Viser opslag med etiketten bogblogger. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten bogblogger. Vis alle opslag

lørdag den 22. juli 2023

Gæsteindlæg: Lydboghylden

Jeg har aldrig rigtig lært det der med at høre lydbøger. Ikke fordi jeg har noget imod dem, men formatet fungerer bare ikke helt for mig. Jeg ville dog ønske, at jeg kunne, for idéen med at kunne lave noget kreativt eller praktisk imens man lytter til en god bog, og stadig få noget ud af historien, tiltaler mig en del.
Fordi jeg ikke selv hører lydbøger, har jeg svært ved at anbefale dem til andre. Jeg kan selvfølgelig godt anbefale gode bøger, men om lydbogen også er god ved jeg jo ikke. 
Men det er der heldigvis andre, der ved. Og en af dem kan I møde i dag. Betina fra Lydboghylden har en bogblog, hvor hun anbefaler netop lydbøger, og har sagt ja til at fortælle lidt om, hvad det er lydbøger kan, og komme med et par anbefalinger af gode fantasylydbøger. 

Hvorfor har du startet din bogblog?

Jeg har startet Lydboghylden.dk for at inspirere folk til at høre lydbøger. Samtidig fungerer Lydboghylden som min digitale boghylde, hvor jeg deler mine bedste anbefalinger til gode lydbøger.

Bøger kan give utroligt meget glæde i ens hverdag – især i dag hvor skærmtid får mere og mere plads.
Lydbogsverdenen kan dog være lidt svær at finde rundt i, da der over årene er kommet flere lydbogsapps på markedet. Derfor deler jeg også mine erfaringer med de forskellige apps, så hver lytter kan finde det rette match og få mest glæde med lydbøgerne.


Hvorfor fokuserer du på lydbøger?

Der er og bliver forskel på lydbøger og fysiske bøger. For mig er det ene dog ikke bedre end det andet. Jeg har selv oplevet at lydbøger kan skabe plads til endnu flere gode læseoplevelser og kan gøre det nemmere for ”nye” læsere at komme i gang.

Jeg elsker selv at høre lydbøger, da jeg kan have en god bog med mig overalt. Samtidig gør lydbøgerne det muligt at kombinere mine to hobbies – bøger og strikning.


Mine 3 favorit fantasylydbøger

Der er utroligt mange gode fantasylydbøger derude. Hvis jeg skal vælge mine tre favoritter, vil det dog være Harry Potter og De Vises Sten, Djævelens Lærling og Skammerens Datter.

Harry Potter og De Vises Sten
Harry Potter fortjener helt klart en plads på min top-3 over fantasylydbøger. Det er og bliver en af mine yndlingshistorier og den første lydbog i serien har en helt særlig plads i mit hjerte.

Hvis du ikke kender til historien, så handler den om drengen Harry Potter, der vokser op ved sin skrækkelige moster, onkel og fætter. Da han er 11 år, tager hans liv dog en drejning. Han får nemlig et brev om, at han er blevet optaget på troldmandsskolen Hogwarts. Harry drager afsted mod skolen, hvor han får gode venner, men også må tage kampen op mod den onde troldmand Lord Voldemort, der truer freden i troldmandsverdenen.

Noget af det jeg elsker ved Harry Potter-lydbøgerne, er kombinationen af spænding og fortællingen om venskabet mellem Harry, Ron og Hermione. Uanset hvem man er, vil man kunne finde en karakter at spejle sig i.

Derudover har J.K. Rowling skrevet bøgerne i et fantastisk sprog med mange detaljer om troldmandsuniverset. I og med at der også er ”almindelige” mennesker med i fortællingen, får det en til at tro på, at der måske eksisterer et parallelunivers med troldmænd – vi ved det bare ikke endnu…

Derudover er oplæseren af lydbøgerne helt fantastisk – det er nemlig selveste Jesper Christensen, der har en fantastisk indlevelsesevne.

Djævelens Lærling
Min anden favorit fantasylydbog er Djævelens Lærling. Lydbogen er den første bog i serien Den Store Djævlekrig, der består af i alt seks bøger.

I Djævelens Lærling følger vi drengen Filip. Han er en rigtig god dreng, der opfører sig ordentligt. Derfor kommer det som noget af en overraskelse, da Filip ved et uheld dør og havner i selveste Helvede. Det viser sig dog hurtigt, at der er sket en fejltagelse. Det var nemlig slet ikke Filip, der skulle være død, men i stedet for byens værste bølle. Djævelen Lucifer mangler en arvtager og må nu få det værste frem i Filip, så han kan indtage pladsen som Helvedes hersker.

Djævelens Lærling indeholder utroligt mange detaljerede beskrivelser fra Helvede, hvilket gør det meget nemt at leve sig ind i fortællingen. Samtidig indeholder bogen vigtige moraler og leger med tanken om, at der findes gode og onde sider i alle mennesker.

Djævelens Lærling-lydbogen er både skrevet og oplæst af Kenneth Bøgh Andersen. Jeg elsker, når forfatteren selv oplæser lydbøgerne, da det sikrer at historien bliver fortalt lige præcis, som det var tiltænkt.

Skammerens Datter

Skammerens Datter fortjener også at blive fremhævet som en af mine yndlingsfantasylydbøger.

Som med de førnævnte lydbøger, har vi igen at gøre med en serie, der denne gang består af fire bøger.

I Skammerens Datter følger vi pigen Dina. Hendes mor er Skammer, hvilket betyder, at moren blot ved at se ind i andre folks øjne, kan se deres dybeste hemmeligheder og skam. Til Dinas store sorg, har hun arvet sin mors kræfter. Det betyder, at hun bliver udstødt af de andre børn. Dinas særlige evner viser sig dog at være positive, da hun hjælper med at finde frem til sandheden i et opgør mellem to fyrstesønner. Vejen til sandheden er dog ikke nem…

Jeg husker tydeligt at have læst Skammerens Datter, da jeg var barn. Da jeg genbesøgte lydbogen som voksen, blev jeg ikke skuffet. Fortællingen er det helt rette mix mellem fantasy og svære følelser. Den minder os om, at selv det vi ville ønske at være fri for, kan vise sig nyttigt.

Skammerens Datter-lydbogen er oplæst af Karin Rørbech. Hun er en behagelig oplæser, der gør det muligt bare at læne sig tilbage og nyde rejsen.


Tak for anbefalingerne, Betina. 
Følg Betina på Lydboghylden.dk, og på Instagram og Facebook under @lydboghylden for flere lydbogsanbefalinger.  

lørdag den 18. maj 2019

Bogbloggerbrunch hos Turbine

Sponsoreret indlæg - Invitation og anmeldereksemplar fra forlaget. 

Jeg var så heldig at blive inviteret til brunch hos Forlaget Turbine, i anledning af den kommende udgivelse af fantasybogen Roser og violer af Gry Kappel Jensen. Og da det både lå på en lørdag, og var i Aarhus, kunne jeg for en gangs skyld komme.
Jeg skulle være i Aarhus klokken 11, så jeg var tidligt oppe, for at kunne komme med toget klokken 7. Jeg var så alt for tidligt fremme, men brugte lidt tid på at snuse i Bog og Idé i Bruuns Galleri, før jeg begav mig afsted mod forlaget. Jeg havde en god idé om, hvor jeg skulle hen, men det lykkedes mig alligevel at dreje forkert på vejen. Det forsinkede mig dog ikke mere, end at jeg var fremme ved forlaget cirka 25 minutter før brunchen skulle starte.
Ved indgangen mødte jeg en anden bogblogger, og så gik det ellers med elevatoren op til forlaget.
Da vi jo var temmelig tidligt på den, fik vi først en minirundvisning på forlaget, før de andre bogbloggere så småt begyndte at dukke op.

Og så var det spisetid. Den lækre brunch bestod af brød, spejlæg, baconketchup (som åbenbart er en ting), marmelade, ost, grapefrugt, et stykke wienerbrød med rabarber samt en stærkt forsinket bønnesalat (som jeg ikke helt syntes passede sammen med resten af brunchen), og æblemost, te og kaffe.

Imens vi spiste, fortalte Gry om Roser og violer. Hun kom kort ind på handlingen, men fortalte også om skriveprocessen, personerne og tematikkerne, og tankerne bag det smukke omslag, som er designet af Karin Hald.
Efterfølgende blev der uddelt goodiebags, og så fortalte Marie og Gry om nogle af forlagets kommende bøger, med særligt fokus på de fantasybøger som udkommer til efteråret. Og jeg kan godt røbe, at der er noget at glæde sig til!
Derefter var det tid til et gruppebillede (som jeg dog ikke er i besiddelse af) og en lidt mere grundig rundvisning på forlaget. Det var rigtig spændende at se, hvordan forlaget ser ud bag kulisserne, og hvordan de har indrettet sig.

Under rundvisningen fik jeg også lokket Gry til at signere mit eksemplar af Roser og violer. Og så var det ved at være tid til at tage vejen hjem igen, efter en rigtig hyggelig dag.

Til allersidst vil jeg lige vise indholdet af goodiebaggen frem. I goodiebaggen var der:
1 smuk notesbog, med samme omslag som bogen.
1 blyant
En lille pose med forskellige bullet journal-hjælpemidler
Den lille bog om hygge - Vejen til et hyggeligere liv af Meik Winding
2 bogmærker med kommende fantasybøger fra forlaget
2 stykker chokolade

Jeg er rigtig glad for de mange goodies, og selve posen har min kat allerede erobret. Den er åbenbart perfekt som kattesovested:)

Tak til Gry, Marie og Karin fra Turbine for en rigtig hyggelig dag, og den lækre goodiebag. Jeg var rigtig glad for at være blevet inviteret, og kommer gerne igen en anden gang.

søndag den 17. juni 2018

Bogbloggerevent hos Leatherbound

Sponsoreret indlæg - Invitation fra forlaget

Lørdag 16. juni var jeg inviteret til Bogbloggerevent hos forlaget Leatherbound i Horsens. Eventet blev afholdt i anledning af udgivelsen af andet bind af Julie M. Days fantasytrilogi Grænsen til Trafallas, og det var en rigtig hyggelig dag.
Jeg var tidligt oppe, for at kunne være i Horsens til klokken 12, hvor eventet startede, og mellemlandede på banegården, hvor jeg havde en lille time, før bussen til forlaget gik. Allerede ved busstoppestedet mødte jeg de første bloggere, og vores lille gruppe på 4 ankom cirka et kvarter før eventet skulle starte.
Ved ankomsten mødte vi Heine (forlagscehefen) og Julie, som viste os rundt på forlaget. Indtil videre deler forlaget kontorer med et par andre firmaer, men de går snart igang med at bygge om ovenpå, så forlaget bliver samlet et sted. Rundturen endte i køkkenet, hvor Eva Lucia, som både er bogblogger og ansat ved forlaget som marketingsansvarlig, var i fuld gang med at rette maden an. Vi fik en drink, og blev vist ud på terrassen, hvor de andre fremmødte var samlede, og hvor vi fik en snak, indtil de sidste dukkede op.

Lidt over 12 blev vi vist til bords, og budt velkommen af Eva. Maden var virkelig lækker, og bestod af salat, kyllingespyd, pomfritter og falaffel.


Mens vi spiste, interviewede Eva Julie om Grænsen til Trafallas, hendes forfatterrejse, og, ikke mindst, om anden bog, som udkom i fredags, og blev fejret med en reception med bobler, som jeg desværre ikke kunne komme til. Julie læste også et lille stykke op fra andet bind, hvilket bare gjorde mig endnu mere spændt på at læse bogen.

Efter maden var der fri leg, mens Eva og Heine gjorde klar til quiz. Quizzen foregik via Kahoot!, som var helt nyt for mig, og handlede selvfølgelig om Grænsen til Trafallas. Jeg endte på en tredjeplads, på trods af at jeg læste bogen sidste sommer, og derfor ikke havde den i helt frisk erindring.

Efterfølgende fik vi hver en virkelig lækker bookie bag, fyldt med goodies, og, ikke mindst, bind 2 af Grænsen til Trafallas, Skyggen fra Nord, som jeg virkelig glæder mig til at læse. Julie var også så sød at signere min bog, sammen med en rigtig sød hilsen.

Derefter var det tid til kage. Først var der dog kø til at få taget billeder af den virkelig flotte kage, og da der ikke rigtig var plads, var Line fra Forestilling om Paradis så sød at tage et billede for mig.
Kagen smagte virkelig godt, og mens vi spiste, fik vi snakket bøger og bogblogge.
Efter kagen var det tid til at få taget et fællesbillede, da der, kortvarigt, var et ophold i regnen, og vi myldrede allesammen udenfor.
Og så var det tid til at sige farvel for mit vedkommende, så jeg kunne nå toget tilbage mod Ribe.

Og nu er det blevet tid til at vise bookiebaggen frem, som virkelig var proppet med gode sager.

Indpakningen var denne mulepose med Leatherbounds logo på. Posen er i en god kvalitet, og skal nok blive brugt igen og igen.

Det første, jeg fiskede op af posen, var selvfølgelig bogen, Skyggen fra Nord. Bogen er en virkelig flot hardcover, med fede detaljer, som desværre ikke kan ses på billedet. Blandt andet er tigerens øjne lavet på en måde, så de næsten blinker når man kigger på dem. Med bogen fulgte også et bogmærke, og så var posen fyldt med blå fjer og små metalblade, som I kan se i baggrunden.

Der var også en lille papirrulle i posen. På den ene side stod profetien om Den Halve fra bogen, og på den anden side var der et kort, som viser hvor Trafallas ville ligge, hvis ikke verdenerne var blevet skilt ad.

Der var også et duftlys i posen. Det har en lækker duft af sandeltræ, ceder og vanille, og dufter dejligt friskt. Og så er det i en flot glasstage, som kan genbruges som fyrfadsstage, når lyset er brugt op.

Med i posen fulgte også makeup, i form af en Polar Lights Highlight Cream fra Handaiyan og neglelak fra Graney i en metallisk blå farve.

Der fulgte også en drømmefanger-nøglering med fjer og blå sten, samt en metalfjer til at hænge op med.

Og til allersidst var der et lille stykke chokolade, som matchede resten af tingene, i dens blå emballage.

Bookiebaggen er nok en af de mest gennemførte, jeg har modtaget, og jeg er imponeret over, hvor meget omtanke, der er lagt i den, og hvor meget tingene matchede i farverne, og stadig passer sammen med bogen. At blå er min yndlingsfarve, gjorde kun helhedsindtrykket endnu bedre. Og så er det hele brugbart, og vil sikkert komme til at optræde på nogle af mine Instagramfotos fremover.

Tak til Leatherbound, Julie og Eva for et hyggeligt arrangement, og til forlaget for den lækre bookiebag. Jeg var rigtig glad for at være blevet inviteret, og kommer gerne igen en anden gang.

onsdag den 28. september 2016

Møde med Julie Kagawa


Det var lykkedes HarperCollins Nordic at lokke selveste Julie Kagawa til Danmark i forbindelse med at andet bind i hendes serie Sagaen om Talon udkom i mandags. Sammen med Bog & Idé havde forlaget inviteret bogbloggere fra hele landet og andre interesserede til at møde hende på Odense Hovedbibliotek tirsdag aften, og da jeg har ferie i denne uge kunne jeg faktisk også komme af sted.
Jeg var taget af sted i god tid, for der var ikke ret lang tid til at skifte tog, og hellere komme en time for tidligt end en time for sent. Turen derover gik fint, og jeg tilbragte den time jeg kom for tidligt med at finde noget at spise i Banegårdscentret.
Halv syv kunne jeg dog ikke vente længere, og bevægede mig ned på biblioteket for at finde det rigtige lokale. Og kort efter dukkede de første kendte ansigter op. Mange af dem havde jeg jo set til weekendens Bogbloggertræf, så der blev uddelt knus og snakket bøger mens vi ventede på at Julie Kagawa skulle indfinde sig.


Klokken otte præcis dukkede hun op, og efter en kort introduktion fra bibliotekets side, bød forlagets repræsentant velkommen, og så kom Julie Kagawa på scenen. Den næste halve time blev hun så interviewet, og hun viste sig at være en dame med masser af humor - hvad jeg også havde gættet efter at have læst Dragerne - og hun havde i den grad publikum med sig. Hun fortalte blandt andet, at hun, udover at skrive, dyrker kampsport fire gange om ugen, spiller masser af computerspil, og elsker manga. Faktisk får hun en del af sine idéer fra netop computerspil og manga. Julie har altid elsket fantasy, og da hun læste Terry Brooks´ Shannara-serie og græd som pisket i ét af bindene, vidste hun, at hun skulle være forfatter. Hun ville nemlig også få folk til at græde på den måde.
Derudover fortalte hun om vejen til udgivelse, og hvordan hun elsker at skrive fantasy, og specielt YA, som sagtens kan være lige så kompleks en størrelse som voksenbøger - og nogle gange endda ovenikøbet mere. Hun fortalte også, at hun nok aldrig kommer til at skrive en realistisk bog - de gange hun har prøvet er der nemlig kommet feer og drager ind fra sidelinjen. Men måske vil hun prøve at skrive en science fiction-bog en gang.
Efter den halve times interview blev der åbnet for spørgsmål fra publikum, og der var rigtig mange.
Og så var klokken otte, og arrangementet var slut - næsten da.


For nu var det tid til de goodie bags som Bog & Idé havde pakket og uddelte. Og de var virkelig gennemførte. Udover et flot net med dragelogoet fra den første bog i Sagaen om Talon bestod de af den flotte malebog til filmen Fantastiske skabninger og hvor de findes, en notesbog med tilhørende blyant, the, chokolade, skønhedsprodukter, og rabatkort til butikker i Odense. Det hele var holdt i guldtoner så det passede sammen med dragelogoet.


Men gaveregnen stoppede ikke der, for forlaget gav mig også et anmeldereksemplar af bind to i serien, Oprørerne, som jeg virkelig glæder mig til at gå i gang med.


Til sidst var der tid til at få både den nye og den medbragte bog - jeg havde taget bind et med - signeret, og det betød også jeg fik snakket lidt med forfatteren på tomandshånd.
Og så var det tid til at tage toget hjem igen. Jeg var lidt bekymret for om jeg nåede det sidste tog i Bramming, og det viste sig at være med rette. Toget kørte ellers som planlagt. Lige indtil Bramming, hvor det ventede i ti minutter uden for stationen, fordi der var problemer med sporskiftet. Det betød, at sidste tog til Ribe var kørt, og da jeg ikke havde lyst til at vente til klokken 4.30, måtte jeg tage en taxa hjem. Så det blev en lidt træls afslutning på en ellers dejlig dag.
Men i det store og hele var det en rigtig dejlig aften, og jeg vil bestemt håbe, at forlaget også lægger fremtidige forfatterarrangementer i Odense eller måske ovenikøbet i Jylland, da det er stort set umuligt for jyder at komme til aftenarrangementer i København på en hverdag.
Tak for en dejlig aften.