The Librarian's Vampire Assistent er 1. bind af paranormal romance-serien af samme navn, skrevet af Mimi Jean Pamfiloff.
Michael Vanderhorsts skaber er blevet myrdet, og derfor er han taget til Phoenix, for at finde ud af, hvem der står bag. Men da han støder ind i bibliotekaren Miriam, tager hans besøg en drejning, han ikke havde regnet med.
Før han ved af det, har han fået job som biblioteksassistent, og da Miriam bliver brutalt overfaldet, tager han en spontan beslutning om at redde hendes liv.
Michael må forsøge at holde Miriam i live, finde sin skabers morder, og finde ud af, hvad de lokale vampyrer skjuler. Alt sammen mens han holder biblioteket åbent.
Det er bestemt ikke nemt at være vampyrisk biblioteksassistent.
Da jeg så titlen på den her bog, måtte jeg bare læse den. Men selvom den var underholdende, så manglede den et eller andet, for at gøre læseoplevelsen rigtig god.
Sproget er letlæst og flydende, med levende beskrivelser, en god portion humor, og popkulturelle referencer. Bogen er fortalt i første person nutid, hvilket fungerer både godt og skidt. Godt, fordi man virkelig lever sig ind i handlingen, og skidt, fordi det føles, som om det hele går alt for hurtigt.
Handlingen er godt skruet sammen, med flere twists undervejs, uden dog at være voldsomt original. Historien er spændende, og fyldt med action, bogglæde, vampyrer, intriger, mord, hemmeligheder, mafiaen og sex, men desværre har forfatteren en hang til infodumping, og samtidig mangler der et par mellemregninger undervejs, som gør, at historien ikke helt hænger sammen, og føles noget forhastet.
Personerne er temmelig klichefyldte og stereotype, hvilket ikke nødvendigvis er dårligt, men får dem til at føles noget flade og kedelige. Michael, historiens jeg-fortæller, er den eneste, man som læser lærer rigtigt at kende, men selvom han er sexet, intelligent og en stærk vampyr, så har han også en tendens til at have lidt for ondt af sig selv, og har svært ved at føle noget for andre. Og alligevel bliver han fascineret af Miriam, som slet ikke opfører sig, som hun burde. Miriam er, i rollen som den stille og klodsede bibliotekar, temmelig stereotyp, selvom hun pengemæssigt falder udenfor rollen. Af bipersonerne var Lula, Michaels vampyriske søster/familie, nok den mest interessante, selvom hun også blev en smule flad. Men hendes sorg, hengivenhed for Michael, og hjælpsomhed gjorde, at jeg ikke kunne lade være med at føle med hende.
Bogen er ganske underholdende, og hurtigt læst, men jeg manglede noget dybde på personerne, og lidt mere uddybning af handlingen og universet. Havde bogen været bare 50 sider længere, havde det heller ikke gjort noget. Som en hurtig og uforpligtende læseoplevelse fungerer bogen fint, men vil man have lidt mere dybde, er det nok ikke lige den her bog, man skal kaste sig over.
Se også forfatterens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar