Dream Warrior

Dream Warrior er 16. bind af Sherrilyn Kenyons fantasyserie Dark-Hunter, og 4. bind af Dream-Hunter-serien.

De græske guder har store problemer: Den mørke gud Noir og hans søster, gudinden Azura, har indledt et angreb på Olympus ved at tage en del af deres guder til fange. Bliver deres krav ikke indfriet indenfor 12 dage, bliver fangerne henrettet.
Den eneste der har en chance for at bekæmpe dem er guden Cratus. Desværre har han tilbragt de sidste mange tusind år på jorden, pint og plaget af guderne og uden sine guddommelige kræfter, fordi han nægtede at dræbe et spædbarn på Zeus´ ordre. Cratus kalder sig nu Jericho, og han er bestemt ikke i humør til at hjælpe guderne. Faktisk ønsker han sig ikke noget højere end at få hævn over hele det græske panteon, og ikke mindst Zeus, for den behandling han har fået.
Drømmeguden Delphine får til opgave af Zeus at forføre Cratus, så han alligevel vil kæmpe for de græske guder. Men som drømmegud er Delphine, på trods af at hun er halvt dødelig, ikke i stand til at føle noget, og hun har aldrig været forelsket eller forført nogen som helst.
Hun har dog ikke noget valg: Fejler hendes mission, vil hun blive straffet af Zeus - og Noir og hans søster vinder. Kun hvis kærlighed kan vinde over had har guderne en chance.

Har I fulgt med på bloggen et stykke tid, ved I at Dark-Hunter-serien er en af mine yndlingserier, og en jeg tyr til, når læselysten har svært ved at indfinde sig. Jeg er nu nået til 17. bind i serien, og eftersom det er svært at blive ved med at finde på nye ting at rose, bliver anmeldelsen lidt kortere end normalt.
Sproget er, som altid, letlæst og flydende, med masser af humor, sarkasme, og sanselige og levende beskrivelser.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med spænding, action, sex, kærlighed, hævn, forræderi, hemmeligheder og guder. Igen udvider Dark-Hunter-universet sig, og samtidig begynder personerne og historierne fra Chronicles of Nick-serien at fylde mere og mere. Det er den græske mytologi fortalt som aldrig før, og jeg elsker det. Og så slutter bogen med noget af en cliffhanger.
En stor del af det der bærer seriens mange bind er Kenyons vidunderlige personer. De er levende, menneskelige og nuancerede, og forfatteren formår at binde personer og historier sammen på tværs af de mange bind, så hoved- og bipersoner fra tidligere dukker op i nye sammenhænge. Hovedpersonerne denne gang er Cratus, eksgud og kriger, fyldt med had, hævntørst og sarkasme, og Delphine, en drømmegud med skjulte dybder, bestemte meninger og medfølelse. De to supplerer hinanden utroligt godt, og kemien mellem dem er fantastisk. Blandt bipersonerne er denne gang også Nick, som nok er min yndlingsperson i hele universet, fordi det var ham der introducerede mig for Kenyons verden i spin-off-serien Chronicles of Nick. Og så kan jeg bare godt lide den sarkastiske Cajun-knægt.
Jeg glæder mig allerede til at læse næste bind, og anbefaler endnu en gang serien til alle der elsker fantasy, græsk mytologi og sarkastiske bad boys.

Se også forfatterens hjemmeside.

Dream Chaser

Dream Chaser er 13. bind af fantasyserien Dark-Hunter, og 3. bind af Dream-Hunter-serien af Sherrilyn Kenyon.

Xypher er halvt gud og halvt dæmon - og så er han død. I århundereder er han blevet pint i dødsriget af Hades, efter han blev forrådt af den kvinde han elskede. Men nu har han fået en chance til. Hades har givet ham en måned i live, og Xypher er opsat på at bruge den måned på at få hævn over Satara, kvinden der forrådte ham og daimonen Strykers søster.
Han havde dog ikke regnet med at blive lænket sammen med Simone. Hun er lærer i retsmedicin, og kan se og tale med spøgelser. Som barn mistede hun sin familie, og hun har derfor svært ved at knytte sig til andre mennesker. Selv om hun kender til det overnaturlige, er hun dog på ingen måde forberedt på hvor stor den overnaturlige verden er.
Xypher og Simone må holde hinanden i live indtil de finder en måde at knække båndet mellem dem på. Men det er ikke let når daimons og dæmoner jager dem. Samtidig begynder de langsomt at få følelser for hinanden. Men har de overhovedet en fremtid, når Xypher er dømt til at vende tilbage til dødsriget og evig tortur når måneden er slut?

Jeg er helt vild med Sherrilyn Kenyons Dark-Hunter-serie, som er blevet noget af en guilty pleasure-serie for mig - selvom jeg nu ikke føler mig specielt skyldig over at læse dem.
Kenyons sprog er letlæst og flydende, og hendes beskrivelser er utroligt sanselige. Jeg føler mig virkelig hensat til New Orleans´ mørke gader og gamle huse, og duften af kreoler-krydderier næsten bølger op fra siderne mens jeg læser bøgerne. Serien er fyldt med humor og en underliggende sensuel stemning, som bare fanger mig ind, og får mig til at sluge bøgerne i hurtigt tempo.
For hver bog i serien udvider Dark-Hunter-universet sig mere og mere, og det er virkelig imponerede, at forfatteren kan holde styr på de mange personer og væsener som efterhånden bebor det. Og på trods af at grundhistorien i hver bog er næsten den samme, så kommer der altid nogle twists, der gør at man som læser ikke føler at historien gentager sig selv.
Personerne er levende og menneskelige, og for hver bog i serien lærer man nogle af dem bedre og bedre at kende. Hovedpersoner fra tidligere bøger dukker op som bipersoner, og nogle af bipersonerne fra tidligere bliver mere facetterede. Det fungerer rigtig godt, fordi man hver gang ser personerne fra en anden vinkel, og de derfor bliver mere og mere levende. Denne gang er hovedpersonerne Xypher og Simone. Xypher er blevet pint hele sit liv, og da han forsøgte at lære kærligheden at kende med Satara blev han forrådt, for så at blive pint i døden også. Det gør ham til en temmelig bitter person - hvilket er både forståeligt og rimeligt. Simone både forvirrer og tiltrækker ham, og pludselig opdager han, at der er følelser han ikke kendte til. Hans hævntørst, som er altoverskyggende, får pludselig konkurrence, og det ved han ikke helt hvad han skal mene om. Simone har mistet alle dem hun har elsket i hele sit liv - undtagen spøgelset Jesse, som hun aldrig har kunnet røre. Hun har to venner, men er bange for at åbne sit hjerte, af frygt for at miste flere hun elsker. Alligevel kan hun ikke lade være med at være tiltrukket af Xypher, samtidig med at hun bebrejder ham for de problemer hun pludselig inddrages i. Kemien mellem de to er en stor del af grunden til at bogen fungerer, og den er virkelig godt og troværdigt beskrevet.
Historien er godt skruet sammen, og fuld af twists, som gør det svært at forudsige hvad der vil ske, og gør at spændingen holder hele vejen igennem. Handlingen er fyldt med action, kærlighed, sex, magi, dæmoner, intriger, hævn, død, komplicerede familieforhold og hemmeligheder, og tempoet er højt hele vejen igennem.
Er man, ligesom jeg, vild med Dark-Hunter-serien vil man ikke blive skuffet. Jeg glæder mig allerede til at læse videre i serien og vende tilbage til det univers og de personer som jeg efterhånden kender så godt, og elsker højere for hver gang jeg dykker ned i serien.

Se også forfatterens hjemmeside.

Upon the Midnight Clear

Upon the Midnight Clear er 12. bind i fantasyserien Dark-Hunter af Sherrilyn Kenyon, og 2. bind i Dream-Hunter-serien.

For tusinder af år siden straffede Zeus drømmeguderne, Oneroierne, ved at fjerne alle deres følelser - undtagen smerten. Og for et par hundrede år siden lykkedes det Leta, en af Oneroierne, at indespærre Dolor, smertens gud, i stasis, indtil et menneske ofrede en elsket for at befri ham.
Leta havde aldrig forestillet sig, at et menneske kunne være så afstumpet, men nu er det utænkelige sket, og Dolor er fri af sit fængsel.
Leta er fast besluttet på at udslette ham en gang for alle, men for at gøre det, har hun brug for hjælp. Derfor opsøger hun Aidan, som Dolor må slå ihjel for at blive helt fri, for at beskytte ham, og for at bruge den energi hun kan suge af hans vrede til at besejre Dolor.
Aidan er blevet forrådt af alle han elskede, og har isoleret sig selv i sit ensomtbeliggende hus. Han nægter at føle andet end vrede, men da Leta dukker op begynder hans hjerte langsomt at føle igen.
Men Leta er forbudt at føle, og med Dolor efter dem begge to virker deres kærlighed dødsdømt fra starten.

