Leoniderne

Leoniderne er 1. bind af science fantasy-serien Spektrum, skrevet af Nanna Foss. 

Emilie er dygtig i skolen, men har det svært socialt. Hun er klassens mobbers yndlingsoffer, og en stille pige, som hellere vil tegne, end vise, hvad hun kan. Hendes bedste venner er brødrene Alban og Linus, og hun foretrækker at tilbringe tiden sammen med dem, end hjemme hos sin kaotiske og larmende familie. 
Men et mareridt ændrer alt. Da Emilie tegner en dreng fra drømmen, får hun et chok, da han kort efter starter i hendes klasse. Og det bliver kun starten på en række mystiske hændelser, som får Emilie til at tvivle på, hvad er er virkelighed, og hvad der er drøm. 

Det er temmelig sent, at jeg er kommet i gang med at læse denne serie (faktisk så sent, at serien står over for et reboot), men selvom jeg havde hørt meget om den, så var den overhovedet ikke, som jeg havde forestillet mig. Udover at være svær at genrebestemme, da den har elementer fra virkelig mange genrer, så mindede den mig også en del om den originale Roswell-serie fra 1999. Hvilket absolut er positivt, for jeg var vild med den serie som ung. 
Sproget er letlæst, flydende og fyldt med humor, og jeg elskede de mange litterære og videnskabelige referencer, som dukkede op undervejs. Også selvom sidstnævnte nogle gange gik en lille smule over hovedet på mig. Beskrivelserne er livagtige, og man kan næsten føle sneen under skoene og mærke vinterkulden, mens man læser bogen. 
Selvom historien foregår i vores verden, så er der alligevel elementer, som ikke helt hører til (og som jeg ikke kan komme nærmere ind på, uden at spoile bogen for de få, der ikke har læst den endnu), men som giver bogens univers et magisk twist, som fungerer virkelig godt. Og så var jeg ret vild med den måde, som forfatteren fik koblet videnskab og overnaturlige elementer sammen på. 
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af twists undervejs, og selvom det til tider gik lidt langsomt undervejs, hvilket mere hænger sammen med bogens status som seriestarter end spændingskurven, så var historien svær at slippe, og fyldt med temaer som venskab, identitet, kærlighed, mobning, videnskab, og tidsrejser. Og bogen lægger helt klart op til endnu vildere eventyr i de kommende bind. 
Personerne er levende og nuancerede, og selvom det ikke var dem alle, jeg lærte lige godt at kende i dette bind, så kunne jeg rigtig godt lide dem. Også selvom der til tider gik lidt for meget teenagedrama i det. Hovedpersonen Emilie er klassens stille pige. Hun er dygtig, men tør ikke sige noget i timerne, og det gør det ikke nemmere for hende, at klassens mobber nummer et konstant er efter hende. Hun virkede til tider lidt for selvmedlidende, men bortset fra det, kom jeg til at holde rigtig meget af hende. Og især venskabet og kemien mellem hende og Alban fungerede rigtig godt. Alban var da også den af bipersonerne, jeg holdt allermest af. Han er blind, men lader ikke sit handicap bremse sig, og har en utrolig evne til at se lyst på tingene, Også når han bliver udsat for livsfarlige ting fra forfatterens side. Af de andre bipersoner var det især tvillingerne Pi og Noah, som skilte sig ud. På overfladen er de to temmelig forskellige, med Pi som den positive og Noah som den negative, men alligevel har de mere tilfælles, end man skulle tro. Blandt andet deres temperament, som giver dem flere problemer på halsen undervejs. De sidste to af skolekammeraterne, Linus og Adriana, følte jeg til gengæld ikke helt, at jeg kom ind under huden af. Linus er videnskabnørden, som elsker at spille computerspil, men selvom jeg rigtig godt kunne lide ham, så virkede han en lille smule anonym. Og det samme med Adriana, som virkede en smule stereotyp i rollen som klassens smukke stræber, og som jeg blev en smule irriteret på undervejs, med den måde hun tacklede modgang på. 
Alt i alt var Leoniderne en virkelig god start på en serie, som jeg helt klart skal læse videre i. Kan man lide historier om tidsrejser og venskab, med masser af spænding og humor, så kan bogen her kun anbefales. 

Se også forfatterens hjemmeside.