lørdag den 1. oktober 2016

Læsestatus for september


September måned er slut, og det er igen tid til at gøre status over læsemåneden der gik. Efteråret er for alvor kommet til landet med regn og rusk, og jeg mindes med vemod septembers blå himmel og lune temperaturer, mens jeg drikker te og nyder at være indenfor.
Som forudset blev september ikke den store læsemåned. Til gengæld var den præget af flere store begivenheder, og jeg har tilbragt rigtig mange dage og timer med at rejse frem og tilbage med tog, uden det dog har givet overskud til at få læst nogle bøger. Heldigvis har jeg været så forudseende at læse forud i månederne før, så jeg har stadig gode chancer for at nå i mål med mit Goodreads-læsemål på 150 bøger.
Og hvilke begivenheder var det så som fyldte så meget? Den første begivenhed var i familien, hvor min lille nevø blev døbt i starten af september. Det var en rigtig dejlig dag fyldt med glæde - og selvfølgelig blev han også begavet med bøger, så han kan starte sit eget hjemmebibliotek.
Derefter fulgte, indenfor to en halv uge, hele tre bogbegivenheder.


Den første var selvfølgelig Fantasyfestivalen, som blev alt det jeg havde drømt om og håbet på, og som også var årsagen til at jeg havde friholdt september for såvel læsemål som læsetema, da jeg, af erfaring, vidste at jeg ikke ville have det store overskud til at få læst mens planlægningen og afviklingen var på sit højeste.
Jeg har skrevet et indlæg om Fantasyfestivalen her.


Den næste store bogbegivenhed var årets Bogbloggertræf i Aalborg. Jeg begyndte allerede at glæde mig til årets træf da sidste års træf var slut, og det blev da også en rigtig hyggelig dag fyldt med bogsnak og et helt særligt fællesskab som virkelig er kommet til at betyde meget. Det er virkelig rart at få sat ansigter på de folk hvis meninger og anbefalinger fylder så meget, og føle den opbakning som forlag og forfattere giver os som bogbloggere. Og det er selvfølgelig altid dejligt at blive begavet med masser af skønne bøger. Jeg har skrevet et indlæg om Bogbloggertræffet her.


Sidste store bogbegivenhed var mødet med den amerikanske fantasyforfatter Julie Kagawa i Odense 27. september. HarperCollins Nordic, Bog & Idé i Odense og Odense Hovedbibliotek havde sammen arrangeret et fantastisk VIP-arrangement med forfatteren, og forlaget havde inviteret en masse bogbloggere til arrangementet - heriblandt mig. Det var en skøn aften, og Julie Kagawa var både sjov og interessant at høre på. Eneste minus var, at jeg nær aldrig var kommet hjem, men resten af aftenen var fantastisk. Jeg har skrevet et indlæg om arrangementet her.


Selvom det ikke blev til så mange bøger, så fik jeg faktisk læst 4 i månedens løb, hvilket jeg ikke havde regnet med.
Bøgerne fordelte sig på 2 anmeldereksemplarer, 1 biblioteksbog og 1 af mine egne.


Af anmeldereksemplarer fik jeg læst:

Dorte Marcussen, fortalt af M.P. Russell: Mission Befri Cornelius (Viggo Månestråle og Landet på den anden side 1).
Anmeldereksemplar fra Forlaget Muffin, tilsendt af forfatteren.
Serien er ajour.

K. L: Berger: De 7 synder.
Anmeldereksemplar fra DreamLitt, anmeldt på bookeater.dk.


Biblioteksbogen, som skulle afleveres og derfor ikke er på billeder øverst, var:

Ransom Riggs: Frøken Peregrines hjem for sælsomme børn (Frøken Peregrines sælsomme børn 1)


Den sidste bog jeg fik læst i september var:

Sherrilyn Kenyon: Upon the Midnight Clear (Dark-Hunter 13, Dream-Hunter 2)

Alt i alt var det en bedre læsemåned end jeg havde frygtet, og jeg glæder mig til at få læst en hel masse bøger i oktober. Ikke mindst fordi jeg, udover en del anmeldereksemplarer, har fået en hel del bøger på hylderne i løbet af september, hvilket jeg vender tilbage til i den næste book haul, som er lige på trapperne.
I oktober vender jeg tilbage til læsetemaerne, og månedens læsetema er True Blood-serien af Charlaine Harris, også kaldet Sookie Stackhouse-serien og The Southern Vampire Mysteries. Jeg har tidligere læst de første to bind i serien, men er ikke kommet videre, hvilket jeg håber månedens læsetema vil hjælpe mig med.
Derudover overvejer jeg at deltage i Dewey´s 24 Hour Readathon 22. oktober, men har endnu ikke bestemt mig. Jeg ved dog allerede, at det vil være i et begrænset omfang jeg deltager, da jeg ikke kan holde mig vågen i et helt døgn, og derfor er det også stadig på overvejelsesstadiet. Jeg får dog en lille smagsprøve på hvordan det foregår nogle dage før, når Esbjerg Kommunes Biblioteker er med i Bibliotekernes Readathon som Randers Bibliotek har sat i gang, og regner med at jeg bestemmer mig endeligt derefter.

Hvad er jeres læseplaner for oktober? Og har I haft nogle boglige begivenheder i september?

fredag den 30. september 2016

Konkurrence


For at fejre at bloggen nu har fået over 100 likes på facebook har jeg bestemt mig for at lave en lille konkurrence. Præmien er den helt nye fantasybog De 7 synder af K. L. Berger, sponsoreret af forlaget DreamLitt.

For at deltage i konkurrencen skal du:

-Følge bloggen på facebook

-Skrive en kommentar enten på bloggen eller på facebook, hvor du fortæller hvorfor du skal vinde bogen. Hvis du kommenterer på bloggen bedes du også skrive en e-mail hvor jeg kan kontakte dig hvis det er dig der vinder. 

-Have en dansk adresse bogen kan sendes til. 

Vinderen findes fredag 2. oktober og får direkte besked. 

De 7 synder

De 7 synder er en fantasybog af K. L. Berger.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget DreamLitt.

Hele sit liv har Kane været udenfor. Han har altid været god i skolen, hvilket har ført til mobning og udelukkelse. Nu er han blevet 16 år, og er begyndt i gymnasiet, og han er stadig udenfor. Han har egentlig ikke nogle venner, og hans forældre er stort set aldrig hjemme. Og når de en sjælden gang er det lytter de ikke til ham.
Men så sker der noget der vender op og ned på Kanes liv. Han bliver opsøgt af pigen Aisha, som siger hun kommer fra en anden verden. En verden, som har brug for Kanes hjælp. Aishas verden har indtil for få år siden levet i fred og harmoni, indtil en person vækkede mørkets konge og slap de syv synder løs. Nu truer mørket hendes verden, og kun Kane kan hjælpe hende. En ældgammel profeti siger nemlig, at kun den rene kan besejre de syv synder, og Kane er den rene.
Kane indvilliger i at tage med Aisha til hendes verden og bekæmpe de syv synder. Men det er ikke let, for verden er fuld af farer, og skal Kane vinde må han lære at bruge de kræfter han ikke vidste han havde. Samtidig vokser mørkets magt dag for dag, og finder Kane ikke de syv synder før det er for sent, vil hele verden gå under.

De 7 synder er en klassisk fantasyfortælling fuld af magi, mørke magter, kamp, kærlighed og spænding. Sproget er flydende og letlæst, med levende beskrivelser og et højt tempo. Handlingen er godt skruet sammen, med uventede twists, højt tempo og et plot som er både velkendt og originalt. Jeg har i hvert fald ikke tidligere læst fantasy hvor de syv synder optrådte i den grad, men kampen mellem godt og ondt har jeg derimod læst om flere gange før. Men det er jo også netop et af grundtrækkene i fantasy. Jeg ville gerne have haft en anden slutning, men kunne godt forstå hvorfor forfatteren havde valgt at skrive den som hun gjorde. Alligevel trækker slutningen lidt ned for mig.
Personerne er levende og realistiske, og jeg var vild med hovedpersonen Kane. På trods af at han er "den rene", og i princippet fri af synd, så fungerede han bare for mig. Måske fordi jeg identificerede mig med hans skoleoplevelser, selvom jeg dog aldrig blev overfaldet af mobbere som han blev det. Men at være den intelligente i klassen som er udenfor og ikke var til fester kunne jeg sagtens leve mig ind i. Forholdet mellem Kane og især hans mor er rigtig godt beskrevet, for hvem har ikke følt at ens mor ikke har hørt efter hvad man sagde som teenager? Også bipersonerne var realistiske og menneskelige. Jeg kunne rigtig godt lide den måde forfatteren gjorde synderne menneskelige på, og ikke bare lod dem være onde, og ikke andet. Det gjorde sig især gældende ved Misundelse, som jeg virkelig fik ondt af. Den eneste person jeg havde det svært med var sådan set Aisha. Hun var simpelthen for god, og havde tilsyneladende ingen laster. Det gjorde hende til et lidt anstrengende bekendtskab for mig, og til tider virkede hun på mig noget patroniserende over for Kane, på trods af de spirende følelser mellem de to. Hun voksede lidt i løbet af bogen, og jeg endte med at forstå hende lidt bedre, selvom hun aldrig blev min yndlingsperson.
Er man til klassisk fantasy er bogen bestemt et nærmere bekendtskab værd. Jeg kan i hvert fald godt anbefale den.

onsdag den 28. september 2016

Upon the Midnight Clear

Upon the Midnight Clear er 12. bind i fantasyserien Dark-Hunter af Sherrilyn Kenyon, og 2. bind i Dream-Hunter-serien.

For tusinder af år siden straffede Zeus drømmeguderne, Oneroierne, ved at fjerne alle deres følelser - undtagen smerten. Og for et par hundrede år siden lykkedes det Leta, en af Oneroierne, at indespærre Dolor, smertens gud, i stasis, indtil et menneske ofrede en elsket for at befri ham.
Leta havde aldrig forestillet sig, at et menneske kunne være så afstumpet, men nu er det utænkelige sket, og Dolor er fri af sit fængsel.
Leta er fast besluttet på at udslette ham en gang for alle, men for at gøre det, har hun brug for hjælp. Derfor opsøger hun Aidan, som Dolor må slå ihjel for at blive helt fri, for at beskytte ham, og for at bruge den energi hun kan suge af hans vrede til at besejre Dolor.
Aidan er blevet forrådt af alle han elskede, og har isoleret sig selv i sit ensomtbeliggende hus. Han nægter at føle andet end vrede, men da Leta dukker op begynder hans hjerte langsomt at føle igen.
Men Leta er forbudt at føle, og med Dolor efter dem begge to virker deres kærlighed dødsdømt fra starten.

Jeg har sagt det før, men siger det gerne igen: Jeg elsker virkelig den her serie. Udover Kenyons sprog, som er flydende, letlæst og tempofyldt, så er seriens univers virkelig imponerende. Med hver bog udvider det sig, og græske guder, magi og overnaturlige væsener er med til at skabe et rigt og mørkt univers som emmer af følelser, erotik, kærlighed, hævn og vold, og som er utroligt afhængighedsskabende. Og så er der seriens personer, som ubesværet bevæger sig fra at være hovedpersoner til at være bipersoner, og som gerne giver en hjælpende hånd med når det er de andres tur til at være bipersoner. Personerne er altid menneskelige og realistiske, og man kan ikke undgå at komme til at holde af dem. Det gør sig også gældende for de to hovedpersoner i Upon the Midnight Clear. Leta er måske nok tusinder af år gammel, men når det kommer til kærlighed er hun absolut ikke den mest erfarne. Ikke mindst fordi hendes følelser er blevet brutalt fjernet, og det eneste hun tænker på er hævn, efter det brutale mord på hendes mand og datter. Hun har brug for Aidans vrede, men begynder langsomt at opdage, at der måske alligevel er mere end smerte og hævn i livet. Aidan er blevet forrådt af alle han elskede, og har bygget en mur omkring sit hjerte. Den eneste følelse han tillader sig selv at føle er vrede, og han har isoleret sig fra alle, for at undgå at føle andet. Men da Leta banker på døren bliver han tvunget til at konfrontere sine følelser, og opdager, at hans hjerte måske nok er såret, men ikke dødt. Den begyndende kærlighed mellem de to fungerer rigtig godt, selvom jeg må indrømme jeg blev en smule træt af Aidans selvmedlidenhed i starten. Det gør, at bogen for mig ikke er helt på højde med de foregående bind i serien, men stadig værd at læse.
Handlingen er fuld af mord, jalousi, forræderi, kærlighed, smerte, erotik og hævn, og som sædvanligt, fristes man til at sige, er der masser af twists undervejs som gør det svært at regne ud hvad der vil ske fra det ene øjeblik til det andet. Bogen er uhyggeligt spændende, og jeg skal da gerne sige, at jeg græd undervejs. Er man, ligesom jeg, afhængig af serien, må man ikke snyde sig selv for denne bog.
Som en lille bonus er der sidst i bogen en lille julehistorie hvor nogle af seriens tidligere hovedpersoner fejrer jul, hvilket virker en smule komisk, da de fleste af personerne er født før Jesus, og iøvrigt tjener gudinden Artemis. Historien er et hyggeligt gensyn med kendte ansigter, og spoiler kraftigt i forhold til de foregående bind i serien. Så læs lige dem først, før I kaster jer over bonushistorien:)

Se også forfatterens hjemmeside.

Møde med Julie Kagawa


Det var lykkedes HarperCollins Nordic at lokke selveste Julie Kagawa til Danmark i forbindelse med at andet bind i hendes serie Sagaen om Talon udkom i mandags. Sammen med Bog & Idé havde forlaget inviteret bogbloggere fra hele landet og andre interesserede til at møde hende på Odense Hovedbibliotek tirsdag aften, og da jeg har ferie i denne uge kunne jeg faktisk også komme af sted.
Jeg var taget af sted i god tid, for der var ikke ret lang tid til at skifte tog, og hellere komme en time for tidligt end en time for sent. Turen derover gik fint, og jeg tilbragte den time jeg kom for tidligt med at finde noget at spise i Banegårdscentret.
Halv syv kunne jeg dog ikke vente længere, og bevægede mig ned på biblioteket for at finde det rigtige lokale. Og kort efter dukkede de første kendte ansigter op. Mange af dem havde jeg jo set til weekendens Bogbloggertræf, så der blev uddelt knus og snakket bøger mens vi ventede på at Julie Kagawa skulle indfinde sig.


Klokken otte præcis dukkede hun op, og efter en kort introduktion fra bibliotekets side, bød forlagets repræsentant velkommen, og så kom Julie Kagawa på scenen. Den næste halve time blev hun så interviewet, og hun viste sig at være en dame med masser af humor - hvad jeg også havde gættet efter at have læst Dragerne - og hun havde i den grad publikum med sig. Hun fortalte blandt andet, at hun, udover at skrive, dyrker kampsport fire gange om ugen, spiller masser af computerspil, og elsker manga. Faktisk får hun en del af sine idéer fra netop computerspil og manga. Julie har altid elsket fantasy, og da hun læste Terry Brooks´ Shannara-serie og græd som pisket i ét af bindene, vidste hun, at hun skulle være forfatter. Hun ville nemlig også få folk til at græde på den måde.
Derudover fortalte hun om vejen til udgivelse, og hvordan hun elsker at skrive fantasy, og specielt YA, som sagtens kan være lige så kompleks en størrelse som voksenbøger - og nogle gange endda ovenikøbet mere. Hun fortalte også, at hun nok aldrig kommer til at skrive en realistisk bog - de gange hun har prøvet er der nemlig kommet feer og drager ind fra sidelinjen. Men måske vil hun prøve at skrive en science fiction-bog en gang.
Efter den halve times interview blev der åbnet for spørgsmål fra publikum, og der var rigtig mange.
Og så var klokken otte, og arrangementet var slut - næsten da.


For nu var det tid til de goodie bags som Bog & Idé havde pakket og uddelte. Og de var virkelig gennemførte. Udover et flot net med dragelogoet fra den første bog i Sagaen om Talon bestod de af den flotte malebog til filmen Fantastiske skabninger og hvor de findes, en notesbog med tilhørende blyant, the, chokolade, skønhedsprodukter, og rabatkort til butikker i Odense. Det hele var holdt i guldtoner så det passede sammen med dragelogoet.


Men gaveregnen stoppede ikke der, for forlaget gav mig også et anmeldereksemplar af bind to i serien, Oprørerne, som jeg virkelig glæder mig til at gå i gang med.


Til sidst var der tid til at få både den nye og den medbragte bog - jeg havde taget bind et med - signeret, og det betød også jeg fik snakket lidt med forfatteren på tomandshånd.
Og så var det tid til at tage toget hjem igen. Jeg var lidt bekymret for om jeg nåede det sidste tog i Bramming, og det viste sig at være med rette. Toget kørte ellers som planlagt. Lige indtil Bramming, hvor det ventede i ti minutter uden for stationen, fordi der var problemer med sporskiftet. Det betød, at sidste tog til Ribe var kørt, og da jeg ikke havde lyst til at vente til klokken 4.30, måtte jeg tage en taxa hjem. Så det blev en lidt træls afslutning på en ellers dejlig dag.
Men i det store og hele var det en rigtig dejlig aften, og jeg vil bestemt håbe, at forlaget også lægger fremtidige forfatterarrangementer i Odense eller måske ovenikøbet i Jylland, da det er stort set umuligt for jyder at komme til aftenarrangementer i København på en hverdag.
Tak for en dejlig aften.


søndag den 25. september 2016

Bogbloggertræf 2016


Lørdag 24. september var jeg til mit livs andet bogbloggertræf, og det var simpelthen så hyggeligt at møde bloggere fra hele landet som alle elsker bøger. Det foregik endnu en gang i Aalborg, og da jeg er så heldig at have familie i byen, kombinerede jeg bogbloggertræffet med familiebesøg, hvilket betød at jeg kunne tage den lange togtur fra Ribe til Aalborg fredag, tage udhvilet til træf lørdag, og bruge i dag, søndag, på at komme tilbage til Ribe, tungt belæsset med bøger og andre goodies.
I år fik jeg taget billeder i løbet af dagen. Jeg fik dog ikke et billede af den meget flotte og fotograferede kage - jeg er vidst stort set den eneste som ikke fotograferede den - men jeg er bare glad for at jeg fik gjort det i år, så I kan få et indtryk af dagen.
Det var Irene, Michelle og Simone der havde arrangeret træffet, og det var rigtig imponerende hvad de havde fået stablet på benene. I år var der for første gang forfattere blandt gæstene, og det gav en helt særlig vinkel på især debat-punktet at der var folk "i den anden ende" med.
De fire deltagende forfattere var Pernille Vørs, Nanna Foss, Marie-Louise Rønning og Nick Clausen, og det var rigtig hyggeligt at møde dem "in real life". Forfatterne var også så søde at stille op til signering, så jeg havde slæbt et par af mine egne bøger med til Aalborg som jeg fik skrevet i.


Jeg havde allerede et signeret eksemplar af Marie-Louise Rønnings Helbrederen, men havde slæbt Drømmeland af Nick Clausen, som jeg fik i en overraskelsespakke fra Facet, og Leoniderne af Nanna Foss, med.


Udover de fire forfattere var der også en hemmelig gæst, som holdt oplæg mens vi andre spiste frokost. Jeg var både glad og overrasket da jeg fandt ud af hvem det var, for det var nemlig en af de forfattere som jeg var rigtig ked af ikke at kunne få hørt til Fantasyfestivalen. Gæsten var Malene Sølvsten som har skrevet Ravnenes hvisken 1, en bog jeg tidligere har anmeldt på bloggen og var fuldstændig vild med. Alle gæsterne fik et eksemplar af bogen, så nu har jeg to, hvoraf den ene er signeret. Malene fortalte om bogen, og hvordan den blev til, og det var rigtig spændende at høre.


Senere på dagen var der oplæg fra Mie fra DreamLitt som fortalte om hvordan man oversætter bøger, og de tanker man gør sig undervejs, blandt andet i forhold til om man skal oversætte navne eller ej, og om det er vigtigere at være tro mod forfatteren eller mod bogens fortæller. Hun fortalte også hvordan det havde været at oversætte Brandon Sandersons trilogi Fortropperne, som jeg tidligere har anmeldt de første to bind af - som iøvrigt var gaver til sidste års Bogbloggertræf. Anmeldelserne kan læses her og her.
Imens Mie fortalte var der kagespisning af den måske nok mest fotograferede kage nogensinde - men den var også flot, og den smagte godt. Vil I vide hvordan den så ud kan I finde den på Instagram ved at søge på hashtagget #bogbloggertræf16.
Næstsidste punkt på programmet var debat mellem de mange bloggere om blandt andet respons fra forlag og forfattere på anmeldelser, kommentarer på andres blogs, og holdningen til stjerner eller ikke-stjerner. Selvom vi ikke alle var lige enige, så var det spændende at diskutere hvorfor de forskellige bloggere gør som de gør, og de tanker der ligger bag.


Udover oplæggene, signeringen og debatten var der også forskellige konkurrencer i dagens løb, og indtil flere boggaver, goodies og bookiebags. Jeg fik 18 bøger med mig hjem, hvoraf jeg havde 4 bøger i forvejen, så måske kommer der en konkurrence på et tidspunkt - det kunne for eksempel være når bloggen når 100 likes på facebook - pt. er der 99 likes, så der går nok ikke så lang tid.
Bøgerne er:

Lene Dybdahl: Skyriel (Ovanienprofetierne 1) (Tellerup)
Nick Clausen: Mareridt & Myrekryb - Syv uhyggelige historier (Facet)
K.L. Berger: De 7 synder (DreamLitt)
Linn Ullmann: De urørlige (Gyldendal)
Iben Mondrup: Karensminde (Gyldendal)
Adam Silvera: Den dag jeg glemmer (Gyldendal)
Julia Heaberlin: Kvinden i graven (Politikens Forlag)
Malene Sølvsten: Ravnenes hvisken 1 (Carlsen, Lindhardt & Ringhof)
C.J. Redwine: Skyggernes dronning (Turbine)
Sidsel Sander Mittet: Sandsnogens bid (Krøniken om Morika 1) (Facet)
Sarah Crossan: One (Politikens Forlag)
Colleen Hoover: Måske en dag (Lovebooks, Lindhardt & Ringhof)
Audrey Carlan: Januar (Calendar Girl 1) (Lovebooks, Lindhardt & Ringhof)
Jan Philipp Sendker: Hjertets stemme (Gads Forlag)
Becky Albertalli: Simon vs. verdens forventninger (Høst & Søn, Rosinante & Co.)
Siri Pettersen: Råddenskab (Ravneringene 2) (Høst & Søn, Rosinante & Co.)
Jeffrey Archer: Hvor der er vilje (Lindhardt & Ringhof)
Noah Hawley: En god far (Jentas)


Derudover fik jeg en del goodies med hjem, som I kan se på billedet her.
De består af:
2 muleposer - 1 fra Plusbog og 1 fra Gyldendal
1 keyhanger fra Plusbog
2 bogmærker fra Plusbog
1 bogmærke fra Gads Forlag
1 bogkatalog fra Jentas
1 tegnebog fra Bog & idé Aalborg, Østeraa
1 krus fra Gyldendal

Jeg glæder mig i den grad til at kaste mig over bøger og goodies, og er meget taknemmelig for at de forskellige sponsorer har forkælet mig og de andre deltagere med de mange gaver.
Bogbloggertræffet er høj grad muligt netop fordi en række forlag, forfattere og andre sponsorer støtter op om det, og der skal derfor lyde en stor tak herfra til:

Bog & idé Aalborg, ØsteraaDreamLittForlaget FacetGads forlagGyldendalJentasLindhardt & RinghofNicole Boyle RødtnesPlusbogPolitikens ForlagRosinante & Co.StorytelTurbineTellerupDansk bibelselskabLotte PetriMarie-Louise RønningNick ClausenPernille Vørs og Evas kagerier.

Til allersidst skal lyde en stor tak til de tre arrangører for et rigtig godt arrangement - jeg glæder mig allerede til næste år!

mandag den 19. september 2016

Fantasyfestivalen 2016


Som lovet kommer her et indlæg om Fantasyfestivalen i Esbjerg 17. og 18, september. Jeg fortæller lidt om arrangeringen af festivalen, oplevelser i løbet af weekenden, og selvfølgelig om de bøger jeg fik med mig hjem.
Først og fremmest var det en fuldstændig fantastisk weekend. Ligesom sidste år var der en helt særlig stemning blandt deltagere og gæster, og en enorm positiv energi og glæde som gjorde festivalen til noget helt specielt. 
For mig startede festivalen for længe siden - faktisk allerede efter forrige festival var slut - hvor vi begyndte at planlægge hvad der skulle ske, og det var fantastisk at opleve hvordan de mange måneders hårdt arbejde og detailplanlægning gik op i en højere enhed, og gjorde at der var styr på stort set alt. Det hjalp selvfølgelig også at vi havde prøvet en del af det før, og derfor vidste nogenlunde hvad vi gik ind til, og hvad der skulle være styr på. Markedspladsen var dog helt nyt område for os, og vi har virkelig knoklet for at få det hele til at klappe med telte, frivillige, og mange ønsker om godt vejr. 
Vi startede med at stille op og udsmykke Esbjerg Conference Hotel fredag kl. 12, og var så klar til at tage imod standholdere og frivillige efterhånden som de dukkede op i løbet af eftermiddagen. Der blev slæbt møbler, klatret på stiger, rejst telte, målt op, og pyntet op, og derefter kom standholderne slæbende med den ene kasse efter den anden med bøger, spil og rollespilseffekter som de stillede klar til om lørdagen. Efter alle var klar inviterede biblioteket på pizza, og de sidste slagplaner blev lagt. 
Lørdag morgen var de første fra projektgruppen klar på stedet kl. 7.20, og kort efter dukkede de første af de standholdere der endnu ikke var kommet op, og begyndte at rejse telte og slæbe kasser ind. 

Klokken lidt i 10 var alle klar, og så blev dørene åbnet for gæsterne. Allerede fra starten var der højt humør, og da Jakob Lose, formanden for Kultur og Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune, præsenterede vores Guest of Honour, Trudi Canavan, som officielt åbnede festivalen, begyndte det hele for alvor.
Jeg fik desværre ikke selv oplevet alle foredrag og aktiviteter - en del af prisen man må betale som arrangør - men jeg fik da hørt Trudi Canavan, Kenneth Bøgh Andersen, Dennis Jürgensen, Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl, og så fik jeg snakket med standholdere, frivillige, og en del af gæsterne som alle lod til at være tilfredse, hvilket var rigtig dejligt. Nå ja, og så fik jeg købt en hel del bøger med mig hjem, men mere om det senere. 
Lørdag aften havde vi inviteret standholdere, frivillige, forfattere og personale på middag, og det var rigtig hyggeligt at snakke sammen om de mange oplevelser vi hver især havde haft i dagens løb. 
Søndag var endnu en lang dag, som sluttede da oprydningen og nedtagningen var færdig, men alt gik som det skulle, og nu venter så bare evalueringen af i år, før vi er helt færdige med årets Fantasyfestival. 
I dag nyder jeg så min, synes jeg selv, velfortjente fridag, og har smækket benene op, så mine stakkels fødder kan komme sig lidt, efter at være blevet stået på og gået med stort set hele weekenden. 
På Fantasyfestivalens hjemmeside fantasyfestival.dk kan I læse mere om alle de mange aktiviteter festivalen bød på i år, og se programmet. Der vil også snart komme billeder fra årets festival.
Men indtil da kan I se lidt stemningsbilleder fra festivalen her.









Jeg nåede som sagt at opleve enkelte af forfatterne, og skriver lidt om det her. 

Som tidligere nævnt lykkedes det mig at høre Dennis Jürgensen blive interviewet, hvilket var rigtig sjovt, da jeg har læst stort set alle hans bøger som barn og ung, og stadig genlæser hans bøger når jeg får lyst - hvilket sker ofte. Jeg har dog aldrig turdet give mig i kast med Kadavermarch-bøgerne, da jeg er lidt af en kylling i forhold til zombier, og ved at bøgerne ville give mig mareridt - hvilket egentlig er en kompliment til forfatteren. Det lykkedes mig også at få ham til at signere en af mine yndlingsbøger fra barndommen, Knusum Kranikum, 1. bind af Krøniker fra Kvæhl, en serie jeg har genlæst et utal af gange. Der var helt fyldt til interviewet, og folk måtte stå op, og sidde på gulvet, hvilket var fedt at opleve som arrangør. Men det var selvfølgelig også en del år siden Dennis Jürgensen sidst har kunnet opleves live, og da han har en stor fanskare - og en officiel fanklub - mødte folk talstærkt op. 


Jeg har læst de første to bind af Mørkets søn, skrevet af Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl, med stor fornøjelse, og er glad for at jeg fik hørt interviewet med dem. Noget der kun kunne lade sig gøre fordi jeg hjalp med teknikken. Jeg kunne desværre ikke nå at få deres bøger signeret, men det må så blive en anden gang. 


Lørdag sluttede af med Kenneth Bøgh Andersen, en af mine personlige yndlingsforfattere. Endnu en gang var salen fyldt, mens Kenneth blev interviewet om sin nyeste bog, Den faldne djævel, som udkom dagen før festivalen. Teknikken drillede lidt, men interviewet gik godt, og Kenneth var så sød at blive lidt længere, så alle kunne nå at få signeret hans bøger. Vi var rigtig glade for at han kiggede forbi, og jeg glæder mig allerede til at læse sidste bind i Den Store Djævlekrig. 


Søndag fik jeg hørt Trudi Canavan fortælle, og det var en stor oplevelse, som virkelig gav mig lyst til at få læst resten af hendes bøger. Trudi fortalte blandt andet om hvilke fantasybøger hun selv havde læst, og jeg opdagede, at vi må have samme smag, for en del af dem har jeg selv læst med stor fornøjelse. Jeg har allerede noteret mig resten til fremtidig læsning, og glæder mig til at kaste mig over dem. I modsætning til sidste år lykkedes det mig også at få snakket lidt med Trudi og hendes mand, og de var virkelig et par rare, sjove og sympatiske mennesker. Trudi havde ovenikøbet medbragt gaver til hele projektgruppen som tak for invitationen, så jeg er nu indehaver af en original australsk Headsox, fremstillet af aboriginere. 


Som en afslutning på dette, temmelig lange, blogindlæg, vil jeg fortælle lidt om de bøger jeg fik med mig hjem. Nu skulle man tro at jeg ikke havde tid til at købe bøger, men som sagt tilbragte jeg en del af min tid med at cirkulere mellem standholderen og snakke med dem, og jeg kunne derfor slet ikke undgå at få kigget på de bøger de havde med. En del af dem boede selvfølgelig allerede hos mig i forvejen, men der var også en del nye bøger, som jeg endnu ikke havde fået købt, og så havde den deltagende boghandler, Arnold Busck, et stort udvalg af engelske fantasybøger med, som jeg bare måtte eje. I alt fik jeg købt 19 nye bøger i løbet af weekenden, og jeg glæder mig til at få begyndt på dem. 
Bøgerne er:


Kenneth Bøgh Andersen: Den faldne djævel (Den Store Djævlekrig 6)

Jeg har virkelig glædet mig til at få fingre i denne bog, ligesiden jeg læste sidste side i femte bind sidste år, og glæder mig til at vende tilbage til Helvede. Desværre fik jeg den ikke signeret, men heldigvis har jeg en signeret udgave af første bind i serien.


Margaret Weis og Tracy Hickman: Dragons of Autum Twilight (Krøniker 1)
Margaret Weis og Tracy Hickman: Dragons of Winter Night (Krøniker 2)
Margaret Weis og Tracy Hickman: Dragons of Spring Dawning (Krøniker 3)

Serien er kommet i en ny lækker hardback-udgave, og da min gamle seksbindsudgave hænger i laser efter at være blevet læst gang på gang på gang, kunne jeg selvfølgelig ikke stå for dem. Jeg har iøvrigt hørt, at Legender skulle være på vej i en nye trebindsudgave også, og skal selvfølgelig have fingrene i den også, når de engang udkommer. Her har jeg nemlig samme problem. 


Pernille Eybye: Heksejægerens bytte (Dragernes konge 1)
Carina Evytt: Gøglerkongens sværd (Dragernes konge 2)

Pernille Eybye og Carina Evytt er gået sammen om at skrive en fantasytrilogi, og de to første bind var med til Fantasyfestivalen, selvom de officielt først udkommer til oktober. De to forfattere åbnede foredragsrækken lørdag, og selvom jeg hverken fik hørt dem eller signeret bøgerne, skulle bøgerne med mig hjem. Bind 3 kommer vist engang til næste år. 

Boris Hansen: Vejen til Panteon (Panteon-sagaen 1)

En anden bog jeg har ventet på i spænding. Bogen udkommer officielt på onsdag, men det var muligt at købe den på Fantasyfestivalen, hvor Boris Hansen i øvrigt var quizmaster på en meget populær Fantasyquiz, som jeg ville ønske jeg kunne have oplevet. 


Andy Weir: The Martian

Brandon Sanderson: Ritmatikeren

To bøger som jeg virkelig har glædet mig til at få fat i. The Martian er godt nok udkommet for et stykke tid siden, men jeg har endnu ikke fået læst bogen, og nu skulle jeg altså have fat i den. Ritmatikeren har jeg glædet mig til, siden jeg læste de to første bøger i Fortropperne-trilogien. Jeg er virkelig blevet glad for Sandersons skrivestil. og glæder mig til at læse flere af hans bøger. 


David Dalglish: Skyborn (Seraphim 1)

David Dalglish: A Dance of Blades (Shadowdance 2)

David Dalglish: A Dance of Ghosts (Shadowdance 5)

Brent Weeks: The Blinding Knife (Lightbringer 2)

Brent Weeks: The Broken Eye (Lightbringer 3)

Hos Arnold Busck faldt jeg over 5 engelske bøger, som jeg måtte have med hjem. Shadowdance-serien har jeg første bind af, selvom jeg endnu ikke har fået læst det, og det samme med Lightbringer-trilogien, som jeg har hørt meget godt om. Nu hvor jeg har hele trilogien er det bare med at komme i gang. Jeg har dog på fornemmelsen det vil være en god idé at sætte en sommerferie af til projektet, da bøgerne i trilogien er temmelig lange. 


Mikkel Wendelboe: Dæmonens spind (Aiñafablen 2)

Jeg købte første bind til sidste års Fantasyfestival, og måtte selvfølgelig også have fingrene i andet bind, som jeg glæder mig til at læse. 


Tessa Gratton: En blodig arv (Blood Magic 1)

Tessa Gratton: Blodets vogter (Blood Magic 2)

Trinity Faegen: De fortabte sjæle (Djævlens Pagt 1)

Trinity Faegen: Det evige liv (Djævlens Pagt 2)

Sidst, men bestemt ikke mindst, fik jeg købt to sampakker som jeg har kigget på et stykke tid. Nu fik jeg så endelig købt dem. og jeg glæder mig til at få dem læst. 

Det var så mit lange blogindlæg om Fantasyfestivalen. Nu vil jeg sætte mig med en kop te, og en bog, og slappe fuldstændig af. Der skulle gerne komme lidt flere indlæg i resten af september, nu hvor jeg har fået mere tid og overskud til at læse igen, og i næste uge kommer der indlæg om både Bogbloggertræffet i Aalborg, og et VIP-arrangement med Julie Kagawa i Odense. Jeg glæder mig utroligt meget til begge dele, og nyder at kunne tage den med ro, eftersom jeg har ferie fra på fredag. Jeg går også og pusler med tanken om at lave et par blogindlæg om yndlingsserier og -forfattere indenfor den nærmeste fremtid, men har ikke helt fundet ud af formen på dem endnu. Jeg er spændt på hvad I vil synes om dem. Jeg kan allerede nu røbe, at de fleste af dem vil være bøger og serier som jeg ikke har anmeldt på bloggen, fordi jeg enten har læst dem før bloggen blev født, eller fordi jeg har læst dem så mange gange at jeg har svært ved at sætte ord på dem. Jeg lover dog at lave anmeldelser af dem næste gang jeg genlæser dem. 

Hvad med jer? Var I til Fantasyfestival, og hvad synes I om den? Og har I også fået købt nogle nye bøger?