Jeg har sagt det før, men siger det gerne igen: Jeg elsker virkelig den her serie. Udover Kenyons sprog, som er flydende, letlæst og tempofyldt, så er seriens univers virkelig imponerende. Med hver bog udvider det sig, og græske guder, magi og overnaturlige væsener er med til at skabe et rigt og mørkt univers som emmer af følelser, erotik, kærlighed, hævn og vold, og som er utroligt afhængighedsskabende. Og så er der seriens personer, som ubesværet bevæger sig fra at være hovedpersoner til at være bipersoner, og som gerne giver en hjælpende hånd med når det er de andres tur til at være bipersoner. Personerne er altid menneskelige og realistiske, og man kan ikke undgå at komme til at holde af dem. Det gør sig også gældende for de to hovedpersoner i Upon the Midnight Clear. Leta er måske nok tusinder af år gammel, men når det kommer til kærlighed er hun absolut ikke den mest erfarne. Ikke mindst fordi hendes følelser er blevet brutalt fjernet, og det eneste hun tænker på er hævn, efter det brutale mord på hendes mand og datter. Hun har brug for Aidans vrede, men begynder langsomt at opdage, at der måske alligevel er mere end smerte og hævn i livet. Aidan er blevet forrådt af alle han elskede, og har bygget en mur omkring sit hjerte. Den eneste følelse han tillader sig selv at føle er vrede, og han har isoleret sig fra alle, for at undgå at føle andet. Men da Leta banker på døren bliver han tvunget til at konfrontere sine følelser, og opdager, at hans hjerte måske nok er såret, men ikke dødt. Den begyndende kærlighed mellem de to fungerer rigtig godt, selvom jeg må indrømme jeg blev en smule træt af Aidans selvmedlidenhed i starten. Det gør, at bogen for mig ikke er helt på højde med de foregående bind i serien, men stadig værd at læse.
Handlingen er fuld af mord, jalousi, forræderi, kærlighed, smerte, erotik og hævn, og som sædvanligt, fristes man til at sige, er der masser af twists undervejs som gør det svært at regne ud hvad der vil ske fra det ene øjeblik til det andet. Bogen er uhyggeligt spændende, og jeg skal da gerne sige, at jeg græd undervejs. Er man, ligesom jeg, afhængig af serien, må man ikke snyde sig selv for denne bog.
Som en lille bonus er der sidst i bogen en lille julehistorie hvor nogle af seriens tidligere hovedpersoner fejrer jul, hvilket virker en smule komisk, da de fleste af personerne er født før Jesus, og iøvrigt tjener gudinden Artemis. Historien er et hyggeligt gensyn med kendte ansigter, og spoiler kraftigt i forhold til de foregående bind i serien. Så læs lige dem først, før I kaster jer over bonushistorien:)

Se også forfatterens hjemmeside.

The Dream-Hunter

The Dream-Hunter er 10. bind af Sherrilyn Kenyons Dark-Hunter-serie og 1. bind af Dream-Hunter-
serien.

Geary har mistet næsten hele sin familie i jagten på Atlantis, og har brugt det meste af sit voksenliv på at lægge afstand til farens besættelse af sagnriget. På farens dødsleje lover hun at fortsætte eftersøgningen, uden dog at have intentioner om at holde løftet. Men da hun i farens efterladte ting finder bevis for at Atlantis har eksisteret beslutter hun sig for at fortsætte eftersøgningen så hun kan give faren oprejsning. Og efter flere år har hun endelig fundet det rigtige sted.
Men eftersøgningen besværliggøres af manglende tilladelser, og Geary begynder at miste troen på projektet. Hun har dog en enkelt tilflugt, nemlig drømmeelskeren Arik, som lover at gøre hvad han kan for at hjælpe hende.
Geary har dog ingen anelse om at Arik findes i virkeligheden. Arik er en drømmegud, forbandet af guderne til kun at føle smerte og uden egne følelser. Kun ved at besøge menneskers drømme kan han føle noget, og han er blevet tiltrukket af Geary. Hun fascinerer ham, da hun til en vis grad kan modstå hans kræfter. Da de andre drømmeguder beordrer ham til at holde op med at besøge hendes drømme laver han en aftale med Hades: 14 dage som menneske mod en menneskelig sjæl. Hades snyder ham dog ved at forlange Gearys sjæl - eller Ariks egen.
Arik møder endelig Geary i levende live, men har ingen idé om hvordan man opfører sig som menneske. I desperation tilbyder han Geary at skaffe de nødvendige tilladelser. Mens de leder efter Atlantis begynder Arik og Geary langsomt at nærme sig hinanden. Men tiden er knap, for deadline for Hades´ aftale nærmer sig. Samtidig begynder andre guder at blande sig, for der er en grund til at ingen har fundet Atlantis. En grund, der kan ødelægge verden - og dræbe guderne.

Jeg er bare vild med den her serie. Sproget er, som altid, letlæst og flydende, med masser af humor og fantastiske beskrivelser. Plottet er originalt og godt skruet sammen, og handlingen er fyldt med spænding, magi, guder, intriger, forræderi, kærlighed og erotik. Adskillige plottwists gør handlingen umulig at forudsige, og gør bogen hurtigt læst. Personerne virker levende og menneskelige, og især de to hovedpersoner Geary og Arik udvikler sig undervejs i bogen. Særligt Ariks forvandling fra ufølsom gud til sårbart menneske er rigtig godt beskrevet, og man kan ikke undgå at komme til at holde af personerne. Som sædvanlig i Kenyons bøger dukker der personer fra tidligere bøger op som bipersoner. Det er dog ikke helt så udbredt i denne bog som i nogle af de andre, da handlingen foregår i Grækenland i modsætning til de tidligere bind i serien. Denne bog er samtidig starten på en ny mini-serie i Dark-Hunter-serien, Dream-Hunter-serien, som jeg glæder mig til at læse videre i. Indtil videre lover den i hvert fald godt, og er med til at give Kenyons univers endnu en facet. Bogen er umulig at slippe, og kan varmt anbefales. Er man fan af Dark-Hunter-universet er bogen en must-read.

Se også forfatterens hjemmeside.