Fantasyfestivalen er, som mange af jer ved, mit hjertebarn, og den arbejdsopgave, jeg har det allersjovest med. Og selvom jeg gerne skal indrømme, at årets festival havde lidt rigeligt med stressmomenter, så lykkedes det alligevel over al forventning, og vi kunne endnu en gang slå publikumsrekord med et sted mellem 6000 og 7000 gæster.
Planlægningen af dette års festival begyndte allerede før sidste års online-udgave løb af stablen, og fra starten var vi, og bibliotekets ledelse, enige om, at vi ville satse fuldt og helt på en fysisk festival i år. For selvom det lykkedes at gennemføre en online-udgave af festivalen i 2020, så var vi alle enige om, at den fysiske festival er langt at foretrække.
Beslutningen medførte dog også en del usikkerhed, for ville restriktionerne overhovedet tillade os at gennemføre en fysisk festival? Og hvor længe ville vi kunne trække en evt. aflysning, hvis det alligevel ikke var muligt at gennemføre festivalen i år? Heldigvis lykkedes det os at have is i maven længe nok, og selvom det i lang tid så ud, som om det ville blive en festival under andre former, med coronapas, ekstra afstand og retningsanvisninger, så betød ophævelsen af de sidste restriktioner 10. september, at vi kunne holde festival helt som i gamle dage - dog med rigelige mængder håndsprit.
Som sagt begyndte planlægningen af årets festival allerede før onlineudgaven løb af stablen. Og det var der flere grunde til. Vi var nemlig allerede rigtig langt med planlægningen af en fysisk festival i 2020, før restriktioner gjorde gennemførelsen for usikker, og derfor havde vi allerede tema, samarbejdspartnere, nogle af foredragsholderne, standholdere og Guest of Honour i venteposition, inden vi for alvor gik i gang. Det betød dog ikke, at alt bare gled, som det skulle, for udover uvisheden omkring restriktioner, oplevede vi også, at der var flere, der sprang fra undervejs, og flere afbud fra både standholdere, og, ærgerligst af alt, vores udenlandske Guest of Honour, Joseph Delaney, få uger før det trykte program skulle til tryk. Det gav sved på panden i forhold til at få programmet til at gå op, men det lykkedes, og vi endte med et program, vi var rigtig stolte af.
Som de forrige år stod jeg for planlægningen af den indendørs messe i Riddersalen, samt kontakten til en del af de indendørs rollespillere, den udenlandske forfatter og festivalens SoMe. Vi havde i år næsten fra start venteliste til standpladserne, da vi, grundet aflysningen af den fysiske messe i 2020, flyttede standbookingerne direkte til 2021. Flere standholdere sprang dog af forskellige årsager fra undervejs, hvilket kom folkene på ventelisten til gode, og en sprang endda til med meget kort varsel, da vi fik et afbud mandagen før festivalen, så der ikke blev huller i messeområdet.
Men selvom det lykkedes at få det hele til at gå op i sidste ende, så kunne jeg også mærke, at der havde været et års ufrivillig pause undervejs, da flere af rutinerne var gledet lidt længere ud af erindringen, end de plejer at være, og det, sammenholdt med uvisheden om evt. restriktioner, gjorde, at planlægningen til tider blev lidt mere presset end den plejer at være.
Som altid var de sidste 14 dage før festivalen præget af en del praktiske opgave, og den sidste uge lå jeg næsten vandret i luften, for at få det hele på plads, før opstillingen begyndte fredag.
Fredag morgen mødte jeg ind omkring 7.30, og har var pedellerne allerede i fuld gang med at flytte alle reolerne væk fra udlånet, så messeområdet kunne gøres klar. Klokken 8 var der briefing for de kolleger, der var mødt ind for at hjælpe med at stille op til festivalen, og så gik vi ellers i gang med at flytte de sidste reoler og møbler, sætte sort stof op over reolerne, udsmykke lokalerne, og stille borde og stole frem på standene. Klokken 12 var messeområdet klar til at tage imod standholderne, der dog lod vente lidt på sig, grundet, fandt jeg ud af, temmelig kaotiske trafikforhold over Fyn. Men frem kom de, og imens vi ventede på dem, blev der bygget reoler, sat mere sort stof op, lavet el på flere af standene, og taget leverede varer op fra kælderen. Imens begyndte billetsalget at stille op i forhallen, og markedspladsen begyndte så småt at tage form udenfor med opsætning af hegn, telte mm., ligesom der blev sat stole og scener op i foredragslokalerne indenfor. Efterhånden begyndte standholderne ligeså stille at dukke op, og herefter havde jeg travlt med at byde velkommen, og hjælpe til med praktiske forhold i messeområdet. Klokken 14 var der briefing for bibliotekets personale, hvor vi lavede status på, hvad vi manglede, og næste break kom klokken 17, hvor vi havde inviteret de standholdere, der havde lyst, på opstillingsforplejning. Klokken 20 var vi færdige med dagens opstilling, og cirka 20.30 var jeg på vej hjem.
Lørdag mødte jeg ind omkring klokken 7.15, og 7.30 holdt festivalgruppen og pedellerne briefing for at finde ud af, hvad vi manglede, for at kunne blive klar til klokken 10. 8.00 var vi klar til at lukke standholderne ind, så de sidste kunne stille op, og klokken 10 kunne jeg fjerne afspærringen ved billetsalget, og lukke gæsterne ind. Og så myldrede det ellers ind.
Klokken 10.30 blev festivalen officielt åbnet af Lulu fra Sydvestjyske Museer, Lene Kaaberbøl og Virelai, og herefter bestod mit arbejde mest i at cirkulere omkring i messeområdet, og se, om alt forløb som det skulle. Klokken 12.15 mødtes jeg med de andre bag Dansk Fantasy Pris ved Fortælletrappen for at gøre klar til prisoverrækkelsen, og 12.30 kunne vi overrække de første Saga-statuetter til de heldige vindere. En helt igennem stor oplevelse.
Herefter var det blevet tid til at finde noget frokost, og da jeg ikke havde flere programpunkter, jeg skulle nå, kunne jeg tage den noget mere med ro, og havde både tid til at finde noget mad (jeg endte med pandekager, selvom der var ventetid på), og tage et kig rundt på markedspladsen. Det lykkedes mig endda rent tilfældigt at overvære et foredrag, mens jeg var derude, da Sidsel Sander Mittet holdt sit kombinerede forfatterforedrag og ildshow, og det var en rigtig god oplevelse.
Derefter stod den på mere cirkulation i messeområdet, og klokken 18 kunne vi så lukke dørene efter en succesfuld første festivaldag. Desværre måtte jeg, grundet hovedpine, melde fra til den traditionelle fantasyfest for standholdere, foredragsholdere, aktører, frivillige og personale, så jeg kunne komme hjem i seng, men ellers gik alt. som det skulle.
Søndag kunne vi møde noget senere ind, og jeg var derfor klar på min pind cirka 7.30. Klokken 8 åbnede vi igen dørene for standholderne, og klokken 10 for publikum til endnu en dag i fantasy'ens tegn. Jeg nåede i år ikke med til bogbloggereventet før åbningstid, men tænker, jeg tager revanche til næste år. Til gengæld oplevede jeg for første gang hvad rollespillerne egentlig foretager sig i bibliotekets kælder under festivalen, da der, en time før lukketid, blev gennemført en særlig bibliotekar-udgave af Eventyrernes Laug for personalet, og det var en virkelig god og sjov oplevelse.
Klokken 16 lukkede festivalen ned for denne gang, og herefter stod den på oprydning, pakken ned og farvel og tak til standholderne, inden jeg ved 19-tiden kunne tage bilen tilbage mod Ribe.
Mandag havde jeg planlagt en fridag, som dog endte med at blive en sygedag - efterfulgt af tre mere - da jeg vågnede med ondt i halsen, masser af snot og stort set ingen stemme, hvilket stadig forfølger mig i dag. Jeg håber dog at blive frisk igen, inden jeg går på ferie i næste uge, og regner med en hjemmearbejdsdag i morgen, så jeg kan få fulgt op på og afsluttet årets festival rigtigt.
Herefter venter evalueringen af årets festival, før vi for alvor går i gang med planlægningen af næste års festival, som bliver med to nye kolleger ved roret.
Er I nysgerrige på, hvad der foregik i år, kan programmet stadig findes på festivalens hjemmeside www.fantasyfestival.dk, ligesom der løbende vil komme flere billeder på festivalens SoMe. Som sædvanlig lykkedes det mig ikke at få lagt et eneste billede op på bloggens Instagram i weekendens løb, men her kommer et udvalg af min festival i billeder. Hovedparten er taget før festivalens åbning - hvilket forklarer, hvorfor der stort set ikke er nogen mennesker på dem - men jeg fik også taget et par stykker undervejs.
Til allersidst vil jeg sige en stor tak til foredragsholdere, aktører, standholdere, frivillige og gæster, som var med til at gøre Fantasyfestivalen til noget helt fantastisk igen i år. Vi har savnet jer mindst ligeså meget, som I har savnet os, og jeg håber, I har nydt festivalen ligeså meget som jeg.
Sidst, men ikke mindst, skal der lyde en stor tak til mine fantastiske kolleger for den kæmpe indsats I igen i år har ydet både op til, under og efter festivalen, til planlægningsgruppen for benhårdt arbejde, problemløsning, sjov, kreativitet og med- og modspil, og ikke mindst til bibliotekets superseje pedeller, der i den grad knokler løs for at løbe små og store opgaver undervejs. Jeg håber, I er friske på endnu en omgang til næste år.
Og til jer læsere, der har læst med: Tak for, at I følger med. Jeg håber, I kunne lide kigget bagom festivalen. Var I til Fantasyfestival i år? Hvis ja, hvad syntes I om den? Og hvad var jeres yndlingsaktivitet?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar