbegær, guder og slaveri.
Personerne er levende og menneskelige, og jeg var rigtig glad for gensynet med Briar, som er min yndlingsperson i dette univers. Han er modig, loyal, stærk og snu, og ikke bange for at bøje reglerne, hvis det kan hjælpe dem han holder af. Evvy ligner ham lidt, men er mere impulsiv, og kan være lidt irriterende. Rosethorn er stærk, med et hjerte af guld, og en no-nonsense attitude, som jeg vældig godt kan lide. Også bipersonerne er nuancerede og interessante, og selvom man ikke er i tvivl om at fjenden er ond, så formår forfatteren at gøre ondskaben temmelig creepy, fordi den både er rationel og, set fra fjendes perspektiv, logisk, trods grusomhederne. Af bipersonerne kunne jeg kunne især godt lide Parahan, prinsen som blev solgt som slave, og Luvo, bjergets hjerte som på mange måder minder om et barn, men er årtusinder gammel.
Jeg var vild med bogen, og håber serien fortsætter på et tidspunkt, da jeg bestemt ikke er færdig med universet eller personerne. Selvom bogen kronologisk foregår før de to første bind i serien, vil jeg alligevel anbefale, at man læser dem i rækkefølge, for at få det hele med. Er man fan af Tamora Pierce, må man ikke snyde sig selv for denne bog. Jeg kan i hvert fald kun anbefale den.

Se også forfatterens hjemmeside.

fredag den 23. marts 2018

Melting Stones

Melting Stones er 2. bind af fantasyserien Circle Reforged, skrevet af Tamora Pierce.

Evvy har været i lære i 4 år, og selvom hun har lært meget, har hun stadig svært ved at stole på andre mennesker.
Da Rosethorn bliver sendt af sted på en ny mission til Battle Islands, tager hun Evvy, som er raget uklar med nogle af templets andre lærlinge, med sig. Sammen med de to er også en vandmagiker og Luvo, et magisk stenvæsen, som Evvy mødte i Yanjing.
På øen er planter og dyr ved at dø, og vandet er flere steder blevet udrikkeligt. Evvy er egentlig mest med for at gå til hånde, men gennem sin stenmagi opdager hun snart, hvad der er galt. Og det er meget værre end nogen havde forestillet sig. Dybt under øens bjerg er voldsomme kræfter ved at vågne, og en katastrofe er nært forestående. Det eneste håb om overlevelse ligger hos Evvy, men hun er langt fra sikker på at hun kan klare opgaven, og endnu mindre sikker på, at det er besværet værd. For hvad har mennesker nogensinde gjort for hende?

Tamora Pierce har været en af mine yndlingsforfattere, lige siden jeg læste Løvindens sang-serien som barn, og det var et stort øjeblik, da jeg mødte hende til den første Fantasyfestival tilbage i 2015. Alligevel har denne bog stået ulæst på min reol i nogle år. Mest, tror jeg, fordi Evvy som person ikke sagde mig det store da jeg første gang mødte hende, og måske også fordi jeg gerne ville blive ved med at have nye og ulæste læseoplevelser af Tamora Pierce at se frem til.
Nu har jeg så endelig fået læst bogen, og selvom den bestemt var god, så skuffede den mig også en smule.
Sproget er letlæst og flydende, med gode dialoger og livagtige beskrivelser. Bogen udkom oprindeligt i lydbogsformat, og det synes jeg godt man kunne mærke. Der er nemlig væsentlig mere dialog end i forfatterens andre bøger, og jeg kunne godt have tænkt mig nogle flere beskrivelser undervejs.
Handlingen er godt skruet sammen, selvom jeg meget hurtigt gættede hvad problemet var. Det gjorde at lidt af spændingen fordampede, men det gjorde heldigvis ikke det store. Historien er fyldt med magi, action, naturkræfter, traumer, opofrelse og søgen efter identitet, og bogen henviser undervejs til tidligere bøger i Emelan-universet. Melting Stones foregår samtidig med The Will of the Empress, og selvom det er interessant at finde ud af hvad Rosethorn og Evvy foretager sig mens Briar er på rejse med sine fostersøstre, så savnede jeg den oprindelige kvartet, som for mig er det der gør Emelan-universet interessant. Både magien og geografien udvikler og udvider sig i denne bog, og det er utroligt, at forfatteren fortsat kan forny magikonceptet, efter ni bøger.
Personerne er levende og nuancerede, men desværre lærte jeg ikke rigtig andre end Evvy rigtigt at kende. Og hun er nu en gang ikke min yndling, selvom hun er stærk, stædig, impulsiv og intuitiv. Hun tænker sig nemlig heller ikke altid om før hun taler, og kan være både egoistisk og ligeglad med sine medmennesker. Som sagt følte jeg ikke rigtig, at jeg lærte bipersonerne at kende, med undtagelse af diverse stenvæsener, og selvom det var interessant at følge deres tankegang, så savnede jeg at lære menneskene bedre at kende. En del af det hænger sikkert sammen med, at Evvy er jeg-person, og man derfor ser det hele fra hendes synsvinkel.
Selvom jeg elsker Tamora Pierces skrivestil og univers, og også godt kunne lide bogen, så skuffede den mig også en smule. Jeg er dog stadig glad for at have læst den, og er man fan af Tamora Pierce, må man ikke snyde sig selv for bogen.

Se også forfatterens hjemmeside.


fredag den 26. december 2014

Mastiff

Mastiff er 3. og sidste del af Tamora Pierce´s fantasytrilogi Beka Cooper.

Der er gået 3 år siden begivenhederne i Bloodhound. Beka er nu en erfaren vagt med ry for at være en god sporhundefører. Om aftenen efter hendes forlovedes begravelse besøger Provosten hende og tildeler hende en hasteopgave. Sammen med sin faste partner og Provosten tager Beka afsted til kongens sommerpalads. Straks efter ankomsten opdager Beka, at der er sket noget forfærdeligt. Sommerpaladset er blevet angrebet af såvel slavehandlere som fremmede troldmænd og den fireårige kronprins er blevet bortført. Beka og hendes partner må sammen med troldmanden Farmer forsøge at finde ud af hvad der er sket - og finde kronprinsen. Det viser sig dog snart, at angrebet har været hjulpet på vej af utilfredse troldmænd og adelsfolk, og Beka kommer for alvor i ilden, når hun må forsøge at finde ud af hvem der står bag komplottet mod tronen. Men først må Beka og hendes hjælpere finde den unge kronprins før det er for sent...

Spændende afslutning på serien om Beka Cooper. Det er rigtig sjovt at læse en serie som foregår flere hundrede år før personerne i Tamoras andre Tortall-bøger overhovedet er blevet født. Sproget er som altid fantastisk, og handlingen fanger fra første side. Tamora Pierce er rigtig god til at skrive kvindelige hovedpersoner som man ikke kan undgå at leve sig ind i, og denne serie er bestemt ingen undtagelse. Samtidig kommer Tamora godt omkring de forskellige klasser i samfundet. Hvor både Løvindens sang og De svages beskytter har adelige hovedpersoner, møder man her en af de helt almindelige mennesker født i hovedstaden. At Beka så viser sig at være ekstraordinær med helt specielle evner gør bare oplevelsen bedre. Læs serien, hvis du er vild med fantasy. Du vil ikke blive skuffet.
Og til danske fans af Tamora Pierce er der iøvrigt godt nyt: Esbjerg Kommunes Biblioteker er i gang med at planlægge en stor fantasyfestival i Esbjerg 7.-8. marts 2015 hvor Tamora Pierce kommer på besøg og fortæller om sine bøger. Jeg glæder mig selv helt vildt til at møde hende og få signeret mine bøger. Festivalen bliver for mig noget helt særligt, da den bliver til ud fra min idé. Jeg er derfor rigtig glad for at være med i den projektgruppe som lige nu sidder og lægger de sidste detaljer på plads. Man kan læse mere om Fantasyfestivalen samt købe billetter på hjemmesiden fantasyfestival.dk. På festivalens facebook-side kan man følge med i nyhederne fra festivalen samt læse mere om de forskellige personer som kommer.
Læs mere om Tamora Pierce på hendes hjemmeside.

søndag den 12. juli 2009

Bloodhound


Bloodhound er 2. bind i Tamora Pierce´s serie Beka Cooper. Bogen foregår, ligesom mange andre af hendes serier, i landet Tortall. Den foregår dog flere hundrede år før forfatterens Alanna-bøger. Hovedpersonen Beka er en Dog, et medlem af the Provost´s Guard som er en slags politistyrke der skal opretholde ro og orden. Hun har et særligt talent, da hun kan høre de døde via Den Sorte Guds udsendige, duerne. Hun kan også høre stemmer i støvhvirvler. I første bind i serien fik Beka tilnavnet Terrier, fordi hun aldrg giver op, når hun først er kommet på sporet af en forbrydelse. I denne bog bliver hun og hendes makker sendt til havnebyen Port Caynn for at opklare en sag om falskmønteri. Hun finder dog hurtigt ud af, at sagen ikke er så ligetil, og at ingen, hverken tyve eller de rige, er helt uskyldige. Snart er hun i kapløb med tiden for at fange falskmønterne, før de får slået hende ihjel.
Bogen er skrevet i dagbogsform og er god, selvom jeg synes forfatterens andre Tortall-bøger er bedre. Den kan dog stadig anbefales sammen med forfatterens andre bøger.