Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren.
I århundreder har monstrenes verden og menneskenes verden været adskilt fra hinanden, og lige så længe har Alinas slægt sørget for at holde porten mellem de to verdener låst.
Men nu er magien begyndt at svigte. Monstrene rører på sig, og meget mod sin vilje må Alina, den sidste Lås i en lang række, forlade menneskenes verden, og sammen med sin Vogter Dax finde ud af hvorfor. Og helst inden porten går op.
Men kan Alina stole på Dax? Og hvad er det der foregår i monstrenes verden?
Jeg er ret vild med Louise Haibergs bøger, og denne var ingen undtagelse.
Sproget er letlæst og flydende, og fyldt med både ulækre og billedskabende beskrivelser og en god portion humor. Dialogerne flyder godt, og jeg var virkelig vild med Alina og Dax' indbyrdes ping-pong, ligesom Dax' sarkasme var virkelig skøn.
Idéen med en monsterverden adskilt fra menneskenes verden er god, og forfatteren formår at skabe et virkelig mørkt og creepy univers, som er virkelig spændende. Jeg kunne dog personligt godt have brugt lidt mere worldbuilding, og fokus på de forskellige former for monstre, da jeg havde noget svært ved at holde dem ude fra hinanden, ligesom jeg manglede nogle oplysninger omkring geografi og hvordan magien egentlig fungerede. Jeg kunne godt have tænkt mig et kort over monstrenes verden og et bestiarium med oplysninger om de forskellige monstre, til at gøre verdenen endnu mere levende, men jeg kan næsten heller ikke få worldbuilding nok.
Handlingen er godt skruet sammen, og forfatteren formår at overraske flere gange undervejs. Historien er spændende, og fyldt med forræderi, magi, kærlighed, pligt, had, monstre, ondskab, magt og hemmeligheder. Først og fremmest er det dog en historie om valg, om at finde sig selv, om godt og ondt, og om at vælge, hvem man vil være. Uanset hvad prisen er.
Personerne er levende og menneskelige, og især hovedpersonerne Alina og Dax er nuancerede og svære ikke at holde af. Også selvom Alina til tider traf nogle direkte idiotiske valg. Alina er på en og samme tid stærk og sårbar. Hun er vokset op til et liv i mørket, fyldt med pligter og opofrelse, men vælger at forlade monstrenes verden, af frygt for sine følelser, og kun vende tilbage for at forny magien. Men selvom livet i menneskenes verden er mindre farligt end i den verden, hun er vokset op i, så er det bestemt ikke ukompliceret, og hun har svært ved for alvor at flygte fra både sin fortid og sine følelser. Især når hun ikke kan undgå at skulle se Dax en gang om året. Dax er tvunget til at beskytte Alina, men det er ikke let, når hun befinder sig i en anden verden det meste af tiden. Og samtidig kan Dax se, hvordan Alinas fravær skaber et farligt magttomrum, som kan ende med at true alt. Dax både hader og elsker Alina, og er ligesom hun fanget mellem pligt og følelser. Men i modsætning til Alina er Dax bedre til at overleve og bevæge sig i monstrenes verden, og også han ender med at stå over for et valg. Af de to var jeg helt klart mest vild med Dax. Både fordi han faktisk tænker sig om, og lytter til sine instinkter, men også fordi jeg generelt er ret vild med sarkastiske bad boys. Og at kemien mellem de to samtidig slår gnister, gjorde kun læseoplevelsen bedre. Synsvinkelskiftet mellem de to fungerer rigtig godt, og som læser lærer man dem virkelig godt at kende. Desværre var det samme ikke helt tilfældet med bipersonerne, som i nogle tilfælde godt kunne have brugt lidt mere dybde. De to, der stod klarest for mig, var Aristro og Sira. Aristro er manipulerende, intelligent, magtbegærlig og overtalende, og nok et af de mest skræmmende monstre overhovedet, fordi han er så karismatisk. Sira, derimod, gemmer på en tragisk forhistorie, der gør det svært ikke at føle med hende, på trods af hendes handlinger. Og så var der det nuttede monster, Quai, som måske/måske ikke er til at stole på.
Selvom jeg godt kunne have brugt lidt mere worldbuilding, så var Låsen og Vogteren en virkelig god historie med en utroligt creepy stemning, masser af humor og gnistrende kemi mellem de to hovedpersoner. Er man vild med fantasy romance og monstre, så er bogen helt klart værd at stifte bekendtskab med, og er man som jeg vild med Louise Haibergs fortællestil, vil man ikke blive skuffet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar