Viser opslag med etiketten Ry Kristensen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ry Kristensen. Vis alle opslag

mandag den 24. januar 2022

Sersi Wicca

Sersi Wicca er 2. bind af fantasyserien Dragesten, skrevet af Ry Kristensen.

Kong Nok bruger alle midler til at finde dragemenneskenes base, så han kan udrydde dem en gang for alle. Han får hjælp fra hekseklanerne, hvis øverste leder hader dragemenneskene lige så meget som Nok. 
Imens forsøger modstandsbevægelsen at være et skridt foran Nok og heksene, og finde et sted, hvor de kan leve i fred. Men det er ikke nemt, for heksene og Nok er nådesløse, og kampene bliver mere og mere brutale. 
Le elsker kampene, mens Mark bliver mere og mere træt af krig og blod. Da modstandsbevægelsen fanger heksepigen Sersi, sættes forholdet mellem de to søskende på en prøve. Mens Le hader Sersi fordi hun er en heks, kan Mark ikke lade være med at have ondt af hende, og lytte til Sersis ord om, at ikke alle hekse ønsker krig. Snart står Mark over for et valg, der kan få voldsomme konsekvenser for alle. 

Jeg var vild med første bind i serien, og bind to var ingen undtagelse. Bogen var nemlig lige så god som sin forgænger. 
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser, humor, og nogle vilde actionscener, der står knivskarpt for læseren. 
Universet udvider sig i dette bind, hvor vi både besøger nye egne af landet, og møder nye væsener og former for magi. 
Handlingen er godt skruet sammen, med et plot, der overrasker flere gange undervejs, og masser af hæsblæsende action. Historien er spændende, og fyldt med magi, drager, krig, tortur, familie, intriger, hekse, had, fordomme og svære valg. 
Personerne er levende og nuancerede, og især de to hovedpersoner Mark og Le lærer man som læser rigtig godt at kende. Jeg var personligt ikke så vild med Le, som er impulsiv, fordomsfuld og blodtørstig, og hvis manglende evne til at følge ordrer sætter både hendes og andres liv på spil, selvom hun har hjertet på rette sted. Til gengæld elskede jeg Mark, hvis mod, loyalitet og store hjerte balancerede fint med evnen til at tænke sig om, og se ud over sine fordomme. Af bipersonerne holdt jeg især af Sersi, som, trods omstændighederne, holder fast i sin klans leveregel, og Le og Marks farfar Kris, der er modig, loyal og fast besluttet på at redde sit folk, men også bramfri i sit sprog, og ikke altid lige god til at adlyde ordrer. 
Sersi Wicca var en rigtig god fortsættelse på en virkelig god serie, der måske nok er skrevet til børn, men fint også kan læses af voksne. Er man vild med drager og onde hekse kan serien klart anbefales, og jeg glæder mig allerede til næste bind. 

Se også forfatterens hjemmeside

mandag den 2. december 2019

Dragesten

Dragehjerte er 1. bind af fantasyserien Dragesten, skrevet af Ry Kristensen.

Le og Mark bor sammen med deres mor i et lille hus, langt fra alting. På Les 13 års fødselsdag forandrer deres liv sig for altid. Deres mor bliver angrebet af en harpie, og efterfølgende flygter de, sammen med deres mor, til deres farfars hjem.
Og her bliver de indviet i en hemmelighed, som kan koste dem livet. Le og Mark er dragemennesker, og da de to var ganske små, måtte familien flygte fra hovedstaden, da den onde general Nok, med hjælp fra heksene, myrdede kongefamilien og overtog magten i landet. Lige siden har heksene og Noks soldater jaget de overlevende dragemennesker, og det er kun med hjælp fra modstandsbevægelsen, at dragemenneskene ikke er blevet udryddet.
Langt om længe er modstandsbevægelsen ved at være klar til at slå igen. De mangler kun en ting: Dragesten! Uden dem har dragemenneskene nemlig ikke evnen til at forvandle sig til drager, og kun dragemennesker, som endnu ikke har smagt dragesten, kan få fat i dem.
Men det er bestemt ikke ufarligt, for dragestenene bevogtes af både soldater, harpier og hekse, og befinder sig på slottet i hovedstaden. Le og Mark får brug for alt deres mod, og en god portion held, hvis de skal overleve, og gennemføre missionen.

Jeg købte den her bog til Fantasyfestivalen i 2019, og hvor er jeg glad for, at jeg gjorde det. Den var nemlig rigtig god.
Sproget er letlæst og flydende, med livagtige beskrivelser, og en god portion humor, trods de temmelig mørke emner bogen rummer.
Universet er på mange måder et klassisk fantasyunivers med drager og hekse, men byder også på nye væsener og elementer, som gør det tilpas uforudsigeligt og overraskende.
Handlingen er spændende, og fyldt med twists, som gør det svært at forudsige, hvad der vil ske. Og så slutter bogen med noget af en cliffhanger. Historien er fyldt med action, venskab, godt, ondt, oprør, forræderi, hekse, drager, hemmeligheder og familie. Der er en historie om at finde ud af, hvem man er, og om at følge sit hjerte, men også en historie om undertrykkelse, magtbegær og de mystiske magiske dragesten.
Personerne er levende og menneskelige, og selvom især skurkene måske er lige lovligt sort-hvide, så er de to hovedpersoner Le og Mark nuancerede og interessante. Le er den yngste, og den mest impulsive. Hun er hurtig til bens, og hurtig til at udtænke planer, og så har hun et brændende ønske om at hjælpe modstandsbevægelsen. Hun tænker ikke altid over konsekvenserne, men er heldigvis også god til at rode sig ud af de problemer, hun får sig selv viklet ind i. Hendes impulsivitet kan dog også være en smule irriterende, og jeg havde flere gange lyst til at bede hende om at tænke sig om, før hun kastede sig ud i det. Mark er den ældste, og både mere forsigtig, og bedre til at tænke sig om. Selvom han er bange, så er han fast besluttet på at hjælpe sin lillesøster, da hun tager afsted efter dragestenene, og langsomt finder han modet og styrken til at følge sit hjerte. Af bipersonerne var jeg især vild med den onde heks Isabella. Hun er en person, som jeg elskede at hade, fordi hun var så helt igennem ond og modbydelig. Og det uden, at hun føltes som en kliche, som man ellers kunne frygte ville være tilfældet. Derudover kunne jeg rigtig godt lide heksens hjælper Nete, som, trods de konsekvenser det har for hende, forsøger at hjælpe Le, og Sofia, som har ben i næsen, og er parat til gøre hvad som helst, for at befri sine forældre.
Alt i alt var Dragehjerte en fornøjelse at læse, og jeg glæder mig allerede til at læse videre i serien. Er man vild med drager og onde hekse, kan bogen kun anbefales. Og voksne dragefans kan sagtens læse med, selvom det egentlig er en børnebog.

Se også forfatterens hjemmeside.