Lazlo Strange er forældreløs og vokset op i et kloster. Men Lazlo er en drømmer, og livet i klosteret tiltaler ham ikke. Han drømmer om fremmede steder, og en magisk by langt borte. Men byen mister sit navn, og Lazlo mærker det ske. Det bliver starten på en besættelse af byen, nu kendt som Weep. Lazlo er fast besluttet på at løse mysteriet, og da han får chancen for at forlade klosteret, begynder hans nye liv, som bibliotekarlærling. Her får Lazlo for alvor mulighed for at dykke ned i sin besættelse, men det er ikke let at være drømmer, i en verden hvor guldet hersker.
Det her er måske et af de korteste resuméer jeg har skrevet i bloggens historie, og det er der flere grunde til. Den ene er, at Strange the Dreamer er en meget svær bog at forklare hvad handler om. Den anden er, at der ikke skal ret meget til for at spoile bogen, og jeg derfor hellere vil skrive for lidt, end for meget. Jeg tror nemlig, at det er en af de bøger, der vinder mest, ved at man på forhånd ved så lidt som muligt om den. Bogen er utroligt hypet, og desværre levede den ikke helt op til de mange roser for mig, selvom jeg godt kan forstå, hvorfor nogle elsker den så højt, som de gør.
Bogens sprog er utroligt smukt, og der er noget næsten drømmende over beskrivelserne og den stemning, forfatteren maler frem, som passer rigtig godt til bogens indhold. Men desværre fungerede det blomstrende og poetiske sprog bare ikke for mig. I stedet for at få mig til at drømme med, stillede sproget sig i vejen for mig, og det poetiske dannede en distance mellem mig, personerne og handlingen, som gjorde det svært for mig, dels at leve mig ind i historien, og dels at huske, hvad jeg læste, hvilket gjorde mig temmelig ligeglad over for såvel personer som handling.
Universet er magisk og anderledes, med en lån fra arabisk mytologi og stedsbeskrivelser, og er på en gang både velkendt og anderledes. Mest af alt minder det om noget fra en drøm, og der er et vist støvet, drømmeagtigt skær over hele bogen.
Strange the Dreamer er ikke en bog med fart over handlingen, og selvom den er hurtigt læst, så skulle jeg temmelig langt ind i den, før den for alvor blev spændende. Og det, kombineret med den sproglige distance, gjorde, at jeg egentlig var ret ligeglad med historien. Den er ellers godt udtænkt, med et originalt plot, som hænger godt sammen, og byder på flere overraskelser undervejs. Kærlighedsforholdet var jeg godt nok ikke så begejstret for, da der var lidt for meget "kærlighed ved første blik" over det, og jeg forstod ikke hvorfor personerne faldt for hinanden. For mig ville historien have givet mere mening uden kærlighedsdramaet, og med fokus på de mere interessante temaer som drømme, guder, magi, retfærdighed, undertrykkelse, sorg, tab, overgreb, identitet, liv og død. For hvem er skurke og hvem er helte, når historien fortælles af vinderne? Og hvem er vinderne i det hele taget? Hvor meget af ens identitet knytter sig til et navn? Og hvad gør man, når selv ens navn bliver taget fra en? Til gengæld var jeg ret vild med den rolle som bøger, litteratur, viden og bibliotekarer spillede i historien. Men det er vel en form for erhvervskade.
Personerne er nuancerede, men jeg kom aldrig tæt på dem, fordi sproget stillede sig i vejen. Jeg glemte konstant hvem bipersonerne var, og de eneste der stak lidt ud, var Lazlo og Sarai, som skiftes til at fortælle historien. Men heller ikke dem lærte jeg rigtigt at kende. Lazlo er en drømmer, og helt på det rene med, at han nok aldrig kommer til at spille den store rolle i historien. Hans livslange drøm er at finde byen Weep, og løse dens mysterium. Han tror på det gode i andre mennesker, grænsende til det naive, men har en form for barnlig charme, som gør, at jeg hurtigt kom til at holde af ham. Sarais fortid er fyldt med rædsler, og hendes nutid præget af frygt og had. Hun har svært ved at forestille sig en anden virkelighed, end den hun lever, med drømme, der er mere levende end for de fleste. Mødet mellem de to forandrer alt. Men er det til det bedre?
Fysisk er bogen utroligt smuk, med sprayede blå sider, guldtryk på smudsomslaget, og en nøgen hardback i blå med guldtryk på ryggen. Min udgave er fra FairyLoot, og har derudover også en titelside med såvel stempelunderskrift som en utrolig smuk illustration af møl, øjne og læber. Og så starter hvert kapitel med en lille illustration.
Selvom bogen var både velskrevet og original, og fysisk smuk, så var den desværre ikke det match, jeg havde håbet på, ud fra den megen opmærksomhed den har haft. Det langsomme tempo, kombineret med en lidt for hurtig kærlighedshistorie og et blomstrende poetisk sprog, gjorde det svært for mig at fastholde såvel handling som personer, og allerede nu, knap en time efter jeg har lukket bogen, har jeg glemt en del af historien. Jeg kommer næppe til at læse næste bind i serien, selvom den slutter med en cliffhanger, da jeg simpelthen ikke kan fastholde hverken indhold eller interesse. Det betyder ikke at bogen er dårlig, for det er den langtfra, den var bare ikke noget for mig.
Se også forfatterens blog.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar