The Wicked Deep

The Wicked Deep er skrevet af Shea Ernshaw.

For 200 år siden blev Swan-søstrene anklaget for at være hekse, og druknet. Og lige siden har byen Sparrow været forbandet. Hvert år, på dagen for deres død, vender de tre søstre tilbage, og besætter tre unge piger fra byen. Og hvert år lokker søstrene unge mænd ud i havet, til deres død.
17-årige Penny har levet med legenden og de årlige dødsfald hele sit liv, og som den eneste i Sparrow ved hun, at legenden taler sandt. Med en mor i dyb sorg over farens uforklarlige forsvinden for tre år siden, bitterhed over indbyggernes manglende hjælp, og en følelse af at være fanget, har hun affundet sig med forbandelsen, og opgivet håbet om, at den nogensinde vil kunne blive løftet.
Men alt det ændrer sig, da hun møder den fremmede Bo, samme aften som søstrene vender tilbage fra havet. På trods af frygten for, at Bo kan blive et af søstrenes ofre, og de hemmeligheder, hun fornemmer, at han gemmer på, kan Penny ikke lade være med at nærme sig ham, og håbe.
Men sommeren er lang, og Penny er ikke den eneste, der får øje på Bo. Hvis Penny vil beholde ham - og holde ham i live - må hun tage kampen op mod forbandelsen. Men er kærligheden stærkere end søstrenes hævntørst? Og vil Penny og Bos hemmeligheder tvinge dem fra hinanden - eller føre dem sammen?

Jeg køber næsten aldrig bøger kun ud fra forsiden, men da denne bog begyndte at dukke op hos forskellige booktubere, blev jeg utroligt betaget af dens smukke ydre, og da jeg hørte, hvad den handlede om, kunne jeg ikke stå imod, og endte med at bestille den hjem. Bogen er blevet enormt hypet, og efter at have læst den, forstår jeg det godt. For den ligner ikke noget, jeg har læst før, og samtidig har den noget foruroligende og drømmende over sig, som gør den svær at slippe.
Bogen har elementer fra såvel fantasy som gys og magisk realisme, og er svær at genrebestemme.
Sproget er utroligt atmosfærisk, med noget næsten drømmende over sig, samtidig med, at man som læser fornemmer, at der lurer noget under overfladen. Bogen er letlæst, med et smukt og flydende sprog, og nogle utroligt stemningsfulde beskrivelser. Beskrivelsen af det lille samfund, som lukker sig om sig selv, og holder tilflyttere og turister ude, er spot on, og man fornemmer virkelig gabet mellem "dem" (tilflytterne og de morbide turister) og "os", de indbyggere, som er født i byen.
Handlingen er godt skruet sammen, med flere overraskende twists undervejs, og selvom det tog lidt tid, før jeg for alvor blev fanget ind, så endte jeg med at sluge bogen i løbet af ganske få timer. Historien er spændende, og fyldt med magi, forbandelser, mord, kærlighed, venskab, hemmeligheder og hævn. Det er en historie om besættelse og frygt, had og heksejagt, men også om valg, og om at være fanget i et mønster, som ikke er sådan lige til at bryde ud af. Søstrenes skæbne var forfærdelig, men deres hævn er lige så modbydelig, som indbyggernes oprindelige heksejagt, og man fornemmer, hvordan historien går i ring, når indbyggerne forfalder til selvtægt, i forsøget på at bryde forbandelsen. Men selvom jeg bestemt ikke går ind for selvtægt, så synes jeg dog det er værre, at de voksne bare ser til. De sørger selvfølgelig, når deres drenge bliver druknet, men de går ikke aktivt ind, og forsøger at beskytte deres børn ved at holde dem inde om natten i Swan-sæsonen, eller lukker dørene for turisterne, i stedet for at tjene penge på deres morbide interesse, og lade Swan-søstrene kaste sig over dem. I stedet overbeviser de sig selv om, at der ikke er noget at gøre, og overlader deres børn til skæbnen.
Personerne er levende, menneskelige og nuancerede, men desværre blev en del af bipersonerne aldrig rigtig levende for mig, da jeg ikke følte, jeg lærte dem at kende. Det hænger muligvis sammen med, at hovedpersonen Penny er jeg-fortæller, og man derfor ser alle personerne gennem hendes øjne, og muligvis sammen med, at mange af bipersonerne ikke får ret meget scene-tid. Til gengæld virker det rigtig godt med de små flashbacks, hvor søstrenes historie, og det, der førte til deres henrettelse, bliver fortalt, da det gør de tre søstre meget virkelige, og jeg kunne da heller ikke lade være med at have en lille smule ondt af dem. Udover de tre søstre, så lærte jeg også hovedpersonen Penny rigtig godt at kende. Hun er en enspænder, præget af farens forsvinden og morens psykiske sammenbrud, og så er hun den eneste af byens unge, som ved, at forbandelsen er virkelig. For Penny har en hemmelighed, og en arv fra moren, som gør hende i stand til at se mere, end godt er. Mødet med Bo åbner langsomt Pennys hjerte, og giver hende håb for fremtiden. Men Bo har sine egne hemmeligheder, og selvom han begynder at falde for Penny, så har han sine egne grunde til at besøge Sparrow. Jeg kunne rigtig godt lide kemien mellem Penny og Bo, og den måde, følelserne og tilliden langsomt vokser mellem dem. Jeg var til gengæld ikke ret vild med Pennys eneste veninde Rose, som virkede manipulerende, og hvis impulsive handlinger gav Penny indtil flere problemer på halsen. Og selvom Rose mente det godt, og også havde sine gode sider, så irriterede hun mig virkelig.
Sidst, men ikke mindst, er jeg også nødt til at nævne bogens udseende. Udover at smudsomslaget er utroligt smukt, med sølvtryk og hævede bogstaver, så er den nøgne hardback det også, med dens blå grundfarve og sølvstjerner og måne. Bogen er også fyldt med små illustrationer, som indleder hvert kapitel i bogen, og det er med til at gøre den samlede læseoplevelse til noget helt særligt.
Alt i alt en rigtig god bog, som er både smuk og helt sin egen, med en dragende og drømmeagtig stemning, et solidt drys magi, en god portion gys, og en handling, der overrasker igen og igen. Kan man lide historier om hekse, forbandelser og kærlighed, kan bogen kun anbefales.

Se også forfatterens hjemmeside.