Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og Forlaget DreamLitt.
Marcus er ikke ligefrem begejstret, da han får at vide, at han skal flytte til Jylland med sin mor, og forlade alle sine venner i København. Og da han finder ud af, at han skal bo på en gammel herregård, langt fra alting, er han sikker på, at hans sociale liv er afgået ved døden for tid og evighed.
Herstedholm viser sig dog at være noget anderledes, end han havde forestillet sig. Huset er gammelt og slidt, og Marcus kan høre stemmer hviske til ham i natten og mørket. Og så er der malerierne af herregårdens oprindelige ejere, som Marcus ikke kan lade være med at føle sig draget af. For slet ikke at tale om det mystiske bibliotek, som holdes aflåst, og som han ikke må opholde sig i.
Da Marcus får til opgave, sammen med klassekammeraten Kira, at lave en opgave om lokalhistorien, føles det naturligt at vælge Herstedholm. Men det viser sig snart, at herregården gemmer på flere hemmeligheder, end han kunne have forestillet sig. Og at der lurer noget ondt, i Herstedholms fortid. Noget ondt, som er ved at blive vækket til live igen...
Hold da op, hvor var den her bog bare creepy. På den fede måde, altså.
Sproget er letlæst og flydende, og beskrivelserne er livagtige og billedskabende. Både fortid og nutid fremstod lyslevende for mig, og jeg var aldrig i tvivl om, hvornår jeg befandt mig, da talesproget ændrede karakter, alt afhængig af, hvornår i tiden handlingen foregik. Forfatteren har formået at skabe en undertone af stigende uhygge, og en følelse af, at der er et eller andet galt, gemt under idyllen, som følger læseren hele vejen igennem bogen, og gør den næsten umulig at slippe, og det er altså virkelig imponerende.
Handlingen er godt skruet sammen, og plottet er originalt, og fyldt med twists, som gang på gang overrasker undervejs. Jeg gættede desværre et par af de store twists allerede fra starten, hvilket gjorde, at jeg bare sad og ventede på, at de blev afsløret, men heldigvis var resten af handlingen så spændende og interessant, at jeg sagtens kunne lade mig overraske alligevel. Historien er spændende, uhyggelig, og virkelig creepy, og fyldt med kærlighed, hemmeligheder, sort magi, ulykker, venskab, religion, sex, spøgelser, og Djævelen selv. Skiftene mellem nutid og fortid fungerer rigtig godt, og man lærer drypvis Herlufsholms fortid og hemmeligheder at kende, samtidig med, at man finder ud af, at der er et eller andet helt galt. Der er en del grafiske sexscener i bogen, og jeg syntes desværre, at det tog lidt overhånd undervejs, men det er nok smag og behag. Jeg var til gengæld vild med slutningen, selvom den slutter med en utroligt ond cliffhanger.
Personerne er levende og menneskelige, med egne motiver og historier. Historien fortælles skiftevis af Marcus (i nutiden) og Elvira (i fortiden), og det fungerer rigtig godt. Af de to syntes jeg klart bedst om Marcus, hvis liv vendes på hovedet, da moren fortæller, at de er blevet opsagt af husværten, og er nødt til at flytte til Jylland. Marcus er, på mange måder, en typisk teenager/ung fyr i gymnasiet. Men han er også utroligt ærlig og hjælpsom, og trods det, at han synes hans mor er åndssvag, når hun tvinger ham med til Jylland, og til tider direkte pinlig, så er man ikke i tvivl om, at han elsker hende. Elvira havde jeg det lidt mere svært med. Ikke fordi hun var ubehagelig, men fordi hun til tider virkede himmelråbende naiv. Elvira er smuk, og drømmer om at gifte sig med herremandens flotte søn, og hun lukker derfor øjnene for en del af de ting, der ikke passer ind i det billede, hun gerne vil have af Johan. Af bipersonerne kunne jeg især godt lide Kira, Marcus' nye klassekammerat. Hun er stædig, temperamentsfuld og ensom, og har et anstrengt forhold til sine forældre. Men hun er også nysgerrig, og en god ven - når hun ikke lige får Marcus i problemer. Jeg kunne også godt lide Hr. og Fru Malberg, og Josefine, den gamle dame, der bor på Herstedholm. De vogter alle tre på Herstedholms hemmeligheder, og ved mere om, hvad der foregår på herregården, end de umiddelbart vil ud med. Men samtidig virkede de rare, behagelige, og oprigtigt interesserede i Marcus og hans mor. Og så var jeg ret vild med køkkenpigen Signe, med det rare væsen, og den ulykkelige fortid. Jeg brød mig derimod absolut ikke om Elviras stedmor, Ane, eller om klassekammeraten Niklas, som begge var ubehagelige, egoistiske og direkte mobbende, og desværre noget endimensionelle.
Selvom der var et par småting jeg ikke var så vild med, så elskede jeg bogens creepy stemning og originalitet, og jeg kan næsten ikke vente, til næste bind i serien udkommer. Forhåbentlig går der ikke alt for længe, for hold op, en cliffhanger. Kan man lide fantasy med et godt gys og masser af hemmeligheder, så er det her en bog, man bare må læse. Jeg kan i hvert fald kun anbefale den.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar