Vølvens spådom er 1. bind i fantasyserien Midgårds Beskyttere, skrevet af T.R. Bisgaard.
Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og Forlaget Calibat.
Efter en klatretur, hvor det var lige ved at gå galt for Eriks far, er danske Eriks familie i opløsning. Faren har mistet sit arbejde, og er skiftevis vred og deprimeret, og familien er flyttet ind hos Eriks farmor. Erik kan ikke lade være med at tænke på næsten-ulykken, hvor hans far var tæt på at blive ramt af en kampesten og falde ned, og hvordan farens amulet lige siden har set ud, som om den lyser.
Astrid er norsk. Hendes storesøster forsvandt overbord for et år siden, og siden har Astrid følt sig overset og glemt af sine forældre.
En dag, hvor både Erik og Astrids problemer kulminerer, og de begge søger efter et sted at være alene, bliver de pludselig transporteret tilbage til vikingetiden. En troldkvinde fortæller dem, at hun har hidkaldt dem, fordi de er Midgårds Beskyttere, og at de først kan komme hjem, når de har standset den forestående krig mellem den danske og norske konge.
Men vikingetiden er ikke en nem tid at leve i, og Erik og Astrid får brug for hjælp, hvis de skal overleve, og løse deres mission. En mission, som måske viser sig at være endnu sværere og farligere, end de først havde troet.
Jeg er ret vild med nordisk mytologi, så da forfatteren spurgte, om jeg havde lyst til at anmelde serien, sagde jeg ja tak. Og det har jeg bestemt ikke fortrudt.
Sproget er letlæst og flydende, og man kan mærke, at forfatteren har researchet grundigt, inden hun skrev serien. En gang imellem kommer der nemlig lige lovlig mange informationer på en gang om såvel vikingetiden som den nordiske mytologi, og det er synd, da selve historien drukner lidt i de mange informationer. Det kan dog sagtens tænkes, at jeg følte sådan, fordi jeg i forvejen ved en del om både vikingetiden og nordisk mytologi, og det derfor, for mig, fik karakter af gentagelser af noget, jeg godt vidste i forvejen. Mange af informationerne står også i et appendiks bag i bogen, og det får igen karakter af gentagelser. Men samtidig er det fedt, at appendikset er der, så interesserede læsere kan lære mere om tiden og guderne. Beskrivelserne er livagtige og billedskabende, og især vikingetiden stod lyslevende for mig.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med spænding, action, magi, familieproblemer, intriger, trolde, vikinger og guder. Tempoet er højt - måske til tider lidt for højt - da der sker rigtig mange ting på kort tid, og jeg kunne godt have tænkt mig, at handlingen var bredt lidt mere ud over tid, end den er, så der også blev plads til lidt mere personudvikling undervejs.
Ikke fordi personerne ikke er levende og menneskelige, men fordi jeg gerne ville lære især bipersonerne bedre at kende. Hovedpersonerne Erik og Astrid skiftes til at fortælle historien, og det fungerer rigtig godt, da man både lærer dem at kende, og ser historien fra forskellige synsvinkler. Erik er født med hareskår, og er blevet drillet hele sit liv. Han er stærk, dygtig til at klatre, og modig, og er ikke bange for at gå sin vej, i stedet for at komme op at slås med sine mobbere. Astrid er modig, intelligent og en dygtig svømmer, men føler sig overset i familien, efter hendes søster forsvandt, samtidig med, at hun forsøger at passe ind blandt pigerne i klassen. Både Erik og Astrid opdager, at de har skjulte talenter, og at det ikke er nemt at overleve i en anden tid, end den man er født i. Af bipersonerne var den jeg lærte bedst at kende, og bedst kunne lide, trællen Tord. Han er intelligent og modig, og ønsker sig mere end noget andet at være fri, og se sin mor igen.
Selvom der var et par ting, der ikke fungerede så godt for mig, så var historien spændende, og bogen slutter med en cliffhanger, der gør, at jeg straks vil kaste mig over det næste bind i serien. Kan man lide nordisk mytologi, eller vil man gerne vide mere om vikingetiden, så kan denne bog bestemt anbefales. Og for de 9-13-årige, som er målgruppen, vil bogen være helt perfekt.
Se også seriens hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar